Jorden er en kilde til rigdom for de få, både her og på den anden side af kloden. Men både her og der tager folk sagen i egne hænder.

 

I den spanske stat har byggeboomet efterladt en stribe af skibbrudte projekter for byudvikling, lufthavne (næsten) uden flyvemaskiner, spøgelsesbyer, store, forældede infrastrukturprojekter … og på den sydlige halvkugle har jagten efter at suge mest mulig profit ud af jorden fordrevet bønder og de oprindelige folk, og påtvunget monokulturer til eksport og en infrastrukturer, som udelukkende har til formål at sikre størst muligt udbytte af kapitalen og udplyndring af naturressourcer.

Det herskende oligarki udnytter og trækker i trådene bag kulisserne, forhandler tilbud om lyssky byudvikling og omdefinerer landdistrikterne, så de kan bruges til byggeri. Korruptionssager mangedobles. Bestikkelseskulturen hører til dagens orden. Sådan fungerer det nye big business’ despoti på bekostning af borgerne og deres territorier. Og andre steder gentager historien sig. Korrupte regeringer er den bedste partner for investorer, der ønsker at erhverve jord hurtigt og billigt. Ifølge en Oxfam-rapport sælger oversøiske investorer hver sjette dag et areal svarende til størrelsen af byen London. Dette er jordfeberen.

Privatisering og landgrabbing (jordovertagelse med tvivlsomme metoder, o.a.) hører til dagens orden. Hvad er profitabelt end det, vi behøver for at leve og spise? Som den internationale organisation GRAIN har dokumenteret, så har fødevarekrisen og den finansielle krise, der brød ud i 2008, givet anledning til en ny cyklus af ”landgrabbing” på globalt plan. Regeringer i lande, der er afhængige af import af fødevarer, har sikret sig frugtbare jordområder i Syd for at sikre en udenlandsk produktion af fødevarer til deres egen befolkning. Det samme har agroindustrien og investorer (pensionskasser, banker) i deres jagt på nye og profitable investeringer,. Det er en dynamik, der truer landbrug og fødevaresikkerhed i disse lande.

Oprindelige folk, som er fordrevet fra deres områder, er gået foran i kampen mod privatiseringen af jorden. Dette er ikke en ny kamp – men en kamp, der blev ført an af Chico Mendes, en gummitapper, der er kendt for sin kamp til forsvar for Amazonas. Han blev myrdet i 1988 af brasilianske godsejere. Chico Mendes var med til at skabe Skovfolkenes Alliance, som samlede oprindelige Folk, gummitappere, miljøforkæmpere, landmænd … mod multinationale selskabers krav om skovning. De kæmpede for en jordreform med fælles ejendomsret til jorden og dens anvendelse til gavn for landarbejderfamilier. Som han sagde: "Man kan ikke forsvare skoven uden at forsvare befolkningen i skoven".

Her i den spanske stat har landarbejdernes fagforening SOC, som en del af det andalusiske arbejderforbund SAT, været en af de vigtigste eksponenter i kampen for jord og rettigheder for landarbejdere. I over et år har de besat og drevet farmen Somonte i Palma del Río, i den sydlige Córdoba-provins, som den regionale regering i Andalusien var klar til at sælge, selv om 1.700 mennesker i den lille by er arbejdsløse. Besætternes hensigt er, at denne farm skal drives af kooperativer for de arbejdsløse, i stedet for at overlades i hænderne på bankfolk og jordejere. Somonte er et symbol på de kampe, som SOC og SAT fører flere andre steder.

I Catalonien er der i dag et tydeligt eksempel på, hvordan brugen af områder til private interesser har forrang frem for det sociale og kollektive. Can Piella er en ejendom fra 1600-tallet med tilhørende jord, som er et af de få tilbageværende landbrugsarealer i hovedstadsområdet Barcelona. Efter at have været forladt i ti år blev det overtaget af en gruppe unge. De skabte en forening, som i øjeblikket har omkring to tusinde medlemmer, der har genoprettet ejendommen, genoptaget landbruget, genoplivet det omgivende miljø og åbnet det op for folk, der bor i de omkringliggende områder i Llagosta, Santa Perpetua de Mogoda og Montcada i Reixac. Nu, efter tre et halvt års drift, er projektet truet af udsættelse ved fogeden. De ejere, der i et årti opgav gården og ikke har nogen planer for den, kræver den nu tilbage.

I begyndelsen af det 20. århundrede, krævede Emiliano Zapata, bondeleder og frihedshelt i den mexicanske revolution "jorden til dem, der dyrker den”. Mere end 100 år efter er det stadig et aktuelt slogan.

Artikel er oprindeligt offentliggjort på spansk i Público.es.Oversat fra engelsk fra www.internationationalwievpoint af Ebbe Rand Jørgensen

Opslået i Landbrug, Sydeuropa

single.php