Strejker og protester præger fortsat situationen i Brasilien efter de store massedemonstrationer i juni. Fredag den 25. oktober gik lærerne fra delstaten Rio de Janeiro i arbejde igen efter 78 dage i strejke og med en voksende solidaritetsbevægelse i ryggen. De lokale skolemyndigheder accepterede en lønforhøjelse på 15 procent, lønkompensation for strejkedagene og en række andre indrømmelser.

Dagen før vendte også oliearbejdere fra hele Brasilien tilbage til arbejdet efter en uges strejke mod den første udbudsrunde om at udnytte rettighederne i det enorme Libra oliefelt i havet ud for kysten ved Rio de Janeiro. De havde ikke stoppet udliciteringen, men de vandt en betydelig lønstigning fra det halvstatslige olieselskab Petrobras.

Nedenstående erklæring fra Insurgencia blev vedtaget weekenden før, mens begge strejker var i fuld gang. Insurgencia er en ny revolutionær tendens i partiet PSOL (Partiet for Socialisme og Frihed).
 


I disse sidste måneder af i år ser vi en proces med intens kamp og konfrontation, som afspejler en ny magtbalance efter masseprotesterne i juni.

Dette sker i form af vigtige sociale kampe, konfrontationer og strejker i forskellige sektorer, sammen med massive gadedemonstrationer og besættelser af lokale administrationsbygninger.

Lige nu står to store kampe i centrum: strejken blandt underviserne i Rio de Janeiro og oliestrejken, som kombinerer en kamp for løn med modstand mod privatisering af det gigantiske Libra oliefelt, det første store udbud af Brasiliens reserver i havet. Situationen tog en dramatisk drejning, da præsident Dilma Rousseff opfordrede hæren og de nationale sikkerhedsstyrker [note 1] til at sikre udsalget. Dermed genoplivede hun mindet om oliearbejderne fra 1995, hvor daværende præsident Fernando Henrique Cardoso sendte hæren ud for at bryde en historisk strejke.

Denne udvikling viser en skærpet polarisering af samfundet. Siden juni har der været en række kampe næsten dagligt. Der var strejken blandt de ansatte i bank- og postvæsenet, besættelse af rådhuse, omfattende miljøprotester som forsvaret for Cocó Park i Fortaleza, nu er der studenterstrejker og besættelse af universitetet i Sao Paulo for demokratiske krav, ligesom der er demonstrationer og blokader for boliger, transport og sundhed.

Rio de Janeiro i særdeleshed har set vedvarende konfrontationer, der har undergravet både de kommunale og statslige regeringer, og som ikke viser nogen tegn på at stoppe. Byens største demonstrationer siden juni har været til støtte for lærernes strejke, der har været en stigende oprør i lokalområderne mod staten og militærpolitiets rydningspolitik, symboliseret ved mordet på mureren Amarildo, men hvor der nye episoder hver uge – som oprøret i Manguinhos-kvarteret i sidste uge.

Trussel mod frihedsrettigheder
De statslige og lokale regeringer har reageret ved at intensivere undertrykkelsen og søger at kriminalisere disse kampe og de involverede aktivister. Overfor udbredelsen af de folkelige kampe griber myndighederne til skrappere svar, men mobiliseringerne, kampene og protesterne holder ikke op. Det er et delikat øjeblik, fordi linjen med at kriminalisere sociale kampe (som de har forberedt i over et årti), får en ny dimension, når omfattende kampe fortsætter, og vi nærmer os 2014, hvor der er Fodbold-VM og valg.

De massive investeringer i lov og orden og våben (en del af udgifterne til VM), VM-loven fra 2011, som planlægger at gøre protester under Cup til terrorforbrydelser, den fortsatte udryddelsen af unge og sorte i de fattige og marginaliserede kvarterer i de store byer, var allerede et udtryk for denne underliggende suspension af friheder, som er ved at opstå i landet.

Nu er vi midt i et undertrykkende og kriminaliserende modangreb, som svar på protesterne i juni. Nogle af tegnene på dette omfatter mere ‘normal’ brug af politiets helikoptere til at chikanere og affyre tåregas og chokgranater, gummikugler, og uropolitiets vilkårlige arrestationer og razziaer i fattige kvarterer.

Juridisk set forbereder delstats-regeringerne, uanset om de styres af PT og dets allierede eller af det højreorienterede PSDB og lignende, sig på at svare igen via domstolene, med vedtagelsen af lovgivning som i Rio de Janeiro, hvor der er indført forbud mod at bære masker under protester, eller som i Rio og Sao Paulo, hvor man har forsøgt at anklage demonstranter i henhold til den nationale sikkerhedslov eller anklage dem for at organisere bander.

For at fjerne enhver illusion om, at denne politik kun bliver gennemført af nogle af støttepartierne i den PT-ledede føderale regering, såsom guvernør Sergio Cabral og borgmester Eduardo Paes i Rio [note 2], så har PT’s egne regionale regeringer også forfulgt og kriminaliseret bevægelsen og dens aktivister, som i Rio Grande do Sul og Brasília. For at fuldende dette dystre billede, står Dilmas regering i baggrunden og sætter hæren ind for at sikre privatiseringen af Brasiliens oliereserver i havet.

Omfanget af undertrykkelse er flyttet et niveau op, efter flere år med kriminalisering af de sociale bevægelser, udryddelse af unge sorte og mord på indfødte og bondeledere og dem, der støtter dem.

Undertrykkelse i tjeneste for mega-events
Denne politik for udbredt kriminalisering hænger sammen med målsætningen for kapital og den forvaltning, der står i dens tjeneste, for at bane vejen for store erhvervsprojekter og kontrakter i forbindelse med mega-begivenheder som VM og mega-projekter knyttet til den føderale regerings hurtigvækstprogram (PAC ) og ejendomsspekulation i de store byer. En del af dette projekt indebærer at bryde modstanden i alle sektorer af arbejderklassen og ungdommen.

For kapitalen skal udsættelser fortsætte i favelaerne, adgang til byerne skal kontrolleres, og de fattigste skal isoleres i veritable ghettoer. Hvad angår VM, så svarer det til, hvad skete i Sydafrika i 2010; de massive udgifter til World Cup skal fortsætte med henblik på at servicere FIFAs private forretningsinteresser. Og når man således er klar over, at der vil komme en ny bølge af protester i 2014, når VM nærmer sig, gør staten alt for med magt at stoppe den menneskebølge, der vil komme fra gaderne.

På gaden! Stå sammen i kamp og mod undertrykkelsen!
I betragtning af denne situation, og som en del af den brede opblomstring af de sociale kampe i Brasilien, er der et presserende behov for en politisk, demokratisk kampagne for demilitarisering af politiet! Vi er nødt til at organisere en kampagne for at sætte en stopper for, hvad der har været statens vigtigste redskab til undertrykkelse i de seneste årtier, og som nu styrker sin rolle med denne politik for kriminalisering og udslettelse i et forsvar af det økonomiske system. Den sande lov og orden-politik i den brasilianske stat er at bruge et brutalt statsapparat til at beskytte private forretningsinteresser. Vi er nødt til at organisere grupper over hele landet, tage dette krav med i alle protester, fora og andre aktiviteter i bevægelsen, og arrangere diskussioner på universiteterne, kvarterer og fagforeninger. Og disse aktiviteter skal organiseres på den bredeste mulige måde for at styrke kravet om demilitarisering i samfundet.

Sideløbende med denne kampagne har vi brug for en bred fordømmelse af undertrykkelsen og kriminaliseringen af kampe, aktivister og fattige mennesker. Vi kæmper imod alle forsøg på at forbyde dele af bevægelsen og for at ophæve alle undertrykkende love og andre foranstaltninger til at suspendere eller begrænse frihedsrettighederne, uanset om disse er rettet mod strejkebevægelser og deres ledere, mod kampe i lokalområder eller mod unge aktivister, det være sig partimedlemmer, autonome eller ’sorte blok’.

Ikke mindre vigtigt i øjeblikket er en bred og aktiv kampagne for solidaritet med alle de strejker, gadedemonstrationer, besættelser og sociale kampe, uanset om det på transport-, bolig- , uddannelses eller sundhedsområdet. Vigtigst af alt har vi brug for en kampagne til støtte for oliestrejken mod privatiseringen af oliereserverne i havet og indsættelse af hæren.

Vi står side ved side med de oliearbejdere, Rios lærere, de folkelige bevægelser, der kæmper for boliger og mod udsættelser, studerende, der strejker og besætter universitetskontorerne, og de oprindelige folk, der kæmper for deres land mod agroindustrien.

  • Ned med undertrykkelse, afmilitarisering af politiet nu!
  • Ned med undertrykkelse, hæren væk fra gaderne!
  • Ingen privatisering af Libra oliefeltet!
  • Al støtte til olie arbejdernes og Rio de Janeiro lærernes strejke!

21. oktober 2012, Insurgências Landsledelse [note 3]

Noter:

Note 1: De nationale sikkerhedsstyrker blev oprettet i 2004 under den første Lula regering og er en landsdækkende koordinering af de forskellige enheder af militærpolitiet, som kontrolleres af lederen af det føderale politi og omfatter en elitebataljon til brug overalt i landet.

Note 2: Sergio Cabral og Eduardo Paes er begge medlemmer af PMDB, det største centrum-højreparti i Brasilien og den vigtigste partner for Arbejderpartiet (PT) i den føderale regering.

Note 3: Insurgencia er en tendens i PSOL dannet over de seneste måneder efter en fusion mellem Enlace, Fjerde Internationales medlemmer, og CSOL (Kollektivet for Socialisme og Frihed), en af de strømninger, der stammer fra den trotskistiske Moreno-tradition i Brasilien, sammen med Kollektivet Rød Kamp og andre mindre grupper og enkeltpersoner.

Opslået i Latinamerika

single.php