Regeringens finanslovsforslag, der blev fremlagt i slutningen af august, bærer i høj grad præg af, at der er kommune- og regionsvalg sidst i november. Forslaget er så fyldt med ideologiske markeringer, at de, der sidder på bagerste række, nok skulle kunne forstå, hvad der er regeringen vil.

Der er taget mange hensyn. Dels til det skrantende Liberal Alliance, der er blevet tilgodeset med billigere biler, og hævelse af beskæftigelsesfradraget, der primært gavner de højtlønnede. Om det så tilfredsstiller partiets umættelige krav om topskattelettelser, er tvivlsomt. Samtidig fortsætter den kurs, som Venstre udstak, da partiet kom til magten i 2001: Gradvis at reducere den offentlige sektor med et par procent årligt.

Endelig er der så det altafgørende hensyn til, hvad Dansk Folkeparti vil være med til. DF vil som bekendt være med til meget, når blot partiet til gengæld får stramninger i asyl- og indvandrerpolitikken og lidt til de ældre.

Forslaget om at begrænse børnechecken til de to første børn vil glæde Dansk Folkeparti, der derved får mulighed for at ramme børnerige familier med indvandrerbaggrund.

Hvad det første angår, så beskæres asylområdet med ca. 2 mia. kr. Ældreområdet reduceres sammen med sundhedsområdet med 1,5 mia. kr., men her har kommunerne mulighed for at modvirke nogle af nedskæringerne. Avisen.dk skriver den 29.8., at knap halvdelen af kommunerne enten vil bruge flere penge på ældre i 2018, eller fortsætte med de samme udgifter som i år, mens 40 procent skærer ned. Andre markante forringelser er, at børne- og socialområdet beskæres med en halv mia kr.

De nye supersygehuse vil fortsat være markant underbudgetteret. Her gælder stadig de budgetter, der blev lagt i 2007, da Kommunalreformen trådte i kraft. I praksis betyder det færre sengepladser, ingen køkkener på sygehusene, færre behandlingsfaciliteter mv.

Arbejdstilsynet rammes, når regeringen vil fyre 20 procent af de ansatte. Det kommer til at gå ud over, sikkerhed og arbejdsmiljø, der jo ikke har det alt for godt i forvejen.

Kollektiv trafik rammes dels ved, at DSB beskæres med 207 mio kr. i år, stigende til ca. 800 mio i 2022. Hertil kommer den årlige “regulering” på 307 mio kr. At statstilskuddet til DSB skæres ned er dels DSB’s egen skyld, idet DSB’s direktør, Flemming Jensen, i forsommeren meddelte, at DSB nu kørte så godt (!), at man kunne undvære statstilskuddet. Det lod regeringen sig ikke sige to gange.

Set i lyset af ovenstående kunne det forventes, at finanslovsforslaget ville indeholde endnu flere forringelser for kollektiv trafik. At der ville blive afsat penge til nye motorveje. Bortset fra udbygning af motorveje i Østjylland og Fyn, og igangværende VVM-undersøgelser af fx en tunnel under Københavns havn, samt en midtjysk Hærværksmotorvej, så er det ikke nye større vejprojekter på tegnebrættet. Disse kan dog sagtens komme med særlige flerårige aftaler senere på året.

Til cyklister er der ikke én krone, så her skal man sætte sin lid til, at kommunerne gør noget.

Til gengæld har nogle ministres euforiske udtalelser om, at de gerne så flere Lamborghinier på gaden (pris: 8,5 mio kr., hvoraf de 5 er afgifter til statskassen), vakt berettiget vrede hos mange, selv Berlingske var forarget.

Dette er dog langtfra regeringens værste blamage. Argumentationen om, hvem der ville få gavn af skattelettelserne, viste dels, at ministrene havde svært ved at regne – kende forskel på procentvise og reelle skattelettelser. Først blev det fremstillet, som at HK’eren ville få mere ud af det end den direktør, der tjente fem gange så meget. Da det kneb med troværdigheden, blev beregnings-grundlaget ændret til, at de to betalte det samme i husleje, nemlig 6.300 kr. om måneden – og så var helvede løs.

Lige så slemt er det, at det har vist sig, at beregningerne er foretaget i enten Finans- eller Skatte-ministeriet, hvilket atter rejser tvivl om embedsværkets (påståede) neutralitet. Sammen med fx nødløgnen om Christiania, DONG, landbrugspakken, kvotekongerne – fortsæt selv – viser eksemplet,  at dele af embedsværket har mere end svært ved at trække en grænse for, hvor langt de skal strække sig, når det gælder “ministerbetjening”.

Og sådan fortsætter det side op, side ned. Det skal dog siges, at nogle af nedskæringerne skyldes, at der er puljer, der udløber, andet at pengene i stedet hentes fra Satspuljen (der finansieres ved at beskære overførselsindkomsterne med 0,3 pct. per år). Endelig er der omposteringer, hvilket bidrager til at gøre billedet lidt mudret. På bundlinjen står dog, at der skæres betydeligt ned hos dem, der er mest udsat, og/eller på områder, som regeringen ikke bryder sig om.

Megen opmærksomhed har samlet sig om forslaget om skattelettelser til 22 mia kr. Det forslag er temmelig urealistisk, og selvom ovenstående nedskæringer tælles sammen, så kommer regeringen slet ikke i nærheden af de 22 mia., end ikke halvdelen.

Opslået i Dansk politik

single.php