Det er bestemt ikke blevet lettere at være kommunalpolitiker, siden den borgerlige regering overtog styringen. Som noget af det første har den gennemtvunget en voldsom beskæring i den kommunale økonomi i form af det såkaldte omprioriteringsbidrag, som barberer 500 mio. kr. af kommunernes budgetter i 2016. Det kommer oven i de store sparerunder, kommunerne de sidste mange år er blevet tvunget til at lave af vekslende finansministre, der har set det som deres vigtigste opgave at gennemføre reduktionerne af velfærden primært ved sænkning af den kommunale service.

 

Senest her i januar har regeringen udsendt et cirkulære til kommunerne om, at man har sænket det såkaldte refusionsloft, som gælder statens bidrag til omskoling og jobtræning af arbejdsløse. Det betyder, at kommunerne nu må lave yderligere nedskæringer i budgetterne for 2016, som blev vedtaget i efteråret, og som indeholdt nogle af de historisk hidtil hårdeste nedskæringer. Samtidig vil det forøgede antal flygtninge, som ventes at blive på omkring 17.000 i 2016, yderligere belaste kommunernes økonomi.

I mange kommunalbestyrelser diskuteres det, hvordan man skal håndtere situationen. Enhedslistens repræsentanter har sagt klart fra og vil ikke være ansvarlige for yderligere nedskæringer. I København var man således – for første gang i flere år – ikke med i budgetforliget.

I Odense har Enhedslisten imidlertid i stedet valgt at støtte borgmesterens forslag om en kommunal skattestigning på 1 procent – til i alt 25,5 procent. EL-medlemmer har i flere tilfælde udråbt dette som en sejr for venstrefløjen og et eksempel til efterfølgelse.

Og er det da ikke også, i en presset situation som nu, det bedste at hæve kommunalskatten en smule? Er det ikke bedre, at alle betaler bare lidt mere, så vi måske undgår skolelukninger, forringelser i ældreplejen og øget brugerbetaling?

Svaret er nej. Og det er der flere gode grunde til.

Kommunalskattestigninger tager fra de fattige
Først og fremmest er kommunalskattestigninger en klart asocial måde at skaffe penge på. Kommunalskatten rammer i udgangspunktet alle indtægter med samme procent, uanset hvor lidt eller hvor meget man tjener. Progressionen i indkomstskatten – topskatten på de høje indtægter – gælder nemlig kun statsskatten, ikke kommunalskatten.

Men ikke nok med det: det såkaldte ”skrå skatteloft” betyder, at ingen samlet må betale mere end ca. 52 procent af deres lønindkomst og 42 procent af deres kapitalindkomst. Dette har den absurde konsekvens, at når kommunalskatten hæves, vil ikke de fattigste, men derimod dem med de aller største indkomster blive fritaget for skattestigningen (teknisk vha. en nedsat statsskat)!

Dertil kommer, at staten beregner sig en ”strafafgift” af skattestigningerne, så kommunerne kun får lov at bruge en del af beløbet til at lappe velfærdshullerne. Kommunalskattestigninger indebærer altså, at man skal tage penge fra de fleste i kommunen – inklusiv de fattigste, eksklusiv de rigeste – og kun får lov at give en del af dem tilbage til de udvalgte grupper/områder, man vil redde fra nedskæringer.

Det er svært at opfatte dette som andet end en forringelse, der skal forsøge at forhindre eller lappe på nogle andre forringelser. Og det er – heldigvis – ikke den måde, Enhedslisten plejer at lave politik på. Først og fremmest fordi det skaber splittelse og underminer en samlet modstand.

Det kan godt være, at børneforældrene opfatter det som en sejr, at brugerbetalingen for institutionen ikke stiger med 1000 kr. Det er endda sandsynligt, at rigtigt mange med rimelige indtægter foretrækker en skattestigning på et par tusinde eller tre frem for flere nedskæringer i velfærdssystemet. For dem er det måske ikke ”pest eller kolera”, men ”pest eller influenza”. Men hvad med den arbejdsløse eller kontanthjælpsmodtageren, der skal betale 1000-1500 kr. mere i skat? Penge, som de faktisk kan have svært ved at undvære. Eller dem, der har måttet spænde budgettet til det yderste for at få råd til en bolig? Skal det overlades til Venstre, at tale deres sag? Enhedslisten risikerer på den måde gøre sig til en del af den del-og-hersk-politik, der spiller forskellige dele af arbejderklassen ud mod hinanden – i stedet for at holde fast på, at vi er modstandere af alle forringelser for alle grupper. At vores svar ikke er ”det mindste onde”, men fælles modstand.

Det er vigtigt, at Enhedslistens byrødder – altid – står ude på pladsen sammen med de protesterende borgere og kigger ind på rådhuset, frem for at stå sammen med de nedskæringsansvarlige byrådskolleger indenfor og kigge ud på demonstrationen.

Forslår som en skrædder i helvede
En anden ting er, at skattestigninger på en procent efter al sandsynlighed langt fra er svaret på fremtidens udfordringer. Sidste forår sagde finansminister Claus Hjort Frederiksen, at regeringen ønskede at gennemføre en årlig 1 procent-reduktion af kommunernes budgetter de næste mange år (svarende til 2,4 mia. kr.). Under de pressede forhandlinger med KL op til sommerferien, valgte man i første omgang ikke at gennemtrumfe den politik, men ”nøjedes” med det omtalte omprioriteringsbidrag på 500 mio. kr. Men finansministeren understregede: ”Vi vil i den kommende tid søge at skabe flertal i Folketinget for en 1 procent-reduktion”.

Hvis man skal dømme efter finansministerens seneste udtalelser om kommunal økonomi, så er der ikke noget der tyder på, at han er blevet mildere stemt, selv ikke under indtryk af kommunernes berettigede klager over øgede udgifter til flygtninge. ”Jeg er træt af kommunernes jammer! Det piner mig at høre den her klagesang om, hvorvidt det er de syge, de halte eller de etbenede, der skal holde for denne gang. For det er en usaglig måde at gå til det”, siger ministeren. Claus Hjort mener, at kommunerne ligesom staten må effektivisere sig ud af problemerne. Med andre ord: Fortsæt den voldsomme nedskæringspolitik!

På den baggrund er det ikke troværdigt at argumentere for, at kommunale skattestigninger kan løse kommunernes økonomiske problemer og forhindre nedskæringer på bare lidt længere sigt. Enhedslistens medlemmer af de forskellige byråd vil blot stå med det samme problem om et halvt eller et helt år igen. Skal de arbejdsløse så bare slippe en procent mere, eller hvad?

Kommunalt oprør
Et socialistisk svar er, at man skal skaffe flere midler til velfærd ved en skatteomlægning, der mindsker fradragsmulighederne, beskatter de høje indtægter og virksomhedsoverskud langt mere og inddrager gevinsterne ved boligsalg. Det kan skabe masser af luft i økonomien, så man kan undgå nedskæringer. Et første skridt er kravet om, at statens bloktilskud til kommunerne skal løftes til en størrelse, der giver plads til velfærd.
Naturligvis kræver det et stort pres og mobilisering af mange mennesker, hvis et folketingsflertal skal presses til dette. Men der er faktisk tegn på, at viljen til et kommunalt oprør er ved at brede sig, bl.a. op til KLs kommende forhandlinger med regeringen. Det er det oprør, Enhedslisten over hele landet skal være drivende i at mobilisere til – blandt brugere såvel som kommunalt ansatte. Et oprør, der sender regningen tilbage til regeringen.

Og her er nok så velmente, men håbløse forsøg på at lappe-løse regeringens overgreb ved at opkræve en asocial ekstraskat lokalt altså ikke en løftestang, men snarere det modsatte…

SAPs forretningsudvalg, den 23.januar 2016 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php