Selvom ikke alle overenskomstforlig er faldet på plads endnu, og selvom det ser ud til at forligsmanden må involveres på både slagteri- og blikkenslager området (henholdsvis ca. 13.000 og ca. 8.000 lønmodtagere), så er alle større betydningsfulde forlig i hus, og det er yderst usandsynligt at vi ser en konflikt på det private område, før resultaterne sendes til afstemning.

 

Det betyder også, at mæglingsskitsen der skal sendes til afstemning tegner et helt entydigt billede, inden forligsmanden om ca. halvanden uge vil udforme den færdige skitse.
For selvom en række mindre overenskomster har travlt med at forhandle færdige, så er alle de større områder på plads. Og billedet er her helt entydigt:

En økonomisk ramme, som udtrykker tilbageholdenhed ”i lyset af den økonomiske krise”.
Nogle retsmæssige forbedringer, som er begrænsede, og som med den treårige aftaleperiode vil være helt utilstrækkelige.

Store overskud
Selvom diverse borgerlige medier i tiden op til overenskomstforhandlingerne har flydt over af krise-historier for at mane til løntilbageholdhed, så når sandheden alligevel selv avisspalterne i ny og næ.
Således berettede Berlingske f.eks. i fredags, at 17 ud af C20’s 19 største virksomheder (de 17, der pt. har offentliggjort årsregnskab) har forbedret deres bundlinje med over 10 %, svarende til ca. 100 milliarder. Eller sagt på en anden måde: ca. 30.000 pr. dansker i arbejdsstyrken.
Så mens der manes til løntilbageholdehed og jamres over konkurrenceevnen, så kan Berlingske afsløre, at aktionærerne i disse virksomheder kan se frem til en kontant udbetaling på ca. 43 milliarder – ca. 24 % mere end sidste år! Dertil kommer, at flere af virksomhederne meddeler, at de vil tilbagekøbe aktier, hvilket vil sende yderligere 23 milliarder ud til aktionærerne.
Årsregnskaberne fra 2012 meldte også om overskud – på op mod 130 milliarder alene fra de 15 største virksomheder i Danmark.
Hertil føjer sig, at der i erhvervsvirksomheder i de 3 første kvartaler af 2013 blev opsparet ca. 70 milliarder.
Så alt i alt er der overskud nok i danske virksomheder til at finansiere en massiv omfordeling, især efter 4 år med en tilbageholdenhed, der næsten har betydet reallønsfald.

Den økonomiske ramme i forligene
Men mens overskudende i de danske virksomheder er stødt stigende, og mens der i højere grad udbetales større og større udbytte til aktionærerne, så er det lykkes arbejdsgiverne at lokke en passiv og defensiv fagbevægelsestop til at acceptere en lønramme som i bedste fald ligger lige over inflationen.
Således reguleres taksterne på mindstelønnen og gene-tillæggene i løbet af tre år mellem 1,65-1,9% pr. år.
Det burde sige sig selv, at hvis/når vi står på trinnet til en ny opgangsperiode, hvor forventningerne til konjunkturerne er mere og mere positive. så er det langt under niveau, at fagbevægelsen binder sig selv til en treårige overenskomst til så billig en pris.Overenskomsterne og lønkampen er den mest direkte metode til at sikre en omfordeling af goderne, så lønmodtagerne i stigende grad får del i overskuddet af eget arbejde.
Derfor burde rammen i sig selv være nok til at forligene selvfølgelig ikke kan accepteres.

De ”retsmæssige sejre”
Når fagtoppen bliver konfronteret med, at rammen ligger lavt, så forsvares det ofte med argumenter om, at overenskomsten er meget mere end økonomiske takster. Overenskomsten indeholder også en større mængde rettigheder. Fagtoppen ynder især at fremhæver sejrene omkring ligestilling i forhold til barsel, hvor par af samme køn for fremtiden begge vil kunne modtage barsel. Men selvom det formelt er rigtigt, at dette nu er skrevet ind i overenskomsten, så er det kun en meget lille sejr, eftersom en dom i ligebehandlingsnævnet allerede havde slået dette fast.
Lidt det samme gør sig gældende, når man kigger på indsatsen mod social dumping. På industriområdet har man fået krav på at tillidsrepræsentanten, skal kende til de oplysninger, der sendes til et vikarbureau i forbindelse med ansættelse af en vikar. Igen en sejr, der er blevet grundigt fremhævet, for ikke at sige skamreddet, af fagtoppen.For også her må det slås fast, at denne indsigt allerede var mulig, blot med lidt mere administrativt arbejde, så forbedringen er yderst begrænset. – Præcis det samme gør sig gældende i transportens forlig i forhold til indsigt i, hvilket vikarbureau virksomheden benytter sig af.
I byggeriet har kampen mod social dumping særligt stor betydning for medlemmerne – ikke mindst de arbejdsløse. Men også byggeriets forbedringer er begrænsede. Fremover kan hovedentreprenører dømmes, hvis de udliciterer et stykke arbejde til så lav en pris, at det ikke kan udføres inden for rammerne af overenskomsten. Men også denne ret er der allerede tidligere faldet dom for i en anden branche, så heller ikke denne nysskabelse er måske så overvældende.
Noget reelt nyt er dog, at man i fremtiden kan dømme virksomheder, som aflønner langt under gennemsnittet af lignende virksomheder. Vurderingen af denne ”sikring” må afvente at de første par sager bliver afprøvet, men måske er det faktisk et fornuftigt stykke værktøj.
Tilbage står dog, at der på ingen måde kom et gennembrud i forhold til en indsats mod social dumping. Arbejdsgiverne blokerede hele vejen igennem for at indføre kædeansvar, tredjepartsforpligtelser eller andre håndfaste tiltag, som virkelig kunne få effekt. I malerbranchen var et forlig med den slags elementer ellers på plads, men det blev afvist af DA
Så samlet set må de nyvundne rettigheder betegnes som yderst sparsomme. I forhold til det kæmpestore problem omkring social dumping, så er det dybt uacceptabelt at forpligte sig til en treårig periode, uden nogle form for sikring. – Her kan man snakke om en politisk inflation, hvor de få værktøjer, man får stillet til rådighed, ikke matcher den aktuelle størrelse af problemet, og men endnu mindre modsvarer den udvikling af problemet, der kan frygtes de kommende tre år.

Kampen fremad
Det mest skræmmende omkring overenskomstforhandlingerne er faktisk ikke de magre resultater, eller fagtoppens klappen-på-skulderen. Det mest skræmmende er, at modstanden mod forligene internt i fagbevægelsen er nærmest ikke eksisterende.- I 3F stemte kun 7 ud af 50 i forhandlingsudvalget for byggeriet imod, og i 3F-industrigruppen kun en enkelt afdeling.
Derfor er der i endnu højere grad end tidligere behov for at niveauet længere nede, helt nede på arbejdspladsniveau, ytrer den politiske utilfreds, og samles om en fælles nej-kampagne på tværs af brancher: Hele rammen skal skydes i sænk.
Her må Enhedslisten efter bedste evne forsøge at levere de gode argumenter i offentligheden, ved f.eks. at påvise overskuddene i den private sektor. På de interne linjer må der kaldes til møder i alle faglige netværk til en fælles drøftelse og koordinering af nej-kampagner. Samme debat må rejses påafdelingsmøderne i de kommende uger.

Kampen mod OK14 er ikke blot kampen mod et forlig, men også om den generelle politiske linje i samfundet og i fagbevægelsen.

Socialistisk Arbejderpartis Forretningsudvalg, den 8. Marts 2014

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php