Den katolske kirkes historiske og aktuelle tavshed om seksuelle overgreb på mindreårige har med rette fået offentlighedens opmærksomhed og åbnet døren for en grundlæggende debat om seksualitet under kapitalismen.

 

Den samme moraliserende kirke fastholder stædigt kyskhed og cølibat, som den rette vej til Gud. Ikke bare for de mandlige præster, men også for munke, nonner og søstre, der samlet i antal overgår præsterne. Lige så stædigt fastholder kirken sin fordømmelse af abort, prævention, sex før ægteskabet og homoseksualitet.
Repræsentanter for den protestantiske kirke peger fingre ad katolikkerne. ”Der kan I bare se, hvordan det går, når præster skal leve i cølibat”. En tidligere biskop her i landet har oven i købet sat lighedstegn mellem det katolske cølibat og pædofili!

Tanken falder let på den tyske sociolog Max Webers bog ”Den protestantiske etik og kapitalismens ånd” fra 1920, når man hører disse protestanter retfærdiggøre sig og pege fingre ad andre kristne retninger. Hvis man altså er stødt på dette klassiske værk fra ”sociologiens fader”.

I dit ansigt sved
Hvad er pointen i denne bog? At arbejde for protestantismen blev en hellig gerning og arbejdet et ”kald”. Arbejdet skulle tjene til Guds ære, og økonomisk fremgang blev fortolket som et tegn på, at man tilhørte Guds udvalgte skare. Den kristne askese blev på denne måde flyttet fra klosteret og hen til fabrikken, og tog form af en ”verdslig askese”, der tjente som en vigtig drivkraft i den kapitalistiske udvikling.

Kirkernes utallige formaninger om seksuel afholdenhed gennem tiderne – uanset om de var katolske eller protestantiske – optog psykoanalytikeren og aktivisten Wilhelm Reich i hans værker. Og hans gennemgående analyse var ”……at man ikke (kan leve) med det totale fravær af et seksualliv i længden uden at få meget kraftige forstyrrelser”. Kirken gjorde og gør sit til dette fravær.

Seksuel revolution?
Men kan vi tale om, at der også i nutiden er en generel ”seksuel nød”, sådan som Reich beskrev bl.a. i ”De unges seksuelle kamp” fra 1932? Et værk, som i øvrigt også indeholder konkrete kampkrav til, hvordan situationen kan ændres. Hvis vi ser os omkring, får vi straks øje på den påfaldende seksualisering i de vestlige samfund. Er der da ikke sket en frigørelse, en seksuel revolution?

Der er ingen tvivl om, at der er sket store forandringer, siden seksualreformbevægelsen tog fart i 1920´erne og 1930´erne , hen over ungdomsoprøret og frem til i dag. Tidligere fordomme og tabuer er slået i stykker. Og det er naturligvis positivt. Men det er min opfattelse, at der er indtrådt andre former for “seksualundertrykkelse”, som også har andre udtryk. Så forskellige, at “undertrykkelse” måske slet ikke er det rigtige ord af bruge længere. Man kan tale om seksualudnyttelse – forfladigelse, erhvervsmæssig udnyttelse af seksualiteten.

Sex er sundt!
I forskellige perioder i kapitalismen fandt en aktiv undertrykkelse af seksualiteten sted. I dag er ”undertrykkelsen” anderledes. Det drejer sig nu fx om trafficking, pornoficering af det offentlige rum, sexturisme, reklamer som skaber ringeagt over for kvinders kroppe, et udbredt seksualfikseret sjofelt og slibrigt sprog, at sex omtales og diskuteres rundt omkring, som om der var tale om tingslige forhold. 

I modsætning hertil antydes seksualiteten ikke engang i diverse velfærdsoplæg og er heller ikke nævnt i de mange sundhedstiltag, der vælter ud i disse år. Her handler det om fedme, inaktivitet, m.v. Mange kampagner handler dog om faren ved at dyrke sex: Man kan blive syg af det, ikke det modsatte! Seksualiteten synes at være et privat problem. På det politiske optræder seksualitet kun som et problem, der kan skade arbejdskraften. I seksualundervisningen handler det om ”problemerne”, om alt det farlige, sex kan medføre. Ikke hvad god sex er og kan være – en forudsætning for velvære, velfærd og udviklende for sansen for nydelse og kærlighed.

Det samme ses i socialpolitikken, når folk, der af forskellige grunde havner på kontanthjælp, kommer i kontakt med et såkaldt jobcenter. For ti år siden blev en ung person vejledt ud fra en reel socialfaglig vurdering, der som mål havde at hjælpe frem til at få et ”helt liv”. Nu er perspektivet forkortet til, at den unge skal finde den korteste vej til uddannelse og arbejde. Der levnes ikke plads til at møde den unge med respekt for de mange aspekter af den faktiske livssituation. Det drejer om hurtigst muligt at komme til at ”arbejde i sit ansigts sved”.

Denne ”samfundstilstand” ses afspejlet i en ungdomskultur, hvor der kan være meget langt imellem de ægte venskaber. Mange unge holder ikke aftaler, men ”zapper” mellem vennerne i overfladiske ”som om”-fællesskaber. Mobning, som mange børn og unge i stigende grad bliver udsat for, giver ar på sjælen. Hele denne kultur underminerer selvværdet, og gør det svært at opbygge en holdbar identitet. Her er ikke plads til at dele følelser eller usikkerhed og blive fortrolig med andre. Bekræftelsen af, at man er OK og god nok, er ofte særdeles spinkel. Dette ses også i kæreste-relationer, der typisk er præget af, at der jo kunne komme noget bedre forbi, en bedre ”ting”.

Sex som vare
Den seksuelle frigørelse, der fandt sted, er – lidt firkantet sagt – ingen frigørelse af massernes undertrykte seksualitet i det kapitalistiske samfund. Den er snarere en frisættelse af seksuelle virkemidler, hvor kapitalen omskaber seksualiteten, så den seksuelle følelser kan bruges i afsætningen af varer. Bag det tilsyneladende frigjorte og glade ydre findes da også meget af den samme gamle undertrykkelse af seksualiteten, samme frygt for det spontane og lystfyldte og en manglende manglen evne til at give sig hen.

I det moderne kapitalistiske samfund har seksualiteten kvantificeret sig. Kvaliteten spiller ingen rolle. Årsagen er, at seksualiteten er blevet en vare. Sex er noget, som sælges på et marked og antager en tingslig karakter. Årsagen til denne seksualitetens forvandling, er kapitalismens iboende tvang til at forvandle alt til varer. Kun ved at sætte ting og ydelser på vareform kan der skabes profit.

Seksuel frigørelse må vel ganske enkelt være at have ”et fuldstændigt sundt kønsliv”, et tilfredsstillende seksualliv ud fra de ønsker og behov hver enkelt har, uden at man påtvinger andre seksuel aktivitet. Og da vi tager for givet, at mennesket har en seksualdrift, må det være et menneskeligt grundvilkår på tværs af alder, køn, etnicitet og sociale omstændigheder.

Der sker en dyrkelse af kroppen overalt – især i reklamens offentlige rum. Men kapitalismen synes at undslippe den religiøse indhegning, protestantismen ifølge Max Weber havde stimuleret så kraftigt.

Kapitalistisk kommercialisering
Seksualiteten falder så ind under nye tyngende og undertrykkende rammer. Reklamer, der er til for at sælge varer, tager ikke imod diktater fra kirken, men styres af kapitalens logiske behov for ekspansion og akkumulation. Reklamer er netop ene og alene til for at fremme og understøtte de fremherskende forbrugsformer og vaner, som er baseret på tvangsprægede ”kunstige behov”.

Kapitalisme og reklamer er intimt forbundne og skaber og fremmer kommercialisering og tingsliggørelse af sociale relationer; sjælens forvandling til penge. Det er en næsten religiøs kult af varetilbedelse, som reklamesystemet aktivt fremmer. Den moderne jul er et tydeligt eksempel på en materiel varekult.

Seksualdriftens energi er ifølge Sigmund Freud libido (forplantningsdriften). Denne libido kan ”føres fornuftigt ud i livet”, hæmmes eller sublimeres. Freud erindrede om, at stillet overfor de reelle afsavn, som livet i de højtudviklede kulturer pålægger menneskene, er der kun to veje til at holde sig sjælelig sund, dvs. undgå vejen ind i neurosen. Enten den virkelige tilfredsstillelse eller afkaldet på den libidinøse tilfredsstillelse, men på en måde, så den opdæmmede libido sublimeres og anvendes til aktiv opnåelse af mål, der ikke længere er seksuelle, men dog lystfyldte og i den forstand stadig erotiske.

Ægte og kunstige behov
Hvad det drejer sig om, er at knytte an til behov – at tilfredsstille ægte behov versus tvangsprægede forbrugsvaner, ”kunstige behov”, der i deres konsekvens ikke blot truer den menneskelige sjæl og krop, men også klodens økologiske ligevægt.

Michael Lowy, et ledende medlem af Fjerde Internationale og medforfatter til det øko-socialistiske manifest, skrev for nylig – med Karl Marx in mente – at i et samfund befriet fra kapitalismen vil det ”at være” blive vurderet højere end ”at have”. Det vil sige, at personlig tilfredsstillelse vil blive opnået gennem kulturelle, sportslige, erotiske, politiske kunstneriske og lystbetonede aktiviteter, frem for gennem den ubegrænsede ophobning af ejendom og ting, som er fremkaldt af forbrugsræset i det kapitalistiske system, af den herskende ideologi og af reklamebranchen – og som ikke har det mindste at gøre med en ”evig menneskelig natur”.

Denne frihed til at vælge libidoens ”naturlige udførelse” må også føres ind i den religiøse verden. Hvis ikke reel tilfredsstillelse, så hjælp til sublimering til andre og mere åndelige værdier. Også på det plan må der kæmpes for religionsfrihed og lighed!
 

Opslået i Uncategorized

single.php