Vedtaget på SAP’s kongres d. 8.-9. november 2003

 

Det alt afgørende punkt for venstrefløjen i den aktuelle situation er kampen mod VK-regeringen

 

VK regeringen har nu været to år ved magten, og i løbet af de to år er det lykkedes i et tæt samarbejde med Dansk Folkeparti at påbegynde fundamentale ændringer af det socialdemokratiske velfærdssamfund.

 

Velfærd til salg
Især når det handler om den offentlige skattefinansierede velfærd har regeringen taget en række initiativer hen imod flere private forsikringsordninger og tilkøbsmuligheder for dem, der har råd. Det gælder indenfor sundhedsvæsenet, ældreplejen, pensionsopsparing og i mindre målestok på daginstitutions- og uddannelses-området.
Det er dog værd at holde fast i, at disse ændringer i praksis skal ske i samspil med kommuner, amter og arbejdsmarkedets organisationer. Vi har set kommuner, som har praktiseret tilkøbsmuligheder i stor målestok. Og vi har set individuelle sygeforsikringer som en del af visse overenskomster. Men der er stadigt ikke tale om en generel afmontering af den offentlige velfærd.

Angreb på fagbevægelsen
Et andet kernepunkt for regeringen er at nedbryde fagbevægelsen som repræsentant for solidariteten i arbejderbefolkningen. Også her er kodeordet for regeringen, ”det frie valg”. Frit valg af deltid (deltidsloven), frit valg af a-kasse (tværfaglige a-kasser), frit valg af overenskomst (konfliktretten), og frit valg af om man vil være medlem af en fagforening eller ej (eksklusivaftalerne).
Indtil videre er det dog kun lykkedes regeringen at komme igennem med småting i bestræbelserne på at erstatte kollektiv solidaritet med individuelle valg af løn og arbejdsforhold.
Alligevel er det ikke svært at se, at fagbevægelsen bliver stadigt mere svækket – en udvikling som strækker sig længere tilbage end regeringsskiftet. Den grundlæggende forklaring er, at de faglige ledere selv medvirker aktivt til at svække solidariteten. Den totale mangel på demokrati og ledelsens pamperprivilegier får fagbevægelsen til at fremstå som noget andet end medlemmerne, der derfor kan have svært ved at identificere sig med fagbevægelsen.
Det uddybes af, at de faglige ledere aktivt bekæmper medlemmerne, når de går ud i kollektive kampe mod arbejdsgiverne, eller politiske overgreb. En del af de faglige ledere går så vidt i deres samarbejde (og identificering) med arbejdsgiverne, at de erklærer klassekampen for død, og strejker for samfundsskadelige.
Også politisk medvirker de faglige ledere aktivt i nedbrydningen af den kollektive solidaritet. Det tydeligste eksempel er arbejdsmarkedspolitiken, hvor de faglige ledere har været en vigtig medspiller for såvel den nuværende som den tidligere regerings opbygning af et ”tredje” arbejdsmarked. Et arbejdsmarked, hvor aktiverede tvinges til at udføre ordinært arbejde for kontanthjælp eller dagpenge, og dermed undergraver de kollektive overenskomster.

Dem de ikke kan li´
Endeligt er det værd at fremhæve regeringens afdemokratisering af store dele af samfundet. Det drejer sig dels om ensretning af den offentlige debat og kulturen, hvor samfunds- og regeringskritiske repræsentanter får stadigt mindre råderum,. Dels om indskrænkninger af de demokratiske rettigheder gennem retspolitiken – tydeligst med terrorloven. Og endeligt følgerne af, at regeringen spiller helhjertet med i USA´s ideologiske og militære felttog mod alt det, ”vi ikke kan lide”.

Et vigtigt led i den borgerlige regerings offensiv mod fundamentale borgerrettigheder og solidaritet har været en lang række fremmedfjendske tiltag – ikke mindst ”starthjælpen”, der slår bunden ud af de hidtidige rammer for velfærd i Danmark.

Kapitalens flugt
Det er væsentligt at tilføje, at VK-regeringens politik ikke er et enestående dansk fænomen. Den ligger i skøn forlængelse af (og samspil med) EU´s og de enkelte EU-landes politik, ligesom det på verdensplan stemmer overens med de imperialistiske landes bestræbelser på liberalisering af handel og investeringer gennem WTO, IMF og Verdensbanken.
Konsekvenserne af den liberalistiske globalisering er stigende international konkurrence om at komme med på vognen. Virksomhederne reagerer ved at prøve at skaffe sig af med alle ”unødvendige” udgifter, og holde de øvrige udgifter nede. Internt betyder det effektivisering og rationalisering. Eksternt betyder det at øge presset på den offentlige sektor for at holde skatter og afgifter nede. Derfor angribes den sociale service og den økonomiske tryghed særligt voldsomt for tiden, som ”trusler” mod landets konkurrenceevne. Får kapitalkræfterne det ikke som de vil have det, truer de med kapitalflugt. VK-regeringens politik spiller nøje sammen med denne udvikling.

Uoprettelige skader?
Som sagt har regeringen kun taget de første spæde skridt i nedbrydningen af det socialdemokratiske velfærdssamfund. Men disse skridt viser, at en langvarig periode med Anders Fogh som statsminister vil betyde skader, der er svære at rette op. Ikke mindst hvis det lykkes for alvor at nedbryde de kollektive og solidariske elementer, som ligger i den skattefinansierede velfærd og i et overenskomstsystem, der bygger på en høj organisationsgrad.

Erfaringerne med tidligere ændringer af den skattefinansierede velfærd er, at de med årene får karakter af uafvendlige kendsgerninger. Det gælder f.eks. arbejdsmarkedspensionerne, som modstykke til en lighedsskabende høj folkepension, og efterlønsbidraget som modstykke til den fuldt skattefinansierede efterløn.

Er der et alternativ?
I sine første leveår har regeringen og Dansk Folkeparti formået at leve op til sine valgløfter, og krydret asocial omfordeling og individualisering med udvalgte sociale forbedringer – længere barselsorlov, penge til at nedbringe ventelister på sygehusene, ældrecheck mv. Alligevel er konsekvenserne af nogle af de politiske indgreb – tilsat lidt klodsethed – at der med jævne mellemrum opstår kriser i forhold til den folkelige opbakning.
Men indtil videre har kriserne ikke udviklet sig i en sådan grad, at vi har udsigt til et snarligt regeringsskifte. Hovedårsagen er, at der ikke er et skudsikkert, troværdigt alternativ. De to tidligere regeringspartier, Socialdemokraterne og de Radikale, svinger mellem opposition og samarbejde. Indtil videre med hovedvægten på det sidste.
Det afspejler selvfølgeligt, at de to partier, på hver deres måde, har samme grundlæggende politiske udgangspunkt, som regeringen. Det er ikke uden grund, at såvel socialdemokrater som radikale i kommuner og amter tager aktivt del i nedskæringer i den offentlige velfærd. F.eks. gik RV forrest i nedskæringsiveren i årets budget i Århus kommune.
Men i hvert fald for Socialdemokraternes vedkommende er der dog stadigt en solid basis blandt medlemmer og vælgere, der ønsker et opgør med VK-regeringen.

Derfor er en central del af venstrefløjens opgave med at få væltet regeringen, at opbygge et pres på den socialdemokratiske ledelse for at få SD til at være en tydelig del af oppositionen. Erfaringsmæssigt hænger dette tæt sammen med, niveauet i arbejderbefolkningens vilje og evne til at kæmpe for egne klasseinteresser, og aktuelt må vi konstatere, at presset fra udenomsparlamentariske bevægelser er minimalt. Kun sporadisk ser vi aktiv modstand mod regeringen.

Aktiv modstand skal der til
Dette betyder dog hverken, at opgaven med at opbygge og udvikle bevægelser og aktiviteter mod regeringen er umulig, eller at opgaven med at lægge pres på den socialdemokratiske top er unødvendig. Tværtimod er det vigtigt, at venstrefløjen fastholder perspektivet med folkelige aktioner, som redskab i udviklingen af arbejderbefolkningens klassebevidsthed og som en mulighed for at styrke presset på socialdemokraterne.
Der har det sidste års tid været en tendens til, at venstrefløjen såvel i fagbevægelsen som i andre bevægelser har nedtonet aktionsperspektivet. Overfor det er det vigtigt at slå på, at opbygningen af et egentligt alternativ til den siddende regering kræver andet og mere end et samarbejde ”på papiret” mellem venstrefløjen og socialdemokraterne i fagbevægelsen og de øvrige bevægelser.
Samtidigt er det klart, at venstrefløjen fortsat skal spille ud med forslag til enhedsinitiativer, såvel i bevægelserne som parlamentarisk.
I den sammenhæng kan SAP´s bud på et aktionsprogram mod VK regeringen være til inspiration for venstrefløjens aktiviteter og krav til en anden politik. Men det har ikke mening at stille aktionsprogrammet op som et muligt enhedsgrundlag i den aktuelle situation, hvor programmet mangler aktion.

Solidariske løsninger
Et af de store problemer for regeringen, som kan danne udgangspunkt for at vælte den, er den stigende arbejdsløshed. I første omgang er der tale om et afsæt i den ideologiske kamp mod en regering med ubegrænset tiltro til, at markedet af sig selv løser problemerne. Det må følges op af politiske og faglige udspil fra venstrefløjen om aktive beskæftigelsesinitiativer og fordeling af arbejdet.
Når overenskomsterne på det private arbejdsmarked skal fornyes til foråret er der således en oplagt mulighed for at venstrefløjen sætter de krav på dagsordenen, som kan udfordrer det borgerlige Danmark, og peger på solidariske løsninger. F.eks. kortere arbejdstid og andre krav om fordeling af arbejdet, f.eks. ”skraldemandsmodellen”, hvor fire deler tre´s arbejde – markant højere mindsteløn og forbedrede konfliktmuligheder som et solidarisk svar på forsvaret af lønningerne i forbindelse med østudvidelsen – konfliktret ved lovindgreb i overenskomstforhold, som modsvar til en regering, der vil undergrave fagbevægelsen.

Også forsvaret af den sociale velfærd har til stadighed potentiale til mobiliseringer. Såvel brugere som ansatte – på daginstitutioner, hospitaler, skoler og i ældreplejen – protesterer, strejker og demonstrerer med jævne mellemrum. Med regeringens stadigt snævrere rammer for kommunernes og amternes økonomi er der lagt op til nye og flere konfrontationer. Først og fremmest er det kvinderne, der mærker og oplever konsekvenserne af disse angreb på den sociale velfærd. Venstrefløjen må have en kvindepolitisk vinkel med, når vi skal udvikle et fællesskab blandt de offentligt ansatte indbyrdes og med brugerne, for at udvikle de kampe der opstår. Det er efterhånden en relativt åbenlys kendsgerning, at de sociale nedskæringer kan henføres til regeringens politik, selv om det som regel er kommunal- og amts-politikere, der står for udførelsen. Derfor er kampen i kommuner og amter helt centralt i udviklingen af bevidstheden om regeringens projekt for afvikling af den kollektive velfærd.

Mod magthavernes EU
Et andet omdrejningspunkt for udvikling af modstand mod regeringen er EU spørgsmålet, med en snarlig folkeafstemning om traktaten og de danske forbehold. Et nederlag for ja-sigerne vil tære på befolkningens tiltro til regeringen, og samtidigt bidrage til en tiltro til, at man ikke behøver at blive kørt over af magthaverne. For venstrefløjen er EU spørgsmålet til stadighed basis dobbelttydig, hvad angår den folkelige modstand. Højrefløjen bruger EU til at styrke de nationalistiske og fremmedfjendske kræfter, og et nej ved en kommende folkeafstemning vil selvfølgeligt i større eller mindre udstrækning også være et resultat af, at store grupper i arbejderbefolkningen aktuelt støtter højrefløjen.
Derfor må venstrefløjen repræsentere et internationalistisk alternativ til højrefløjens nej. Ikke fordi, det kan ses på stemmesedlen – et nej er et nej. Men for at appellere til nogle af de kræfter – primært internationalistisk indstillede unge – som skal være en del af den aktive modstand mod regeringen.

De uddannelsessøgende går forrest
Det område, hvor der i de seneste måneder har være flest udenomsparlamentariske aktiviteter, er uddannelsesområdet. De uddannelsessøgende, med gymnasieeleverne i spidsen, har i flere omgange nedlagt undervisningen og demonstreret mod forringelser og nedskæringer. Det er venstrefløjens opgave at fastholde fokus på regeringens kraftige medansvar for nedskæringerne. Og det er venstrefløjens opgave at udnytte enhver mulighed for alliancer. Alliancer blandt alle uddannelsessøgende, med andre der bliver ramt af nedskæringer, med lærere og andre ansatte på uddannelsesinstitutionerne, og med den aktive del af fagbevægelsen.

Danmark som besættelsesmagt
De relativt omfattende mobiliseringer mod Irak krigen er ikke umiddelbart blevet fulgt op af aktiv modstand mod den danske deltagelse i besættelsen af Irak. Men det faktum, at besættelsen sandsynligvis vil blive langvarig, og at situationen er så ustabil, kan danne basis for en større modstand, end tilfældet er i dag. Også her kan der opstå en åbning for bevægelse, vendt mod regeringen.

Ingen facitliste
Opsamlende må vi sige, at der i den aktuelle politiske situation ikke er direkte udsigt til en massebevægelse mod regeringen. Men netop i en sådan situation er det væsentligt, at venstrefløjen bevarer og styrker perspektivet om aktiv modstand – og samtidigt fastholder solidaritet og kollektivitet som ideologisk modsvar til regeringens ideologiske offensiv.
Vi har peget på nogle muligheder for at opbygge aktiv modstand, som kan give arbejderbefolkningen tiltro til, at der er en anden vej end VK-regeringens. Disse muligheder – og andre, som vi ikke kan eller vil spå om – skal udnyttes. Det handler om hurtigst muligt at slippe af med VK-regeringen, inden den kommer så langt med sit liberalistiske projekt, at skaderne for fagbevægelsen, for solidariteten og for den sociale velfærd bliver mere end almindeligt svære at rette op.
Samtidigt er det vigtigt at fastholde, at udvikling af udenomsparlamentarisk bevægelse også giver det bedste afsæt for et folkeligt pres på en kommende socialdemokratisk ledet regering.

Konkret skal vi gennem Enhedslisten og SUF:

  • Foreslå fælles faglige krav om
    • højere mindsteløn og lærlingeløn
    • generelle lønstigninger i stedet for individuel / ny løn
    • grænser for overarbejde
    • kortere arbejdstid og flere orlovsrettigheder
    • der skal kæmpes for, selv om regeringen vil gribe ind
  • Udbygge samarbejde mellem forskellige grupper af offentligt ansatte og mellem ansatte og brugere i kampen mod nedskæringer i kommuner og amter, og fastholde den ideologiske side af kampen, vendt mod regeringens afmontering af den kollektive velfærd.
  • Propagandere for internationale aktioner for faglige og sociale krav, der skal gennemføres, selv om de går imod EU’s politik. I den forbindelse arbejde for en Europæisk kampagne for venstrefløjen i EU – mod EU-forfatningen.
  • Være med til at styrke organiseringen af de uddannelsessøgendes modstand mod regeringens nedskæringer, og udvikle alliancer med andre befolkningsgrupper.
  • Udbygge modstanden mod besættelsen af Irak, og udnytte eventuelle muligheder for større manifestationer.
  • Bruge kravene i aktionsprogram mod Fogh-regeringen i forbindelse med aktiviteter og mobiliseringer.

 

 

Opslået i Uncategorized

single.php