OK-forhandlingerne er stort set overstået på de ‘tunge’ områder: industri, transport, byggeri, el og rør/blik. Men en af hovedkravene - kædeansvar - mangler. Hvad mener venstrefløjen i fagbevægelsen? Den er splittet.

af Mads Bruun Pedersen

‘En gratis omgang’, spurgte en journalist, da forliget i byggeriet blev præsenteret i Dansk Byggeris hovedkvarter i København.

Han spurgte til det overenskomstforlig, som var blevet forhandlet på plads mellem arbejdsgiverne i Dansk Byggeri og 3F og Træ-Industri-Byg. Var det ikke billigt sluppet for arbejdsgiverne?

Foran på bordene lå en opsummering af de mange siders forhandlingsprotokoller, som overenskomstforliget består af. Det centrale spørgsmål, man normalt forbinder med overenskomstforhandlinger, plejer at dreje sig om lønningerne. De var da også med i forliget, men udgjorde ikke det centrale tema.

I det hele taget har holdningen til løndelen af overenskomstforhandlingerne denne gang været kørt rimelig meget i baggrunden. Det har derimod været mere afgørende at få sikret, at der set i lyset af det pres, som fremmed arbejdskraft lægger på mange brancher, overhovedet er noget arbejde. Om det bliver lønnet med en krone mere er ikke så vigtigt, hvis alternativet er, at der ikke er nogen arbejdspladser til lønninger, man kan leve af i det danske samfund.

Så den billige omgang, der blev spurgt ind til, drejede sig ikke om løn, men om det krav, som havde været højst på dagsordnerne i stort set alle offentlige faglige udtalelser om forventningerne til forhandlingerne: kædeansvaret.

Altså ønsket om at sikre, at der hele vejen ned igennem for eksempel en byggekæde – fra hovedentreprenør til underentreprenørerne – skal garanteres for, at brydes et af leddene, så er det ikke arbejderne i det krakkede firma, som må bære tabet. Det skal samles op af firmaerne i de øvrige led i kæden. Hovedentreprenøren skal derfor sikre, at der er i underleddene arbejdes under overenskomstmæssige forhold.

Lønværn
For at sikre, at forholdene er i orden, har kædeansvaret været det nøglekrav, som ikke mindst byggefagforeningerne og transportområdet har fremført. Det skal beskytte mod den løndumping, som både store danske firmaer, med mange underentreprenører, og mere brutale udenlandske firmaer siden åbningen af græserne for arbejdskraft i maj 2004, har udsat deres medbragte ansatte for.

Med et kædeansvar i entreprenørdelen af byggeriet vil der være bedre mulighed for at stoppe det angreb på overenskomsternes løn- og ansættelsesvilkår, som bagmænd misbruger udenlandske arbejdere som frontsoldater til at udføre.

Da den faglige venstrefløk i Overenskomstinitiativet 2010 var samlet den 1. marts, var holdingen da også klar og ikke til at misforstå. I udtalelsen fra mødet hed det således:

“Det er afgørende for et ja til overenskomsten, at der på transportområdet bliver aftalt en klausul, som sætter en stopper for den sociale dumping, som foregår med brug af østeuropæiske og tyske chauffører på sulteløn. Hvis overenskomsten skal give mening, så må kravet være, at den dækker alle i branchen.
På bygge- og anlægsområdet er det på samme måde helt afgørende, at der bliver indført kædeansvar, så alle led i aktørkæden får ansvar for, at arbejdet foregår på overenskomstens grund. En forhøjelse af garantibetalingen er samtidig nødvendig som et andet element i bekæmpelsen af social dumping i byggeriet.”

Kæden hoppede af
Således var ordene. Men således endte det ikke. For allerede få dage senere var der indgået et forlig på transportområdet, som ikke indeholdt et kædeansvar. Det var ikke muligt for forhandlerne at komme igennem med det. Og yderligere nogle dage senere var byggeriet på plads – heller ikke med et egentligt kædeansvar.

For som chefforhandler for 3Fs Byggegruppe, John Larsen, forklarede på pressemødet:
– Det er jo ingen hemmelighed, at vi kom herover med sådan nogle forventninger om, at vi kunne få en binding på den økonomiske side. Vi kaldte det kædeansvar. Men vi må sige, at kæden hoppede meget hurtigt af. Vores modpart havde ikke samme opfattelse, samme forståelse for, at det var økonomien og garantiforpligtelserne, som var det afgørende i forhold til sådan et forlig.

I stedet blev det til nogle henstillinger til arbejdsgiverne om, at det anbefales at sikre, at der er overenskomster hos underentreprenørerne. Parterne forpligter sig til at søge ordnede forhold, og der er vedtaget en model for afklaring af uoverensstemmelser i sager, hvor fagforeningen får mistanke om, at der er fusk med lønningerne. Denne procedure er hurtigere end nu via det fagretlige system. Men den bygger ikke på noget kædeansvar. Her stod arbejdsgiverne af.

Et kædeansvar har ellers været præsenteret som ‘en gratis omgang’ for arbejdgiverne – de blev kun stillet over for små lønkrav, til gengæld skulle de medvirke til, at deres medlemmer skulle sørge for overenskomstdækning.

Men når direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, på pressemødet skal forklare, hvorfor de ikke ville give den omtalte gratis omgang, er svaret:
– Vi mener simpelt hen ikke, at det er lovligt, hvis vi ser på både den danske konkurrenceret og på EU-retten. Så mener vi ikke, det har været muligt for os at indgå en overenskomst på noget grundlag, som ikke følger dansk ret.

Anderledes ser formanden for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen, på situationen. Han påpeger, at det mere end et lovgivningsspørgsmål drejer sig om, at byggeriet – og transporten – har fået en ordre:
– Opgaven har været umulig, fordi Dansk Byggeri efter min vurdering sidder med et bundet mandat fra Dansk Arbejdsgiverforening, som ikke vil acceptere et kædeansvar.

OK2010 splittet
Ligeså bestemt udtalelsen fra Overenskomstinitiativet 2010 var om kravene til forhandlingerne, lige forskellig har reaktionerne været på det forlig, som forhandlerne har været i stand til at få hjem.

I den ene ende har der på transportområdet været accept af forliget fra 3F Aalborgs Ole Nors, som er gruppeformand for transporten i afdelingen, og fra Bjarne Høpner fra 3F Lager, Post og Service. I den anden ende af initiativet står for eksempel Anders Olesen, formand for Træ-Industri-Byg i København, som anbefaler et nej, fordi kædeansvaret ikke er med i en forpligtende form.

Når initiativet mødes den 23. marts i Horsens for at vurdere det samlede resultat af de forlig, der er indgået, bliver det således med forskellige udgangspunkter.

– Vi kan allerede nu se, at der ligger forskellige anbefalinger fra OK-initiativets organisationer. Derfor skal man ikke forvente, at konferencen lægger op til en samlet kampagne, siger Anders Olesen.
– Selv om det er en usædvanlig situation, så viser det, at OK-initiativet ikke bare er en nej-bevægelse, som vi bliver beskyldt for. Formålet har altid været at sikre opbakning til forhandlingerne og at mobilisere for arbejdspladsernes krav. Derfor er det ikke så mærkeligt, at det kan ende med forskellige anbefalinger i sidste ende. Det understreger styrken i OK-initiativet, at der er plads til forskellige opfattelser, siger han.

Se også OK-2010-Initiativets hjemmeside

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com