Nigeria står i en voldsom konflikt mellem nomadiske hyrdefolk og de oprindelige bønder. I 2016 førte konflikten til 2.500 dødsfald, fordrivelse af 62.000 personer og mistede indtægter til en værdi af 13,7 mia. US dollars. Alene i januar 2018 førte konflikten til tabet af 168 menneskeliv.

 

Hyrdefolkene er hovedsageligt fulanis, et muslimsk folkefærd spredt ud over mange dele af Vestafrika. Landmændene er derimod for det meste kristne. Når der opstår vold mellem de to grupper med symbolske markeringer såsom afbrændinger af kirker, er det derfor ikke overraskende, at det dominerende narrativ i Nigeria og udlandet er, at konflikten er motiveret af religion og etnicitet.

 

Hvad der mangler, er det miljømæssige perspektiv. Nigeria strækker sig over mere end 1.000 km fra et frodigt og tropisk syd til udkanten af Sahara-ørkenen i nord. Og i Nigeria bevæger Sahara sig sydpå med en hastighed på 600 meter om året. På samme tid er Tchadsøen i den nordøstlige del af landet udtørret. Fulani-hyrdefolk, som tidligere var afhængige af søen, er derfor flyttet længere sydpå i jagten på græs og vand til deres besætninger. Desto længere syd man kommer, desto mere bliver befolkningen kristen, og derfor kan konflikter, når de opstår, fremstå som religiøse.

 

Sådanne konflikter mellem hyrdefolk og landmænd er ikke specielt nye. For eksempel startede en kamp i slutningen af 1960’erne om brugen af land ved Sahel, og fulanierne har en historie med strategisk annektering af territorier. Det nye er, at denne gang har konflikten nået et helt nyt niveau, eftersom en konflikt, som tidligere var begrænset til det nordlige Nigeria, nu er blevet et kæmpe problem for landets sydlige del.

 

Det er sket, fordi miljømæssige ødelæggelser har tvunget fulanier fra hele Vestafrika til det sydlige Nigeria, som ikke har været i stand til at forhindre nomader fra andre lande i at komme ind over den lange grænse. Tilstrømningen af nye mennesker har forvredet de eksisterende dynamikker og forholdet mellem det overvejende lokale landbrugssamfund og de nomadiske hyrdefolk.

 

Men de miljømæssige forklaringer er stort set blevet overset til fordel for snakken om en etnisk eller religiøs konflikt. En sådan udlægning bliver hurtigt følelsesbetonet og forhindrer en fuld analyse af alle de drivende kræfter bag konflikten. Den fremtrædende fortælling om den ”etniske krig” gør det sværere at udvikle overordnede og bæredygtige løsninger og sætter – i et land med blandede kulturer og religioner – national enhed og fredsopbygning på spil.

 

Stilhed fra myndighederne

Regeringens svar på alt dette har været næsten stilhed. I tomrummet er politiske forklaringer dog opstået, men oftest fra folk med interesser involveret. For eksempel mistænker eliten og de politiske ledere fra de påvirkede regioner præsident Muhammadu Buhari, som er fulani, for at være medskyldig i angrebene (selvom de direkte anklager mod ham er stoppet). Der er ingen beviser for, at præsidenten har noget som helst at gøre med konflikten, men i et hierarkisk samfund som Nigeria, så har elitens ord evangelisk betydning.

 

Centralregeringen har tilbudt løsninger såsom ”kvægkolonier”, som tager land fra de indfødte landmænd og giver til fulanierne til græsning. Men blandt landmændene understøtter dette kun bekymringerne for et etnisk jordtyveri.

 

Præsidenten har ofte snakket om at “genoplade” Tchad-søen til dens tidligere størrelse, for eksempel ved at omdirigere vand fra Ubangi-floden i Congo-bassinet, og han har for nylig talt om emnet ved en konference i den Afrikanske Union. Alligevel er søen ikke rigtigt bygget ind i regeringens strategi for konflikten mellem farmerne og hyrderne.

 

Sund sø, fredeligt folk

Men hvad vil en bæredygtig og fair løsning på konflikten indeholde? Tchadsøen skal givetvis ”genoplades” i kombination med et massivt program for flere træer og bæredygtig vandstyring. Det kræver, at nabolande deltager– og de står alle over for deres egne alvorlige miljøproblemer – og en støtte fra internationale donorer, men det ville være et godt skridt mod at stoppe migrationen sydpå og ville reducere konflikterne.

 

Regeringen bør også anerkende, offentligt, at det grundlæggende er en konflikt om ressourcer, som forstærkes af miljømæssige problemer. Den skal pointere dette, når problemer opstår, i stedet for at vente, indtil halve sandheder dominerer den offentlige diskurs.

 

De nigerianske medier lever ofte af følelsesmæssige fortællinger. Men denne historie om konflikter mellem hyrdefolk og landmænd har brug for mindre sensationsjournalistik og i stedet mere undersøgende journalistik, der kan hjælpe med at afdække flere nuancer af det komplekse problem. Det er ikke bare en etnisk konflikt – man kan ikke ignorere miljøet.

 

Artiklen er oversat fra International Viewpoint af Mads Hadberg.

 

Opslået i Afrika, Facebook, Klima

single.php