Der har været en lavine af kommentarer om krisen mellem Qatar og Saudi-Arabien, de Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Egypten (og en flok medløbere) i de seneste uger. Nogle fortæller, at den ene eller den anden side vil vinde, mens andre bekymrer sig om risikoen for en ny regional krig.

af Gilbert Achcar

Alt tyder på, at krisen varer længere, end initiativtagerne (Saudi-Arabien og de Forenede Emirater) havde ønsket det. Hvad der end sker, så viser krisen samspillet mellem flere forskellige konfiktflader blandt de regionale magter, fra splittelsen mellem Saudi-Arabien og Iran, over islamistisk og anti-islamistisk polarisering, til revolutionære over for kontra-revolutionære fortællinger. Samspillet er forvirrende, og tilsvarende er mediedækningen absurd ensidig (også i den amerikanske og britiske presse – et sørgeligt udtryk for indflydelsen fra Golfstaternes penge og ideologi).

Nedenstående er skrevet af den kendte libanesiske venstreintellektuelle Gilbert Achcar, der også er forfatter til den meget roste bog om det arabiske forår, ”Morbid Symptoms – Relapse in the Arab Uprising”. Selv om kommentaren har været trykt i den Qatar-ejede, London-baserede avis ”al-Quds al-Arabi”, så har Achcar et solidt ry for at holde sig fri af både Qatar og dets modstandere. Han diskuterer Qatars anspændte forhold til dets naboer, den spektakulære opkomst af og mulige fiasko for landets udenrigspolitik, dets satsning på det Muslimske Broderskab, og dets modstanderes vellykkede forsøg på at rulle de arabiske opstande tilbage.

For Achcar er den grundlæggende forskel mellem de to lejre, at Qatar har forsøgt at tilpasse sig det arabiske forår ved at sætte sin lid til, at Broderskabet kunne drage fordel af den dynamik, som Foråret rummede, mens Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater forsøgte at rulle det tilbage og få den gamle orden på højkant igen. Det er et synspunkt, der underbygges af hans vurdering i ”Morbid Symptoms” om, at en ny revolutionær bølge truer – en bølge, der meget tænkeligt vil skylle dem væk, der prøver at stå imod den, og belønne dem, der formår at ride med på bølgen.

 


For at forstå betydningen af den meget drastiske kampagne, som regeringerne i Saudi-Arabien, Emiraterne, Bahrain og Egypten har iværksat imod Qatar, må vi se udover kontroverserne om de løsepenge, som Irak angiveligt tilbageholder [for frigivelse af 26 qatarer tilbageholdt af en shia-milits, red] og anklagerne mod Qatar for at støtte terrorisme. Sådanne anklager er uden enhver troværdighed, når de kommer fra aktører, der i årtier har medvirket i terroristiske aktiviteter. Vi må gå tilbage og se på, hvordan det hele så ud før det arabiske forår, for at danne os et begreb om, hvordan landet blev berørt af den store opstand.

I Emir Hamad Bin Khalifas regeringstid mindede den måde, som emiratet Qatar forholdt sig til regionale anliggender på, meget om den tilgang, Kuwait havde i tiden efter, at det havde erklæret sig uafhængigt af Storbritannien i 1961. Uafhængighedserklæringen vakte stor fortørnelse i Iraq, der krævede, at emiratet igen blev en del af det irakiske territorium. Men Kuwait drog fordel af det spændte forhold mellem Irak, under ledelse af Abdel Karim Qassim, og Gamal Abdel Nassers Egypten, der var fortaler for en anerkendelse af Kuwaits arabiske uafhængighed frem for dets status som et britisk protektorat. Og for at afskrække dets irakiske nabo fra ambitioner om at annektere det, førte Kuwait en arabisk neutralitetspolitik, hvor de opretholdt gode relationer til de to poler i den såkaldte ”arabiske kolde krig”, Egypten og Saudi-Arabien.

Ligheden består i, at Qatar som bekendt har et historisk anstrengt forhold til sin nabo, Saudi-Arabien, især efter at have erklæret sig uafhængigt af Storbritannien i 1971. Efter at Emir Hamad kom til magten i1995, har han ført en politik, hvor han har forsøgt at kompensere for landets beskedne størrelse ved at forstærke båndene til de to akser i den regionale konflikt, som er kommet til udtryk ved den amerikanske troppekoncentration i hele Golf-området: USA og Iran. Qatars succes træder særlig tydeligt frem, når landet på samme tid kan huse USAs vigtigste regionale luftbase og pleje venskabelige forbindelser med Iran og Hezbollah. Denne politik med gode relationer til indbyrdes modstandere kommer også til udtryk ved, at Qatar med held har etableret diplomatiske forbindelser med Israel, samtidig med at det støtter Hamas.

Qatars rolle under Emir Hamads styre var ikke begrænset til at dyrke gode relationer på den kuwaitiske måde, der er neutral og defensiv, men landet brugte også sin umådelige rigdom til at spille en aktiv rolle i den regionale politik ved at støtte det Muslimske Broderskab. Da Saudi-Arabien lagde afstand til Broderskabet, efter at have støttet det, siden det blev dannet i 1928, fordi det var gået imod den amerikanske intervention i Kuwait i 1990, fik Qatars politiske rolle langt større vægt med etableringen af Al-Jazeera, der vandt genklang i de arabiske samfund ved at åbne op for oppositionelle arabiske stemmer, især det Muslimske Broderskab.

Så da den store arabiske opstands vulkan brød ud i 2011, var Qatar i stand til at spille en betydningsfuld rolle som sponsor for både det Muslimske Broderskab og Al-Jazeera. Som følge heraf fandt de to akser i den konflikt, der havde domineret den arabiske verden – det gamle establishment og den fundamentalistiske opposition, anført af det Muslimske Broderskab – støtte hos Gulf Cooperation Council [som omfatter alle arabiske stater ved den Persiske Bugt, undtagen Irak, red]. Men hvor Saudi-Arabien støttede det gamle establishment overalt i regionen – med undtagelse af Libyen, hvor det forblev neutralt, og Syrien, hvor sekterisme skabte en alliance mellem Assad-regimet og Iran – så støttede Qatar opstandene, især der hvor Broderskabet var involveret, med undtagelse af Bahrain af indlysende grunde. Konflikten mellem emiratet og kongedømmet siden opstarten af det arabiske forår trådte tydeligt frem gennem Qatars støtte til den tunesiske opstand, hvorimod Saudi-Arabien gav asyl til den afsatte tunesiske præsident Zine El Abidine Ben Ali.

Obama-administrationen så derudover Qatar som et redskab til at afværge faren for, at de arabiske opstande fik fodfæste på en måde, der kunne true USAs interesser. Så den spillede på to heste: Til tider støttede den det gamle establishment samen med Saudi-Arabien (som i Bahrain), og andre gange prøvede den at holde opstandene i tømme sammen med Qatar ved det Muslimske Broderskab og dets fællers mellemkomst (som i Tunesien og Egypten). Men Qatars rolle, hvor de skubbede Washington i retning af en politik, hvor de holdt trit med opstandene, skabte forbitrelse hos saudierne og raseri i de Forenede Arabiske Emirater, der havde udråbt det Muslimske Broderskab til at være samfundsordenens fjende nr. 1. Det pres, som de to Golf-lande lagde på Qatar, fortsatte med at tårne sig op, efter at Qatars satsning på det Muslimske Broderskab slog fejl, da den egyptiske hær styrtede præsident Mohammed Morsi og undertrykte Broderskabet med vold. Det blev efterfulgt af Emir Hamads beslutning om at træde tilbage til fordel for sin søn, den nuværende Emir, Tamim, blot for at se Golf-presset nå sit første højdepunkt i 2014, hvad der tvang den nye emir til at skifte kurs (note 1).

Efter dette højdepunkt så det ud, som om Golf-konflikten var slut. Som følge af den konsensus, der var mellem de tre førnævnte Golf-stater om at støtte den syriske opposition imod Assad-regimet, hvad der belastede forholdet mellem Qatar, og dermed også det Muslimske Broderskab, på den ene side, og Iran på den anden side, samt senere Qatars deltagelse i den militære aktion imod Ali Abdullah Saleh og houthierne i Yemen – alt sammen med en ny saudisk konges tronbestigelse som bagtæppe – så det ud, som om fred mellem GCC-medlemmerne var mulig. Dette udviklingsforløb var blevet understøttet af Saudi-Arabiens årelange forsøg på at nå frem til en sunni-konsensus imod Iran, der også omfattede det Muslimske Broderskab og faldt sammen med et spændt forhold mellem Riyadh og Cairo. Det hele gik også fint i hak med Obama-administrationens politik.

Valget af Donald Trump som præsident i USA førte imidlertid til, at regnestykket blev stillet op på en helt ny måde. Den nye præsident er tilhænger af en konfrontationspolitik over for forandringer og revolution i den arabiske verden. Han er også ekstremt fjendtlig over for Iran og er en nær ven af Israel. Nogen af hans nærmeste rådgivere har klassificeret det Muslimske Broderskab som en terroristgruppe, og er på dette punkt rørende enig med UAE (sådan som det er kommet frem i et lækket brev fra deres ambassadør til Washington). Denne grundlæggende forandring af præmisserne fik Saudi-Arabien til at forsone sig med al-Sisis Egypten, så de sammen, hånd i hånd med de Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, kunne fyre det nylige, bemærkelsesværdigt voldsomme anslag mod Qatar af for at påtvinge landet en radikal ændring af dets politik.

Denne seneste episode vender fuldstændig op og ned på de enkelte elementer i den store arabiske opstand, og det modangreb, som den gamle orden over hele regionen fik stablet på benene, med støtte af Golf-aksen på de fleste kamppladser, og af Iran i Syrien og Yemen, er næsten fuldbyrdet. Men der kommer en ny utæmmelig revolutionsbølge før eller senere (ja, de første spæde tegn har allerede vist sig i Marokko og Tunesien (2)). Hvis denne dag kommer, og der ikke er nogen, der kan standse bølgen denne gang, så kan Riyadh og Abu Dhabi komme til at fortryde, at de satte Qatar ud af spillet på dette stadium af forløbet.

Noter:
1) Bemærk at emir Tamim kom til magten i Qatar omkring en uge før, ikke efter, omstyrtelsen af Morsi.
2) Achcar refererer til protesterne I det sydlige Tunesien.

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com