Valgkampen i USA er et uhyggeligt eksempel på en kommerciel medievirkelighed, der fuldstændig fokuserer på personhistorier, behandler politiske kandidater som deltagere i et reality-show og dermed gør de i forvejen svage muligheder for demokratisk debat og folkelig indflydelse til en ren farce. Niveauet i de danske medier har længe bevæget sig i samme retning. Et godt eksempel herpå er den fuldstændig absurde debat om ”Johannes millionvilla”.

 

Pressen er traditionelt blevet fremhævet som en uafhængig ”fjerde statsmagt”, der skal sikre en politisk offentlighed, der overvåger og debatterer den dømmende, den lovgivende og den udøvende magt. Sådan ser det i hvert fald ud i den borgerlige selvforståelses idealbillede.

I virkelighedens verden er billedet knapt så smukt. De kommercielle medier er afhængige af annoncører og ejere, der naturligvis repræsenterer bestemte samfundsmæssige interesser, som sædvanligvis er – skal vi bare sige: samfundsbevarende. Dertil kommer, at de i stadigt mindre grad føler sig ansvarlige for nogen form for niveau i den politiske debat: Det afgørende nyhedskriterie bliver maksimal underholdningsværdi, gerne også maksimal hurtighed – i hvert fald maksimal omsætning. Indholdets væsentlighed og relevans, oplysninger om sammenhængen, tjek af kilder, overvejelse af andre vinkler m.v. vejer mindre tungt.

De statskontrollerede medier (DR, 24syv og til dels TV2) afspejler, bortset fra mindre nicher gennem historien, en ligeledes samfundsbevarende konsensus – under ret direkte overvågning af den lovgivende magts repræsentanter. I disse privatiserings- og markeds-styrings-tider er ligheden med de kommercielle mediers konkurrencebetingede indholdsstyring også på andre områder blevet stadigt mere slående: Lødighedskravene bliver nemlig også her stadigt mindre.

Johannes millionvilla og Pernilles flexlån
Da Liberal Alliances spindoktorer, efter at have læst en sladderhistore i et eller flere ugeblade, opfandt den ”politiske vinkel” på Johanne Schmidt Nielsens nye hjem – at en socialist, der boede i et hus til 6,4 millioner, var en hykler, eller noget i den retning – gik historien derfor som en løbeild over en lang række medier, bl.a. Børsen, JP, EB (forsiden!) og BT. Helt uagtet at historien både er langt under bæltestedet og helt uden politisk interesse.

Der er nemlig ikke tale om, at Johanne har foretaget sig noget som helst moralsk angribeligt. Hun har ikke snydt hverken det offentlige, Enhedslisten eller andre for noget som helst. Tværtimod betaler hun fortsat trofast sin partiskat til Enhedslisten, så hendes indkomst kommer ned på niveau med en faglært metalarbejder i København. Hendes eneste ”forbrydelse” er at flytte ind i et 150 kvadratmeters hus i Valby sammen med sin mand og hans to børn. 150 kvadratmeter til fire personer er selvfølgelig fint nok, men ikke just et urimeligt ”kvadratmeterfrås”.

Problemet er bare, at et 150-kvadratmeters hus i Valby – som resultat af en skingrende sindssyg boligpolitik, som Johanne og Enhedslisten efter bedste evne forsøger at bekæmpe – nu til dags koster formidable 6,4 mio. kr. og derfor, urimeligt nok, ligger helt uden for almindelige menneskers rækkevidde. Også Johannes, hvis ikke hun, må man gå ud fra, lige var løbet ind i en mand med en bedre økonomi end hun selv.

Denne ikke-historie er siden fulgt op af bl.a. BT, der med samme sans for moral går i kødet på Pernille Skipper, som sammen med sin mand har købt en lejlighed på 97 kvadratmeter på Nørrebro. For at peppe denne pølsepind lidt op, har BT valgt at fokusere på den endnu større skandale: Pernille Skipper har måttet tage et flexlån for at betale den. Og Enhedslisten er da imod flexlån?!

Pernille Skipper bemærkede selv, at hun da af og til også kørte med dieseldrevne busser og tog, selv om hun gik ind for et fossilfrit samfund… Først og fremmest afspejler Pernilles flexlån vel bare, at parrets indtægter kun lige netop rækker til 97 kvadratmeter i det københavnske boligmareridt.
De fleste vil nok kunne se det latterlige i denne ”anklage”. Alligevel blev den altså bragt i et af landets største dagblade.

Boligstøtte og pressestøtte
Det værste er dog ikke denne helt usaglige tilsvining af venstrefløjspolitikerne. Det værste er, at denne latterlige hetz fyres af lige netop i de dage, hvor kontanthjælpsloftet træder i kraft. Og at Johanne og Pernille bliver bedt om at forsvare deres hhv. 150 og 97 kvadratmeters-boliger – i stedet for at få lov til at tordne mod et kontanthjælpsloft, der vil beskære tusinder af modtagere af kontanthjælp, integrationsydelse og uddannelseshjælp voldsomt i deres boligstøtte. Især enlige mødre vil blive hårdt ramt. Mange vil blive tvunget ud af deres bolig. Og Pernille og Johanne ville ikke kunne ændre på dette ved deres private boligforbrug – om de så boede i papkasser.

Historierne om ”De røde boligejere” (BT!) kan derfor passende være en påmindelse om, at kampen om medierne og pressestøtten også er en vigtig kamp. En politisk offentlighed, der rummer en vis lødig politisk debat og bare en smule andet end ”de herskendes tanker”, er ikke i trygge hænder hverken i de kommercielle medier eller for den sags skyld i de statskontrollerede medier. Derfor er det et vigtigt krav at sikre pressestøtte til nye, spændende, ikke-kommercielle medier – til græsrods-medier af mange slags, men også til uafhængige non-profit-medier med journalistisk arbejdskraft. Internettet betyder enorme muligheder for at etablere nye nyhedsmedier med lave omkostninger. Men helt uden penge går det ikke, hvis de skal have en chance for at levere noget kvalitetsjournalistik. Og den slags har vi godt nok mangel på…

SAPs forretningsudvalg, den 18. september 2016

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php