Bogen er et glimrende redskab for enhver der interesserer sig for oprør og hvordan man fremkalder det. De to redaktører er gamle BZ’ere fra grå blok, folk der har været med hele vejen og som samtidig har fulgt begivenhederne systematisk journalistisk og videnskabeligt.

Bogen er et glimrende redskab for enhver der interesserer sig for oprør og hvordan man fremkalder det. De to redaktører er gamle BZere fra grå blok, folk der har været med hele vejen og som samtidig har fulgt begivenhederne systematisk journalistisk og videnskabeligt. Martin Lindblom er kendt som redaktør af Modkraft, mens Rene Karpantschof er kendt som sociolog med speciale netop i de københavnske oprørske miljøer omkring BZ og Ungdomshuset. Andre af forfatterne er også kendt fra venstrefløjen bl.a. Enhedslisten og SUF.

Bogen er veldisponeret. Den indleder med at give en tidslinje fra Ungdomshusets start i 1981 til og med at aktivisterne tager det nye Ungdomshus i brug på Dortheavej 61.
Derefter kommer et kapitel der med en bred pensel maler historien om ”Kampen om byens rum” – slumstormere, Christiania, BZere og ungdomshuset gennem 45 år. Så zoomes der i næste kapitel ind på slutfasen i kampen om Jagtvej 69 – 2006 – 2008. Derefter kommer en række kapitler om mere specifikke emner – Hvorfor solgte politikerne Ungdomshuset, hvordan diskuterer man Ungdomshuset på rådhuset i København, hvilken rolle har pressen.

I kapitlerne 6-7-8-9 går bogen så helt tæt på Ungdomshusmiljøet. Kia Ditlevsen har interviewet 16 Ungdomshus aktivister om hvordan det er at være aktivist. Ulrik Kohl skriver om hvordan SMS bliver brugt som kommunikation under oprøret og Nikolaj Willumsen om, hvordan Ungdomshusets flydende, autonome, anarkistiske organisationsform gør at bevægelsen kan fungere under begivenheder som dem, vi har været ude for, fordi den ikke kan anholdes.

Kapitel 10 handler om politiets oprustning og rolle i kampen. Bogen ser politiets oprustning som et tveægget sværd, fordi politiet nok undertrykker bevægelsen og har sine (store) sejre, men samtidig er politiets brutalitet med til at svejse bevægelsen sammen, skaffe den sympatisører som uretfærdigt forfulgt, og radikalisere den. Men jeg synes der mangler et tredje aspekt i dette – Politiet kan i forening med en samarbejdsvillig presse, fremkalde hysteri og en følelse af angst. Det europæiske Riot police er i dag bevæbnet til at modstå en mindre borgerkrig og er helt ude af proportion med nogen trussel der kommer fra aktivister og demonstranter. Politiet skaber således en slags hysteriets svikmølle hvor selve deres tilstedeværelse giver angst, der så kan bruges som argumenter for yderligere bevillinger og magt til politiet. Borgerskabets totale dominans af pressen gør det svært for venstrefløjen at stille noget op mod dette.

Ungdomshuset i retssalen
Et kapitel gennemgår den (u)ret, som aktivisterne og mange forbipasserende har været udsat for, fra retsvæsenets og politiets side. Ikke de store mængder tæsk, tåregas, smertefulde anvendelser af strips, peberspray og anden fysisk afstraffelse og administrativ udvisning af udlændinge som politiet stort set straffrit er sluppet af sted med at administrere. Men sagerne rejst mod anholdte, på deres lange vej gennem retssystemet.

Mere end to år efter rydningen af Ungdomshuset kan man konstatere at politiet i sine store manøvrer var på meget tynd juridisk grund. Bogen slutter før landsretten havde afsagt dom i nogen centrale, principielle sager.
Således er de 49 der blev anholdt i knibtangsmanøvren her i foråret blevet frikendt for anden gang – denne gang af Landsretten. Baggrunden for knibtangsmanøvren er følgende: 1. Marts samles adskillige tusinde rasende demonstranter på Blågårds Plads i protest mod rydningen af ungdomshuset. Der er ikke aftalt nogen demonstrationsrute med politiet, men demonstrationen bevæger sig ned af Blågårds gade og op ad Nørrebrogade. Omtrent på hjørnet af Assistents Kirkegård går den forreste del af demonstrationen til angreb på politiet, der trækker sig tilbage op mod Jagtvejen. Et godt stykke oppe har politiet imidlertid forberedt en fælde: Den forreste del af demonstrationen skal afskæres ved at politiet går stærkt ind fra sidegaderne. Manøvren lykkes og 49 ud af de temmelig mange til stede bliver anholdt. Det viser sig så senere at politiet overhovedet ikke var i stand til at dokumentere disses faktiske deltagelse i ulovligheder. Denne kamp har ikke været mindre sej, end de øvrige omkring ungdomshuset – men måske nok mindre fulgt i offentligheden. Takket være et utrætteligt arbejde fra et netværk af støttegrupper til Ungdomshuset– Forældre mod Politibrutalitet, Center for Rets- og Politiforskning, Anarchist Black Cross mv.

Ungdomshuset, og trotskisterne
Et sted i starten af bogen står der lakonisk, at aktivister fra venstrefløjen var med til at starte ’Initivgruppen for et Ungdomshus’. Det er mindre end den halve sandhed. Fakta er at det var en organisation, der tog initiativet, satte aktiviteterne i gang og skabte alliancer i en række miljøer der førte til bevægelsens fødsel. Initiativet kom fra det ganske lille SUF – som på den tid var trotskisternes ungdomsorganisation og havde omkring 20 medlemmer i København. SUF startede bevægelsen op, organisationens typograflærlinge trykte klistermærker og løbesedler. SUF formulerede grundlaget for ungdomshuskampen og tog kontakt til en række ungdomsgrupper, organisationer og miljøer der kom til at udgøre grundstammen i bevægelsen.

Klistermærkerne blev solgt, de solgte godt og blev sat op og ’Initivgruppen’ fik hurtigt en kampkasse på 10.000 kroner. SUFs ledelse af bevægelsen varede kun ganske kort – bevægelsen blev snart så mangfoldig, at SUF ikke kunne siges at stå i spidsen for denne – selv om man i 2-3 år bevarede god indflydelse. Trotskisterne må således vedstå sig, at man er forældre til Ungdomshus miljøet – selv om man måske nok ofte har set på dette miljø som rigelig anarkistisk og ikke altid været begejstret for slægtskabet.

Væbnet kamp og massekamp
På s. 31 skriver man, at efter det spektakulære slag om Ryesgade i 1986, som efter 9 dages konfrontation endte med at BZerne trak sig ud en tidlig morgen, ”tilsluttede en fraktion af den danske BZ-bevægelse sig den tyske byguerilla Rote Arme Fraktions (RAF) strategi om at ”kæmpe sammen” og ”åbne en vesteuropæisk front mod imperialismen”.

Men faktisk har der ikke ud af BZ-miljøet udviklet sig nogen, der i praksis har påbegyndt terrorhandlinger af den type, som RAF har stået for. Det er rigtigt, at der i bevægelsen har været en del romantik omkring vold, heriblandt også i den ”sorte” videredigtning på ”Når jeg ser et rødt flag smælde”: hvor man synger til politiet: ”I skal fandeme høre møtrikkerne suse, til den dag jeg får købt mig et gevær”. Der var også en lille gruppe af RAF romantikere i Danmark – måske er der stadig et par tilbage.

Men en ting er hvilke romantiske forestillinger folk gør sig, end anden er om det udmønter sig til egentlige handlinger – og det må man konstatere, at det har det ikke gjort. Fra starten har der været en diskussion i bevægelsen om forholdet mellem en lille gruppes meget militante aktioner og så bredere massemobiliseringer. Sat på spidsen i det enkelte hus – hvordan forsvarer aktivisterne så huset bedst: ved at bygge massive barrikader eller ved at gå ud og gøre sig gode venner med naboerne i området og gøre bredere grupper til brugere af husene?

Denne diskussion, der startede helt i bevægelsens barndom, har ført til en stadig og ganske effektiv vekslen mellem militante aktiviteter og bredere mere folkelige happenings og mobiliseringer. BZ er ikke blevet nogen massebevægelse, der har appel til hele befolkningen. Men BZ har altid haft en bred appel i ungdommen landet over og i København i særdeleshed. Således var der 5.000 deltagere i en demonstration i december 2006 og til G13 i september 2007 var der 7-8.000 deltagere. Bevægelsen er ikke blevet isoleret i forhold til befolkningen, på trods af en elendig presse, og derfor er der heller ikke nogen der er blevet så desperate at de har tyet til at erstatte massernes aktiviteter med de fås væbnede kamp – heldigvis.

Bogen rummer også en glimrende litteraturliste. Af skønhedsfejl er egentlig kun, at der mangler et stikordsregister, og så at selv om billederne er gode og interessante, så fremstår især de nyere farvebilleder nogle gange næsten for meget som glansbilleder og man kunne have fået mere ud af det enorme billedmateriale, som Modkraft m.fl. ligger inde med.

’Kampen om Ungdomshuset – studier i et oprør’ er en monumental bog. Bogen er af høj kvalitet fordi den formår både at fokusere på detaljer og konkrete begivenheder og samtidig løfte sig op i et fugleperspektiv og give et overblik. Bogen virker som en gennemarbejdet helhed, selv om der er mange forskellige medvirkende forfattere. Den vil helt sikkert blive læst af politiet – lad os håbe at den også får en bred udbredelse på venstrefløjen, blandt aktivister og oprørske sjæle – for dem vil den være nyttig læsning og de vil langt bedre være i stand til at forstå og bruge bogen, end politiet vil.

Kampen om Ungdomshuset – studier i et oprør
Frydenlund og Monsun, 352 sider. Kan købes i boghandlere og hos Modkraft, Nørrebrogade 5, C. Pris 299 kr,
Forfattere: René Karpantschof, Martin Lindblom, Flemming Mikkelsen, Bo M. Andresen, Diddie Marie Holt Richter, Asta S. Nielsen, Kia Ditleven, Ulrik S. Kohl, Nikolaj Villumsen, Tina Wilchen Christensen, Linda Hansen og Lars Poulsen
 

Opslået i Anmeldelse

single.php