Kommune- og regionsrådsvalget gav den hidtil største parlamentariske fremgang for Enhedslisten. Over hele landet sidder nu byrødder klar til at omsætte den parlamentariske fremgang til aktivitet og bevægelse for social forandring.

 

Omkring 85 af de nyvalgte var mødt frem til landsdækkende træf i Roskilde lørdag den 30. december. Mødet skulle gøre status over valget, få information om kommunalpolitiske spilleregler, samarbejdte mellem folketingsgruppen, og ikke mindst tage hul på et samarbejde mellem de valgte, som fremover bliver på et helt andet niveau end nu, hvor Enhedslisten kun er repræsenteret i 9 kommuner: København, Frederiksberg, Albertslund, Gladsaxe, Helsingør, Roskilde, Odense, Svendborg og Århus.

Der er programsat et nyt landsdækkende træf den 1-2. februar.

Efter valget ser billedet således ud:
Enhedslisten er repræsenteret i 76 kommuner og alle fem regioner.
I alt 119 personer er valgt i kommuner og 15 i regionerne.
I 19 kommuner er vi repræsenteret med 2 eller flere medlemmer.
I 8 kommuner, hvor Enhedslisten opstillede, gav det ikke valg – især i Midt- og Nordjylland.
I 11 kommuner, heraf fire i Hovedstaden, opstillede Enhedslisten ikke. I Hillerød og Randers støttede Enhedslisten lokale, socialistiske lister.

Nok var der fremgang overalt, men det der er samtidig stor forskel på, hvor vigtige Enhedslistens mandater kan blive i forhold til forskellige flertalskombinationer i kommunerne – et forhold, som kan blive interessant, når budgetterne for 2015 skal aftales. Allerede nu, hvor de nyvalgte har skullet indgå i konstitueringsforhandlinger, er der enorm forskel på, om Enhedslisten har spillet en rolle. Vi har fundet et par eksempler.

Formandspost til enligt Ø
I Tårnby på Amager gav konstitueringen Enhedslistens enlige medlem af kommunalbestyrelsen, Bjarne Thyregod, en fantastisk god placering. Bjarne fik både en post i det magtfulde økonomiudvalg, en post i Børne- og Skoleudvalget og en formandspost i Arbejdsmarkedsudvalget.

Bjarne fortæller, hvordan det er gået til:

”Inden valgkampen begyndte, havde SF og Enhedslisten i Tårnby indgået et valgforbund. Vi tilbød S at lave en forhåndskonstituerings-aftale, hvor vores valgforbund i konstitueringen ville pege på S til borgmesterposten, mod at vores valgforbund talte som en samlet blok ved fordelingen af alle poster: borgmester, viceborgmester og udvalgsformænd.

Dette afviste S, og vi besluttede derfor at pege på SF’s spidskandidat som vores valgforbunds borgmesterkandidat, samtidig med at vi slap til lokalpressen, at vi eventuelt ville konstituere os med den radikale som samlende borgmesterkandidat. Dette har efterfølgende vist sig at være et klogt træk, borgmesteren har i lokalpressen udtalt, at netop dette pressede ham til en hurtig aftale med os.”

På valgaftenen fik Enhedslisten og SF et mandat hver, S fik 8, så tilsammen var der mulighed for at konstituere sig med et flertal på 10 ud af kommunalbestyrelsens 19 mandater.

Bjarne fortæller, hvordan det lykkedes at få det bedst mulige ud af den situation:

”I den lokale 3F afdeling, hvor vi og SF havde fælles valgaften, aftalte vi at fastholde vores hidtidige linje med at presse S maksimalt. SF var gået fra 4 til 1 mandat og var derfor meget desillusionerede, men vi fik dem hurtigt overbevist om, at S var presset maksimalt, fordi de borgerlige havde en meget fasttømret blok VKO+LA – med borgmesteren som den store fælles fjende, og de Radikale havde personlige modsætninger til borgmesteren. Så alternativerne for S var begrænsede.

Vi fik overbevist SF’erne om, at borgmesterposten skulle sælges dyrt, og at det ville betyde, at både vi, som var størst i valgforbundet, og SF skulle have en Økonomiudvalgspost. Hertil kunne vi argumentere med, at vi jo som konstitueringspartner også skulle have mulighed for at få indflydelse på budgetterne i det egentlige magtcentrum i kommunalbestyrelsen, især hvis vi efterfølgende skulle kunne deltage i budgetaftaler (ikke at vi lovede at tilslutte os dem på forhånd). For at skabe mulighed for 2 pladser i Økonomiudvalget havde vi et samtidigt et forslag om at udvide Økonomiudvalget fra 5 til 7, så borgmesteren ikke ville være den eneste socialdemokrat. Udvidelsen havde vi allerede afstemt med den borgerlige blok, så det lå klart.

Samtidig så krævede vi en formandspost til hvert parti, for at få indflydelse på den førte politik og endelig krævede vi medlemsskab af et af de stående udvalg til hvert parti.”

Socialdemokrater under pres
Taktikken lykkedes, trods nogen betænkeligheder fra socialdemokraternes side:

”S syntes, vores krav var meget høje og henviste til vores tilbud før valget. Vi gjorde opmærksom på deres position og vores eventuelle alternative muligheder, og S valgte at forlade lokalet for at drøfte det internt. Imens talte vi situationen igennem med vores bestyrelser og blev enige om at fortsætte presset på S og fastholde kravet om plads i Økonomiudvalget og udvalgsformænd.
Da S vendte tilbage, var det med en klar melding om, at deres valgte kandidater mente, at vi krævede os for godt betalt. Men efter lange snakke blev aftalen, at vi fik vores krav opfyldt.”

Bjarne opsummerer hele forløbet på denne måde:

”At det gik så godt med konstitueringen skyldes et langt og godt samarbejde med SF og en fælles linje hele vejen igennem. Gennem god forberedelse skabte vi betingelserne for en optimal udnyttelse af vores mandater – det er hovedlektien, som vi lærte af dette forløb”

Største fremgang – borgerligt flertal
Svendborg er den kommune, hvor Enhedslisten har haft den største fremgang i procentpoint, fra 3,3 til 13,5 procent. Mandatmæssigt betød det en fremgang fra en til fire pladser.
Hvad forklarer den ekstraordinære fremgang?

”Måske at vi meldte klart ud, at vi ikke ville pege på den siddende borgmester, socialdemokraten Curt Sørensen. Vi sagde, at en ny politisk kurs måtte kræve en ny borgmester. Det blev kørt stort op af lokalpressen, med 8 sider på to dage,” fortæller Jesper Kiel, som blev genvalgt for Enhedslisten.

Også på andre punkter har Enhedslisten markeret sig i opposition:
”Der har været mange konflikter omkring en ny skolestruktur, som vi var imod. En anden varm sag er havneplanen, hvor ideen er at opføre attraktive boliger på bekostning af mindre virksomheder. Alle de partier, der er imod havneplanen, gik frem i valget.” På venstre side fremstod vi derfor som den eneste opposition. Det har ikke været muligt at skelne SF eller Tværsocialisterne fra Socialdemokraterne.”

Uenighederne medførte også, at Enhedslisten ikke indgik i noget valgforbund, men trak de fire mandater udelukkende i kraft af egne stemmer. I personlige stemmetal formåede Jesper Kiel endda at slå den siddende borgmester stort.

Trods det gode resultat har konstitueringen ikke givet Enhedslisten stor indflydelse. Det skyldes, at både S og SF gik voldsomt tilbage. Enhedsistens fremgang kunne langt opveje de borgerlige partiers flertal, som de har brugt til at få en Venstre-borgmester og fordele formandsposterne i udvalgene. Enhedslisten bliver efter reglerne repræsenteret i en række udvalg, men får ingen formandspost.

Den afgørende stemme
I Allerød endte Rasmus Keis Neerbek fra Enhedslisten med at sidde med den afgørende stemme, da de borgerlige blev uenige om borgmesterposten. Forløbet viser på fineste vis de dilemmaer, som Enhedslisten kan komme til at stå overfor.

Valget af borgmester er reelt et spørgsmål om Venstre eller Konservative, hvor sidstnævnte har haft borgmesterposten i mange år.

Enhedslisten havde i valgkampen indgået valgforbund med S-SF-R på et politisk grundlag, hvor man forpligtede hinanden på at arbejde for bl.a. mere miljø, arbejdsklausuler og lærepladser.

”Op til valgaftenen havde vi diskuteret, hvordan en konstitueringsproces skulle gribes an. Vi ville gå efter maksimal politisk indflydelse, men vi ville ikke indgå i et spil om borgmesterposten mellem de to store borgerlige partier, fortæller Rasmus Keis Neerbek.

Valget gav som ventet et solidt borgerligt flertal, men til de flestes overraskelse brød Venstres spidskandidat aftalerne med Konservative og var villig til at indskrive ”det røde” valgforbunds politiske grundlag i en konstitueringsaftale.

Rasmus forklarer:
”I hele processen var vi ikke tungen på vægtskålen – borgmesteren var fra Venstre, uanset hvad vi gjorde. Vi fik skærpet nogle steder i teksten, trukket et par formuleringer ud, så alt i alt havde vi en aftale, som ikke var prangende, men der var reelt ikke noget vi var decideret modstandere af.”

Problemet opstod først dagen efter, hvor andre aftalepartnere er smuttet, så Enhedslisten endte med at være tungen på vægtskålen.

”Efter et hurtigt afdelingsmøde stod det klart, at vi ikke i den nye situation kunne pege på en Venstre-borgmester. Dertil var aftalen alt for løs. Resultatet blev altså, at vi trak støtten til borgmesterposten, men vi stadig står bag det politiske indhold af aftalen, som vi har formuleret yderligere krav til.”

”På den anden side har de konservative nu stillet med en alternativ kandidat, der har opbakning fra resten af byrådet, herunder en ekstrem liberalistisk lokalliste. Vi har altså placeret os selv mellem to fronter i en skyttegravskrig. Et absurd scenarie.”

”Det spørgsmål, som vi i skrivende stund står overfor, er, om vi i Enhedslisten kan støtte en upopulær Venstreborgmester, hvis han lægger sig fladt ned og fører rød politik? Hvis Venstre indfører kædeansvar, krav om overenskomster, en solid kollektiv aftale med sikring af lærernes arbejdstid, kan vi i Enhedslisten så sige nej?! På den ene side vil folk med rette kunne klandre os for at sætte V i borgmesterstolen, på den anden side kan vi klandres for ikke at få gennemført nogen former for rød politik, da resultatet i sidste ende alligevel vil være en lodtrækning mellem V og C, bare uden rødt fingeraftryk.”

”En ting er sikker, vi havde aldrig forestillet os denne situation,” slutter Rasmus.

Opslået i Kommuner og regioner

single.php