Den israelske regerings lovforslag om en jødisk nationalstat er endnu et signal til de palæstinensiske indbyggere: Israel er for jøder!

Premierminister Netanyahu og hans regering er i gang med at lancere créme de la créme af anti-semitiske love: Definitionen på Israel som en stat for den ”jødiske nation”, dvs. staten for alle jøder i verden og ikke for sin ikke-jødiske indbyggere. Så Israel er stat for jødiske amerikanere og russere, men ikke for beboerne i Kufr Qassem. Lovforslaget fastslår statens jødiske karakters forrang over resterne af dens demokratiske elementer. Med dette stiller Israel sig på samme side som de anti-semitiske stater og bevægelser, der gør forskel på borgerne ud fra deres oprindelse.

Sloganet for loven, hvis betydning er ”Israel for jøderne!”, minder i slående grad om anti-semitiske slogans. I Frankrig var det centrale slogan for anti-semitter for eksempel ”Frankrig for franskmænd!” Denne modbydelige lov siger, at i Israel gælder retten til at definere sig ud fra en national identitet udelukkende for dem, hvis mor tilhører den jødiske religion, eller dem der har gennemgået en religiøs ceremoni for at tilslutte sig den jødiske religion. Loven bestemmer også, at ”Eretz Israel” dvs. Palæstina, udelukkende er det historiske hjemland for det jødiske folk. Denne anti-semitiske lov anerkender ikke den kendsgerning, at dette land er det eneste hjemland for palæstinenserne, der fik deres nationale liv rykket op med rode, da israelerne overtog landet.

Landene omkring Middelhavet, hvor de korrupte nationale regimer ledte deres befolkninger fra det ene nederlag til det andet, blev til sidst set forkastet af folket. Men nu rejser den islamiske underverdenen af reaktionær ideologi sig. Dette fundamentalistiske grundlag har altid været en konkurrent til de nationalistiske træk hos de regimer, der kom til magten i regionen efter frigørelsen fra kolonialismen. De islamiske bevægelser forsøger at omdanne islam til en faktor, der vil forene den arabiske verden og tilsyneladende tage sig af de historiske opgaver, som de svækkende stater ikke magter. Organisationen ISIS er en af de ”prominente” i dette fundamentalistiske grundlag.

Det er lige præcis disse modbydelige og centrale tendenser i ”det nye Mellemøsten”, som Israels regering knytter an til. Dets trumfkort er at påtvinge det begrænsede israelske demokrati en jødisk sharia. For de jødiske masser, der konstant er blevet fodret med had til araberne, og som i det seneste år er blevet hidset op af regeringens direkte og giftige racisme, er dette lovforslag helt klart: Dette er en jødisk stat og derfor ”Ud med araberne!” Præcis på samme måde som ”Ud med jøderne” blev spredt ud over Europa i 1930erne.

 

Ganske vist har Israel, siden statens oprettelse, kommunikeret til sit arabiske mindretal, der overlevede den etniske udrensningskrig i 1948, at Israel ikke er deres hjem. Den lovgivning, hvis kerne er diskrimination af arabiske statsborgere, begyndte lige efter at Israel blev anerkendt som medlem af FN. Det politiske lovgivningsmæssige og juridiske system har siden da non-stop skabt racistiske reguleringer og love, der henviser til borgerne ikke ud fra deres handlinger, men ud fra deres oprindelse. Den igangværende lovgivning tjener ikke kun til tyveri fra og fordrivelse af den indfødte befolkning, men har også til hensigt at sikre den fortsatte forsyning af en jødisk indvandrerbefolkning, gennem en skærpelse og styrkelse af zionismens allervigtigste allierede, nemlig den internationale anti-semitisme. Denne forsyning har også til hensigt at sikre et stadig stigende antal fattige mennesker i bunden af det jødiske samfund, som bliver tvunget til at acceptere urimelige ansættelser gennem vikarbureauer til fordel for dem, der er tæt på regimet.

Siden 1949 er der blevet vedtaget flere og flere love, der diskriminerer mellem jøder og arabere. Hvert år har statsinstitutioner automatisk udvidet tilføjelserne til borgerskabsloven, der forhindrer palæstinensiske familier i at blive genforenet. Loven om komiteer, der skal godkende nye tilflyttere, tillader lovlig diskrimination. Der er loven der forbyder arabiske byer at mindes Naqba [fordrivelsen]. Prawer-planen, der har til hensigt at stjæle beduinernes land og omkring halvtreds yderligere love og lovforslag indenfor bare de seneste syv år, der diskriminerer mellem jøder og arabere! (se udgivelser fra Adalah: Det juridiske center for arabiske mindretalsrettigheder i Israel
http://adalah.org/eng/
). Dertil kommer selvfølgelig de undtagelsesregulativer, der er overtaget direkte fra de britiske kolonialister, og love der har med jord og indrejse til Israel at gøre. Det er apartheid-love, der har eksisteret i omkring tre generationer. Det, der er karakteristisk for de israelske diskriminationslove, er hykleri. I modsætning til de apartheid-love, der eksisterede i Sydafrika, så forekommer ordet araber, der eksplicit referer til den fremmede, indfødte person, ikke i Israels apartheid-love. Men alligevel er apartheid-politik en politik, der referer til folks forskel alene ud fra deres oprindelse, etniske eller nationale identitet, og laver lovgivning og regulativer for at indføre denne politik. Et udpluk af disse love er helt sikkert tilstrækkeligt til at definere Israel som en apartheid-stat.

Som kronen på værket fremsætter regeringen nu en ny nationalstatslov. Det er sandelig gennem blod, sved og tårer, at vi skabte en race. Selv blandt kolonistater fremstår Israel som det eneste land i verden, der indfører sine immigrationslove for beboere af den indfødte nation i området og gjorde dem til fremmede. Hvis det er situationen, hvorfor ulejliger det israelske lederskab, der grundlæggende kun er leder for det jødiske samfund, sig så med denne racistiske lov?

Svaret er enkelt, men kun få forstår det: Ganske simpelt fordi der ikke findes noget jødisk folk. Zionismen prøver igen og igen at bygge en nation på grundlag af religion, dvs. en nation, der eksisterer takket være den jødiske lov (sharia) og ikke ud fra deres besiddelse af det historiske Palæstinas territorium. Hvis zionismen var en national bevægelse, ville den i dette land bygge en palæstinensisk territorial nation, hvis etniske eller religiøse elementer ikke skelnede mellem nationens folk. Selv hvis zionismen ville anerkende den israelske nation, ville indbyggerne på det israelske territorium være ligeværdige borgere og alle borgerne ville udgøre nationen. Men zionismen er en reaktionær bevægelse, knyttet til imperialismen og er dens vagthund i regionen. Derfor er der brug for en indbildt og abstrakt nation, hvis medlemmer er villige til at dræbe og blive dræbt for en nådesløs religion. Fuldstændig som de gruopvækkende soldater fra Islamisk Stat.

25. november 2014

Oversat fra Alternative Information Center (Israel) af Martin Mørch

Opslået i Mellemøsten

single.php