Den 3. marts, mens våbenhvileforhandlinger om Syrien pågik, blev Mellemøst-eksperten Gilbert Achcar interviewet af det amerikanske tidsskrift Against the Current om forhandlingerne i Syrien, den aktuelle situation i regionen og betydningen af den katastrofale flygtningekrise.

Against the Current (ATC): Hvad betyder den nyligt annoncerede “våbenhvile” i Syrien, og hvad er chancerne for, at den vil holde?

Gilbert Achcar (GA): Vær opmærksom på, at det for det første officielt ikke kaldes en våbenhvile men derimod en “indstilling af fjendtligheder” [i danske medier benævnt ”delvis våbenhvile”, red]. ” Den egentlige forskel er, at Rusland og det syriske regime og den USA-ledede koalition vil fortsætte med at skyde på såkaldte terroristiske kræfter, formodentlig Isis og Nusrafronten.

For Rusland og Assads regime kan dette blive udlagt som en anledning til at gå efter andre grupper i oppositionen, hvilket er det, som oppositionen har fordømt. Det viser os, hvor sårbar hele denne aftale er. Når den holder nogenlunde lige nu, er det fordi alle parter har brug for at tage en dyb indånding efter de intensive kampe i de sidste få uger.

Fortsættelsen af dette vil imidlertid afhænge af, at de politiske forhandlinger genoptages. Indtil nu er der ikke kommet noget frem, som kunne lede til nogen form for optimisme i den retning. Vi får se – sikkert inden for de næste par dage, snarere end uger: Hvis ”indstillingen af fjendtligheder” kollapser, vil det varsle ilde for hele processen.

ATC: Ser du nogen mulighed for en vej frem en afslutning af krigen?

GA: Det kan kun ske, hvis der kommer en større forandring i det syriske regimes position. Det mindste, som oppositionen kunne opfatte som basis for en aftale, ville være en overgangsregering hvor Bashar al-Assad trådte af – ethvert overgangsforsøg, som Assad styrer, vil være dødsdømt.

USA har været vage omkring dette spørgsmål – nogle gange har de sagt, at Assad skal træde tilbage, og andre gange taler de om, at han bliver på sin post i en overgangsfase. Hvis Obama og Kerry prøver at gennemtrumfe en aftale med oppositionen, hvor Assad forbliver på sin post, er det dømt til at mislykkes. Så meget desto mere fordi USAs indflydelse er begrænset, fordi de intet har gjort for at forhindre Rusland – for ikke at tale om Iran – i at intervenere massivt på regimets side.

USA har konsekvent nedlagt veto mod de væsentligste redskaber, oppositionen havde brug for fra starten og stadig har brug for – nemlig antiluftskyts. Den betydelige indflydelse, Washington kunne have nu, ville være et løfte om at hæve deres veto! Men det ville være en fuldstændig forandring af Washingtons strategi, tilbage til dengang dele af Obama administrationen var fortalere for at sætte oppositionen i stand til at blive en reel trussel mod regimet. Denne politik blev ikke accepteret af Obama.

Der var en grundlæggende modsigelse i Obamas holdning, da han i 2012 sagde, at han ønskede en “Yemen løsning” for Syrien. Med det mente han den aftale, der afsluttede opstanden i Yemen med en koalitionsregering og en præsident, der gik af, samtidig med at han fortsat havde magten over de væsentligste magtinstrumenter.
Det var alt, hvad Obama-administrationen ønskede i Syrien: Ingen gik ind for at vælte Assads regime. Men Obama troede, at han kunne få sin ”Yemen løsning” ved at afstå fra at give oppositionen midlerne til at kæmpe effektivt, idet han frygtede, at situationen ville komme ud af kontrol og føre til et sammenbrud for den syriske stat.

Resultatet har imidlertid været, at regimet ikke har holdt sig tilbage med at bruge alle midler til at ødelægge landet og massakrere folket i den tro, at de dermed kunne vinde i sidste ende. Og alligevel har de to gange været tæt på et større nederlag. Men hver gang er de blevet reddet af en massiv involvering fra deres støtter, først Iran i 2013, og så Rusland siden sidste efterår, mens Washington passivt ser til – om ikke samtykkende.

ATC: Lige nu, hvordan vil du så beskrive USAs strategiske politik – eller handlingslammelse, om du vil – når det kommer til Syrien og Libyen?

GA: Barack Obama blev til dels valgt ud fra det argument, at han var gået imod George W. Bush´ invasion af Irak. Han kom ind med et synspunkt, der så ud til at imødekomme antikrigsfølelsen. Selv om han var noget dobbelttydig i sin skelnen mellem den ”gode krig” i Afghanistan og den ”dårlige” eller ”dumme krig” i Irak. Han organiserede faktisk et ”fremstød” i Afghanistan, som viste sig at blive en total fiasko.

Obama deltog meget fodslæbende i interventionen i Libyen i 2011. Han mente, at han kunne agere med en eller anden slags fjernkontrol, da han var temmelig uvillig til at få ”boots on the ground”, og de libyske oprørere var helt klart selv imod en udsigt til noget i den stil. Resultatet har – igen – været jammerlig fiasko.

Så der står vi så – en administration, som giver indtryk af et svagt og handlingslammet USA, hvilket ærgrer mange i USAs imperietænkende ledende kredse – især på grund af den skarpe kontrast til den interventionistiske dristighed fra Putin på russisk side.

ATC: Hvorfor tror du, vi hører så lidt om den forfærdelige krig i Yemen, og hvordan læser du den situation?

GA: Vi hører ikke meget, først og fremmest fordi jo fattigere et land er, jo mindre hører man om det. Det er derfor, millioner af mennesker kan dø stort set ubemærket af krig eller hungersnød i Centralafrika. Det er aldrig tragediens størrelse, der dikterer medie-opmærksomheden, men landets strategiske vigtighed.

Syrien blev et væsentligt emne for ikke så lang tid siden, og hovedårsagen har været indvirkningen fra flygtningekrisen. Da store bølger af flygtninge begyndte at nå frem til EU, startede panikken i de vestlige hovedstæder. Den russiske militære intervention udnyttede denne vestlige panik og bidrog dermed til at give den syriske krise en så global dimension.

På den anden side er situationen i Yemen ret kompleks. I bund og grund har man den tidligere præsident Saleh – ham som blev væltet i 2011-opstanden – som forsøger et comeback ved hjælp af de magtressourcer, han havde fastholdt og ved at alliere sig med en religiøs fundamentalistisk bevægelse, (houthierne, som blev undertrykt af Saleh, da han havde magten) sammen med den sekt, han selv tilhører, som er i familie med shia islam. Derfor Irans støtte til alliancen.

Præsident Hadis “legitime” regime, som blev valgt i 2012, kæmper imod med intervention fra saudierne og deres allierede. Alt i alt er det, som hvis Morsi, der blev valgt til præsident i Egypten i 2012, kæmpede imod det kup, der blev anført af general Sisis. De saudisk-ledede bomber forårsager imidlertid megen civil skade, hvilket er det uundgåelige resultat af at bruge luftskyts mod tæt befolkede områder.

Det er en forbryderisk intervention, som bør fordømmes. Men at fordømme det, mens man ikke siger noget til Ruslands bombardement af Syrien og Irans voldsomme engagement i det samme land (hvilket er lige så destruktivt og dødbringende – og faktisk i meget højere grad) er det samme som at bruge dobbelt-standarder.
Det er ikke muligt at forudsige udfaldet af disse igangværende konflikter. Ingen kan sige, hvordan nogen af dem vil ende, og i den udstrækning, de går i hårdknude, kan de fortsætte i meget lang tid. Vestlige regeringer med John Kerry forrest i koret, forsøger at fremme forhandlede aftaler overalt – Libyen, Syrien, Yemen og sågar Egypten – for at standse skredet ned i kaos og prøve at stabilisere regionen igen.

ATC: flygtningekrisens omfang er blevet overvældende. Hvad ser du som dens langsigtede konsekvenser for henholdsvis Mellemøsten og Europa? [interviewet fandt sted før annonceringen af en skrækkelig aftale, som var på vej mellem den tyrkiske regering og EU – om at tvinge flygtninge som var nået frem til Grækenland tilbage til Tyrkiet, ATC].

GA: Det land i Europa, hvor jeg bor, Storbritannien, har lige som USA taget et meget lille antal flygtninge i forhold til sit befolkningstal sammenlignet med lande som Sverige eller Tyskland. Det er aldeles uanstændigt og skamfuldt.
Faktum er, at Europa og især USA bærer et hovedansvar for alle de tragedier, som producerer den nuværende flygtningestrøm. Det gælder, hvad enten vi taler om Afghanistan og Irak, som mange af dem invaderede, eller Syrien, hvor de har ladet den nuværende katastrofe udvikle sig. Det er disse landes moralske pligt at byde flygtningene velkommen og at standse disse krige.

EUs medlemslande gik i gang med at underbyde hinanden, når det kom til flygtningespørgsmålet. Især i de lande, hvor flygtningene først ankom efter Tyrkiet. Adskillige EU-regeringer afviser princippet om flygtningekvoter, der er proportionale med befolkningstallene. Det viser igen EU-institutionens begrænsninger, når man står over for en økonomisk krise, som allerede har skabt et stort pres på euroen og provokeret et potentielt britisk exit.

ATC: Fortæl os lidt om, hvad vi kan forvente i din nye bog (se note).

GA: Den udkommer i maj. Hovedtitlen ”Morbid Symptoms” er taget fra det berømte Gramsci-citat om, hvordan en ny orden ikke kan fødes, når den gamle orden dør, og det henviser til situationen i de arabiske lande, som beskrives af bogens undertitel: ”Relapse in the Arab Uprising” [Tilbagefald i den arabiske opstand].
Det er grundlæggende set en analyse af det nuværende stadium i den regionale situation på baggrund af mine analyser i bogen ”The People Want: A Radical Exploration of the Arab Uprising”.

Jeg diskuterer kontrarevolutionen, som har været i gang siden 2013, i det, som jeg fra starten har kaldt en langsigtet revolutionær proces, som vil komme ud for mange flere op- og nedture i de kommende årtier. Bogen fokuserer på to særligt iøjnefaldende tilfælde, Syrien og Egypten, som har afgørende betydning. Men den giver også et overblik over hele den regionale situation.

3. marts 2016. Oversat fra Against the Current (USA), maj-juni 2016, af Bodil Olsen

Note: Gilbert Achcar har i mange år analyseret sociale bevægelser og politik i den arabiske verden og underviser nu på Institut for Orientalske og Afrikanske Studier på Londons Universitet. Hans nyeste bog ”Morbid Symptoms – Relapse in the Arab Uprising” kan købes online her. Et aktuelt interview om ”det arabiske forårs” tilstand kan findes online her.

 

 

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php