Socialist Resistance byder valget af Jeremy Corbyn som ny Labour-leder hjertelig velkommen. Dette resultat forekom uopnåeligt efter den konservative valgsejr den 7. maj og udtrykker et politisk jordskælv i britisk politik med muligheder for at genopbygge og omdanne venstrefløjen. (note 1)

Hits: 95

Omfanget af Corbyns sejr over sine farveløse modstandere (note 2) allerede i første valgrunde er et hårdt slag mod New Labour-maskineriet, som den ene gang efter den anden under kampagnen prøvede at underminere Corbyns ideer og person, men uden succes.

En bred bølge af støtte ligger bag denne opsigtsvækkende udvikling.

Unge mennesker, som Tory-regeringen har smidt på skraldepladsen gennem sine angreb på studerende og ungarbejdere, har ikke overraskende spillet en fremtrædende rolle.
Handicappede, som har fået deres hjælp voldsomt skåret ned, husker, at Jeremy Corbyn har støttet dem i deres kampagner mod disse brutale angreb.

De, som har været aktive i solidaritetsarbejde med det palæstinensiske folk, ført kampagne mod Trident (note 3), og som opfatter sig som en del af fredsbevægelsen, ved, at Jeremy har været en af deres mest stålsatte støtter.
Fagforeningsfolk, som er modstandere af de konservatives angreb på strejkeretten, er med. Støtten fra vigtige fagforbund som UNITE, UNISON og CWU har været central. [note 4]

Det er ikke noget tilfælde, at et af de første synlige tegn på styrken i Corbyns kampagne var på den store Folkeforsamlings-demonstration mod nedskæringer den 20. juni. (note 5)

Blandt Corbyns naturlige allierede er også dem, der på alle mulige måder har været med i solidaritetsarbejde med flygtninge. Regeringen må gøre mere for at støtte dem, der flygter fra krig – og fra klimaforandringer og fattigdom. (note 6)

Fremgangen for Corbyn afspejler den samme proces, som førte til udviklingen af Syriza i Grækenland eller den hurtige opblomstring af Podemos i den spanske stat eller Bernie Sanders kampagne i USA, ligesom det også er tilfældet med De grønnes fremgang i Storbritannien. Det er et umiddelbart råb om et reelt alternativ til nedskæringer – og i tilfældet Corbyns kampagne også med et centralt antikrigs-element.

Disse udviklinger har mange ting til fælles med den foregående internationale bevægelse for global retfærdighed – men er kommet over den modstand mod politiske partier, som kendetegnede denne fase af radikalisering.
Muligvis var den vigtigste enkeltfaktor folkeafstemningen om Skotlands selvstændighed, og den omfattende radikalisering mod venstre, som fandt sted, især blandt unge. Det afspejler gennemslagskraften af den alliance mod nedskæringer, som De Grønne, SNP (skotske nationalister, o.a.) og Plaid (walisiske nationalister, o.a.) indgik i løbet af valgkampagnen (til det britiske parlamentsvalg i foråret 2015, o.a.), og den efterfølgende præstation fra SNP i parlamentet, hvor de ofte har udgjort den eneste reelle opposition til Cameron og Osborne.

Det er en reaktion mod ledende Labourfolks skamfulde forklaring på valgnederlaget, nemlig at Miliband havde ligget for langt til venstre, og at der nu var behov for at tilpasse sig flere af de konservatives ideer.
Det blev fulgt op af en tilsvarende opsigtsvækkende beslutning af Harriet Harman (fungerende leder af Labour, efter at Ed Miliband trådte tilbage efter valget) om at undlade at stemme ved afstemningen om finansloven, selv om den blandt andet indeholdt velfærdsloven, som virkelig har skabt frygt hos over 13 millioner husstande med dens uhørte 2-børnsloft (ingen børnepenge for det tredje og efterfølgende barn i en familie), afskaffelse af boligtilskud og meget mere.

Corbyns modstandere argumenterer med, at hans ideer er tossede, og at han ikke vil kunne blive valgt som premierminister. Men det voksende flertal bag Corbyn, valget af Caroline Lucas som parlamentsmedlem for De grønne og især den overvældende succes for SNP ved valget i maj måned viser, at det er en myte, at radikale ideer ikke kan vinde bred opbakning.

Det er de ideer, som Jeremy Corbyn star for, som når ud til dem, der ikke gider stemme, fordi de ikke kan se nogen forskel mellem de etablerede partier og deres kammerateri og korruption. Han har været i stand til at vinde folk fra UKIP, som var blevet skuffede over Labour under Blairs ledelse, men som UKIP adresserede med svar, som var vigtige for deres liv, såsom bolig og uddannelse.

Dynamikken i hans kampagne viser, hvad der er muligt, hvis man har argumenterne.

Socialist Resistance hilser det velkommen, at Corbyn er parat til at åbne en diskussion på alle politiske områder, også med dem, som ikke er enige med ham om alt. Men en regering under hans ledelse, som går imod nedskæringer og som bygger på hans program, ville være umådeligt meget bedre for det store flertal – her i landet og i resten af verden – sammenlignet med de kandidater, der tabte formandsvalget – for slet ikke at tale om en Tory-regering.

Corbyn står for ideer, som forekommer som sund fornuft for mange mennesker, og som giver dem håb om, at de kan være med til at skabe noget, der er bedre. Han taler ikke til folk, men med dem. For mange tusinder er det omvendt ideen om, at profit kommer før mennesker, som er en ufattelig løgn.

I mange af hans detaljerede politiske oplæg, som i høj grad ligner Tony Benns ideer i en version beregnet for det 21. århundrede, bliver tilhængerne bedt om at indsende kommentarer og tillægsforslag. Men måske endnu vigtigere, så er fokus på kollektiv handing – at opbygge en massebevægelse, som kan ændre situationen – en proces, som uden tvivl er begyndt i løbet af denne ekstraordinære sommer.

Socialismen som idé og som inspiration har fået ny legitimitet. Kollektiv organisering i vores lokalområder og på vores arbejdspladser er blevet styrket både som en idé og som et mål, hvor vi skal forsvare det, vi har, og kræve det, vi har brug for.

På en lang række områder fra Trident til transport, fra migration til privatisering, vil venstrefløjen få plads til at fremlægge vores synspunkter.

Det giver også en bedre mulighed for at diskutere på venstrefløjen, hvor vi har uenigheder, hvad der er vores socialistiske vision, og hvordan vi når derhen.

Vi opfordrer Corbyn til at love at støtte en reform af valgloven, som afskaffer det udemokratiske flertalsvalg i enkeltmandskredse. Vi mener også, at en støtte til skotsk selvstændighed vil være et positivt skridt.

Magtfulde interesser er splittede
I løbet af kampagnen forsøgte flere at bagvaske Corbyn, både indenfor og uden for Labour. Men det er ikke lykkedes dem at forhindre ham i at blive valgt.

Det ser ud til, at hans modstandere i Labour har været nødt til at ændre deres oprindelige plan om at få ham afsat umiddelbart, på grund af styrken i den bevægelse, der støtter ham.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at de vil slække på deres mål.

Højrefløjen i Labour er fortsat besluttet på at fjerne ham i god tid inden 2020, så en af deres egne kan tage over i det næste parlamentsvalg. Det er ikke let at se, hvem de vil samles omkring – ligesom de ikke var i stand til det i det seneste kampvalg.

Magtfulde kræfter i medierne og i staten – en britisk stat, som mente, at Harold Wilson arbejdede for Moskva og var en trussel – er ikke ved at indstille sig på acceptere Jeremy Corbyn.

De næste kampe
De titusinder, som har bakket op bag Corbyns kampagne, har gjort det, fordi de ønsker at ændre på den måde, samfundet kører. Mange af dem er allerede engageret i kampagner mod nedskæringer og for social retfærdighed. Mange er studenteraktivister og kampagnefolk i fagbevægelsen. Men der vil komme nyt gehør for såvel radikale ideer som kollektiv handling ud af Corbyns fremgang. Alle kampagner og alle aktiviteter for positive forandringer vil have brug for at sikre sig, at disse folk bliver inddraget og budt velkommen.

Det Labour party, som Corbyn nu er leder af, er ikke det Labour Party, som han meldte sig ind i. Det interne demokrati, som var en nøgleelement for venstrefløjen i 1980´erne, blev ødelagt af Blair og hans folk, ikke kun ved den symbolske afskaffelse af Clause 4 (paragraf 4 i Labours vedtægter blev ændret i 1995, så målet om kollektiv overtagelse af produktionsmidlerne blev fjernet, o.a.), men ved at afskaffe en række andre mekanismer, der gav mulighed for, at græsrødderne blev inddraget i beslutningsprocesserne.

For eksempel er kongresser i Labour mere blevet en forevisning for medierne end et sted, hvor medlemmerne fastlægger politikken. Disse ændringer var afgørende for at fjerne magten fra partiets medlemmer over til Labour-folk i de tilsluttede fagforeninger, som støttede apparatet i New Labour.

Og selvfølgelig har vi i denne kampagne set tusinder – for hovedpartens vedkommende sandsynligvis Corbyn-tilhængere – blive udelukket fra at kunne stemme, fordi de angiveligt ikke bakker op om ”Labours værdier”. Definitionen på disse såkaldte værdier har alt for tit ligget i hænderne på folk, som støtter nedskæringer og som har anbefalet besparelser og privatiseringer.

Lige siden Blair lykkedes med at lukke ned for demokratiet i Labour har vi støtter initiativer, som fremmer et politisk alternativ. Vi har været aktive i Left Unity siden starten i 2013, og vi er stadig med for fuld skrue.
Left Unity har budt Corbyns kampagen velkommen og bemærket, at der på en række punkter er sammenfald mellem det, som Corbyn siger, og hvad Let Unity står for. Det er muligt, at et forandret Labour kan fylde det tomrum, som Left Unity prøver at dække, men det er ikke tilfældet lige nu, selv med Corbyn på toppen.
Corbyn har snakket om at diskutere Clause Four igen. Også det vil være en velkommen lejlighed til at diskutere, hvad vi mener med socialisme – et ord, som han har været med til at gøre populært igen.

En del mere er nødvendigt for at ændre Labour på en måde, så det kan blive del af arbejdet for en sådan forandring. Virkeligt demokrati og ansvarlighed på alle niveauer er nødvendigt på en måde, som ikke engang blev nået i 1980érne. Forbud og eksklusioner må annuleres.

At sige aldrig i politik er en farlig ting – især efter en sommer som denne, men uden disse ændringer forbliver Labour for os, trods Corbyns sejr, et parti for krig og privatiseringer.

Vi vil stå last og brast med Jeremy Corbyn og hans støtter i opbygningen af en massebevægelse, der kæmper mod nedskæringer, krig og racisme og for internationalisme. Og i en borgerkrig i den bredere fagbevægelse for at få ham afsat, vil vi være klart på hans side.

London, 13. september 2015

Noter:
[1] “Jez we can” var et af de vigtigste slogans i kampagnen, især på Twitter. Jez er et kælenavn for Jeremy.
[2] Se resultaterne fra formandsvalget her
[3] Storbritanniens atom-ubåde – som er udtjente.
[4] De tre største fagforbund i Storbritannien. UNITE organiserer i mange faggrupper, UNISON i den offentlige sektor, og CWU inden for post og tele.
[5] Den første nationale protest od nedskæringer efter parlamentsvalget med omrking 250.000 deltagere.
[6] Dagen efter valget af Corbyn (12. september) var der en stor demonstration i London med omkring 50.000 deltagere med overskriften “Refugees are welcome here”. I sin takketale sagde Corbyn, at han gik fra mødet til demonstrationen, hvor han blev varmt modtaget.
 

Socialist Resistance er den britiske sektion af Fjerde Internationale

 

Opslået i Nordeuropa

single.php