Hundredåret for den socialistiske revolution i Rusland er ikke dét gode afsæt for socialistisk agitation, man kunne ønske sig. For det, der startede som et succesfuldt og visionært folkeligt oprør mod krig, sult og undertrykkelse, endte ret hurtigt i en gennembureaukratiseret diktaturstat. En diktaturstat, der endnu i dag, hundrede år efter revolutionen og snart 30 år efter statens endelige sammenbrud, bliver brugt som desværre slagkraftigt skyts mod al snak om socialisme: ”Er det dét, I vil ha’?”.

Nej tak, det er det ikke! Der er næppe heller mange af dem, som hvert år fejrer den franske revolution på Bastilledagen, der ønsker at genskabe Robespierres terrorregime eller for den sags skyld Napoleonstiden, som blev resultatet af dén revolution. Men ligesom den franske revolution var startskud til et nødvendigt opgør med kongers og adels magt over samfundet, var den russiske revolution startskud til et nødvendigt opgør med kapitalismen som verdenssystem. Og der er al mulig grund til at bruge hundredeårsdagen til en diskussion af de erfaringer, der blev gjort. Både dem, der bør fejres, og dem, der bør begrædes, så vi kan lære af begge dele.

Hvorfor gik det så galt?
Lad os bare starte med det sidste, triste: Hvad gik der galt?

 

Først og fremmest gik der noget galt i resten af Europa. At diskutere revolutionens fallit uden at inddrage dette aspekt er historieløs sniksnak. Revolutionens ledere anså det netop for en helt nødvendig forudsætning for revolutionens succes, at den revolutionære bølge umiddelbart efter ville brede sig til de krigstrætte befolkninger i de europæiske lande, ikke mindst Tyskland – hvilket der var al mulig grund til at forvente. Ingen anså det for realistisk, at en isoleret revolution i Rusland ville overleve – endsige muliggøre en opbygning af socialisme i et isoleret, tilbagestående Rusland. Den største katastrofe i den russiske revolution var således den tyske revolutions nederlag (som man kan klandre de tyske socialdemokrater, ikke bolsjevikkerne, for).
Den udeblevne revolution i resten af Europa betød også, at en stribe kapitalistiske lande kunne invadere Rusland, hvilket forlængede borgerkrigen og skærpede dens følger: død og lemlæstelse, sult og elendighed. Det var i udgangspunktet en næsten håbløs opgave at opbygge et nyt og bedre samfund under disse betingelser. Bolsjevikkernes udgangspunkt var, at den nye ”arbejder- og bondestat” først og fremmest skulle gennemføre den borgerlige revolutions opgaver – således f.eks. ikke tvangskollektivisere jorden, men give godsejernes jord til selvejende bønder, afskaffe adelens og zarens magt og privilegier, give national selvbestemmelsesret til de nationer, der var undertrykt af den russiske imperialisme, uddanne befolkningen osv. Borgerkrigen skabte imidlertid sultkatastrofer og nød, der fik den bolsjevikiske regering til at gribe til en ”krigskommunisme”, som gik langt ud over dette – med forudsigeligt dårlige resultater.

 

I denne katastrofale mangelsituation, hvor man i mange tilfælde endda også var nødsaget til at ansætte det gamle zarstyres embedsmænd for overhovedet at få ting til at fungere, udviklede sig hurtigt et magtfuldt lag af bureaukrater, der frem for alt hyttede deres egne interesser. Det var dette lag, som Stalin både repræsenterede og benyttede som base for sin gradvise overtagelse af magten i partiet.

 

De demokratiske idealer for det nye samfund, som bl.a. Lenin havde fremhævet i bogen ”Staten og revolutionen”, blev groft tilsidesat – også i tiden før Stalin overtog magten. I visse tilfælde kunne det givetvis forsvares: Der er forståelige og stærke argumenter for at forbyde partier, der åbent tager del i et igangværende væbnet oprør. Men i andre tilfælde givetvis ikke! Således blev andre partier ramt af forbud, lukning af aviser og arrestationer før de involverede sig i væbnet modstand – og samtlige indskrænkninger af demokratiet blev opretholdt efter borgerkrigens afslutning (og endda suppleret med et ”fraktionsforbud” i det eneste tilladte parti…). Et særskilt problem var etableringen af det hemmelige politi, Tjekaen, der i borgerkrigen snart fik stort set ubegrænsede beføjelser – herunder også at dømme og straffe – uden demokratisk kontrol af nogen art.

 

Denne mangel på demokrati medvirkede utvivlsomt til, at Stalin så forholdsvis ubesværet via sin post som ”generalsekretær” i Bolsjevikpartiet kunne erobre magten og reelt etablere sig som diktator. Tjekaen (efter borgerkrigen GPU) udviklede sig hurtigt til et særligt magtfuldt og privilegeret lag i bureaukratiet og blev Stalins mest effektive redskab mod alle politiske modstandere.

 

Det er således en afgørende vigtig (negativ) erfaring fra den russiske revolution, at demokrati og demokratiske rettigheder for alle må og skal være en integreret del af den revolutionære proces i alle dens faser. At alle indskrænkninger af demokratiet indebærer en trussel mod den socialistiske revolutions centrale middel og mål – nemlig befolkningens (ikke en magtfuld elites) aktive overtagelse af samfundets og økonomiens styring.

Fra februar til oktober
Lige siden 1917 – og senest i debatten i Information dette efterår – har mange forfægtet det standpunkt, at (kort sammenfattet) februarrevolutionen var en masseopstand mod zaren med bred folkelig støtte, som i sig selv havde banet vejen for en demokratisk og social udvikling i Rusland, mens oktoberrevolutionen var et statskup, hvor Bolsjevikpartiet kortsluttede denne gode udvikling for at etablere deres eget étparti-diktatur.

 

Dette forsøg på kontrafaktisk historieskrivning (”hvis ikke Bolsjevikpartiet gennem sovjetterne havde taget magten fra Den provisoriske regering, så…”) kan der sættes rigtigt mange spørgsmålstegn ved. Februarrevolutionen var ganske rigtigt en spontan folkelig opstand – der for øvrigt voksede ud af kvindernes 8.marts-demonstration (der i den daværende russiske kalender lå i februar) og en igangværende kvinde-strejke. Men Den provisoriske regering, der fik magten efter februarrevolutionen og zarens tilbagetrækning, var ikke en regering med et demokratisk mandat, men en regering af fremstående borgerlige/liberale, fortrinsvis rigmænd og godsejere. De ønskede utvivlsomt en ”modernisering” af Rusland, men frygtede frem for alt en social revolution, der kunne true deres egne privilegier. Derfor gjorde de i praksis absolut intet for at indfri kravene fra den revolution, der havde bragt dem til magten:

 

De modarbejdede en jordreform, der gav godsejernes jord til bønderne. De standsede ikke krigens vanvid, men satte tværtimod gang i en ny offensiv ved fronten – med fatale følger. De satte ikke gang i sociale reformer, der kunne afhjælpe nøden i byerne. Selv løfterne om et valg til en konstituerende forsamling trak uendeligt ud – og nåede aldrig at blive udskrevet før oktoberrevolutionen. I denne situation, hvor titusinder døde ved fronten og sulten bredte sig, bredte utilfredsheden sig også. Befolkningen tog magten i egne hænder – og de organiserede sig i arbejder- og soldaterråd. Allerede i februar havde man i de store byer dannet ”sovjetter”, efter de gode erfaringer med dette i 1905-revolutionen. Disse lagde et pres på Den provisoriske regering, og flere mensjevikiske (socialdemokratiske) ledere fik efterhånden plads i Den provisoriske regering – uden at dette dog ændrede dennes handlingslammelse. Også på landet organiserede bønderne sig, og mange steder begyndte oprørske bønder, deserterede soldater og ”bondekomiteer” at trodse regeringens modstand og på egen hånd fordele godsejernes jord.
I juli udbrød en spontan opstand mod den provisoriske regering i Petrograd ( mod Bolsjevikpartiets ønske!). Den blev nedkæmpet, og Den provisoriske regering benyttede straks lejligheden til at fængsle hundreder af bolsjevikker. Bl.a. Lenin måtte flygte til Finland. Så meget for ”den demokratiske revolution”… Imens vandt bolsjevikkerne større og større opbakning bag deres simple parole: ”Fred, brød og jord!”.  En reaktionær general, Kornilov, gik i august med sin hær mod Petrograd for at give magten tilbage til zaren.  Det er højst tvivlsomt, om denne kontrarevolution var blevet slået tilbage, hvis ikke sovjetmagten havde besluttet i denne situation at stå side om side med Den provisoriske regering og mobilisere til kampen. Revolutionen var ikke bare gået i stå – den var også i fare for at blive rullet tilbage.

Al magt til sovjetterne!
I oktober spidsede situationen yderligere til. Bolsjevikkerne havde nu flertal i sovjetterne både i Petrograd og Moskva. Samtidig voksede tilslutningen til Bolsjevikkernes krav om, at magten skulle tages fra den provisoriske regering, der ikke havde forsvaret revolutionens krav, og overdrages til sovjetterne. I hvert fald i bybefolkningerne og blandt soldaterne havde sovjetterne stor demokratisk legitimitet. Den provisoriske regering havde til gengæld ingen legitimitet overhovedet. Specielt kravet om øjeblikkelig fred voksede sig enormt – ikke mindst i Petrograd, hvor sulten bredte sig, og Den provisoriske regering planlagde at sende den ”upålidelige” Petrograd-garnision (og dens soldaterråd!) til fronten som kanonføde.

 

Oktoberrevolutionen var en gennemførelse af kravet om al magt til sovjetterne. Den blev ganske vist planlagt af det bolsjevikiske flertal i Petrograd-sovjetten. Men det var ikke et kup, der gik på tværs af en demokratisk udvikling i forlængelse af et bredt folkeligt oprør. Tværtimod var oktoberrevolutionen en overgivelse af magten til de sovjetter, der netop var det i situationen mest demokratiske udtryk for dette brede, folkelige oprør. Og det var en revolution, der lagde magten i hænderne på organer, der faktisk ville gennemføre februarrevolutionens krav. Der er al mulig grund til at betvivle, at f.eks. jordreformerne nogensinde ville blive gennemført, hvis ikke sovjetterne havde fået magten til at bakke op bag bøndernes tag-selv-aktioner.

 

Frigørelse og rådsdemokrati
Sovjetmagtens første år var – på trods af borgerkrig, nød og elendighed, begrænsninger af demokratiet osv. – ramme om en eksplosion af frigørelse på alle livsområder. Pludselig overtog almindelige arbejdere styringen over deres egen arbejdsplads. Soldaterne valgte selv deres officerer. Kunst og kultur eksploderede – i revolutionær propaganda, men også i modernistiske former i mange retninger. Seksuallovgivningen blev revolutioneret mht. homoseksualitet, abort og skilsmisselovgivning Der blev dannet beboerråd, lavet folkekøkkener og børnehaver, etableret kollektiver osv. osv.

 

Uanset at al denne frihed og frigørelse blev afskaffet, forbudt og forfulgt, da Stalin-bureaukratiets regime overtog magten, er alt dette – den forbløffende revolutionære dynamik –  også noget, der bør fejres, huskes og bruges, når den russiske revolutions erfaringer skal gøres op.
Parolen ”Al magt til sovjetterne!” er nok ikke en, der lige falder på tungen i den aktuelle situation. Men ikke desto mindre er det en af den russiske revolutions vigtigste positive erfaringer, selv om sovjetdemokratiet i Rusland i praksis kun fik en kort blomstringstid. Netop arbejderråd, beboerråd, studenterråd osv. har gennem historien vist sig som den rigtige ramme om folkelige mobiliseringer. En lige så enkel som indlysende ramme, når folk ikke længere vil respektere magthavernes diktater, men tager sagen i egne hænder: Et netværk af demokratiske organiseringer, der består af alle, der arbejder/bor/studerer et sted. Vi har set sådanne organiseringer opstå gang på gang, planlagt eller spontant, både i decideret revolutionære situationer og i alle slags skærpede klassekampssituationer.

 

Sådanne råds-organiseringer er altid nyttige for at sikre en ramme for kollektiv kamp, diskussioner og demokratiske beslutninger. I konfliktsituationer, hvor det er muligt eller ligefrem nødvendigt at overtage styringen over arbejdspladsen/uddannelsesstedet/boligområdet/…, er det sådanne organiseringer, der simpelthen er en forudsætning for at være i stand til dette. Og i situationer, hvor et kapitalistisk samfund er i krise, og hverken kapitalisterne eller den borgerlige stat respekterer befolkningsflertallet og de demokratiske friheder (sådanne situationer har der gennem historien været mange af!), er det også sådanne organiseringer, der under parolen ”Al magt til sovjetterne” (eller måske en moderniseret version af samme…) kan tage kontrollen over samfundet. Ikke for at afskaffe demokrati, demokratiske rettigheder, almindelig stemmeret og flertalsstyre – men tværtimod for at sikre dette.

Rosa Luxemburgs kritik – og roser
Det er med rette populært at citere den tysk-polske revolutionære Rosa Luxemburg, der fra fængslet i 1918 (få måneder senere blev hun myrdet – med socialdemokraternes stiltiende accept – også som et led i nedkæmpelsen af den tyske revolution) kritiserede bolsjevikkernes begrænsninger af demokratiet i den nye sovjetstat.  Bl.a. med de (med rette) berømte ord: ”Kun frihed for regeringens tilhængere, kun for medlemmerne af et parti – hvor mange de end måtte være – er slet ingen frihed. Frihed handler altid og udelukkende om frihed for den, som tænker anderledes.”

 

Men faktisk præciserer Rosa Luxemburg i selvsamme tekst også sin overordnede vurdering af oktoberrevolutionen. Det gør hun således:

 

”Lenins parti var det eneste, der løftede ansvaret som et virkelig revolutionært parti, og som ved sloganet ’Al magt i proletariatets og bøndernes hænder’ sikrede revolutionens fortsatte udvikling.”  Og videre: ”Deres oktoberopstand var ikke kun den faktiske redning af den russiske revolution; det var også redningen af den internationale socialismes ære.”

 

Disse kloge ord er da også værd at citere. Rosa Luxemburg er nemlig grundlæggende begejstret for oktoberrevolutionen, fordi hun opfatter den som en helt nødvendig ”redning” af revolutionen – hvis det faktisk skulle lykkes at ændre samfundet. Og den russiske revolution blev dermed historien om, at dette faktisk kunne lade sig gøre.

 

Den russiske revolutions historie er ikke kun en tragedie. Den er et drama, der rummer såvel negative som positive erfaringer, som forhåbentlig tilsammen – og sammen med mange andre, ikke mindst nyere erfaringer – kan gøre resultaterne lidt mere vellykkede, når vi næste gang skal forsøge at lave samfundssystemet radikalt om.

SAP’s forretningsudvalg, den 30. oktober 2017

Opslået i Rusland, SAP's ugekommentar

single.php