Denne tekst er en af de tekster, der er til diskussion op til den 17. Verdenskongres i Fjerde Internationale.
Til minde om Berta Cáceres, aktivist for oprindelige folks rettigheder, miljøaktivist og feminist fra Honduras, myrdet den 3. marts 2016 af håndlangere for multinationale selskaber, og til minde om martyrerne i kampene for miljøretfærdighed.

  1. Indledning

1.1 Menneskehedens belastning af Jordens økosystem er vokset hurtigere og hurtigere siden 1950’erne. Ved det 21. århundredes begyndelse er belastningen nået et ekstremt alarmerende niveau, og den fortsætter med at vokser på næsten alle områder. Grænseværdierne er allerede overskredet på nogle områder, særligt hvad angår koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren. Dette tiltagende kvantitative pres, der kan observeres overalt og inden for de fleste forskningsfelter, slår om i et kvalitativt skifte, som kan blive brat (indenfor få årtier) og stort set umuligt at vende. Jordens økosystem vil så træde ind i en ny ligevægtsdynamik, kendetegnet ved meget anderledes geofysiske betingelser og et endnu mere markant fald i Jordens biologiske rigdom. Som minimum, oveni konsekvenserne for andre levende væsener, vil overgangen til dette nye regime true livet for millioner af fattige mennesker, særligt kvinder, børn og ældre. I værste fald kan det kke udelukkes, at den vil bidrage til vores arts undergang.

1.2. Faren vokser dag for dag, men katastrofen kan undgås eller i det mindste begrænses. Det er ikke menneskehedens eksistens generelt, som er den afgørende årsag til truslen, men produktionsforholdene og deres samfundsmæssige reproduktion, som også indeholder fordeling, forbrug og kulturelle værdier. De aktuelle produktionsforhold – de kapitalistiske – er ikke bæredygtige, fordi dens drivkraft, konkurrence for profit, forudsætter en blind tendens til ubegrænset kvantitativ vækst. Gennem det 20. århundrede var landene med “virkeliggjort socialisme” ude af stand til at tilbyde et alternativ til produktionens ødelæggelse af miljøet, som også disse samfund i høj grad bidrog til. Ved det 21. århundredes begyndelse står menneskeheden overfor en forpligtelse uden fortilfælde til at styre sin udvikling på alle områder for at tilpasse sig begrænsningerne i det miljø, den har udviklet sig i. Intet politisk projekt kan ignorere konklusionerne i de videnskabelige studier af “global forandring”. Tværtimod må ethvert politisk projekt først og fremmest vurderes under hensyntagen til risikoen, dets systemiske svar, overensstemmelsen med de fundamentale krav for menneskelig anstændighed, og deres artikulering med dets program på andre områder, særligt i den samfundsmæssige og økonomiske sfære.

  1. En dyb kløft mellem den påtrængende nødvendighed af et radikalt økosocialistisk alternativ på den ene side og styrkeforholdene og niveauerne af bevidsthed på den anden side.

2.1. Et fuldstændig anderledes forhold til miljøet er en påtrængende nødvendighed for menneskeheden. Dette nye forhold, baseret på en model for omsorg for både mennesker og miljøet, vil ikke blot være resultatet af individuelle ændringer i adfærd. Der er snarere behov for en strukturel ændring i forholdene mellem mennesker: Den totale og globale udryddelse af kapitalismen som produktionsmåde for den samfundsmæssige eksistens. Denne totale udryddelse er faktisk den nødvendige betingelse for en fornuftsbaseret, økonomisk rationel og varsom forvaltning i udvekslingen af materiel mellem menneskeheden og resten af naturen. Videnskab og teknologisk kan fremme denne forvaltning, men kun på betingelse af, at deres udvikling ikke er underlagt diktater for kapitalistisk profitjagt.

2.2. Grøn kapitalisme og Paris-aftalen lader os ikke slippe af med ødelæggelsen af miljøet i almindelighed og farerne ved klimafornægtelse i særdeleshed. Alternativet kan kun komme fra en verdensomspændende politik, som dækker reelle menneskelige behov. Disse fastsættes ikke af markedet men gennem en demokratisk diskussion, som tillader mennesker at tage deres skæbne i egne hænder, befriet for markedsfremmedgørelse. Dette vil bryde den upersonlige logik af produktivistisk akkumulation, som er typisk for kapitalisme.

2.3. Nøglekravene for dette alternativ er:

1- Kollektiviseringen af energisektoren: Dette er den eneste måde at gøre sig fri fra en økonomi baseret på fossil energi, at stoppe atomkraft, at begrænse produktionen og forbruget af energi radikalt og så hurtigt som muligt at gennemføre overgangen til et vedvarende, decentraliseret og effektivt energisystem i overensstemmelse med de økologiske og samfundsmæssige krav.

2- kollektiviseringen af kreditsektoren: Dette er afgørende på baggrund af sammenvævningen af energisektoren og finanssektoren i tunge, langsigtede investeringer og for at have de nødvendige finansielle ressourcer for omstillingsinvesteringer.

3- afskaffelsen af privat ejerskab over naturressourcer (jord, vand, skove, vind- og solenergi, geotermisk energi, havressourcer…) og intellektuel ejendomsret

4- ødelæggelse af alle våbenbestande, bekæmpelse af ubrugelige produkter (våben etc.) og skadelige produkter (petrokemikalier, atomenergi). Demokratisk fastlagt produktion af goder baseret på brugsværdi i stedet for bytteværdi.

5-a fælles og demokratisk forvaltning af ressourcerne for at sikre reelle menneskelige behov med respekt for velfungerende økosystemer med fornyelseskapacitet

6- afskaffelse af alle former for ulighed og diskrimination baseret på køn, race, etnicitet, religion eller seksuel orientering; frigørelse af alle undertrykte, særligt frigørelse af kvinder og farvede.

7- afskaffelse af pålagte arbejdstimer til vareproduktion som en fremmedgørende aktivitet, der ødelægger fritid og afskrækker fra at udføre ikke-varegjorte menneskelige aktiviteter

8-a En langsigtet socioøkonomisk politik, der sigter på at genskabe balancen mellem urbane og rurale befolkninger og på at overvinde modsætningen mellem by og land.

2.4 Der er en dyb kløft mellem dette objektivt nødvendige alternativ, de samfundsmæssige styrkeforhold og de nuværende niveauer for bevidsthed. Denne kløft kan kun lukkes gennem de udbyttede og de undertryktes konkrete kampe til forsvar for deres levevilkår og miljøet. Gennem opnåelsen af umiddelbare krav vil større lag blive radikaliseret, og deres kampe vil konvergere. De vil formulere overgangskrav, som er uforenelige med den kapitalistiske logik.

Inden for denne strategiske ramme er nogle nøglekrav:

1- afinvestér i den fossile sektor; stop subsidier til udvikling af projekter baseret på fossil energi og forbrænding af fossiler; gå imod offentligt-private partnerskaber, som aktuelt er fremherskende verden over i energisektoren

2- Mobilisér imod alle udvindingsprojekter – særligt imod nye olieudvindinger såsom skifergas (fracking) og nytteløse storskalainvesteringer til fordel for den fossile sektor (lufthavne, motorveje osv.)

3- Stop atomenergi, afslut udnyttelsen af kul, tjæresand og brunkul

4- Støtte til folkelige uddannelsesprogrammer angående økologisk bæredytighed

5- Afvis enhver kapitalistisk tilegnelse af jord, af havene og af deres deres ressourcer

6- Forsvar kvinders rettigheder begyndende med kampen imod at kriminalisere kvinders ret til selv at bestemme over deres forplantningsevne. Fri abort og prævention efter ønske, betalt via det offentlige sundhedsvæsen. Af-feminisér og afprivatisér omsorgen for unge, syge og ældre. Disse opgaver er fælles ansvar.

7- Anerkend de første nationers/de oprindelige folks ret til selvbestemmelse. Anerkend deres viden om og deres bæredygtige forvaltning af økosystemerne.

8- Giv flygtningestatus til ofrene for økologiske og klimamæssige katastrofer; fuld respekt for flygtninges demokratiske rettigheder, herunder retten til at bevæge og bosætte sig.

9- Sikr et godt socialt sikkerhedssystem med garantier for alle individer og med tilstrækkelige pensioner.

10- afskaf multilaterale og bilaterale frihandelsaftaler; fjern økoteknologi fra GATT-afskaffelser.

11- respektér, at midler fra Den Grønne Klimafond (100 mia. USD årligt)skal udbetales som bistand og ikke lån. Offentlig forvaltning af Den Grønne Klimafond, ikke af Verdensbanken med af repræsentanter for det globale Syd, under kontrol fra lokalsamfund og sociale bevægelser.

12- skat på international luft- og skibstransport; provenuet fra denne skat skal gå direkte til landene i det globale syd som en (delvis) kompensation for den økologiske gæld.

13- anerkend den økologiske gæld til landene i det globale Syd. Afskaf (uden kompensation, med undtagelse af små kreditorer) offentlig gæld, som bruges af imperialismen til at gennemtvinge en uretfærdig og ubæredygtig udviklingsmodel.

14- beskat finansielle transaktioner og skab en omfordelende finanspolitisk reform, så ejere af kapital og deres arvinger betaler for omstillingen.

15- afskaf patentsystemet og i særdeleshed stop alle patenter på liv og på teknologier for omdannelse og lagring af energi. Stop tyveriet af oprindelige folks viden fra forfædre, som særligt foretages af farmaceutiske firmaer.

16- reorganisér offentlig forskning; afskaf systemet som underlægger forskning industrien.

17- frem fødevaresuverænitet og beskyttelsen af biodiversitet gennem landbrugsreformer.

18- etablér økologisk, lokal landbrugsproduktion uden GMO og pesticider og anerkend den som et offentligt gode.

19- afskaf industrielt husdyrhold; reducér produktionen og forbruget af kød kraftigt. Respektér dyrevelfærden.

20- forbyd reklamer og frem genbrug, genanvendelse og reduktion af ressourceforbruget: Afslut den forbrugeristiske, ødsle og energikrævende model, som er gennemtvunget af kapitalen.

21- etablér gratis energi og vand til at dække basale behov og gennemfør stærkt progressive skatter over basisforbruget for at bekæmpe spild og samtidig sikre basal adgang; udvikl en strategi for at udvide fordelingen af gratis goder (basale fødevarer) og tjenester (offentlig transport, uddannelse, sundhed osv.).

22- garanti til arbejdere i virksomheder, som skal lukkes pga. omstillingen, af retten til at foreslå alternativ produktion, som er nødvendig for at bygge en bæredygtig infrastruktur. Hvis disse planer viser sig urealistiske, bevarer arbejderne de sociale rettigheder til omskoling, nyt arbejde eller pensionering.

23- udvikle offentlige virksomheder med fokus på jobskabelse gennem implementeringen af den økologiske omstilling uden hensyn til profit, underlagt arbejderes og borgeres kontrol (særligt inden for energiproduktion, vandforvaltning, byggeri, isolering og renovering af bygninger, mobilitet til mennesker gennem afskaffelsen af det bilbaserede system, genbrug af affald og reparation af økosystemer)

24- Garanter arbejderes ret til at organisere sig og udøve kontrol på arbejdspladsen, særligt vedrørende arbejdsmiljø, produkternes bæredygtighed, produktionseffektivitet osv. Beskyttelse af whistle blowers.

25- nedsæt arbejdstiden uden løntab, med lavere arbejdsrater; implementer proportionelle ansættelser (særligt af unge, kvinder og minoriteter): sammen med udviklingen af den offentlige sektor, dette er den bedste måde at forene nedsættelse af vareproduktion, af energiforbrug, fuld beskæftigelse og demokratisk omstilling.

26- Reformer af byområder der har til formal at bryde med jordspekulation, “afkunstiggørelse” af byen (ved at fremme lokalsamfundshaver og by-landbrug, genoprettelse af de biotoper der er indlejret i byens rammer) og frigøre den fra bilen til fordel for offentlig transport og blød mobilitet (udvikle områder udelukkende til gående og cyklister).

2.5. Dette program er ikke udtømmende; det er og vil fortsætte med at blive beriget af konkrete kampe. I et økosocialistisk perspektiv, må denne berigelse blive guidet af hovednøglerne til en retfærdig omstilling: Miljømæssig og social retfærdighed, fælles med differentieret ansvar, kamp imod ulighed og for forbedring af levevilkår, afslutningen på grøn kolonialisme og miljø-racisme, prioritering af kollektive løsninger, internationalisme, forsigtighedsprincippet. Frem for alt må de udbyttede og undertrykte udvikle deres frigørelse gennem demokrati, decentralisering, kontrol, og kollektiv overtagelse eller genovertagelse af fællederne. Hvad der er fælles er defineret af den sociale proces hvorved det demokratisk konstrueres som fælles. Det er ikke naturen der gør nogle ting “fælles”, mens andre er dømt til privat ejerskab.

De ovenstående krav udgør således ikke en dør til dør nøgleløsning: de indikerer en overordnet vej fremad for et antikapitalistisk, internationalistisk økosocialistisk og økofeministisk perspektiv som vil ændre alle sfærer af aktivitet (produktion, reproduktion, distribution, forbrug) og som skal følges af en dybdegående ændring i kulturelle værdier. De er mulige at indføre hver for sig, men en ende på krisen er kun mulig gennem deres koordinerede og planlagte indførsel. Disse foranstaltninger former et samlet hele, der er uforeneligt med et normalt fungerende kapitalistisk system. Der er ingen anden vej til at håndtere den presserende situation.

  1. Lønarbejde, fremmedgørelse og økosocialisme

 

3.1. Kun de udbyttede og undertrykte kan lede miljøkampen til ende fordi afskaffelsen af det kapitalistiske system svarer til deres klasseinteresser. Dog inkorporerer kapitalismen arbejderen ved at købe han/hendes/deres arbejdskraft. Vareliggørelsen og ødelæggelsen af miljøet er resultatet. Under den kapitalistiske produktionsmådes ”normale” omstændigheder, er proletariatets daglige eksistens afhængig af et fungerende system der samtidig lemlæster dem både direkte og indirekte ved at lemlæste deres miljø. Dette modsætningsforhold gør det både meget svært og afgørende nødvendigt at mobilisere arbejderbevægelsen i den økologiske kamp. I øjeblikket, på grund af restruktureringen af økonomien med den medfølgende massearbejdsløshed, nedgangen i klassebevidstheden og forringelsen af styrkeforholdende mellem arbejdere og kapital, er denne vanskelighed blevet forstærket.

3.2. Størstedelen af lederskabet i fagbevægelsen går ind for klassesamarbejde med projektet om såkaldt ”grøn kapitalisme”. De har den illusion at den ”retfærdige omstilling”, hvis den forhandles godt, kan reducere arbejdsløsheden massivt og fremme væksten takket være ”grøn” produktion. Konfronteret med denne dominerende trend indenfor fagbevægelsen, er nogle sektorer begyndt at hælde til protektionisme, eller ligefrem klimabenægtelse. I nogle tilfælde bliver klimaforsvar endda brugt som påskud for kapitalistiske angreb, eller fagforeningsfolk har den illusion at det at tvivle på denne realistisk kan hjælpe dem til at undgå nedlæggelsen af jobs indenfor f.eks. sektoren for fossile brændstoffer. At fremme en debat om økosocialistiske alternativer og biddrage til at udvikle en venstrefløj der vil bryde med kapitalismen og klassesamarbejdet er derfor opgaver af største strategiske vigtighed.

3.3. Venstrefløjssektorer deltager i miljøkampen – f.eks. ”Fagforeninger for energidemokrati” (Trade Unions for Energy Democracy), ”Arbejdernetværket for bæredygtighed” (Labor Network for Sustainability) og ”Klima jobs kampagner” (Climate Jobs Campaigns). Disse initiativer engagerer fagforeninger og deres medlemmer til at overkomme frygten for massive tab af arbejdspladser. Alle disse vigtige fagforeningsinitiativer placerer ansvaret for at komme ud af en økonomi baseret op fossile brændstoffer, på de forurenende virksomheder og de regeringer der beskytter og subsidierer dem. I den forstand udvikler de antikapitalistiske krav som kan blive forstærket og koordineret når arbejderne bliver konfronteret med alvorligheden af den økologiske krise. For eksempel forsvarer Fagforeninger for energidemokrati” kollektivisering af energien. Det er klart at pro-kapitalistiske kræfter vil forsøge at begrænse radikaliteten i disse kampagner ved at insistere på at de skal holde sig inden for rammerne af ”respekt for virksomhedernes konkurrence” (Resolutionen ”Retfærdig omstilling” fra Vancouver kongressen i ITUC). Ydermere er kampagnerne for klimajobs nogle gange baseret på for optimistiske fremskrivelser vedrørende ”væksten” i jobs i forbindelse med omstillingen. Det er nødvendigt for at opnå bæredygtighed at få en reduktion af produktionen, og dette tages der ikke altid højde for. Nedlæggelsen af skadelige industrier – fra produktion af våben til kulkraftværker – og omstillingen af bilproduktionen til produktion og vedligeholdelse af et system for offentlig transport for masserne er foranstaltninger med høj prioritet for omstillingen. Og omstillingen vil skabe en stigning i antallet af arbejdspladser indenfor andre sektorer. For eksempel vil afviklingen af landbrugsindustrien til fordel for økologisk landbrug og udviklingen af en offentlig eller lokalsamfunds-sektor, under demokratisk kontrol, tilbyde muligheder for jobomstilling.

Vi må også tage med i betragtning at reorganiseringen af aktiviteter ud fra samfundsmæssige behov, og reduktionen af uligheder, er målsætninger som ikke er begrænset til en specifik region. Det er globale målsætninger som betyder nye jobs til genoprettelse i de skaderamte lande i det globale syd. En global reduktion af den materielle produktion er ikke desto mindre nødvendig. Arbejderbevægelsen må give svarerene på dette ved at kræve en nedsættelse af arbejdstiden uden løntab. En radikal nedsættelse af arbejdstiden er det antiproduktivistiske krav ”par excellence”. Det udgør den bedste vej til at ”håndtere stofskiftet med naturen på en rationel måde og på samme tid respektere menneskelig værdighed”, foreningen af fuld beskæftigelse og afviklingen af ubrugelig og ødsel produktion og planlagt forældelse.

3.4. Forringelsen af styrkeforholdende mellem kapital og arbejdere har resulteret i forringelsen af arbejdsforholdene. Sundheden hos det mest løst ansatte arbejdere er særligt truet. Derfor er kampen imod stigningen i arbejdsrelaterede sygdomme en indgang til at øge arbejderes bevidsthed om det forhold at kapitalen ødelægger både kloden og arbejderen. Denne ødelæggelse inkluderer både de stigende psykosociale risici der ikke kun sker på grund af formen på organisering og kontrol med arbejderne, men også på grund af den miljømæssige skade som mange arbejdejdere er tvunget til at gennemføre på grund af påbud fra kapitalen. Forsvaret for arbejdernes sundhed er også en indgang til den ofte svære sammenkædning af krav mellem arbejdere indenfor forurenende virksomheder og befolkningen omkring dem – som også lider under denne forurening – og miljøbevægelser.

  1. Kvindekamp og økosocialisme

4.1. Oprindelige folk, bønder og unge er forrest i miljøkampen, og kvinder spiller en ledende rolle i disse tre sektorer. Denne situation er produktet af deres specifikke undertrykkelse, ikke deres biologiske køn. Patriakatet påfører kvinder socialie funktioner der er direkte forbundet til “omsorg” og placerer dem forrest i de miljømæssige udfordringer. Fordi de producerer 80% af fødevarerne i landene i det globale syd, bliver kvinder direkte konfronteret med ødelæggelserne forårsaget af klimaforandringer og landbrugsindustrien. Fordi de påtager sig størstedelen af omsorgen for børn og vedligeholdelsesopgaver i hjemmet, er kvinder direkte konfronteret med de konsekvenser som miljømæssig ødelæggelse og forgiftning har på sundheden og omsorgsmulighederne i deres lokalsamfund.

4.2. På det ideologiske plan, husker kvindebevægelserne hvordan kvinders kroppe er blevet brugt i videnskabens navn (tvangssteriliseringskampagner osv.). Dette instrumentielle blik har været endnu et værktøj til dominans og manipulation.

4.3. Kvindekampen har også et særligt, værdifuldt og uerstatteligt biddrag til udviklingen af en global antikapitalistisk bevidsthed der tilgodeser integrationen af kampe. Ifølge FN er det fulde spektrum af moderne familieplanlægningsmetoder stadig ikke tilgængelig for mindst 350 millioner par verden over. Mere end 220 millioner kvinder nægtes basale reproduktive services – som kan betyde (og ofte betyder) forskellen mellem liv og død. 74.000 kvinder dør hvert år som resultat af fejlslagne baggårdsaborter –  en uforholdsmæssig stor andel af disse i det globale syd. Hvert år dør omkring 288.000 kvinder af forebyggelige grunde relateret til graviditet og fødsler – og 99% af disse finder sted i udviklingslande. Ved at kæmpe imod den patriarkalske tilegnelse af dres kroppe og imod udbytning af deres gratis arbejde i hjemmet, udvikler kvinder en bevidsthed om at kapitalismen ikke kun er afhængig af tilegnelsen af naturen og udbytningen af arbejdskraften gennem lønarbede, men også af den patriarkalske usynliggørelse af arbejdet med omsorg for og reproduktion af arbejdskraften. Som tilføjelse til disse tre kapitalismens grundpiller, er en fjerde, udbytning baseret på race. De har som fællesnævner tilegnelsen af naturens ressourcer, hvori den menneskelige arbejdskraft indgår som en del af disse. Kvinders kamp (i) for retten til at kontrollere deres kroppe, seksualitet og reproduktive evner, fri fra vold, (ii) imod sexistisk og racistisk diskrimination på arbejdsmarkedet og i produktionen generelt, og (iii) for social anerkendelse og reorganisering af hjemmearbejdet, er derfor en integreret del af den økosocialistiske kamp. Kvinders kamp uddyber og udvider frihedens horisont.

  1. Landbrugsspørgsmålet og økosocialismen

5.1 Verden over er bønder, jordløse bønder, og landarbejdere verdens stærkest involverede sociale sektor i kampen for miljøet i almindelighed og klimaet i særdeleshed. Denne avantgarderolle kan henføres til kapitalens brutale aggression, som vil eliminere de uafhængige bønder og erstatte dem med landarbedejdere, daglejere og arbejdsløse (for at presse lønningerne). Det industrielle landbrugssystem producerer billige varer til lave omkostninger for markedet i stedet for kvalitetsmad for lokale befolkninger. Bondefagforeninger så som Via Campesina løfter organiserende og bevidstgørende arbejde, inklussiv ved at hjælpe de jordløse med at overtage efterladte landområder.

5.2 Ulig lønarbejdere, er småbønder ikke inkorporeret i kapitalen. Selvom produktionen til markedet tenderer til at pålægge dem produktivistiske målsætninger og metoder, så beholder de også håndværkerens mentalitet, ængstelig efter at udføre “godt håndværk”. På trods af en magtfuld kapitalistisk fjende, mobiliserer de for at beholde eller generobre ejerskabet over deres produktionsmidler. Men den meget ulige magtbalance i konfrontationen med landbrugsindustrien og storskaladistributionen, tvinger dem til at søge alliancer med andre sociale bevægelser, i særdeleshed med lønmodtagerne og miljøbevægelsen. Landarbejdere, særligt papirløse sæsonarbejdere som er overudbyttede, har lille udsigt til at komme ud af de ultraprekære arbejdsforhold. På trods af arbejdsgivernes trusler og endda repression, har nogle formået at danne fagforeninger og få løftet deres løn og arbejdsforhold. Deres kamp er objektivt antikapitalistisk.

5.3 Vigtigheden af landbrugsspørgsmålet bør ikke blive bedømt alene ud fra andelen af bønder i arbejderklassen, men bør baseres på fem objektive fakta:

5.3.1 Den industrielle produktionsmåde indenfor landbrug og fiskeri, er i kernen i både afgørende menneskelige helbredsproblemer (fedme, hjertesygdomme, allergier, osv.) og også i spørgsmålet om beskyttelsen af miljøet, hvilket afslører kapitalens destruktive kraft. Adfærdsændringer hos forbrugerne vil ikke lede til økologisk omstilling, men valg truffet indenfor fødevareforbrug, kan støtte en reorientering af landbruget og have en betydelig økologisk indvirkning. Kravet om fødevaresuverænitet gør det vanskeligere for multinationale selskaber at bruge fødevarer som våben imod befolkningers kampe. Det gør det muligt at forene forbrugere og producenter omkring gode praksiser der genererer en antikapitalistisk bevidsthed.

5.3.2. Kvinder spiller en vigtig rolle i landbrugsproduktionen, hvor de udgør 43% af arbejdskraften indenfor landbruget i de såkaldte “udviklingslande”. Patriarkalsk diskrimination afspejles i  bedrifternes mindre størrelse og mindre dyrehold, samt det lavere niveau af mekanisering, hårdere arbejdsbyrde for et ringere udbytte (på grund af vægten af ikke-produktive opgaver – så som at hente vand og brænde), ringere adgang til uddannelse og lån (men en vigtigere rolle end mænd i mikrolån). Frigørelsen af kvindelige bønder er en af de afgørende forudsætninger for at adresserer både udfordringen med fødevaresuverænitet og økologisk landbrug. Det er derfor i sig selv et økosocialistisk spørgsmål.

5.3.3. Skovbrugssektoren er samlet set ansvarlig for mere end 40% af drivhusgasudledningerne. Industrielt landbrug er også en nøglespiller indenfor kemisk forgiftning af biosfæren, mens industrielt fiskeri og forurening af vand gennem landbrugsindustri er nøglefaktorer for tabet af biodiversitet I havmiljøer. Samtidig truer opvarmningen jordkvaliteten og forsuringen forårsaget af stigende CO2-niveau truer økosystemerne i vand.

5.3.4.Tabet af biodiversitet vil ikke blive stoppet hovedsageligt af skabelsen af naturreservater men ved udviklingen af økologisk landbrug. Derudover er reduceringen af drivhusgasudledninger til nul ikke længere tilstrækkeligt til at afværge klimaforandringer. Det er nødvendigt at fjerne kulstof fra atmosfæren i løbet af de kommende årtier. På grund af profitabilitetens logik, kan kapitalismen kun reagere med farlige teknologien så som geo-engineering og generel tilegnelse af “økosystem servicer”. Bondelandbrug og fornuftsbaseret skovbrug er de eneste metoder til at opnå denne fjernelse effektivt og sikkert, og samtidig respektere social retfærdighed. Derfor betyder beskyttelsen af biodiversiteten og af klimaet en forstærkelse af behovet for et økosocialistisk alternativ. Det økologiske landbrugs afgørende rolle er materielt funderet i dette samlede alternativ.

5.3.5. Overgangen til miljøvenligt landbrug (og fiskeri og skovbrug) er en omfattende forudsætning for at bygge et økosocialistisk samfund. Dette aspekt har den samme vigtighed som producenternes demokrati og brugen af 100% vedvarende energi. Ikke desto mindre er økologisk landbrug mere arbejdsintenstivt sammenlignet med industrielt landbrug. Overgangen til bæredygtigt skovbrug og genskabelsen / beskyttelsen af økosystemer indbefatter en forøgelse af den andel af befolkningen der er involveret i disse aktiviteter. For at svare på denne udfordring er det nødvendigt med langsigtede politikker for at opgraderere landbrugsfaglighed, udanne arbejdere og udstyre landområder med infratruktur og tjenesteydelser, og at anlægge byhaver.

  1. Oprindelige folk, “buen vivir” og økosocialisme

 I Nord-, Central- og Sydamerika, Afrika, Asien og Oceanien er oprindelige folk i frontlinjen. Deres kamp forbinder sig ofte med bønder og lokalsamfund i landområder, men den er specifik. Oprindelige folk producerer deres samfundsmæssige eksistens igennem et direkte forhold med det miljø de har formet og som konstituerer deres måde at leve på. Som er resultat af dette, blokerer disse folk mange magtfulde kapitalistiske spillere som er ivrige efter at udplyndre naturresourcer. Multinationale selskaber indenfor olie, gas, minedrift, træ, papirmasse, kød, landbrug og medicin, og dem der finansicerer afsættelse af kulstofkvoter forklædt som forsvarere for økologi og skove. Alle disse udplyndrere indenfor udvinding agerer generelt i medskyldighed med nationale regeringer og lokale myndigheder, som søger at fremme udviklingsmål og økologiske behov for at skjule deres grådighed og nykoloniale foragt for oprindelige folk. Hvad angår de oprindelige folk har de generelt ingen rettigheder til ejendom eller til ressourcerne I deres miljø. De har ikke andre muligheder end at kæmpe imod fordrivelse. De oprindelige folk beskytter og udbreder kendskabet til deres livs- og verdenssyn, igennem deres kampe, hvilket er deres værdigfulde biddrag til hele menneskeheden og en inspiration for økosocialismen. I takt med at kapitalismen forsøger at presse dem til side og tilegne sig deres ressourcer og deres viden, spiller de en avantgarderolole I kampen for et samfund I økologisk balance. Selv de oprindelige folk der lever I byområder, fastholder deres bånd til lokalsamfund og kultur selvom de også står overfor særlige problemer indenfor byer, herunder diskrimination. De søger med rette efter allierede for at styrke deres kamp.

  1. Selvbestemmelse, kontrol og politiske perspektiver

7.1. De vidtrækkende ændringer i udsigterne for livsførelse og udvikling, som den økologiske omstilling kræver, kan ikke gennemføres fra oven, hverken autoritært eller teknokratisk. De er kun gennemførlige, hvis befolkningsflertallet opnår en overbevisning om, at de er både nødvendige og kan kombineres med betydelige forbedringer af deres levevilkår, og derfor er efterstræbelsesværdige.Dette kræver et omfattende skift i bevidsthed til at værdsætte tid, kontrol over hvad der produceres og ikke-fremmedgjort arbejde fremfor endeløse mængder af materielle ting. Derfor er uddannelse af befolkningen om alvoren af den miljømæssige ødelæggelse og dens årsager afgørende. Konfronteret med kapitalismens bedrag, må bevægelsen for bæredygtighed fremme demokratiske processer for aktiv kontrol, tage magt over omstillingen, intervere i offentlig beslutningstagning, og tilmed overtage produktion og samfundsmæssig reproduktion, såvel som at beskytte truede økosystemer. I sagens natur hænger disse processer sammen med de undertrykte nationaliteters kampe for deres sociale rettigheder og demokratiske ret til selvbestemmele. Det er et spørgsmål om at skitsere en praksis for at opfinde frigjorte forhold mellem mennesker, og mellem menneskeheden og resten af naturen, for at vise at “en anden verden er mulig”. Disse praksisser blandt de sociale sektorer som er mest involveret i kampene giver arbejderbevægelsen mod til at bekæmpe protektionismens og produktivismens indflydelse i egne rækker.

7.2. Der er behov for aktiv støtte til bevægelsen for afvikling af investeringer i fossile brændstoffer og bevægelsen af “transition towns”. Generelt fremmer oplevelsen af arbejderkontrol, borgerstyring, deltagelsesforvaltning og selvforvaltning, såvel som kvinders kamp for social anerkendelse og deling af husarbejde, en antikapitalistisk bevidsthed og et projekt der I sin kerne inkluderer den økosocialistiske dimension. Eksperimenter med kooperativt økologisk landbrug, specifikt i Europa men særligt i Latinamerika, demonstrerer dette og har også indflydelse på arbejderbevægelsen. Mange selvorganiserede produktionseksperimenter involverer også fyrrede arbejdere, folk der er ekskluderet fra arbejdsmarkedet eller som arbejder under prekære arbejdsforhold, endda papirløse migranter og asylansøgere. Disse alternativer tilbyder et umiddelbart svar på massiv og permanent social eksklusion, som degraderer menneskers liv og værdighed. De har en vigtig plads i en økosocialistisk strategi fordi de afviser fatalisme, skaber solidaritet og udvider kredsene af miljøaktivister.

Det er dog samtidig en illusion at tro at generaliseringen af disse eksperimenter vil gøre det muligt at undgå en økologisk katastrofe. Strukturelle socioøkonomiske foranstaltninger, særligt kollektiviseringen af kredit og energi, er absolut nødvendigt. Overgangsinitiativer må baseres op demokratisk planlægning der imødegår de samfundsmæssige behov mens de respekterer de miljømæssige begrænsninger. Uden sådan et udtryk kan disse initiativer risikere at afpolitisere eller endda understøtte sameksistens med et profitbaseret system på den lange bane.

7.3. Kampen imod store fossilbaserede infrastrukturer er et nøgleelement i en generel bevægelse for forandring, kontrol og omstilling. Massedemonstrationer, besættelser af steder og miner, og civil ulydighedskampagner gør det muligt konkret at gøre modstand imod kapitalismens ”vækst-” og ”udvindelses-”dynamikker. Disse kampe spiller en vigtig rolle i forsvaret for økosystemer og for de lokalsamfund der bor der og skaber dem. De er af vigtig strategisk betydning i forsvaret for klimaet fordi det nuværende niveau af infrastruktur udgør en flaskehals i udviklingen væk fra kapitalisme baseret på fossile brændsler. Derfor udgør de et vigtigt redskab til at bygge bro mellem bøndernes, de oprindelige folks, ungdommens og kvindernes kampe og derfra at udfordre arbejderbevægelsen til at tage del i kampen. Det internationale netværk imellem disse modstandskampe gør det muligt at forbedre magtbalancen, at gøre op med beskyldninger om at kravet blot er ”ikke i min baghave” og styrke kravenes legitimitet. I nogle tilfælde kan der pålægges reformer som, selvom de er indenfor kapitalismens ramme, fungerer som basis for yderligere radikalisering.

7.4. Den nødvendige forening af sociale og miljømæssige kampe er ikke en samling af kompromisser men en dynamisk proces af afklaring, nytænkning og radikalisering. Sådan en proces involverer mange konflikter mellem sociale sektorer, særligt konflikter med sektorer indenfor arbejderbevægelsen som deltager i klassesamarbejde med produktivisme. Mens der må udvises den nødvendige sans for taktik og fordelene for arbejdere ved miljømæssig omstilling må understreges (særligt i forhold til arbejdspladser og sundhed), er det nødvendigt at udfordre arbejderbevægelsens protektionistiske og produktivistiske strømninger. I en konflikt mellem den sociale sektor der er involveret i miljøet og sektorer af arbejderbevægelsen der tror på produktivisme forsvarer vi den første mens vi forsøger at overbevise arbejderne om at ændre deres holdning. I disse tilfælde må vi forsøge at foreslå solide programmatiske alternativer der har til formål at forbedre rettigheder og velvære for både arbejdere og lokalsamfund. De bør ikke bøde for de beslutninger som blev truffet af virksomhederne eller af de regeringer der støttede dem.

7.5. At vinde arbejderbevægelsen og andre sociale aktører for kampen for et økosocialistisk overgangsprogram, er grundlæggende kun muligt gennem udviklingen af politiske alternativer der står for en omfattende plan for strukturelle antikapitalistiske reformer, der tilfredsstiller både de samfundsmæssige behov og de miljømæssige begrænsninger. Uden skabelsen af sådanne politiske alternativer, og uden at de forbindes til sociale bevægelser, vil dette scenarium være uundgåeligt: Enten vil miljøet blive ofret på det sociales alter alter, eller omvendt. Skabelsen af en økosocialistisk regering der bryder med kapitalistmen gennem social mobilisering er hjørnestenen i et økosocialistisk nødsituationsprogram. Men det er ikke muligt at opnå økosocialisme i et land. Skabelsen af sådan en regering er, i sig selv, kun et overgangsstadie i en permanent proces som sigter på at afskaffe kapitalismen på hele jordoverfladen.

  1. Teknologier, selvbestemmelse og decentralisering

8.1 ”Kommunen er den endelige politiske form for arbejdernes frigørelse” annoncerede Marx i sit arbejde om pariserkommunen. I det nittende årshundrede skabte kapitalismen i stigende grad et ensartet og centraliseret energisystem, hvor den tekniske og politiske kontrol involverede et stort bureaukratisk apparat og et komplekst system af uddelegering af magt. Dette system er åbenlyst ikke årsagen til den bureaukratiske degenerering af USSR – som var et resultat af Stalins kontrarevolution – men den blev i en vis udstrækning fremmet af det. Omvendt er den fleksibilitet og modulerbarhed der ligger i vedvarende teknologier ikke nogen garanti for et socialistisk demokrati, men de åbner nye muligheder for antikapitalistiske strukturelle reformer. Disse kan være målrettet decentraliserede territoriale udviklinger, organiseret omkring lokalsamfunds demokratiske kontrol med de vedvarende energiressourcer der er tilgængelige på dette sted og hvordan disse bruges. Men realiseringen af mulighederne afhænger af klassekamp. Konfiskeringen af blot en del af de former der er akkumuleret af de arabiske petroleumsmonarkier burde være tilstrækkeligt til at finansiere regionale projekter for en alternativ udvikling i Nær- og Mellemøsten baseret på solenergi og møntet på at tilfredsstille de samfundsmæssige behov på et lokalt niveau. Samtidig er det beklageligt at de såkaldt ”progressive” latinamerikanske regeringer ikke har investeret en tilstrækkelig andel af deres indtægter fra fossil udbytning i sociale og økologiske omstillingsplaner rettet imod en anden type decentraliseret udvikling: Demokratisk, mere balanceret mellem land og by, lokalsamfundsbaseret og 100% genanvendelse.

8.2. Teknologier baseret på vedvarende energi forandrer også forbindelsen mellem strukturelle foranstaltninger og kontrol, eller eksperimenter med selvforvaltning på et territorialt niveau, med nye muligheder for energiautonomi. Et demokratisk økosocialistisk samfund baseret på et netværk af decentraliserede magtorganer bliver derved igen troværdigt. Den fysiske natur og begrænsningerne på muligheden for at opbevare elektrisk energi, gør det lettere at håndtere i et decentralt, kombineret og komplementært system, end i det nuværende system, som er underlagt markedets diktater. Sammen med fødevaresuverænitet er dette kampfelt særligt vigtigt for landende i syd, som en del af en model for udvikling der kan udgøre et alternativ til den imperialistiske model.

  1. Miljømæssig ødelæggelse og videnskabsfolkenes samfundsmæssige rolle

Kapitalismens reaktioner er økologisk utilstrækkelige og socialt uretfærdige fordi de tager de samfundsskabte markedsregler for givet og forsøger at assimilere dem med de uomgængelige naturlove. Denne realitet presser nogle videnskabsfolk til at engagere sig i kampen. Deres engagement sker på et bagtæppe af en stigende fragmentering af den videnskabelige forskning og dennes stigende underordning under kapitalens behov. Et stigende antal forskere erkender nødvendigheden af tværvidenskabeligt arbejde som betyder samarbejde med sociale bevægelser. I denne kontekst opstår en mulighed for at redefinere begrebet ”viden” og frigøre det fra kapitalen. Videnskabsfolk er yderligere udfordret af den voksende irrationalitet og benægtelse af objektive fakta indenfor visse sektorer af den herskende klasse, to reaktionære træk der i særlig grad er blevet legemliggjort af Donald Trump. Økosocialister må opmuntre videnskabsfolk til at tale ud. Det er ikke et spørgsmål om at underkaste de sociale bevægelser et ”videnskabens” eller eksperternes diktatur, men snarere om at sætte ekspertise til at servicere bevægelsen, samtidig med at kritik stimuleres. Dette kan stærkt forøge de antikapitalistiske muligheders troværdighed og legitimitet. Særligt er erfaringer med internationalt videnskabeligt samarbejde et stærkt aktiv i udviklingen og uddybningen af internationalisme.

  1. Slevforvaltning og de berørte befolkninger

Muligheden afværge den kommende miljøkatastrofe er bagud på tid. Som vi allerede ser det ske, vil ”menneskeskabte” miljømæssige katastrofer højst sandsynligt forøges i antal, særligt på grund af ekstreme vejrfænomener (oversvømmelser, orkaner osv.). Dette skaber situationer af desorganisering og kaos som udnyttes af spekulanter med det formål at dominere (politisk, økonomisk, geostrategisk). Samtidig kan de selv samme situationer også befordre initiativer der sigter på at bygge solidariske netværk som er alternativer til imperialistiske aktører. Denne selvorganisering af hjælp, modtagelse af flygtninge og endda rekonstruktion af socialt liv generelt er afgørende for at bygge social solidaritet. Disse initiativer drager fordel af en stor legitimitet fordi de bliver afgørende under sådanne omstændigheder og fordi de er mere effektive end international nødhjælp. Sådan et perspektiv er en integreret del af vores økosocialistisk strategi som en revolutionær strategi. Mere generelt opstiller kapitalismens manglende evne til at svare på den stigende økologiske krise et alternativ: Enten bukker vi under for ødelæggelse eller vi reder os selv.

 

  1. Økosocialisme og internationalisme

11.1. I den økosocialistiske nødsituationsplan, er kravet om lokal produktion og fødevaresuverænitet del af et selvforvaltnings- og internationalistisk perspektiv som står radikalt i opposition til både kapitalismens globalisering og ”frihandel” på den ene side, og kapitalistiske protektionisme og national suverænitet på den anden. Særligt i de udviklede lande er det nødvendigt med den største årvågenhed overfor forsøgene fra det yderste højre på at rykke økologiske krav i retning af nationalistiske pseudo-svar. Disse tjener altid kapitalen og forbinder sig til racistiske, islamofobiske og reaktionært-traditionalistiske tendenser. Denne type forsøg sker oftest i forbindelse med krav om lokal produktion og fødevaresuverænitet og derfor er det vigtigt at formulere krav på disse områder med omtanke.

11.2. Vi er imod flytningen af virksomheder til lande med lave omkostninger, og går ind for lokal produktion generelt, men vi støtter ikke kravet om at flytte produktionsvirksomheder som er flyttet til lande med lave omkostninger tilbage til de imperialistiske lande. Denne ide vilde betyde at arbejdere i lande med lave omkostninger ville miste deres jobs således at dem i de imperialistiske lande kan få deres jobs igen. I stedet for at forene arbejdere i forskellige lande imod deres udbyttere, vil disse krav sætte dem i konkurrence imod hinanden og derfor afvæbne dem overfor presset fra arbejdsgivere og markedets konkurrence. Lokal produktion er en del af et fuldstændig arbejderledes projekt, baseret på økologiske og sociale behov, særligt på retten til arbejde og indkomst for alle, i nærheden af der hvor de bor. På samme vis er fødevaresuverænitet for is ikke et spørgsmål om national suverænitet, men suverænitet på de territoriale niveauer der er historisk defineret af lokalsamfund. Disse må respektere deres egen historie. Vi forsvarer solidaritet mellem lokalsamfund med henblik på at forvalte fælles ressourcer og udveksle dem på basis af solidaritet og komplementaritet i stedet for konkurrence og udbytning.

11.3. Generelt støtter forskellige former for ”venstrefløjs-protektionisme baseret på solidaritet” ideen om konkurrence fra lavtlønslande der ikke beskytter miljøer er den afgørende årsag til tabet af industriarbejdspladser i de udviklede lande. Men hovedårsagen til disse tab af arbejdspladser er den stigende arbejdsproduktivitet, uanset om det sker gennem intensiveringen af arbejdsdagen, automatisering eller udlicitering til faciliteter hvor arbejderne har færre rettigheder og lavere løn. Den åbenlyse løsning er at reducere arbejdstiden men dette er blevet blokkeret af svækkede styrkeforhold mellem arbejdere og kapital. Ved at adoptere den forældede vision om en global økonomi baseret på konkurrence mellem lande, mens den dominerende rolle i dag spilles af multinationale selskaber, afleder ”venstrefløjsprotektionismen” opmærksomheden fra kapital-arbejde modsætningsforholdet til en tværklasse-front i forsvar for konkurrencedygtighed. ”Venstrefløjsprotektionisme” lader som om den er internationalistisk, men den siger intet om den destruktive konkurrence hvor landbrugsindustri med lave omkostninger eksporterer fra de udviklede lande til syden – så som den majs der sejles fra USA som har ødelagt størstedelen af milpa-landbrugene i Mexico – og andre manifestationer af imperialistisk dominans. Faren for at kravene bliver forurenet med racisme med udgangspunkt i chauvinisme er betydelige. I de udviklede lande kan forsvaret for arbejdspladser gennem beskyttelsen af virksomhedernes konkurrencedygtighed imod konkurrencen fra lavtlønslande meget nemt blive transformeret til et forsvar for arbejdspladser gennem kamp imod ulovlige eller udenlandkse arbejderes konkurrence, eftersom den sidste gruppe så at sige repræsenterer ”en trejde verden derhjemme”. Det er netop i denne dødelige fælde det yderste højre ønsker at trække arbejderbevægelsen og miljøbevægelsen.

Der er ingen smutvej, ingen mulig fælles front mellem kapitalister og deres arbejdskraft, som kan konfrontere både arbejdsløshed og ødelæggelse af økosystemet. I stedet må arbejdere udvikle solidaritetskampagner hvori de kan finde enhed og styrke til at overkomme denne krise.

11.4. En økosocialistisk regering, bragt til magten som resultat af mobilisering af de udbyttede og undertrykte, vil begynde at bryde med kapitalismen gennem foranstaltningen såsom et monopol på udenrigshandel, kontrol med kapitalens bevægelser og så videre. Men dette betyder ikke en beskyttelse af kapitalistiske virksomheder fra international konkurrence. Tvært imod er det et spørgsmål om at beskytte antikapitalistiske politikker mens man opfordrer de udbyttede og undertrykte i andre lande til at tage del i kampen. Dette er et internationalistisk perspektiv for afskaffelse af verdenskapitalismen. En sådan politik er det fuldstændig modsatte af ”protektionisme”, som altid forsøger at underordne økologiske og sociale krav under behovet for at styrke den nationale kapitalisme på verdensmarkedet, det vil sige ultimativt underordne dem under det frie marked.

 

11.5. Økosocialisme kan begynde på et nationalt niveau men kan kun opnås på verdensplan. Rationel og forsigtig forvaltning af jordens natursystemer kræver global demokratisk planlægning. Det globale videnskabelige arbejde gennemført af organer som IPCC og IGBP og andre viser at denne globale demokratiske planlægning er mulig. Deres model for internationalt samarbejde kan også udføres gennem demokratisk valgte repræsentanter fra sociale bevægelser. Faktisk er det til dels opnået i dag af organisationer såsom Via Campesina.

 

  1. Konklusion: Økosocialisme og revolution

Den absurde kapitalistiske logik – den irrationelle udvidelse, ubegrænsede akkumulation såvel som produktivisme besat af søgen efter profit for enhver pris – er ansvarlig for at placere menneskeheden på randen af afgrunden: Ansigt til ansigt med klimaforandringer og økologisk destruktion.

Det er en historisk proces at bevæge sig fra kapitalismens ”destruktive fremskridt” frem mod økosocialisme, en revolutionær permanent transformation af samfundet, kulturen og bevidstheden. Denne overgang vil ikke blot bringe os til en ny produktionsverden, et lige og demokratisk samfund, men også til en anden levevis, en ny civilisation, hinsides pengenes magt, hinsides et vaneforbrug af kunstigt produceres af reklamer og hinsides ubegrænset produktion af ubrugelige varer. Og, som Marx har udtrykt det, vil Frihedens Kongerige begynde med nedsat arbejdstid…

Det er vigtigt at understrege at sådan en proces ikke kan ske uden en revolutionær transformation af de sociale og politiske strukturer gennem det store flertal af befolkningens aktive handling. I udviklingen af en socialistisk, feministisk og økologisk bevidsthed, er den kollektive erfaring af menneskers kamp en afgørende faktor, fra den lokale konfrontation til den radikale forandring af samfundet.

At drømme og at kæmpe for grøn socialisme eller som nogen siger, for solenergi-kommunisme, betyder ikke at vi ikke kæmper for konkrete og hastende reformer. Uden nogen illusioner om ”grøn kapitalisme”, må vi forsøge at vinde tid og at pålægge de nuværende magthavere at foretage konkrete foranstaltninger imod den igangværende katastrofe, begyndende med en radikal reduktion af udledningen af drivhusgasser.

Disse presserende økologiske krav kan fremme en radikaliseringsproces hvis vi afviser at begrænse deres målsætning til at adlyde det kapitalistiske marked eller acceptere ”konkurrencedygtighed”.

Enhver lille sejr, hvert delvist fremskridt kan øjeblikkeligt bringe os frem til et højere og mere radikalt krav. Disse kampe om konkrete problemer er vigtige, ikke kun fordi delsejre i sig selv er velkomne, men også fordi de biddrager til udviklingen af en økosocialistisk og socialistisk bevidsthed, og promoverer autonomi og selvorganisering nedefra. Denne autonomi og selvorganisering er en nødvendig og afgørende forudsætning for en radikal omstilling af verden. Det betyder at en revolutionær overgang kun er mulig gennem selv-frigørelse af de undertrykte og udbyttede: Arbejdernes og bønderne, kvinderne, de oprindelige folk, og alle dem der er stigmatiseret på baggrund af race, religion eller nationalitet.

Systemets ledende eliter, bagved deres forsvarsværker, er ufatteligt magtfulde mens den radikale oppositions styrker er små. Denne oppositions udvikling til at blive en massebevægelse af en hidtil uset størrelse, er det eneste håb vi har hvis vi skal forhindre den katastrofale udvikling af kapitalismens ”vækst”. Dette vil tillade os at opfinde en efterstræbelsesværdig måde at leve på, der er rigere på menneskelige kvaliteter, et nyt samfund baseret på værdier som menneskelig værdighed, solidaritet, frihed og respekt for ”moder natur”.

page.php