Med Carsten Koch i spidsen leverede regeringens ekspertudvalg om beskæftigelsesindsatsen sin sidste rapport i uge 12 – og bekræfter endnu en gang, at udvalget er sat i verden blot for at rulle regeringens asociale reformer længere ud. Denne gang skal de svageste kontanthjælpsmodtagere betale for de mest jobparate, som først og fremmest skal sendes i en disciplinerende trædemølle af praktikker, nyttejob og andre foranstaltninger, der ikke skaber flere reelle job.

I 2013 nedsatte regeringen det såkaldte Koch-udvalg, der havde til formål at se på beskæftigelsesindsatsen for henholdsvis dagpenge-modtagere og kontanthjælpsmodtagere. Udvalget var ment som den syltekrukke, der skulle lukke dagpenge-debatten ned. I kommissoriet for udvalget indgik samme sparelogik som ved resten af SR-regeringens reformer: Det måtte ikke koste noget at lave bedre ordninger for arbejdsløse. I 2014 leverede udvalget sin rapport om dagpengemodtagere, mens rapporten fra marts fokuserer på beskæftigelsesindsatsen overfor kontanthjælpsmodtagerne.

Med den seneste rapport holder Koch-udvalget sig på samme spor som sidst, men foreslår en omkalfatring af indsatsen overfor kontanthjælpsmodtagere. Hovedlinjen er, at alle indsatser, der ikke vedrører kontanthjælpsmodtagernes beskæftigelsesrettede aktiviteter – dvs. virksomhedsrettet praktik, tilskud og uddannelse – skal barberes med 2,5 mia. kr.

Gennem en omlægning af refusionen til kommunerne vil udvalget tvinge en omstilling igennem, hvor hovedfokus i indsatsen for at bringe kontanthjælpsmodtagere tættere på arbejdsmarkedet handler om at få dem i en form for arbejds-lignende aktivitet. Det betyder blandt andet, at indsatsen for at afhjælpe folks problemer, som ikke er arbejdsmarkedsrelaterede, nedprioriteres. Det kan være forskellige grunde til at arbejdsløse ikke kan passe et job: Misbrug, boligsituation, sociale problemer. I udvalgets anbefalinger skal disse indsatser barberes ned.

Erstatter rigtige job med tvangsaktiverede
I stedet skal træde en kraftig opprioritering af virksomhedsrettede tilbud og forberedende virksomhedsforløb, samt af brobygningsforløb og mentorstøtte. I virkelighedens verden dækker det over, at udvalget vil sende de kontanthjælpsmodtagere, som er tættest på arbejdsmarkedet, ud i en række af forløb med praktikker, løntilskud, nyttejob og lignende aktivering.

Dette skal blandt andet gøres ved at hæve grænsen for, hvor mange der må være i aktivering gennem fx løntilskud, praktik og lignende i en offentlig eller privat virksomhed. Nu gælder det, at grænsen fastsættes efter antallet af medarbejdere i den pågældende virksomhed. Men udvalget foreslår, at det fremover skal afgrænses af antallet af timer, som de aktiverede må arbejde i forhold til det samlede antal præsterede timer i virksomheden. Det skal ses i sammenhæng med at udvalget foreslår, at vilkårene for hvordan og hvor meget, der må aktiveres, gøres mere fleksible, så det bliver nemmere at aktivere kontanthjælpsmodtagere i færre timer.

Denne tilgang er dybt problematisk. Ikke blot fordi den hviler på den tankegang, at giver man blot kontanthjælpsmodtagerne et lille skub, så skal de nok finde beskæftigelse. Nej, selve modellen med at øge antallet af aktiveringsforløb i en enkelt virksomhed vil have en stor fortrængningseffekt: altså erstatte ordinære job med midlertidigt aktiverede. For virksomheden – både offentlig og privat – kan få flere billige hænder og dermed gøres ordinært ansatte overflødige.

Arbejdsløshed skal straffes
Et særligt asocialt element i Koch-udvalgets opskrift på en bedre beskæftigelsesindsats er omfordelingen fra dem, som er langt væk fra arbejdsmarkedet, til dem, som er tæt på. Under overskriften ”Motivation til virksomhedspraktik og nytteindsats” foreslår udvalget, at alle kontanthjælpsmodtagere over 30 år skal gå 110 kr. ned i ydelse om måneden. Til gengæld skal alle kontanthjælpsmodtagere, der deltager i virksomhedsrettede aktiveringsforløb have et tillæg på 250 kr. om måneden.

Hovedproblemet i det danske samfund er ikke, at der er arbejde i kapitalistiske virksomheder, som mangler at blive taget og udført af de mange arbejdsløse. Der er ikke noget tilfælde af pludselig arbejdsvægring. Nej, problemet er, at krisen har skabt en økonomisk stagnation, hvor kapitalisterne holder på pengene, og der derfor ikke er arbejde at få for en stor gruppe af mennesker. Derfor vil ”incitamentsstyringen” af både kommuner og arbejdsløse, der modtager kontanthjælp, heller ikke føre til flere reelle job.

Men det er slet ikke meningen. For hele tankegangen i Koch-forslaget er gennemsyret af protestantisk arbejdsmoral, der ser ned på dem, som ikke kan få et arbejde: Hvis de skal have forsørgelse, så skal de piskes rundt. Årsagen til manglende arbejde formodes at være uvilje mod selve det at arbejde, og derfor skal de arbejdsløse motiveres af penge – både en sanktion, hvis de ikke tager imod aktiveringen, og en belønning, hvis de tager imod. Formålet er at skabe en trædemølle, der holder de dorske i gang, så den moralske retfærdighed finder sted. En afledt konsekvens er, at det samtidig øger presset på alle, der har et arbejde.

På den måde er Koch-rapporten blot en forlængelse af denne regerings asociale arbejdsmarkedspolitik udtrykt i skattereformen og forringelserne af førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge. Reformerne har finansieret de små lunser af velfærd, der udgør figenbladet for den rå arbejdsgiverpolitik, regeringen har sat sig for at repræsentere. Det er denne politik, som har været en af hovedårsagerne til at mange arbejdervælgere har vendt regeringen ryggen til fordel for den rene borgerlige vare og dens nationalistiske variant. Det er samtidig denne politik, der er Enhedslistens og socialisters ideologiske hovedmodstander, og som vi må bruge alle kræfter på at bekæmpe.

SAPs forretningsudvalg, den 27. marts 2015

NB: I næste uge holder SAPs ugekommentar påskeferie
(Det foregår naturligvis på SAPs påskeseminar –
læs mere her!

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php