Keynes’ kriseløsninger var radikale sammenlignet med nutidens borgerlige krisepolitik, men over for klimakrisen kommer også nykeynesianismen til kort.

 

Karl Marx sagde engang, at historiske tragedier gentager sig som en farce. Og når man ser på, hvilke statslige forsøg på krisestyring, man nu for tiden kalder "nykeynesianisme", får man faktisk en oplevelse af, at Keynes’ projekt er ved at blive genopført i form af en farce.

I mere end 30 år var keynesianerne de sorte får blandt de borgerlige økonomer. Den markedsradikale skole fra Mont Pelerin-selskabet, der talte så berygtede skikkelser som Milton Friedman, syntes at have vundet over de klassiske keynesianere, der var fortalere for en statslig regulering af den kapitalistiske økonomi. I 1980’erne opstod den såkaldte "nykeynesianisme", en skole, der kombinerer Keynes’ grundtanker med den såkaldte nyklassiske skoles ideer [1]. Men i en tid med deregulering og næsten religiøs tro på det "frie markeds" mystiske kræfter førte nykeynesianismen en skyggetilværelse omgivet af desperate socialdemokrater og fagforeningsfolk.

Nu er Keynes igen på alles læber. På overfladen kan det for det uskolede øje se ud, som om økonomipolitikere af alle afskygninger, fra øst til vest, har vendt ryggen til de sidste tredive års markedsradikale kurs og under mottoet "Man har et standpunkt, til man tager et nyt” genopdaget den gode gamle John Maynard Keynes. Men vent lige lidt! Tager man et nærmere kig på Keynes’ synspunkter, kommer man til andre konklusioner.

Hvad ville Keynes?
Keynes tog i sit hovedværk [2] udgangspunkt i, at de skiftende høj- og lavkonjunkturer bedst kan anskues ”som resultatet af en cyklisk forandring i kapitalens marginale effektivitet” (dvs. hvor meget en investering kan forventes at kaste af sig /overs.anm.). Han pegede på den samlede efterspørgsel som det centrale element for ikke blot produktionens, men også beskæftigelsens omfang. Følgelig afviste han den nyklassiske teori, som hævdede, at arbejdsløsheden måtte bekæmpes ved at sænke lønningerne. Hans argument var i grove træk, at de positive virkninger, en lønsænkning ville have for produktionsomkostningerne, omgående ville blive ødelagt på grund af den svækkede købekraft.

Keynes skrev sit hovedværk, der udkom i 1935, under indtryk af en særlig historisk situation:
· Den internationale økonomiske krise fra og med 1929 med alle dens følger
· Opkomsten af statsdiktatorisk styrede økonomier som Sovjetunionen, men også det fascistiske Tyskland (Keynes var venner med formanden for den tyske Reichsbank, Hjalmar Schacht)
· Roosevelt-regeringens kurs i 1930’ernes USA, hvor man pragmatisk integrerede forskellige keynesianske rekvisitter i sin omstruktureringspolitik, den såkaldte ”New Deal”.

Keynes’ teori tager for det første sigte på at undgå, hvad han betegnede som "autoritære statssystemer", for det andet på at komme arbejdsløsheden til livs: "Det er sikkert, at verden ikke meget længere vil tolerere den arbejdsløshed, som bortset fra korte perioder med økonomisk opsving – efter min mening uundgåeligt – er forbundet med vor tids kapitalistiske individualisme. Men gennem en korrekt analyse af problemet bør det være muligt at helbrede sygdommen og samtidig bevare handlekraft og frihed” (som han ikke anså for mulige i de "autoritære statssystemer", T.P.) [3].

Den herskende sociale ulighed var han i høj grad opmærksom på, men han anså den for uundgåelig – blot ikke i det omfang, som tilfældet var: ”Jeg mener selv, at betydelige uligheder i indkomst og formue er berettigede socialt og psykologisk, men ikke så store uligheder som eksisterer i dag.” [4] Derfor skulle staten efter Keynes’ mening gennem visse indgreb dels sørge for fuld beskæftigelse og mildning af krisecyklusserne, dels for en begrænsning af indkomstforskellene.

Til det formål foreslog han en række tiltag, i første række en målrettet og fortløbende statslig indgriben i forhold til både at styre investeringerne og øge forbruget. Også på dette punkt forekommer hans diskussion med fortalerne for markedsliberalisme særdeles aktuel: ”Mens den udvidelse af de statslige opgaver, som udjævningen af forbrugsmuligheder og tilskyndelsen til investeringer indebærer, ville virke som et frygteligt indgreb i den personlige frihed for en publicist i det 19. århundrede eller for en amerikansk vekselerer, forsvarer jeg den derimod som det eneste holdbare middel til at undgå en ødelæggelse af de eksisterende former for økonomi i deres helhed og som en forudsætning for vellykket udøvelse af det individuelle initiativ.” [5]
Og på det punkt gik Keynes meget langt, hvilket man i dag helst fortier. Han mente, at staten skulle beskatte høje indkomster og arv hårdere, og at ”en ganske omfattende socialisering af investeringerne vil vise sig som det eneste middel til at nærme sig fuld beskæftigelse” [6]. Og da Keynes i modsætning til nutidens talsmænd for borgerlig økonomisk videnskab ikke betragtede frimarkedskapitalismen som historiens ende, nåede han til ret radikale konklusioner:

”Det, som er vigtigt for staten at erhverve sig, er ikke ejerskabet af produktionsmidler. Hvis staten er i stand til at bestemme, hvor store ressourcer der samlet skal afsættes til at forøge disse produktionsmidler, og hvilken andel deres ejere skal have i belønning, vil det have opfyldt alt, hvad der er nødvendigt. De nødvendige socialiseringsforanstaltninger kan desuden indføres gradvist og uden at bryde med samfundets fælles traditioner.” [7]

Hvad med nykeynesianerne?
Keynes’ model for en økonomisk orden, som gennem målrettet statsintervention i stigende grad var reguleret og omfordelende, var selvfølgelig skræmmende for ”den frie markedsøkonomis” forkæmpere. Derfor satte nykeynesianerne overliggeren lavere og indskrænkede sig til at anbefale en såkaldt anticyklisk konjunkturpolitik – dog ikke fra gang til gang, men planlagt og kontinuerligt: skattesænkninger, statslig gældsoptagelse for at finansiere offentlige investeringer og rentesænkninger i krisetider for at styrke efterspørgslen og fremme investeringerne, og – i teorien – det modsatte i opsvingsfaser.

Hver gang disse anvisninger blev fulgt, førte det til en fortsat stigende statsgæld, for hvad hverken Keynes eller hans dårlige efterlignere havde indregnet, var, at staten på ingen måde er en neutral instans. I opsvingsfaserne skulle man have skummet så meget af gevinsterne, at det kunne sikre statens evne til at gribe ind i den næste krise, men det skete simpelthen ikke (for slet ikke at tale om arvebeskatningen).

Milevidt fra Keynes
Det, som de økonomiske stormagter som USA, EU og Japan i dag foretager sig over for den internationale økonomiske krise, har så godt som intet at gøre med Keynes’ oprindelige forestillinger. Overfladisk betragtet kan "forbrugerchecks” (dvs. en ekstraordinær bonus eller præmie til alle eller til udvalgte grupper, SI-red.), vækstpakkerne, rentesænkningerne og skattesænkningerne nok svare til, hvad nykeynesianerne lægger op til. Men regeringernes gældsfinansierede statslige ekstraudgifter for at sætte gang i økonomien er på ingen måde orienteret mod en gradvis omfordeling. Tværtimod: Der er et meget ulige forhold mellem på den ene side den mængde penge, der bruges på hjælpebetalinger, garantier og støtteopkøb til fordel for finanskapitalen og storindustrien, og på den anden side de penge, der faktisk går til statslige investeringer.

I Tyskland har staten f.eks. hældt 500 milliarder euro i en redningsaktion for bankerne, og kun 50-80 milliarder går til offentlige investeringer og styrkelse af efterspørgslen. Sammenlign det med situationen i slutningen af 1960’erne, hvor en socialdemokratisk minister ved navn Karl Schiller fremlagde et konjunkturprogram mod den daværende økonomiske krise. Programmet beløb sig til 40 milliarder D-mark. I forhold til bruttonationalproduktet ville det i dag svare til ca. 400 milliarder euro.

Og der er ingen tegn på et generelt kursskifte i den statslige økonomiske politik. De forskellige ledere er kommet med enkelttiltag, som om man kunne plukke i Keynes’ og efterfølgernes teori, efter hvad der lige er opportunt skattemæssigt og politisk: Nogle kræver skattesænkninger, andre forbrugerkuponer, atter andre tvungen opsparing fra de rige (med renter, naturligvis). Men der er ikke tale om nogen omfordeling i Keynes’ forstand eller lignende tiltag fra 1930’erne amerikanske New Deal (som i øvrigt slet ikke var nogen succes; det var verdenskrigen, der reddede den amerikanske økonomi). De agerer, som om det hele bare var en statslig rednings- og nødforanstaltning, hvorefter alt kunne køre videre som før. Derfor bedyrer politikere også overalt, at staten straks vil trække sig tilbage fra erhvervslivet, når økonomien atter er kommet på fode.

Dog findes der også regelrette nykeynesianere som formanden for det tyske Venstreparti, Oskar Lafontaine, der slår til lyd for offentlige investeringer. Men den keynesianske tilgang har en akilleshæl, som kommer til udtryk, når det lige præcis er nye vejbyggerier, Lafontaine kommer med forslag om.

Keynes og klimakrisen
Keynes og hans efterfølgere satser konsekvent på vækst som middel til at bekæmpe kriserne. Problemet er imidlertid, at vi i dag har at gøre med en kombineret krise, som den borgerlige økonomi ikke har noget svar på: På den ene siden den dybeste økonomiske krise i kapitalismen siden 1929, og på den anden side den truende klimakatastrofe som følge af 150 års grænseløs udplyndring af miljøet. Alene derfor er tiden for længst ude for en politik, der satser på yderligere kvantitativ vækst. Vi har f.eks. ikke brug for flere biler og motorveje, men for et miljømæssigt neutralt offentligt transportsystem. Persontransporten i sin nuværende form er økologisk set nået til vejs ende.

For at bekæmpe klimaforandringerne må vi sætte et nyt økonomisk system på dagsordenen, hvor alle produktions- og distributionsaktiviteter bliver vurderet for deres påvirkning af miljøet, i stedet for som i dag, hvor man forsøger at begrænse deres økologiske virkninger gennem marked og skatter (CO2-kvoter, bilafgifter) eller ved at yderligere at udvide produktionen ved at tilføje en ”klimaindustri”.

Det, vi virkelig har brug for, er en bæredygtig kredsløbsøkonomi, der bygger på klima- og miljøneutralitet. Det er der intet grundlag for i et kapitalistisk økonomisk system med profitjagt og deraf følgende væksttvang – uanset om det er i en (ny)keynesiansk eller en markedsliberal udgave. Derfor er det nødvendigt med en grundlæggende anden produktions- og distributionsmåde, som indretter sig dels efter menneskenes behov, dels efter den bevarelse af det naturlige miljø, som er livsnødvendigt for menneskene.

Det forudsætter imidlertid noget, som Keynes og hans efterfølgere fuldkommen ser bort fra: en stat, som ikke er i lommen på industri- og finanslobbyerne.

Dagens omfordelingspolitik
Den økonomiske politik, som regeringerne i de industrialiserede lande faktisk praktiserer, er hverken af Friedman-skolen eller nykeynesianisme, for slet ikke at tale om keynesianisme. Den er simpelthen konceptløs, kortsigtet og klimapolitisk katastrofal. Staten og dens finanser bliver ribbet af det borgerlige samfunds herskende interessegrupper fra industrien og finanskapitalen.

Det er den brede befolkning, som vil blive mest berørt af konsekvenserne af krisen i de kommende år i form af løntyveri, arbejdsløshed og fattigpensioner. Bortset fra at "redningspakkerne" selv på kort sigt er en tvivlsom succes, vil de på lidt længere sigt føre til en yderligere ekspropriation af arbejderklassen i form af den inflation, som den voldsomt øgede gæld uundgåeligt vil føre med sig.

Regeringerne bedriver faktisk omfordeling: til fordel for de rige, til skade for lønarbejderne og på bekostning af klimaet og miljøet. Den "nykeynesianisme"-etiket, som nogle har sat på denne politik, skal blot give indtryk af, at der findes en teoretisk funderet og sammenhængende krisestyring. Men det er ikke tilfældet. Det drejer sig om falsk mærkning, affødt af ren hjælpeløshed.

Thadeus Pato er et ledende medlem af det tyske RSB (Revolutionært Socialistisk Forbund) og medlem af Fjerde Internationales Internationale Bureau. Artiklen er tidligere bragt i International Viewpoint og Avanti, februar 2009.

Noter
[1] Se f.eks. David Romer, Gregory Mankiw: „New Keynesian Economics“ (Cambridge, MA and London, MIT Press, 1991)
[2] Alle citaterne er fra J.M. Keynes: Allgemeine Theorie der Beschäftigung, des Zinses und des Geldes; Duncker und Humblot, Berlin, 6. Aufl. 1983
[3] Keynes, op. cit., S.321
[4] Keynes, op. cit., S.315
[5] Keynes, op. cit., S.321
[6] Keynes, op. cit., S.319
[7] Keynes, op. cit., ibid

 

Opslået i Klima, Økonomi

single.php