De politiske partier fortsætter marchen mod højre. Fokus har hidtil mest været på, hvor langt Socialdemokratiet er villig til at gå. Ret langt, har det vist sig. Men det har også vist sig, at SF på en række afgørende politikområder trofast følger efter. Ender det mon med en AOF-regering efter næste valg?

af Arne Lund

SF har i den sidste halve snes år, udviklet sig i en retning, der gør det svært, at genkende det SF, der i mange år blev ledet af den stovte og redelige Gert Petersen.

 

Partiet har især ændret holdning til indvandring, rets-, udenrigs- og sikkerhedspolitik, og i nogen grad også til miljøpolitik. Ændringerne har været så markante, at det har reduceret SF til blot 7 mandater – et brat fald fra 23 mandater ved supervalget i 2007 og 16 mandater i 2011, hvor SF gik i regering med S og R.

 

Udlændinge

I 1986 opstod et venstrepopulistisk parti, Fælles Kurs, ledet af forbundsformand for sømændene, Preben Møller Hansen. Han appellerede til såvel de nederste i samfundet som til dem, der så det stigende antal “fremmede” som en trussel mod velfærdssamfundet. Fælles Kurs var det første parti, der talte om “perkere”. Levetiden blev dog kort, bl.a. som følge af formandens kaotiske adfærd og udtalelser, og forbindelse til Glistrups Trivselsparti.

 

Fælles Kurs-retorikken blev taget op i 1996, da Dansk Folkeparti opstod på ruinerne af Fremskridtspartiet, nu med et kraftigt national-chauvinistisk islæt.

 

Da Schlüter faldt på Tamilsagen i 1993, afviste han, at udskrive valg, fordi det ville blive en folke-afstemning for eller imod flygtninge, “og det vil jeg ikke udsætte dem for”. Når dette nævnes her, er det for at vise, hvor brutalt det politiske klima er blevet siden da. I dag begås der risikofrit langt grovere overtrædelser af danske og internationale love og konventioner.

 

I 00’erne skærpedes tonen overfor “de fremmede” markant, og gradvis kapitulerede partierne ét efter ét for DF’s dagsorden. Kun Enhedslisten, Alternativet og Radikale har evnet, at stå imod.

 

Ved novembervalget i 2007 gik SF stærkt frem på grund af sit engagement i sociale spørgsmål, og ved at gå i brechen for trængte minoriteter. I en valgvideo rappede Søvndal om “at det er lige meget, om man har tørklæde på eller ej, bare man er imod Pia og Fogh og VKO”.

 

Ved samme valg kom en række SFU’ere -“børnebanden” i Folketinget. De unge havde en helt anden tilgang til politik, end de “gamle” SF’ere. De unge så politik som taktik, fokusgrupper m.v. Søvndal gav dem betydelig indflydelse på den daglige politik, hvilket skabte uro i folketingsgruppen og i baglandet.

 

Blot to måneder senere sadlede SF om, da Søvndal bad Hizb ut-Tahrir om at gå ad Helvede til. Ikke nok med det, nu gik partiet ind for en “nødbremse” på asylområdet, at migranter skulle sendes hurtigere hjem, at uledsagede børn kunne trækkes i lommepenge, hvis de lavede uro på asyl-centrene, at Europas ydre grænser skulle forstærkes mv. SF var dog fortsat imod den lave integrationsydelse, og imod strammere regler for familiesammenføring. Generelt var det SF’s opfattelse, at stramninger gav en bedre balance mellem humanisme og realisme.

 

Retorikken ændres markant, fx mente integrationsordfører Astrid Krag, at “hvis man kommer fra et land uden demokrati, kan det være svært at indgå i beboerdemokrati. Når nye beboere smider affald ud over altanen i Gellerup, hvor skulle de så vide fra, at det gør man ikke?” (Weekend-avisen, marts 2008).

 

Samme år lanceres en stærkt ekskluderende “akutplan.” Her taler SF om indvandrerbander, “menneskelige armlænker” og indgreb overfor forældre mv. Men også om mere nærpoliti, et forstærket SSP-samarbejde osv.

 

Der spilles på frygten for og modviljen mod “de fremmede.” Nu skal også østeuropæiske arbejdere “skride hjem, hvis de ikke arbejder efter ordnede forhold”. I en grundlovstale langer Søvndal ud efter tørklæder, ser dem som kvindeundertrykkende, mens Astrid Krag kalder polske, katolske indvandrere for et endnu større problem end fundamentalistiske muslimer, fordi de er imod fri abort.

 

Med tiden accepteres 24-års-reglen, der betyder landsforvisning af tusindvis af danske borgere med udenlandske ægtefæller. Thornings-regeringens love på udlændingeområdet er et lille skridt i retning af en mere human udlændingepolitik, men det gennemgående er, at kun de mest ekstreme dele af VKO’s udlændingepolitik ændres. Resten består, eftersom målet for regeringen er en robust og retfærdig udlændingepolitik.

 

Den nye linje gav pote i meningsmålingerne, og Søvndal fortalte til Søndagsavisen (marts 2008), at han havde ramt en guldåre. Profilen blev løbende pudset af for ikke at genere Socialdemokraterne og de mange nye vælgere.

 

Det kommer så vidt, at SF’s asylpolitiske netværk melder sig ud i protest mod topstyring og en linie, der giver køb på vigtige principper. “Det nye SF står for, at indvandrere skal assimileres og indordne sig… Man sælger flygtninges rettigheder og respekten for indvandrere ved at give køb på idealerne”, sagde Michala Clante (nu Bendixen), aktiv i Komiteen Flygtninge Under Jorden, og medstifter af det asylpolitiske netværk til Information d. 19. august 2008.

 

Også folketingsmedlemmerne må afstå fra at kritisere DF. Fx trues Özlem Cekic med at blive frataget sine ordførerskaber, hvis ikke hun retter ind (dr.dk. 24.10.2010). I stedet for at kritisere DF, skal partiet roses, når der er fælles interesser om velfærds- og fordelingspolitikken. Pointen er, at DF svækkes mere ved at afsløre partiets hulhed, end ved at dæmonisere det.

 

Både partimedlemmerne og mange vælgere er usikre på, om de har været nyttige idioter for partiapparatet og for en regering, der fører en politik, hvor kun nuancer adskiller fra VK-regeringens.

 

Thorning afskaffede eller lempede nogle af VK-tidens stramninger. Fx blev integrationsydelsen forhøjet, og asylansøgere fik nu mulighed for at bo udenfor asylcentrene, søge arbejde og undervisning mv., mens de ventede på at få opholdstilladelse. Lempelser, som Lars Løkke straks annullerede, da han atter kom til i 2015.

 

De Radikales ranke holdning til “de fremmede” blev ofret for at give ro i regeringen. Der, hvor partiet fik størst indflydelse, var på den økonomiske politik, og her blev VK’s dagsorden idereført.

 

Bortset fra det, så fortsatte Socialdemokratiet og SF tilpasningen til DF’s indvandrerpolitik. I 2015 lancerede SD sloganet “Kommer du til Danmark, skal du arbejde,” og “Stramme asylregler og flere krav til indvandrere.” Ikke noget med at lægge sig ud med de indvandrerfjendtlige vælgere – hellere stryge dem med hårene – blot ikke så brutalt som VK.

 

De tre regeringspartier havde i deres magtstræben glemt skolegårdens lærdom: Man slår ikke på nogen, der er mindre end en selv, og da slet ikke, når vedkommende ligger ned. Derved afslører de sig som principløs politikere, der fisker efter stemmer, uanset hvad. For det var – og er – jo tydeligt, at den skærpede kurs overfor “de fremmede”, ikke er alvorlig ment. Med en accept af enkeltsager, der samtidig ignorerer sammenhænge, og en dagsorden, der er sat af DF, bidrog SRSF-regeringen til, at fokus blev flyttet fra det, der skulle være det vigtigste: den økonomiske ulighed, nedbrydningen af velfærdssamfundet, klimaforandringerne mv.

 

Lige så slemt er det, at partierne har glemt Hørups gamle lærdom, om at dele sig efter anskuelser, og i stedet har taget ophold i DF’s ekkokammer.

 

Thorning-regeringen benyttede sig ikke af muligheden for at mindske arbejdsløsheden. Man foreslog således, at folk skulle arbejde 12 minutter mere – svært at forklare i en tid med ledighed. Løsningen var – og er – bl.a., skraldemandsmodellen, hvor fire ansatte, deler tre mands arbejde.

 

Mere straf

Også på det retspolitiske område har SF nærmet sig midterpartierne. Trods modstand i 2008 mod “lømmelpakken”, der giver politiet mulighed for præventive anholdelser ved demonstrationer, så blev den ikke ændret, da SF kom i regering i 2011.

 

I forbindelse med “tuneserloven”, der giver mulighed for administrativ udvisning af personer, som PET anser for at være farlige for statens sikkerhed, anbefalede SF – stik mod Justitsministeriets råd – minimumsstraffe. Partiet gik tillige ind for hemmelige retshandlinger, hemmeligt udpegede advokater mv. Retten skal ikke tage stilling til, mente SF, om der er strafbare forhold, der berettiger til at være til ”fare for statens sikkerhed”, men kun vurderer PET’s udsagn. (Information 18.12.2008)

 

En tryghedspakke blev det også til. Her tages fat på tvangsægteskaber, æresrelateret vold med bl.a. indrejseforbud og polititilhold. Det skal være trygt at færdes i nattelivet, og pigebander får særlig opmærksomhed. Det er afgørende at fortælle befolkningen, at det på mange måder er utrygt at leve i det danske samfund, men det vil SF gøre noget ved. DF skal ikke være ene om, at score stemmer på frygten. At statistikker viser, at risiciene er minimale, tages der ikke hensyn til.

 

Heller ikke når det gælder sikkerheds- og udenrigspolitikken er SF til at kende. I 2009 vedtog SF sammen med regeringen, S og R en udtalelse, der friholdt Israel for enhver kritik i Gaza-konflikten. Samme år gik SF ind for et uændret forsvarsbudget, samt indkøb af nye kampfly.

 

Selv om partiet bedyrer, at det støtter Tibets frihedskamp, så tilsluttede Søvndal sig regeringens linje om, at statsbesøg fra Kina ikke måtte ydmyges ved at se pro-tibetanske demonstranter. Heller ikke palæstinenserne nød godt af Søvndals tid som udenrigsminister. Han afviste en diplomatisk godkendelse af selvstyret på Vestbredden – stik imod hvad flere EU-lande for længst har gjort.

 

Grønt parti?

SF’s renommé som “det grønneste parti” har med årene fået alvorlige skrammer, især når det gælder trafikpolitik. I 2009 opgav SF sin mangeårige modstand mod Femern Bælt-projektet – én af betingelserne for at kunne komme i regering med Socialdemokratiet. Desuden sagde partiet ja til anlæg af en række motorveje landet over, herunder en vej- og jernbanebro over Kattegat.

 

For at mindske bilernes CO2-udslip nedsatte miljøminister Ida Auken registreringsafgiften – dog kun for biler, der kører over 16 km/literen – til trods for, at der på daværende tidspunkt fandtes adskillige biler, der kunne køre over 22 km/literen. Så ambitionsniveauet var alt for lavt, målt i forhold til de teknologiske aktuelle muligheder. Alligevel annoncerede Pia Olsen det som et enormt fremskridt.

 

De nævnte eksempler er fra 2008-2015. Hvordan ser det så ud efter valget i 2015? Her må det konstateres, at i samme takt som Socialdemokratiet – med 3F’s formand som “forlover” – er kommet tættere på DF, så gælder det også SF.

 

Det kommer bl.a. til udtryk ved, at SF har stemt for flere kontroversielle lovforslag: Hurtigere udvis-ning af kriminelle udlændinge, et forslag, der går tæt på konventionsforpligtelserne. – Øget støtte til kommunerne til (re-patriering) af asylansøgere med opholdstilladelse. – Skærpelse af forholdene på asylcentrene for uledsagede børn og unge, og ingen undervisning og aktivering af disse. – Skærpet retshåndhævelse for asylansøgere.

 

Selvom SF verbalt støttede DF’s forslag om, at inddrage opholdstilladelsen for de forældre, der sender deres barn/børn på genopdragelse i fx Mellemøsten, så stemte SF imod, da forslaget blev fremlagt i Folketinget. I stedet lancerer SF og Socialdemokratiet til efteråret et forslag, der krimina-liserer forældrene.

 

Den foreløbige kulmination på SF’s højredrejning kom i vinteren 2018, da SF tilsluttede sig regeringens ghettoplaner, der ikke alene er groft diskriminerende overfor borger med ikke-vestlig baggrund. Forslaget er tillige et angreb på det almene byggeri. Og som om dette ikke er nok, så har SF sagt ja til at finansiere “renoveringen” af ghettoområderne med 10 mia kr. midler, der hentes i Landsbyggefonden, og 3 mia kr. fra Satspuljen.

 

Klar til AOF

Partiet har lagt al kritik af de økonomiske forhold i samfundet bag sig. Ej heller spores nogen form for kritik af vækstsamfundet. Det højeste, SF kan svinge sig op til, er, at der skal sættes ind med forebyggende og afhjælpende foranstaltninger mod klimaforandringerne, og her er der da mange nyttige forslag. Men så længe man freder DF’s dagsorden om vækst og forbrug – og som ikke interesserer sig ifor miljø og klima – så er partiets miljøpolitik mest til pynt.

 

Sat på spidsen kan man sige, at med SF’s accept af ghettoudspillet, er partiet nået dertil, hvor det uden de store vanskeligheder vil kunne indgå enten i en AOF-regering efter næste valg eller sammen med DF udgøre en S-ledet regerings parlamentariske grundlag.

 

Falder valget ud med mindst 90 mandater til AOF-blokken, da kan de tre partier regere i fred og ro. For de øvrige partier vil ikke kunne blive enige om ret meget, om noget overhovedet. Samtidig får både SD og DF det samarbejde hen over midten, der er så vigtigt for de to partier.

 

Den aktuelle strid mellem Socialdemokratiet og de Radikale kommer SF godt tilpas, for nu bliver SD endnu mere afhængig af SF efter næste valg. Og skulle det ske sammen med DF – det har SF ingen problemer med.

 

DF vil selvfølgelig dagligt komme med de vante frikadelleforslag, hvilket de to andre partier trods alt ikke vil gå med til. DF kan så trøste sig med, at vi har én af Europas skrappeste asyllove, og med lidt justeringer hist og her, så går det vel. Til gengæld slipper DF for at skulle kæmpe mod skattelettelser, og kan i stedet bruge tiden på kernevælgerne: de ældre, de syge og dyrene.

 

SF’s knæfald sker uden at forholde sig til de strømninger, der i disse år finder sted på den bløde del af den europæiske venstrefløj. Fx har Jeremy Corbyn vist, at man godt kan få fremgang på en  socialistisk klassepolitik. At det ikke handler om at genere “de fremmede”, men at det er kampen mod de økonomiske magthavere, der skal fokuseres på.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com