Den revolutionære socialistiske organisation Marea Socialista, som blev forhindret i at opstille til valget, retter en skarp kritik af chavisterne og opfordrer til et nyt lederskab for den revolutionære proces.

af Marea Socialista

1. Indledning
Valget den 6. december var det parlamentariske udtryk for en proces, som stikker meget dybere. En social og politisk brydningsproces, hvis vigtigste aktører er det bolivariske folk, chavisterne og dem, der lever af at sælge deres arbejdskraft. Denne proces stoppede ikke med valget, tværtimod er det først nu, den er ved at vinde momentum. Til sammen sørgede alle stemmerne mod regeringen, sofavælgerne og de blanke stemmer blot for, at processen brød ud i lys lue i form af ”jordskredsvalget”.

Hvis MUD (Mesa de la Unidad Democrática, centrum-højrekoalitionen, som vandt valget, red.) ønsker at se valgresultatet som en sejr for deres ”model”, er de allerede fra starten på kollisionskurs med bevægelsen. I virkeligheden var valget et udtryk for træthed, folkelig vrede og afvisning af en arrogant ledelse af landet, som i den arbejdende befolknings øjne er hovedansvarlig for problemerne. Hvis regeringstoppen og PSUV nægter at indse dette, så forbereder de deres egen politiske undergang.

Den rigtige lære af det, der er sket, og det, der er i gang med at ske, er uomtvisteligt, at hvis der hældes mere benzin på bålet, vil den sociale og økonomiske krise udvikle sig til også at blive en humanitær krise. En krise, som – hvis der tilføjes et enkelt element af politisk usikkerhed – kan blive eksplosiv. Også selvom der lige nu på det parlamentariske plan er en kortvarig afklaring: Hvis der ikke findes en løsning på landets alvorlige problemer, hvis man ønsker at stramme situationen, så konflikten bryder ud i lys lue mellem de institutionelle myndigheder, hvis ledelsen af begge fløje fortsætter deres konfrontationskurs, så træder vi ind i et farligt minefelt.

Folket har talt. Og det udtrykker langt mere end selve valgresultatet. Der er blevet brudt med den påduttede blinde disciplin. Man har afvist umyndiggørelse og arrogance. Man ønsker løsninger på krisen, ikke trusler. Man ønsker ikke flere løgne eller mere manipulation. Folket har talt: Det ønsker løsninger, deltagelse og engagement.

2. Hvad sker der med chavismen?
Om natten den 6. december gik der hul på de diger, der var opbygget på løgne. De otte millioner registrerede vælgere i 1 x 10-kampagnen (en kampagne, hvor hvert medlem skulle overbevise yderligere 10 vælgere om at sætte deres kryds ved PSUV), ledet af borgmester Jorge Rodriguez, blev af CNE reduceret til fem en halv million. De 98 parlamentspladser, som PSUV-GPP (Gran Polo Patriótico – en paraply for venstreorienterede partier og græsrodsorganisationer, som indgik valgsamarbejde med PSUV) erobrede i 2010, blev reduceret til 55. Valgnederlaget var generelt i hele landet. Selv de steder, hvor PSUV vandt, skete det på trods af stemmetab. Mere end tre millioner af de chavister, der i 2013 valgte Nicolás Maduro til præsident, stemte enten imod, stemte blankt eller undlod at stemme.

Desuden har vi i det eneste medie, der ikke er blevet tæmmet af chavismen, Aporrea.org, i over en uge kunnet læse en lang række indlæg, der opfordrer ledelsen til at anerkende sit ansvar. Lige så mange peger på, at valgnederlaget falder sammen med regeringens manglende evne til at håndtere den økonomiske krise. Andre kræver, at alle partiledere og ministre træder tilbage, at korruptionen ophører, og at der bliver fundet løsninger på krisen. Atter andre forlanger en ny styreform uden bureaukrati.

Men denne debat har ikke holdt sig på artikel- eller kronikniveau, den er brudt ud i fuldt omfang blandt græsrødderne. Der bliver holdt massevis af møder, diskussioner, og foredrag blandt aktivister i hele landet. Uanset om det er spontane eller planlagte møder, så hører man igen tonerne fra den kritik, som parti og regering har forsøgt at undertrykke og bringe til tavshed. Således sættes der spørgsmålstegn ved ineffektivitet, korruption og misbrug. Man forkaster den måde, hvorpå partiet er blevet ledet og kandidaterne valgt. Man fordømmer stemmefusk fra ledere og gamle embedsmænd, man forlanger en åben debat, indgreb mod krisen og nye produktionsmetoder. Man kræver øget borgerinddragelse, mere demokrati og bedre lederskab. Man fordømmer de statslige kontrolmyndigheders medansvar for den skammelige forsyningsknaphed og prisstigninger.

Magteliten forstår ikke, hvad der sker i den chavistiske bevægelses basis. I stedet forlyster de sig med indbyrdes slagsmål, hvor de er bevæbnet til tænderne. De taler om en folkemagt, som de ikke selv tror på. De forsvarer deres automatpolitik med trusler og tror fortsat, det kan lade sig gøre at styre alt fra oven. Det lykkes dem ikke at analysere sig frem til, hvad der reelt sker, for de ikke er i stand til det.

Blandt de chavistiske græsrødder er der åbnet op for et oprør mod de fallerede toppolitikere, uanset om man stemte på oppositionen, stemte blankt eller igen stemte på PSUV-GPP, i mange tilfælde med en dårlig smag i munden.

3. Farer på kort sigt
Vi har nu en dynamik med en økonomisk krise af hidtil uset omfang og den laveste oliepris i det seneste årti, som bliver koblet sammen med de politiske konsekvenser af den nye institutionelle ramme efter valget. En dynamik, som peger frem mod en konfrontation i toppen af systemet om at erobre den totale kontrol med statsapparatet, mens de mest udsatte, de mennesker, der lever af at sælge deres arbejdskraft, må se deres levestandard konstant forringet. Situationen når stadigt mere utålelige niveauer.

Hvis de uansvarlige ledere i denne situation griber til eventyrpolitik, er et brud mellem top og bund uundgåeligt. Ledernes hoveder kan så blive serveret på et sølvfad, ikke som resultat af valgnederlaget, men som et resultat af processen som helhed.

På samme måde, som vi vil imødegå ethvert forsøg fra højrefløjen på at bruge det nye styrkeforhold i Nationalforsamlingen til at angribe de rettigheder, som folket gennem tiden har tilkæmpet sig, så vi ikke på nogen måde anerkende dem, der på demagogisk vis påberåber sig en folkemagt (som vi forsvarer), til at etablere en kunstig parallelmagt i i bureaukratiets interesse, og som medvirker til yderligere at cementere den alvorlige krise, vi står midt i.

Med udgangspunkt i den bolivariske proces, og set fra basis og fra de kadrer, der er reelt bekymrede over begivenhedernes udvikling, er det vigtigt at forstå, at styrkeforholdet er blevet ændret. At partiledelsen og regeringen har ledt processen frem til et voldsomt nederlag. Selvom nederlaget ikke er definitivt, hersker der lige nu forvirring. Der er stort behov for at diskutere en handlingsplan, der både sørger for en grundig udrensning af de korrupte og autoritære ledere og udstikker en ny alternativ retning for genopbygning.

Det er nødvendigt at begrave den tomme propaganda og den falske polarisering. Det er på tide at vende tilbage til politik. At udvikle kampinitiativer, der handler om det arbejdende folks virkelige problemer og giver os styrke til at dæmme op for krisen, så vi kan vende den nuværende situation.

4. En kampfront, som forpligter sig på at imødegå krisen. Fem her-og-nu-initiativer.
Den centrale årsag til valgresultatet og den dybereliggende proces, som ligger bag, er regeringens himmelråbende dårlige evner til at løse den økonomiske krise for det arbejdende folk.

Forringelsen af befolkningens levestandard er alarmerende og truer med at blive endnu værre. Dette bekymrer dog ikke de politiske aktører i øjeblikket. Mens regeringen bebuder en økonomisk revolution, forbereder MUD trinvise og maskerede angreb på de resultater, der er opnået i processen, og på samme tid står befolkningen dag for dag i en stadigt værre krise og med stadigt ringere livskvalitet.

For at imødegå krisen opfordrer vi til opbygning af en enhedsfront bestående af alle sociale bevægelser, fagforeninger, arbejderbevægelser, lokalråd, græsrodsorganisationer, kollektiver og kultur- og ungdomsorganisationer. Enhedsfronten skal udarbejde en handlingsplan, der skal tvinge toppen til offentligt at forpligte sig til – kontrolleret af samfundet – at gennemføre et minimumsprogram for at bremse krisen. Vi foreslår, at Enhedsfronten kræver disse fem punkter opfyldt:

A. Nej til svindel, ja til en offentlig revision under folkelig kontrol
Fra forskellige sider har det undervejs i processen vist sig, at nationen er udsat for bedrageri. Svindelens omfang stiller spørgsmålstegn ved en række ledende embedsmænd samt ledende erhvervs- og bankfolk. Kommer der ikke en klar afgørelse, som sætter en stopper for denne praksis, får vi ikke mulighed for at overvinde krisen.

En fælles praksis for denne svindel er overfaktureringen for import og i skuffevirksomheder. Vi foreslår som et første skridt i denne offentlige revision under folkelig kontrol en øjeblikkelig undersøgelse af de 100 største virksomheder, der har modtaget dollars under perioden med valutakontrol, så vi kan placere ansvaret.

Olieindtægterne skal underkastes en tilsvarende revision ligesom den finansielle styring i PDVSA (Petróleos de Venezuela, S.A. – det statsejede olie- og naturgasselskab).

Omfanget af bedrageri skal offentliggøres. Det er blevet neddysset og aldrig benægtet af myndighederne. Tværtimod, i mange tilfælde er det blevet accepteret.

Oppositionens ledelse har omtalt korruption, men har selvfølgelig ikke fremlagt oplysninger eller beviser. Så vi anser det for at være det samme adfærdsmønster, som vi finder blandt kapitalakkumulationens mafialedere. Derfor bør vi til listen over virksomheder, vi foreslår undersøgt, tilføje det retslige princip om at flytte bevisbyrden, så den anklagede skal bevise sin uskyld. Det samme skal gælde de højest placerede embedsmænd, der har haft ansvaret for placeringen af udenlandsk valuta.

B. Ingen straffrihed for grov korruption
Samtidig med bankers og virksomheders lyssky forretninger er det en ubestridelig kendsgerning, at ledende embedsmænd er involveret i bedrageri. Rafael Isea og Alejandro Andrade … det er blot to af de navne, der er afsløret i den berygtede korruption, som har tappet landets ressourcer. Det er højt placerede embedsmænd, der står anklaget for korruption, efter at de har forladt landet og lever af det, de har svindlet sig til. Det tyder klart på, at der har eksisteret en aftale om meddelagtighed og straffrihed. Det har således genereret en støbeform for opmuntring, motivering og stimulering af kriminel praksis. Vi må kræve en øjeblikkelig undersøgelse af alle ledende tjenestemænd i alle finansielle sektorer for at forhindre sådanne smuthuller. Undersøg deres aktiver, regnskab, båndlagte kapital, investeringer … både deres egen og deres familie og nære venners. Sanktionerne skal tjene som eksempel.

C. Sikkerhed for mad og medicin
Den aftale, som vi forlanger af landets ledelse, og som vi opfordrer til at kæmpe for, må som første punkt prioritere forsyning af livsnødvendigheder. I den aktuelle situation bør adgang til fødevarer og medicin have højeste prioritet, dvs. i denne nødsituation skal de prioriteres over såvel afdrag på udlandsgælden og andre statslige udgifter såsom FONDEN (FOndo Nacional para el DEsarrollo Nacional – statsligt selskab for investering af olieindtægter, red.) og internationale forpligtelser. Denne nationale aftale må offentligt tiltrædes af alle politiske kræfter i valgte embeder og skal være underlagt skrap overvågning og folkelig kontrol.

D. En løn, der stemmer overens med de faktiske udgifter på basisvarer. Artikel 91 i CRBV (se note)
Vi kræver som det første, at de institutioner, der er ansvarlige for at præsentere landets statistik, overholder forfatningen og offentliggør en ny oversigt over vores økonomi. Intet land kan planlægge, hvordan det skal håndtere en så alvorlig krise, hvis de rigtige tal er mørkelagt.

Ud fra Nationalbankens officielle tal ved vi, at inflationen vil nå 220 procent i år, og at det bliver værre næste år. Undersøgelser viser, at basisvarerne i oktober 2014 kostede 70.000 BsF (Boliváres Fuertes), og at den almindelige mindsteløn var på 15.000 BsF. Denne økonomiske kløft er uudholdelig for den arbejdende befolkning. Derfor er et af de centrale punkter en politisk kurs, hvor man konstant tager skridt i retning af, at mindstelønnen matcher prisen på basisvarer, så vi kan overholde artikel 91 i forfatningen.

E. Ubetinget forsvar af de demokratiske rettigheder og de sociale, politiske og økonomiske garantier, der er fastlagt i forfatningen.

I erhvervslivets gemakker og blandt oppositionspolitikere hviskes der i krogene om at moderere de rettigheder, der er opnået i LOTTT (arbejdsloven fra 2012 beskytter arbejdernes rettigheder såsom retten til at organisere sig, arbejdsdagens længde, mindsteløn, ret til ferie, overtidsbetaling, fødsel og amning, kompensation ved virksomhedslukning m.m., red.).

Vi ser det også praktiseret i regeringsledelsen gennem udemokratisk adfærd og krænkende trusler mod de selv samme landvindinger, rettigheder og garantier, der er fastlagt i vores forfatning.

Den enhedsfront, vi foreslår, må også presse lederne til at indgå en minimumsaftale vedrørende alle disse rettigheder og garantier. Her er demokratiske rettigheder et af de centrale punkter: Ytringsfrihed og retten til at færdes frit, til at mødes og til at organisere sig socialt og politisk. Vi skal også sikre forbud mod arrestationer, gengældelsesaktioner og andre sanktioner, der bunder i politiske meningsforskelle.

Dette indebærer ikke straffrihed for forbrydelser mod befolkningen og offentlig ejendom eller forbrydelser mod menneskeheden. Politiet og efterretningstjenesten har opnået uhensigtsmæssig autonomi i forhold til de borgere, som de lovløst skræmmer og forfølger. Disse myndigheder bør de sættes under offentlig kontrol.

Dette er umiddelbare foranstaltninger. Vi stoler ikke på folkene i toppen, der er fanget i deres egen dagsorden om at vinde magt og privilegier i staten. De vil ikke indfri disse krav, og derfor opfordrer vi til fælles kamp for at opnå dem, holde øje med dem og fastholde dem.

Desuden er det nødvendigt, at vi overalt, hvor det er muligt, starter en grundlæggende national diskussion om principperne i vores produktionsmodel. Den skal ikke overlades til ledere og eksperter. Vi skal anvende alle forfatningsmæssige værktøjer og muligheder for at inddrage borgerne, så vi i bedste folkelige tradition kan virkeliggøre denne debat.

De forskellige forslag, der kommer ud af debatten, skal bringes til afstemning, så de, der har deltaget og diskuteret, også kan træffe beslutninger på alle disse spørgsmål.

5. Tiden er inde til at opbygge et politisk alternativ
Valgnederlaget for PSUV-GPP demonstrerer det nyttesløse i sekterisme, det likviderede myten om partimaskineriets ufejlbarlighed og efterlader kravet fra topledelsen om enhed som en tom frase, en falsk enhed, der kun kan eksistere uden kritik og debat, under de ledere, der aldrig tager fejl.

Foragten for folkelige initiativer og folkets demokratiske aktiviteter er en af årsagerne til dette tilbageslag.

Forsøget på at forbyde eller på at rejse en politisk protestbevægelse mod Marea Socialista har kun ét navn: herskesyge. Ideerne og forslagene findes ude blandt folket, uanset om toppen bryder sig om det eller ej. På trods af forfølgelse, gengældelse, trusler og vold mod vores medlemmer har Marea Socialista i denne ulige kamp opnået retten til at eksistere og vil agere uden tøven. Vi giver os ikke, forråder ikke vores idéer og er ikke til salg.

I dag er vi klar til at udmønte det, vi vedtog på vores 1. Åbne Nationale Kongres i Caracas i juli 2014. Vi vil tage nye skridt i opbygningsprocessen, når vi inden udgangen af marts næste år afholder snesevis af opbygningskonferencer, på statsligt, regionalt, kommunalt og distriktsniveau samt et stort nationalt grundlæggelsesmøde for Marea Socialista.

Vi ved, vi er ikke alene … Vi kender vores svagheder og begrænsninger … Vi har testet vores styrke, og vi er klar over, at vi er nødt til at gå gennem mange prøvelser. Men fordi vi er en del af denne nye proces, som de, der lever af at sælge deres arbejdskraft, gennemgår for tiden: Vi vil gennemleve denne rejse sammen med de personer, ledere, kollektiver og grupper, som i fællesskab ønsker at opbygge et politisk alternativ, uafhængigt af bureaukrati og kapital.

Marea Socialistas forretningsudvalg
Udtalelsen bygger på diskussioner i landsledelsen af Marea Socialista den 12. december. Oversat fra websiden
aporrea.org af Charlotte Valløe

Note: Artikel 91 i La Constitución de la República Bolivariana de Venezuela siger:
Enhver arbejdstager har ret til en løn, der gør dem i stand til at leve med værdighed og dække sig selv og sin families basale behov materielle, sociale og intellektuelle. Betalingen af lige løn for lige arbejde og sikring af andel i virksomhedens overskud vil blive fastsat. Lønnen kan ikke beslaglægges og betales periodisk og straks med lovligt betalingsmiddel, dog med undtagelse af mad, i overensstemmelse med loven. Staten garanterer arbejdere i den offentlige og private sektor en minimumsløn, som skal tilpasses hvert år på baggrund af faktiske omkostninger på basisvarer. Loven fastlægger form og procedure.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com