John Riddell er forfatter og redaktør af talrige bøger om arbejderbevægelsens historie. I denne artikel forklarer han, hvordan den første verdenskrig brød ud for 100 år siden, hvordan den socialistiske bevægelse reagerede, og hvordan der opstod en revolutionær opposition mod krigen.

For hundrede år siden brød der kampe ud mellem de europæiske stormagter, og det indledte det, der siden blev kendt som den første verdenskrig. Den brutale konflikt, der varede mere end fire år, blev et afgørende vendepunkt for menneskeheden og for den socialistiske bevægelse, og konsekvenserne mærkes tydeligt selv i dag.

Optakten til krigen begyndte den 28. juni 1914, da Franz Ferdinand, arving til den habsburgske trone i det østrig-ungarske kejserrige blev myrdet i Sarajevo af en serbisk nationalist. Fire uger senere reagerede Østrig-Ungarn med et ultimatum til den serbiske regering, som i realiteten ville have ødelagt den serbiske uafhængighed.

Serbien forkastede kravene, og Østrig erklærede krig den 28. juli. I løbet af de næste syv dage sluttede de europæiske stormagter sig til konflikten: Rusland, Frankrig og Storbritannien på den serbiske side, og Tyskland i alliance med Østrig-Ungarn. En tysk invasion bragte Belgien ind i krigen.

De første krigshandlinger førte ikke til noget resultat, og krigen blev hængende i et morderisk og ekstremt ødelæggende dødvande. Listen af krigsdeltagere voksede med det ottomanske Tyrkiet på den tyske side (kaldet Centralmagterne), mens Italien gik sammen med briterne og franskmændene (”Ententen”).

Begge sider indførte flådeblokader, tyskerne ved hjælp af undervandsbåde. Begge sider brugte fly, der lige var blevet opfundet, som et krigsvåben. Kampene spredte sig til de oversøiske kolonier, ved at Japan erobrede adskillige tyske besiddelser i Fjernøsten.

USA gik ind i krigen i 1917, og gav Ententen en markant materiel overmagt.

Lidelser og oprør
For befolkningerne i de krigsførende lande i Europa bragte konflikten ubeskrivelige lidelser og død med sig. Som krigen skred frem, reagerede arbejderbefolkningen med strejker, protester, mytterier og opstande. 1917-revolutionen i Rusland fik landet ud af krigen i marts året efter.

I begyndelsen af august 1918 indledte Ententens hære en vedholdende fremmarch på alle fronter. En bølge af revolutioner rullede hen over Centralmagterne: De tyske arbejdere og soldaters opstand fik sat en brat ende på krigen den 11. november 1918.

Omkring 10 millioner mand under våben blev dræbt, sammen med 7 millioner civile. Produktionen i de krigsførende lande sank med cirka en tredjedel, og det førte til sult og nød for millioner af arbejdere. Men våbnene tav ikke i 1918. Der var væbnede angreb på den russiske Sovjetrepublik, på de oprørske arbejdere i Tyskland, Ungarn og i andre lande og på de befolkninger i kolonierne, der havde gjort oprør.

Ved afslutningen på krigen, var der blevet oprettet en arbejder- og bonderepublik i Rusland, som på den måde havde revet sig fri fra verdensimperialismen. Samtidig havde sejrsmagterne sat sig i besiddelse af mange landområder i Europa og i kolonierne. Der blev oprettet adskillige nye kapitalistiske lande i Østeuropa.

Sejrherrerne dannede en fast alliance – Folkeforbundet, der var tænkt til at skulle bevare freden, men rivaliseringen mellem de imperialistiske magter fortsatte som før, og inden der var gået tyve år var Europa og verden kastet ud i en endnu mere ødelæggende konflikt.

Socialistisk krigsmodstand
Den socialistiske bevægelse, der nød masseopbakning overalt i Europa, havde før 1914 forudset den kommende konflikt og var gået sammen for at afværge krigstruslen.

En konference i Socialistisk Internationale i 1907 havde forpligtiget sig til at ”gøre alt for at afværge (krigs) udbruddet”. Hvis krigen alligevel brød ud, skulle socialister gribe ind for at få den afsluttet så hurtigt som muligt,” og de skulle ”kæmpe af al magt for at udnytte den økonomiske og politiske krise, som krigen vil skabe, til at rejse masserne og derigennem fremskynde afslutningen på den kapitalistiske klasses herredømme.”

Den citerede passage blev foreslået af Rosa Luxemburg, en leder af Internationalens venstrefløj. Selvom den var formuleret med varsomhed, indeholdt den et umisforståeligt tilsagn om at svare igen på krigen med ved at kæmpe for en arbejderrevolution. Tilsagnet blev gentaget af Internationales kongres i 1910 og 1912, og der foregik mange stærke antikrigs-aktioner også i 1914.

Da krigen kom i august 1914, brugte herskerne i alle lande deres kontrol med aviser og de dominerende sociale institutioner til at påtvinge folk deres fortolkning af krigen, som udelukkende blev gjort til et spørgsmål om selvforsvar. Nogle i socialisternes rækker blev påvirket af dette bombardement. Socialistiske bevægelser stod over for en trussel: Modstand mod krigen ville drive dem i illegalitet, og de ville ofre deres imponerende administrative og publicistiske apparat, og blive udsat for voldsom undertrykkelse.

Partiledelserne i Storbritannien, Frankrig, Belgien og Tyskland bøjede sig ved den udsigt. Den 4. august 1914 stemte parlamentsmedlemmerne, fra Internationalens stærkeste del, det tyske socialdemokratiske parti (SPD) enstemmigt for at finansiere de tyske krigsudgifter, en åbenlyst afvisning af de socialistiske principper. Britiske, franske og belgiske ledere gjorde det samme, og den Socialistiske Internationale brød sammen. Kun i Rusland og Serbien forblev socialisterne tro mod deres løfte om at bekæmpe krigen.

Lenin, der var den centrale leder af den bolsjevikiske fløj af de russiske socialister, levede på det tidspunkt i Østrig-Ungarn.

De lokale myndigheder arresterede ham den 8. august. Men østrigske socialister sørgede for at få ham frigivet, og det lykkedes ham at komme til det neutrale Schweiz, hvor han ankom til Bern den 5. september. I løbet af de næste tre dage mødes han til konferencer med andre bolsjevikiske ledere. De vedtog den første større udtalelse om krigen fra socialistiske krigsmodstandere.

Krigen var ”borgerlig, imperialistisk og dynastisk” i sin karakter,” erklærede bolsjevikkerne, og fortsatte:

”En kamp om markeder og for friheden til at udbytte fremmede lande, en stræben efter at undertrykke proletariatets revolutionære bevægelse og demokratiet i de enkelte lande, et ønske om at bedrage, splitte og slagte proletarerne i alle lande ved at sætte lønslaverne i et land op imod dem fra et andet, kun til fordel for borgerskabet – dette er det eneste virkelige indhold af – og mening med krigen.”

Bolsjevikkerne erklærede, at støtten til krigen fra de større socialistiske partier betegnede ”det ideologiske og politiske sammenbrud for den (socialistiske) Internationale”. Ingen af de krigsførende blokke var på nogen måde den anden overlegen, sagde de.

Soldater og arbejdere skulle ”bruge våben, ikke mod deres brødre, lønslaverne fra andre lande, men imod de reaktionære og borgerlige regeringer i alle landene,” erklærede bolsjevikkerne. De støttede ”en revolution i Rusland” og ” befrielse og selvbestemmelse for de nationaliteter, der var undertrykt af Rusland.”

Udtalelsen var tro mod Internationalens før-krigs synspunkt, og forudsagde også præcist den kurs, som de russiske arbejdere og soldater fulgte i 1917-revolutionen.

Oppositionen i SPD
I løbet af de næste seks måneder hævede den revolutionære fløj af de tyske socialister fanen, og satte gang i en international organisering af socialistiske krigsmodstandere.

Som svar på SPD’s godkendelse af krigsbevillingerne mødtes nogle få venstrefløjsmodstandere af denne beslutning i Rosa Luxemburgs lejlighed tidligt i august 1914. De besluttede at sende 300 telegrammer til partiledere på venstrefløjen med en invitation til at diskutere et kollektivt svar på forræderiet fra den 4. august. De modtog kun et enkelt svar, som var klart positivt – fra Clara Zetkin.

Men oppositionen rørte på sig i flere lokale SPD-organisationer. For eksempel fordømte et møde af SPD-ledere i Stuttgart, hvor Clara Zetkin havde sin base, krigskreditterne med 81 stemmer mod tre.

Den 21. september mødtes Karl Liebknecht, parlamentsmedlem og førkrigsleder af SPD’s antikrigskampagne, i Stuttgart med en gruppe fremtrædende partiledere der. De kritiserede ham voldsomt for ikke at havde brudt partidiciplinen og stemme imod krigsbevillingerne den 4. august. ”I har fuldstændig ret i kritikken af mig” svarede Liebknecht, ” Selv hvis jeg havde stået alene med det, skulle jeg havde råbt mit ”nej”.

I november udsendte Luxemburgs lokale partiafdeling en undergrundsmeddelelse, der opfordrede til undergrundsarbejde og et nyt parti. ”Havde den socialdemokratiske parlamentsgruppe gjort sin pligt den 4. august” indledte meddelelsen, ”så ville den eksterne del af organisationen sandsynligvis være blevet ødelagt, men ånden ville fortsat have eksisteret…..”

Den 2. december brød mindretallets synspunkt censuren gennem en dramatisk aktion. Liebknecht stemte imod krigsbevillingerne i parlamentet, ”i protest mod krigen, imod dem der satte den i gang og dem, der styrede den, imod den kapitalistiske politik, der førte til den, imod de kapitalistiske mål, som den skal tjene..” Liebknechts modige standpunkt gav genlyd over hele Europa.

Den 26-28. marts 1915 indkaldte Zetkin til den første internationale Socialistkonference i krigstid i Bern, en konference for Socialistiske Kvinders Bevægelse med 29 delegerede fra syv lande. ”Kun folkenes forenede beslutsomhed kan standse slagterierne,” erklærede konferencen. ”Ned med kapitalismen…. Ned med krigen! Fremad for socialismen!”

Den følgende måned holdt delegerede fra socialistiske ungdomsforbund fra ni lande, med ti tusinder af medlemmer, en lignende konference i Bern.

Zimmerwald-bevægelsen
I september 1915 samledes 42 delegerede fra 11 lande i nærheden i Zimmerwald i Schweiz. Venstrefløjen på konferencen, ledet af bolsjevikerne, understregede behovet for et klart brud med pro-krigs-socialisterne, og en kamp for at omstyrte kapitalismen. Andre kræfter lagde vægt på behovet for at kæmpe for fred.

Alle strømninger på konferencen var trods alt enige i opfordringen til arbejderne om at kæmpe for fred, uden annektioner eller erstatninger. Kampen for fred er også en kamp for frihed, forsoning mellem folkene og socialisme, slog konferencen fast.

Zimmerwald-manifestet, der især var skitseret af Leo Trotskij, cirkulerede illegalt i de krigsførende lande og blev en kampfane for revolutionære arbejdere. Krigen varede endnu tre forfærdende år mere. Ved afslutningen af krigen var parolerne fra Zimmerwald blevet råbt af millioner af arbejdere og soldater ud over hele Europa. I 1917 og 1918 gennemførte de revolutioner i Rusland, Tyskland og adskillige nabolande.

Manifestet siger i uddrag:

”Krigen har varet i mere end et år. Millioner af lig dækker slagmarkerne… det mest brutale barbari fejer i dag sine triumfer over alt det, der indtil nu havde udgjort menneskehedens stolthed….

Den krig, der har skabt dette kaos, er et produkt af imperialismen, af hver nations kapitalistiske klasses forsøg på mætte sit begær efter profit ved at udbytte det menneskelige arbejde og naturens ressourcer over hele kloden…

Vi opfordrer arbejderklassen til at besinde sig og kæmpe for fred. Denne kamp er kampen for frihed, for folkenes anerkendelse og for socialismen…

Vi har sat hinanden stævne her for igen at knytte internationale forbindelser og inspirere arbejder-klassen til at reorganisere sig og igen begynde kampen for fred. Denne kamp er også en kamp for frihed, for nationernes broderskab og for socialismen…

Proletarer!.. Nu er opgaven at sætte alle kræfter ind for jeres egen sag, for socialismens hellige sag, for de undertrykte nationer og de slavebundne klasser… Intet offer er for stort, ingen byrde for tung for at nå dette mål: oprettelse af fred mellem nationerne.

… Ud over grænserne, over slagmarken, over de hærgede byer og landsbyer: Arbejdere i alle lande, foren jer!"

Et århundrede efter Første Verdenskrig, genlyder ånden fra Zimmerwald stadig i vores globale kamp mod krig og undertrykkelse.

28. juli 2014

Oversat fra Socialist Worker (USA) af Martin Mørch

John Riddell har oversat og redigeret syv bøger om den Kommunistiske Internationale I tiden omkring den russiske revolution, senest Toward the United Front: Proceedings of the Fourth Congress of the Communist International, 1922.

Opslået i Historie

single.php