Karl Marx’ værk om Kapitalen, der nu fejrer 150 års fødselsdag, er relevant, når man skal forstå kapitalismen og dens paradokser. – Og når man vil rette op på uretfærdighederne.

Kapitalismen er en forunderlig indretning. Siden finanskrisens udbrud for snart ti år siden, har borgerlige økonomer tudet os ørerne fulde med, at krisen betød negativ vækst, som selvfølgelig også gjorde, at der måtte skæres hårdt ned på de offentlige budgetter til velfærd m.v. I den senere tid har økonomerne så meddelt, at krisen er ved at være overstået: væksten stiger, forbruget stiger, produktionen stiger.  ”Dansk økonomi går stærkt frem i øjeblikket”, som nationalbankens direktør i denne uge formulerede det.

 

Naive sjæle kunne måske tro, at økonomerne med dette glade budskab om, at der er penge nok, så lagde op til, at man kunne begynde at fylde de uhyrlige huller, der har udviklet sig i det såkaldte velfærdssamfund. At uddannelsessystemet f.eks. ikke længere skulle skæres med 2% om året, men måske tvært imod få 2% mere til at genoprette kvaliteten. At sundhedspersonalet ikke længere skulle løbe 2% hurtigere hvert år, men fik tid til at løse deres opgaver ordentligt. Osv. osv.

 

Men hov, sådan er det ikke. Overhovedet ikke – faktisk er økonomernes budskab det stik modsatte: Nu er det nødvendigt at holde igen med de offentlige udgifter. Hvis vi ikke sørger for at holde igen og skære ned – så vil der ske en farlig ’overophedning’ af økonomien. Ulykkerne vil vælte ind over os: Der vil ikke være nogen arbejdsløse tilbage, lønningerne vil stige – og efter kort tid vil økonomien med usvigelig sikkerhed bryde sammen i en ny krise.

Konklusionen er altså: Når det går skidt, skal der skæres ned på de offentlige velfærdsudgifter. Når det går godt, skal der – også skæres ned på de offentlige velfærdsudgifter…

 

Kapitalismens paradokser
Velfærdsnedskæringernes eviggyldige nødvendighed er ikke det eneste paradoks, den kapitalistiske økonomis universitetsuddannede profeter prædiker. Arbejdstiden er et andet: Da krisen rasede, skulle alle arbejde mere, så vi kunne komme ovenpå igen. Til glæde for arbejdsgivere og borgerlige fremturede de med dette – og også S-SF gjorde en ekstra times arbejde om ugen til omdrejningspunkt for hele deres store redningsplan for Danmark. Og ja, det lyder vel meget logisk, at man skal knokle lidt ekstra for at få hjulene i gang igen?

 

Men hvad så nu, hvor hjulene drøner deruda’? Ja, nu er der da virkelig brug for, at vi alle yder noget mere arbejde, siger de vise økonomer. Arbejdsudbuddet skal øges – ferier skal være til salg, unge skal jages igennem forkortede uddannelser og piskes hurtigt i arbejde, gamle og syge skal ikke på pension, men knokle til de segner. Ellers vælter ulykkerne ind over os, jf. ovenfor, og krisen bryder ud!

 

Helt ligesådan – eller måske snarere omvendt – forholder det sig med lettelser til erhvervslivet/kapitalisterne: Her er det, når konjunkturen går opad, naturligvis nødvendigt og økonomisk muligt at træde til med skattelettelser o.l. Det er det, der skal til, hvis vi skal holde produktionen i landet.

 

Og ja, sjovt nok er præcis det samme mindst lige så vigtigt, når der er lavkonjunktur og krise. Erhvervslivet skal jo klare sig igennem krisen – og vi må række dem en hjælpende hånd (eller tre…).

At forstå kapitalen
Det kan godt være ganske svært at forstå den kapitalistiske økonomis mekanismer, så fuld den er af paradokser, der strider mod almindelig sund fornuft: At de arbejdende skal arbejde hårdere og længere, når der er masser af arbejdsløse. At der skal skæres ned på de offentlige udgifter, når der er masser af penge. Osv.

 

Men heldigvis har man økonomisk videnskab, der kan hjælpe til denne forståelse! Den borgerlige økonomiske teori har sin forklaring. Dybest set går denne ud på at konstatere, at en ”harmonisk” kapitalistisk økonomi forudsætter, at kapitalejerne belønnes i hoved og røv for at investere den kapital, som de (af uransagelige grunde) ejer. Derfor er går den ’videnskabeligt beviste’ og ’nødvendige’ økonomiske politik altid ud på at belønne kapitalejerne i hoved og røv på arbejderklassens bekostning. Krise eller ej.

 

Heldigvis er der også udviklet en anden slags økonomisk videnskab. Netop i disse dage for 150 år siden blev der udgivet et videnskabeligt værk, der analyserede de grundlæggende mekanismer i den kapitalistiske økonomi. Titlen var ”Kapitalen”, den sigende undertitel ”Kritik af den politiske økonomi”.

 

I dette værk er der faktisk ikke tale om, at Karl Marx prøver at benægte de økonomiske mekanismer, som de borgerlige økonomer i dag fremturer med som begrundelser for de ”økonomiske nødvendigheder”. Tvært imod anerkender og udstiller han netop, hvorledes udbytningen af arbejderklassen (og en stadigt øget relativ udbytning) er en ”økonomisk nødvendighed” for kapitalismen. At arbejdsdagen helst skal forlænges samtidig med at arbejdsløsheden stiger osv. Hans analyser tilføjer dog også nogle yderligere, katastrofale paradokser til beskrivelsen af dette systems funktionsmåde.  Paradokser, som de borgerlige økonomer ynder at benægte: F.eks. at selv med en nok så omfattende forkælelse af kapitalejerne, vil den kapitalistiske økonomi løbende komme ud i omfattende, destruktive økonomiske kriser.

 

Systemet er problemet
Men først og fremmest bruger Marx denne registrering af kapitalismens paradoksale mekanismer til en gennemgribende kritik af selve dette system. Han bruger udstillingen af den kapitalistiske økonomis paradokser, dens uretfærdighed og umenneskelige konsekvenser som argument for, at dette system må og skal afskaffes.

 

Derfor er det ikke bare økonomerne fra CEPOS, Marx gør op med. Når forskellige varianter af socialdemokrater i disse dage sidder og anerkender Karl Marx og værket Kapitalen for at have åbnet verdens øjne for de uretfærdigheder, som en borgerligt regeret, ureguleret kapitalisme kan afstedkomme – så er det en misforståelse og et (måske bevidst) forsøg på at fordreje bogens hovedbudskab.

 

Konklusionen på analyserne i Kapitalen er jo netop ikke, at kapitalismen kan blive et godt system, hvis uligheden mellem klasserne udlignes lidt i skattesystemet. Konklusionen er, at kapitalismen som system afspejler og reproducerer en grundlæggende ulighed mellem klasserne, og at de grundlæggende destruktive mekanismer ligger i systemet som sådan.
Kapitalen er en gennemgribende kritik af kapitalismen som økonomisk system. Derfor er budskabet, at hvis man vil rette op på uretfærdighederne, kræver det et opgør med systemet – en revolution.

SAP’s forretningsudvalg, den 17. september 2017

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php