Den amerikanske økonomi er i alvorlig krise – og det påvirker den globale økonomi. Forskellen mellem nu og krakket i 1929 er, at regeringerne forstår krisens mekanismer bedre denne gang, mener den franske økonom Michel Husson, der siger, at den nuværende krise blev født, da ejendomsboblen bristede, og den er relativ klassisk i sin form – det nye er den kædereaktion, som krisen har sat i gang.

 

SI bringer her er et interview med franske økonom Michel Husson om udsigterne for den globale økonomi, efter amerikansk økonomi er kommet i alvorlige vanskeligheder. Interviewet blev bragt første gang i den franske avis L´Humanité den 14. april 2008.

L´Humanité: Hvordan vurderer du den nuværende finanskrise?

Michel Husson: Den nuværende krise er mere end blot en bankkrise, fordi krisen har konsekvenser for opbygningen af den globale økonomi. Den globale økonomi er kendetegnet ved tre forhold:

For det første den verdensomspændende nedgang i lønningernes andel af den samlede indkomst. Den stigning i profitten som følger af faldet i lønandelen har dog ikke ført til stigende investeringer i den produktive kapital. I stedet har profitterne bevæget sig mod den finansielle sektor, og er vokset som følge af uligevægten i den globale økonomi: mellem handelsunderskuddet i USA på den ene side og handelsoverskuddet i Japan, Europa, de nye fremvoksende økonomier og olielandene på den anden side.

Det amerikanske handelsbalanceunderskud betyder, at amerikansk økonomi har et stort behov for udenlandske lån, hvilket fremmer og nødvendiggør tilførslen af kapital fra udlandet.

Samtidigt betyder liberalisering af kapitalmarkedet, at det er blevet umuligt at kontrollere kapitalstrømmene, som derfor uhindret surfer rundt verden i søgen efter de største udbytter. Resultatet er økonomiske bobler, der følger hurtigt efter hinanden (dot.com boblen, ejendomsboblen osv.), og at der i de sidste 15 år har været en hel række lokale finanskriser (Mexico, Argentina, Sydøstasien osv.)   

L´Humanité: Mener du, som visse andre, at den nuværende krise er den mest alvorlige siden 1929?

Michel Husson: Forskellen mellem nu og 1929 er, at regeringerne forstår krisens mekanismer bedre denne gang. Den nuværende krise blev født, da ejendomsboblen bristede, og den er relativ klassisk i sin form. Det nye er den kædereaktion, som krisen har sat i gang. Liberaliseringen af finansmarkedet har skabt meget dybe og tætte forbindelser mellem investeringsbanker og spekulative fonde.

Hver dag byder på nye historier om omfanget af tabene i forbindelse med ejendomskrisen. IMF har netop opgjort det samlede tab til 945 milliarder dollars. (Mere end 3 gange Danmarks årlige produktion red.). Omfanget af disse tab forklarer, hvorfor forskellige landes centralbanker har været ude af stand til at stoppe krisen.

Den amerikanske centralbank sænkede sin udlånsrente til under inflationsniveau, sendte likvide midler ud i omløb, overtog de facto en stor investeringsbank med problemer (Bear Stears) og byttede sine statsobligationer til en værdi af 200 millioner dollars med tvivlsomme ejendomslån som de private banker lå inde med.

Men intet af det virkede: Ejendomsmarkedet fortsætter med at styrtdykke i værdi, og hver dag bringer nye dårlige historier. En sådan krise kan hverken begrænses til finanssektoren eller til USA: USA er i recession og IMF har netop nedjusteret sine forventninger til den globale økonomi.

L´Humanité: Hvordan vurderer du fremtidsudsigterne?

Michel Husson: Vi vil befinde os i krisens sump i mindst to år. Men der er en fordel ved krisen: den amerikanske model for økonomisk vækst er brudt sammen, og jeg kan ikke se, at den kan repareres.

Det var en model baseret på en dobbeltmekanisme: På den ene side et regulært fald i husholdningernes opsparingsrate (knap en halv procent om året) og på den anden side en tilsvarende stigning i handelsunderskuddet. Forbrug har trukket den amerikanske vækst – men det var et forbrug baseret på stigende gældssætning. Så der var tale om en vækst på kredit, som blev muliggjort af stadig mere massive kapitaltilførsler fra resten af verden.

Dette system fungerer ikke længere som følge af ruineringen af millioner af husstande og dollarens fald. Dollaren har aldrig været mere svag og ustabil, og den amerikanske rente er så lav, at kapitaltilførslen fra udlandet vil stoppe – hvis ikke det allerede er sket.

Den store ubekendte er spørgsmålet om, hvordan alternativet til den nuværende amerikanske vækstmodel vil se ud. Den bør udfordre de utrolige uligheder i indkomster, som findes i USA. I de sidste år er hele væksten i amerikansk økonomi tilfaldet et meget lille socialt lag, mens gennemsnitslønnen stort set ikke er steget. For at kunne overgå til en model med mere balanceret vækst er det nødvendigt, at de højeste indkomster beskæres.

Spørgsmålet er, om den kommende regering vil ønske og være i stand til at gennemføre en New Deal, som vil forhindre, at det store flertal af lønmodtagere kommer til at betale for finanssektorens fejltagelser.

L´Humanité: Du har underskrevet den internationale appel mod frie kapitalbevægelser i Europa. Hvorfor?

Michel Husson: Fordi den forklarer, at krisens omfang kræver radikale ændringer af finansmarkedets strukturer. Samtidigt konstaterer den, at enhver ændring af disse strukturer inden for EU vil gå direkte imod den ufatteligt omfattende beskyttelse af finanskapitalen, som sikres af EU’s forskellige traktater.

Appellen opstiller to konkrete mål: afskaffelsen af artikel 56 i Lissabon Traktaten og begrænsning af artikel 48, som forbyder enhver form for regulering af kapitalbevægelser.

Dette er naturligvis utilstrækkeligt til at definere en overordnet politik, men det gør det muligt at føre en konkret kampagne for øget kontrol med kapitalbevægelserne. Og Europa er en tilstrækkelig stor integreret økonomisk enhed til, at det er muligt at føre en anden økonomisk politik.

L´Humanité: I lyset af, at vi befinder os i en verden domineret af frihandel og kriseramte finansmarkeder, hvilke muligheder har vi så for at gøre en forskel?

Michel Husson: Vi står overfor en kapitalisme, som er undsluppet enhver form for kontrol. Kampe imod dens finansielle elementer bør lede til kampe, hvor man udfordrer den absolutte frihed for kapitalen, men også til kampe hvor man mere grundlæggende udfordrer den voksende udbytning af arbejdere verden over.

Ved at fastholde målet om at sikre, at økonomien tjener sociale mål, kan vi opbygge en ny anti-kapitalistisk bevægelse.

Michel Husson er medlem af 4. internationale og sidder ATTACs videnskabelige panel.

Oversat af Nicolai Bentsen
 

Opslået i Økonomi

single.php