Der er lagt op til et grimt brud i Michael Moores nyeste film ”Kapitalismen – en kærlighedshistorie”. Vil tabet af den amerikanske drøm og profitmaksimeringens brudte løfter, der sender amerikanerne hjemløse på gaden, også starte et oprør?

af Janus Noack

Lørdag aften i november og tid til aftenmesse for os venstreorienterede.

Michael Moore skuffer ikke som prædikant i det knapt så glade budskab: ”Kapitalismen er i sit inderste ond” … ”og man kan ikke regulere ondskab” .., ”så det onde må fjernes”.
Et velunderbygget og vederkvægende budskab, serveret i bedste aktivistiske stil, som vi kender Moore.

Skurke og systemfejl
Filmen sætter ord og ansigt på de byrder, som finanskrisen pålægger det brede flertal af amerikanere og kommer med flere bud på skurke og åbenbare systemfejl i kapitalismen.

Og hvad finder Moore så?
– For eksempel at ledelsen af én af Wall Streets store banker i et internt notat analyserer sig frem til, at USA ikke er et demokrati, men i stedet et plutokrati, der styres for at sikre rigdommen for den rigeste ene procent af befolkningen.
– At der fra 1980’erne og frem er blevet begået et planlagt og storstilet tyveri fra de amerikanske arbejdere og middelklassen. Ikke bare er jobs, anstændige lønninger, pensioner og boliger forsvundet, også den politiske magt er totalt i lommen på Amerika A/S.
– Og at også over there var alle bankpakkerne en gigantisk check til præcist de finansfolk, hvis berigelse startede det hele, og set efter i sømmene afslører bankpakkerne sig som reelle ”økonomiske statskup”.

Mennesker bag budskaberne
Som mange af Moores andre film, er han god til at finde personer, der kan sætte ord og ansigt på budskaberne.
– Han viser arbejderklasseamerikanere, der er blevet smidt ud fra de hjem, som de ofte har boet i i 20 og 30 år.
– Han viser de byer, der er blevet lagt øde – ikke af krig, men af den deindustrialisering, som finanssektoren og globaliseringen har medført.
– Og han lader os høre fra mange repræsentanter fra det politiske system og det civilsamfund, som nu har tabt magtkampen til Amerika A/S.
– Som de to præster og den biskop, der erklærer kapitalismen grundlæggende ond. 
– Som de politikere, der i kongressen protesterer mod, at bankerne forgyldes og almindelige mennesker får lov at gå på røven. 
– Som de senatorer, der brokker sig over, at bankpakkerne blev presset igennem uden demokratisk kontrol, på en bølge af frygt.

Denne film har dog færre skurke på lærredet, dels fordi det er hele systemet han er efter, – og dels fordi de ikke tager hans opkald længere.

Men det at alle aviser har erhvervs-sektioner, men ingen har en arbejder-sektion, for de almindelige arbejdere, der udgør det overvældende antal af læsere?

Michael Moore har øje for de positive historier om folk, der går til modstand mod finansrøverne:
– Arbejderne der besætter en fabrik, efter at Wall Street banken har lukket den ned, vinder støtte fra hele landet, og får deres løn og aftrædelsesbonus til sidst.
– En familie, der med støtte fra kvarterets beboere flytter ind i det hus, som banken forsøger at smide dem ud af, og som vinder over politiet og bankens mand.
– Og politimesteren, der offentligt nægter at gennemføre flere udsættelser på grund af tvangsauktioner.
Michael Moore tror på menneskers fornuft og medfølelse, og tror på fælles handling, og det er jo dejligt.

Som den modernist Michael Moore er, slås han også om ordene:
Han udstiller republikaneres kampagne mod Obama for at ville indføre socialisme. Og selve ordet socialisme får Moore også promoveret, næsten ved demonstrativt ikke at sige det.

Mangler alternativet
Det eneste sted, hvor Michael Moore ikke rigtigt leverer, er på alternativet.
Grundlæggende systemkritik, der ligger langt til venstre for selv SF i dag, kommer han med. Men ikke mange bud på, hvor vi så skal hen, ud over nogle historier om ikke indfriede løfter.

For eksempel er der en sjov historie om, af præsident Roosevelt lige før sin død foreslog at lave en række tilføjelser til den amerikanske forfatning, der skulle sikre retten til et arbejde til en ordentlig løn, retten til en ordentlig bolig, pension, dagpenge, sundhed osv.

Eller en anden Roosevelt-anekdote, hvor præsidenten sendte hæren ind for at beskytte strejkende arbejdere mod arbejdsgiverbøller og det lokale politi.

Men måske er det et meget godt billede på, hvor vi står i dag som venstrefløj – med systemkritik, og punktvise systemoverskridende kampe. Men uden den store plan eller de store organisationer, til at komme derhen.

Efter at have set Michael Moores film synes jeg, at opgaven med at genskabe såvel arbejderbefolkningens organisationer, og genformulere de samlende fremtidsmål, står som en meget nødvendig og aktuel opgave for arbejderbevægelsen og venstrefløjen.

Midnatsmessen slutter under rulle-teksterne med afspilning af Internationalen. Nuvel, i en meget amerikansk version, som hele Michael Moores form og metode, men ikke desto mindre effektivt.
Det er som om Michael Moore ville udråbe rådsrepublikken og socialisere verdens velstand, hvis han troede det ville hjælpe.

Men som han siger til sidst: ”Jeg er træt, og det hjælper kun hvis I i biografsalene vil rejse jer og gøre noget”.

– Damn right!

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com