Det sidste store værft i Danmark, Lindø, skal lukke i 2012. Nordfyn er ved at afvikle 8000 arbejdspladser. En epoke rinder ud. Produktionen skal flyttes til Østen, hvor lønningerne er lavere, arbejdsmiljøet dårligere og hvor der kan opnås en større fortjeneste. Hvad er arbejderbevægelsens svar?

af Søren Kolstrup

Udflagning af arbejdspladser er et velkendt fænomen. I 1980’erne begyndte tekstilindustrien, elektronikindustrien og værfterne at flytte til udlandet. Siden fulgte metalindustrien og den grafiske produktion. I det nye århundrede er turen kommet til slagteribranchen, der især rykker til Tyskland, hvor østeuropæiske kolonnearbejdere står parate til at udføre arbejde langt under overenskomsten. I oktober 2010 afskedigede Vestas koncernen 3000 medarbejdere, selv om virksomheden fremstiller morgendagens efterspurgte vindmølleteknologi, og selv om koncernledelsen regner med at have flere ansatte på verdensplan, end da året begyndte.

Den danske model
Denne proces er hidtil kun blevet mødt med spredte indsigelser og protester. Fagbevægelsen og offentligheden har i store træk henholdt sig til, at den danske model ville løse problemerne. Den danske model bygger på et klassekompromis, der giver arbejdsgiverne ret til at fyre og hyre folk, mens de ledige tildeles en rimelig arbejdsunderstøttelse (som godt nok er i frit fald) og mulighed for opkvalificering (som pt. underkastets drastiske beskæringer). Modellens tilhængere har energisk påpeget, at det giver fleksibilitet og omstillingsparathed.

Der er tilsyneladende belæg for synspunktet. I 2004 kunne Socialforskningsinstituttet fastslå, at udflagning ikke havde nogen negativ virkning, hvad angår nettotab af arbejdspladser. Instituttet havde fulgte en bredt sammensat gruppe industriarbejdere, der hurtigt kom i arbejde – og til den samme løn. Danmark afgav og modtog arbejdspladser. Resultatet skabte tilfredshed i Dansk Erhvervsråd. Modellen virkede. Ja landets arbejdsmarked er i det nye århundrede kommet til at fremstå som en attraktiv perle, andre lande med fordel kunne efterligne. Den politiske ledelse i Tyskland og Frankrig med ”stive” arbejdsmarkedsstrukturer, hvor det er omkostningsfyldt for virksomhedsejerne at skaffe sig af med en medarbejder, har set muligheder i det danske arbejdsmarked. Opmærksomheden koncentreres om modellens ene ben, retten til at hyre og fyre, i mindre grad om den efter europæiske normer rimelige arbejdsløshedsdækning (som altså stadig er i frit fald).

Argumentationen lyder besnærende. Landet skal blot fastholde sin fleksible arbejdsmarkedsmodel og placere sig i førerfeltet med hensyn til forskning, uddannelse og nye produkter. Alt går godt, hvis landet gøres til et levende efteruddannelseslaboratorium, lyder betragtningen.

Videnstunge arbejdspladser flytter
Modellen har efter den økonomiske krise i 2008 for alvor fået et skud for boven. Udflagningstempoet er sat op i tempo. I 2010 skønner økonomen Torben Pedersen fra CBS, at der udflages 14.000 jobs, en fordobling i forhold til 2008, som indebærer et nettotab på 7000. Hertil kommer en stigende tendens til, at også videnstunge arbejdspladser flytter til udlandet. Når informations-, biotek- og sundhedsvirksomheder skal udvikle nye produkter, hyrer de undertiden forskere i udlandet til at udføre laboratoriearbejdet. Den indiske akademiske arbejdskraft er ikke alene langt billigere end den danske, men ofte lige så veluddannet og kompetent. Alle arbejdspladser kan tilsyneladende udsættes for outsourcing og udflagning.

Tilhængerne af den danske model kan naturligvis hævde, at et nettotab på 7000 arbejdspladser er et perifert problem, når man betænker, at det samlede antal industriarbejdspladser er på et sekscifret tal. Den stigende tendens til at udflage selv arbejdspladser med et højt vidensindhold og indskrænkning af medarbejderstaben på flagskibet Vestas må imidlertid vække til eftertanke.

Koncernledelserne søger derhen, hvor omkostningerne er lavest uanset produktionens karakter.

Betingelsesløs støtte til internationale koncerner
– eller krav om et minimum af samfundsansvar

Virksomhedsejerne er ansvarsfrie, når det gælder udflytning af produktionen. De ledige og samfundet står tilbage med følgerne heraf. De fyrede Vestats arbejdere i byer som Nakskov, Skagen, Viborg og Rudkøbing har få eller slet ingen alternativer

Man kan betragte udviklingen som uafvendelig. Danmark skal fortsat satse på et fleksibelt arbejdsmarked, staten fremme en top-kvalificeret arbejdskraft og kommunerne levere de nødvendige transportfaciliteter. Det er denne lektie, der gentages dag efter dag – undertiden tilføjet krav
om nedsat selskabsbeskatning og lavere lønninger.

Den 26. november indgik folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten et nyt trafikforlig, som bevilgede nye moler til Hvide Sande. Vestas skulle sikres bedre muligheder for at komme af med sine store vinger. ”Det er afgørende for, at Vestas bliver ved med at være der”, lød det fra SF’s Anne Baastrup. Synspunktet er ikke nødvendigvis forkert, men nok så mange nye moler kan ikke sikre, at Vestas bliver en eneste dag længere i området end koncernledelsen finder økonomisk opportunt.

Enhedslistens reaktion på Vestas-fyringerne var en anden. Partiets hovedbestyrelse fandt det nødvendigt at stille fremtidens koncernledelser til regnskab for de omkostninger (arbejdsløshed, vigende skattegrundlag og udgifter til gunst for nye investorer), som det omgivende samfund påføres ved en udflagning:

”Alle store virksomheder, der fyrer medarbejdere, fordi de flytter produktionen til udlandet, skal oprette en fyringspulje, der dækker medarbejdernes videreuddannelse med fuld løn i eet år og overdrage produktionsfaciliteter til stat og kommune, så en alternativ produktion eventuelt kan etableres under de ansattes og lokalsamfundets kontrol. Desuden skal virksomhederne åbne regnskaberne, for at give indblik i begrundelserne for udflagningen.”

Skal udtalelsen få luft under vingerne, må kravet om en fyringspulje rejses i fagbevægelsen. Kravet trænger sig på i en situation, hvor den danske model har svært ved at fastholde industriarbejdspladser, selv om samfundet kan tilbyde fleksibel og veluddannet arbejdskraft, den nødvendige infrastruktur og en sagnomspunden offentlig sektor uden korruption og med betydelige forskningsfaciliteter.

Nye industriarbejdspladser gennem målrettet og massiv, grøn efterspørgsel
De nuværende oppositionspartier har med forskellig styrke lanceret en universalmedicin til fremme af industriarbejdspladser: En målrettet grøn efterspørgsel efter grøn teknologi og økologiske produkter skal skabe nye arbejdspladser og løse miljøproblemer.

Ikke mindst Enhedslisten har et ambitiøst program. 350.000 nye grønne jobs. Staten skal fremme efterspørgsel efter vindmøller, bygningsintegrerede solceller, bølgekraftanlæg og varmepumper ved at påbyde anlæg heraf – og støtte programmer til udvikling af VE-teknologi. Inden for boligsektoren skal staten dreje efterspørgselen hen mod bæredygtige materialer og energibesparende installationer ved at ændre bygningsreglementer, og lade det offentlige gå foran med klimarenovering.

Anlæg af letbaner, sporvogne og elektrificering af jernbanenettet for slet ikke at tale om indførelse af elbiler- og brintbiler overalt i den offentlige sektor – fra hjemmehjælper til minister – skal skabe nye afsætningsmuligheder for transportindustrien. Endelig skal de offentlige køkkener i kommuner, i regioner og inden for staten bevilges midler til at købe økologiske fødevarer fra nærsamfundet, som kan åbne for en lokal og alsidig fødevareindustri..

En massiv, grøn efterspørgsel rummer mulighed for nye jobs. – især når det gælder anlæg af jernbaner og letbaner, opsætning af vindmøller og renoveringer af boliger. Faste installationer og anlæg kan ikke flyttes. Efterspørgselsstrategien kan bestemt noget, men langt fra alt. Den kan ikke garantere, at der kommer stabile jobs i Udkants-Danmark, det ved man alt om i Rønne, Nakskov, Rudkøbing og Skagen, den kan heller ikke modvirke, at virksomheder udflages, og den kan slet ikke sikre, at samfundets borgere får indflydelse på værdikæden fra forskning, over produktudvikling til serieproduktion. I disse situationer er det virksomhedsejerne, der bestemmer – fortsat og uindskrænket! De har rettigheder, ikke pligter.

Alternativ og demokratisk organiseret produktion
Vil man holdbare industriarbejdspladser er det derfor nødvendigt at slås for lønarbejdernes og fællesskabets ret til at igangsætte demokratiske organiserede virksomheder, hvis overskud er øremærket til samfundsnyttige formål, hvor de ansatte og brugerne har indflydelse på produktion og arbejdsliv, og hvor den indskudte kapital ikke kan udtrækkes med markedsprofit for øje.

Det er denne form for demokratisk virksomhedsdrift, som må gribe de afsætningsmuligheder, der følger i kølvandet på den målrettede efterspørgsel efter bæredygtige teknologier og økologiske produkter.

Massiv, grøn efterspørgsel må gå hånd i hånd med demokratisk produktion.

Offentlig, deltagerstyret produktion
En dynamisk og offentlig produktion gror ud af de ansattes viden og indsigt. Kommunale klimarenoveringer udgør således en rugekasse for offentlige produktionsinitiativer.

Kommuner, der er præget af massearbejdsløshed, kan efter anlægsstoppets ophævelse januar 2010 umiddelbart sætte klimarenoveringer af offentlige bygninger i gang. Her er mulighed for at inddrage et bredt udsnit af ledige fra bygningshåndværkere over ingeniører til planlæggere. Kommunen kan optage lån, som afbetales alene via den reducerede el- og varmeregning. Det giver på langt sigt en økonomisk gevinst. Flere kommuner som Middelfart og Kolding har bemærkelsesværdige erfaringer hermed.

To modeller står imidlertid skarpt over for hinanden. Den private og den offentlige-deltagerstyrede. Det er her, den politiske slåskamp står.

Kommunen kan satse på private rådgivere og private selskaber fra først til sidst, men kommunen kan også vælge selv at styre processen fra dag eet. Middelfart valgte den første model, Kolding den sidste ved at lade sin bygningsafdeling styre renoveringsprocessen i samarbejde med det tekniske personale på de enkelte institutioner. Kolding kommune bevarede selv initiativretten. Kommunen gjorde brug af sin egen organisation og sine egne medarbejdere, som kunne sikre løbende energioptimeringer gennem det stille seje træk. Resultat: Kolding investerede over 6 år 22,5 mio., som ved investeringsafslutningen resulterede i en besparelse på 6,5 mio. pr. år. Middelfart valgte at investere 38 mio. intensivt over 2 år – det gav en besparelse på 3,5 mio. om året. Kolding vandt på den lange bane.

Beholdes erfaringer, viden og indsigt på kommunale hænder, kan der udvikles en offentlig energirenoveringsafdeling for klimahåndværkere, som hele tiden sikrer en energioptimering af den offentlige bygningsmasse.

En sådan afdeling kan også udgøre et springbræt frem mod offentlig produktion af klimavenlige teknologier inden for lavenergibygninger f.eks. en serieproduktion af lavenergiruder. Offentlig produktion kan aldrig blive bedre end de vilkår, man giver de ansatte for at videreuddanne sig, udfolde deres professionalisme og deres mulighed for at afprøve små og store ideer f.eks. gennem en Ole Opfinder orlov. Det er kombination af deltagerstyre og en vågen offentligheds krav om CO2 frie bygninger, der kan bringe kommunale energiinvesteringer i førerfeltet og bane vejen for offentlig, deltagerstyret produktion.

Men er den kommunale produktionslinje overhovedet mulig rent juridisk? Ud fra gældende retstilstand kan en kommune uden hindring styrke de ansattes kompetence og opbevare viden om klimarenovering i sin egen bygningsafdeling. En selvstændig håndværkerafdeling, der rækker ud over løbende vedligehold, vil derimod forudsætte en ændring af det regelsæt, der hedder kommunalfuldmagten. Her er en opgave for en kommende regering, der udspringer af arbejderbevægelsen.

Enhedslisten har ud fra sit mål om en behovsstyret produktion, hvor basale sociale og miljømæssige behov har første prioritet, en særlig forpligtelse til at rejse krav om en lovbaseret adgang til kommunal produktion drevet frem af de ansatte – gerne i de fabrikshaller, som ruster op efter at være blevet lagt øde af udflagningsivrige koncerner.

 

DONG, DSB, Banedanmark og Post Danmark – et springbræt til viden om offentlig, deltagerstyret produktion
Intet selskab er over eller ved siden af DONG, når det gælder anvendelse af energiressourcer og den hermed forbundne energiteknologi. Selskabet er offentligt ejet, men står over for at blive privatiseret. Vil man turbo på udvikling af vedvarende energiteknologi og sikre DONG som et redskab til at oprette industriarbejdspladser, er det nødvendigt, at DONG forbliver i samfundseje, demokratiseres og drives ud fra samfundsnyttige formål. Spillet om DONG spidser til!

I 2004 besluttede Folketingets partier minus Enhedslisten at indlede en privatisering af DONG. Denne beslutning satte sig spor. DONG begyndte at investere ikke blot i vedvarende energi men også i kulkraftværker i Nordtyskland, og selskabet lod betalingen for el stige ved at lade en større andel af elregningen betale over de faste udgifter, en mindre andel ud fra forbrug. Nu skulle der tjenes penge. Selskabet skulle som andre statslige selskaber fedes op, så det kunne sælges så dyrt som muligt. Et erklæret mål.

DONGs privatisering er imidlertid blevet udskudt på ubestemt tid på grund af den økonomiske krise i 2008. Det springende punkt er derfor, om DONG skal fremme en klimavenlig målsætning eller fungere som en aktør, der har blikket rette mod højeste fortjeneste? Vil man det første, er det nødvendigt, som foreslået af Enhedslisten, at sikre en samfundsdrift af DONG. Alle planer om at lade DONG gå på børsen skal aflyses, og virksomheden drives ud fra ønsket om at gøre Danmark fossilfrit.

Vindes slaget om DONG, åbnes mulighed for at udvikle et offentligt selskab, som kan koncentrere alle kræfter om indførelse og udvikling af vedvarende energiteknologier, herunder bidrage til oprettelse af offentlig, deltagerstyret produktion og holdbare industriarbejdspladser.

DONG kan blive model for fælleseje og deltagerstyret drift i andre brancher, hvor brugerinteresser og foreningsliv inddrages. Det gælder DSB, Banedanmark, der har ansvar for skinnenet og faste installationer, og Post Danmark med erfaring for bynær trafik. Disse selskaber skal stadig i dag indfri almennyttige krav om transport og postudbringning, men hele tiden med et overskud for øje. Jagten på fortjeneste i kroner og øre står i forgrunden. Også her er der behov for indlicitering og demokratisering, hvis man vil billig borgerservice og udvikling af bæredygtige transportmidler.

Dette kræver et opgør med liberaliseringslinjen. For første gang i de sidste 5-10 år er der opstået en kende usikkerhed om privatisering af DONG af hensyn til energisikkerheden. Venstre har medvirket til at udskyde DONGs børsnotering, og Socialdemokratiet ryster på hånden. Det er Enhedslistens opgave at udnytte denne åbning.

Offentlige forsknings- og udviklingscentre, et brohoved til demokratisk produktion
Forbindelsen mellem offentlig forskning og udvikling og demokratiske selskaber (non-profitprincippet) udgør endnu en åbning for udvikling af holdbare industriarbejdspladser.

Risø har en afdeling for udvikling af vindenergi, der er rettet mod det videnskabelige samfund, offentligheden og industrien. Samme institution har en afdeling for solcelleudvikling, ligesom Ålborg Universitet er involveret i udvikling af bølgeenergi. Vil man som oppositionen udvikle et fossilfrit samfund inden 2035, skal vi ikke have et Risø, men mange ”Risø’er”, der forbinder forskning og teknologisk udvikling. Sådanne centre skal placeres i områder, der er samstemt med lokalitetens geografiske (vindbælter, optimale forhold for geotermi, bølgeenergi m.m.) og arbejdsmarkedsmæssige styrkepositioner (arbejdskraftens sammensætning og uddannelse).

Der er behov for offentlige forsknings- og udviklingcentre inden for vind- og brint, solceller, solvarme, bølgeenergi, geotermisk varme, snilde energibesparelsesteknologier, bæredygtige transportmidler (el-brint- og hybridbiler, eltog, gods på skinner og energioptimerede skibe m.v.).

De nye centre for energioptimale løsninger skal styrke forbindelsen til hele samfundet. I dag praktiserer universiteterne i princippet en vidensdeling af deres resultater, et vigtigt og glimrende princip, men i praksis ser de sig selv som partnere til de eksisterende magtstrukturer. Denne tilpasning til erhvervslivets top, ikke de ansatte, har udspring i det simple forhold, at produktionsapparatet er ejet af private aktionærer og deres ledelse. Det er her magten ligger, det er her, der er arbejdspladser og forskningsmidler.

Over for de kendte forbindelser mellem universiteter og erhvervslivets elite, er der behov for en åben og demokratisk organisering. Forsknings- og udviklingscentrenes bestyrelser skal sammensættes af repræsentanter fra centerets ansatte og af et bredt udsnit fra samfundslivet (dvs. foreninger og offentlige repræsentanter, der har interesse i den relevante teknologienergi så som Bølgekraftforeningen, OVE, almennyttigt boligbyggeri, fagbevægelsen, miljøorganisationer, kommuner, men også de nuværende virksomhedsejere inden for den pågældende branche).

De nye forsknings- og udviklingsafdelinger er forpligtet til at sikre forbindelse til demokratiske, spekulationsfrie virksomheder, hvis overskud skal anvendes til at udvikle og producere vedvarende energiteknologi .

Ligesom DONG var tiltænkt rollen som en demokratisk vagthund (en rolle, der i dag er ubetydelig) til Mærsk-koncernens dominerende position inden for udvinding af olie – og gas, er der behov for et non-profit alternativ til de private selskabers monopol på nye energiteknologier. Sådanne selskaber udgør et redskab til yderligere demokratiske landvindinger. Den grænseløse udflagning gør problemet om fremtidens industriarbejdspladser uomgængeligt.

Brudfalder og forudsætninger for succes
Det springende punkt er dog, om der midt i en globaliseret markedsøkonomi kan opbygges en modmagt til traditionel kapitalistisk drift, hvor overskud hele tiden skal frembringe stadigt større overskud til ejerne?

Fyringsafgift og fyringspuljer til fremme af en alternativ produktion skal ses som første led i kampen for produktionslivets demokratisering Den videre succes afhænger, som her fremhævet, af, om der er vilje og styrke til at sikre tre forhold:

1. Der skal gennem en målrettet, offentlig efterspørgsel skabes mulighed for at sælge de nye teknologier og økologiske produkter. Det er denne mulighed for afsætning, som er et ufravigeligt omdrejningspunkt for de nye industriarbejdspladsers fremdrift.

2. Den offentlige viden og forskning skal gøres til et aktiv for fællesskabets produktion.

3. Den alternative produktionslinje må bygge på de ansattes erfaringer og uddannelse, skabe rum for deres efteruddannelse og virketrang.

Opbakning til en sådan linje må tage udgangspunkt i det umiddelbare behov for samfundsnyttige jobs: Hos de ledige, der er ramt af den økonomiske krise og alle de ansatte, der trues med udflagning af deres arbejdspladser. Det er en krævende opgave for en fagbevægelse, der er vidne til, at hele brancher udflager uden sikkerhed for, at der opstår nye arbejdspladser. Men fagbevægelsen står ikke alene. Lokalbefolkninger, der skriger på holdbare arbejdspladser, kommuner der mærker et svigtende skattegrundlag og miljøorganisationer, der kæmper for et fossilfrit samfund, udgør potentielle alliancepartnere.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com