Man siger at en god sci-fi film ikke handler om fremtiden, men bearbejder politiske og sociologiske forhold i dagens samfund. Lisa, der indvandrede til Danmark for 20 år siden, gør sig i denne artikel en del tanker om racismen i Danmark på baggrund af filmen Distrikt 9.

Denne artikel er resultatet af en tur i biografen. Det er ikke rigtigt en filmanmeldelse, men mere inputs fra samtalen efter filmen -).

Aliens i slummen

Med Filmen ”Distrikt 9” er producenten Peter Jackson, gået fra Ringenes Herre til noget mere virkelighedsnært.
Et rumskib kom pludselig en gang for 20 år siden og hænger ubevægeligt over Johannesburg/Sydafrika. Da menneskene trænger ind i skibet, finder de en million modløse og underernærede aliens, som de hjælper ned i en lejr lige under rumskibet.

Hurtigt udvikler der sig en kæmpe slum-by, med aliens der roder rundt i skrald og spiser kattemad, og kommer på alle måder i kambolage med de omkringboende mennesker. Efter 20 år besluttes det at flytte de nu 1,8 millioner ”rejer”, som de fremmedartede aliens bliver kaldt, til en ny særlig lejr.
… and then the happenings are happening …

Det sydafrikanske apartheidspor

Det ligger til højrebenet at se filmens parallel til Sydafrikas racistiske apartheidregime og problemerne med at bryde ud af racismens skygge.

Her små 20 år efter apartheids svanesang viser filmen igen den statslige adskillelse fra ”de andre”. Racismens ideologi genspilles over for ”rejerne”, der også er de dyriske, ufornuftige, uintelligente, grimme, skræmmende, ikke-menneskelige fremmede, som uden skrupler kan slås ihjel, tvangsforflyttes til townships og bantustans og udsættes for overgreb i stor skala.*

Racismen lever, i filmen og i Sydafrika, og det nye sorte borgerskab frygter næsten den sorte og fattige tryk-kedels eksplosive kraft, mere end de gamle undertrykkere. Som i filmen præsenteres ikke meget håb om forandringer fra denne kant.

The Bad Guy: Big Business

Interessant er det at se, hvem de onde for tiden er. I denne film er det ikke den onde stat, terrorister eller individuelle sociopater, men i stedet en multinational organisation (MNU – Multi-National United). MNU håndterer de fremmede ”rejer” på vegne af hele menneskeheden, og på samme tid er de verdens anden største våbenproducent.

At få fat på ”rejernes” våben, og lave store penge på disse, bliver drivet i filmen og i deres hensynsløse aktivitet. Det kræver en DNA-blanding af menneske og alien at betjene våbnene, så det er først da hovedpersonen bliver inficeret med reje-DNA, at våbenmagten for alvor kan sættes ind.

En reje i Danmark

Denne absolut anbefalelsesværdige filmoplevelse så Socialistisk Informations udsendte sammen med en god ven; Lisa Clarke.

Lisa har boet i København de sidste 20 år, og er med sin opvækst i Canada og familiebaggrund fra alt fra Irland til Cambodja, en af dem, der har mærket, hvad det vil sige at være fremmed i Danmark.
Efter filmen havde vi en interessant diskussion:

Nå, Lisa, hvad tænker du om racismen i Danmark, efter at have set denne science fictionsfilm? Er det ikke dig, der er ”rejen”?
”Jo, jo… det er vel mig. Jeg er en ”reje”, en fremmed, og vil altid være det her i Danmark. Der er intet håb! Det gør mig deprimeret, men sådan ser jeg det.”
”99,99 procent af befolkningen vil aldrig se mig som bare mig. De ser mig som fremmed, før de overhovedet har taget stilling til mig.”

Hvad mener du?
”Når alle i Danmark taler om 2G’ere og 3G’ere, så er det en label, der siger du er genetisk fremmed og vil altid være det. Jeg møder meget få, der kan se ud over fremmedheden, og jeg kender mange indvandrere, der oplever dette. Jeg møder næsten ingen, der forstår sammenhængen mellem hvordan man behandler folk, og hvordan folk så opfører sig. Når man fastholder indvandrere som anderledes og fremmede, så lykkes man sørme også med at få en anderledes opførsel i sidste ende. Meget overraskende…”
”Derfor er jeg så pisse træt af al den snak om integration – selv på venstrefløjen. Jeg ønsker ikke at blive integreret, bare at blive respekteret. Jeg vil ikke have integration eller assimilation, men mangfoldighed til at være mig og alle andre.”

Hold fast på din vrede

Hvordan har du det med, at Danmark ser sådan på dig og andre indvandrere?

”Jeg bliver vred! Du vil ikke kunne forstå den vrede jeg går rundt med. Man får lyst til at brænde bildæk af og vælte toge. Og jeg kender mange indvandrere der har denne vrede. Der er meget at være vred over, men grundlæggende tror jeg, at jeg har været nødt til at holde fast ved min vrede. For at beskytte min integritet, min selvværdi og min identitet, som jeg synes hele tiden bliver antastet af den grundlæggende racisme i Danmark”.

”Når jeg snakker med mine danske venstrefløjskammerater om denne vrede, så fungerer det som regel ikke særligt godt. De bliver sure og sårede og tager det alt for personligt. De må forstå, at der er en verden, som fremmede i Danmark ikke kender noget til.”

Eksklusion

Hvad gør man så, som indvandrer-reje fanget her? Hvad er dine overlevelsesstrategier?

”Nogen gange kan jeg vel gøre, hvad alle udpegede gør. Jeg tror, at alle der er mørkere end gennemsnittet, ind i mellem drømmer om at blive usynlige, at forsvinde ind i massen, og derved slippe for at være en reje.”

”Siden jeg for 20 år siden kom til Danmark, har jeg opdaget hudfarven og dens betydning. Her bliver jeg i langt højere grad set som min hudfarve – og mit køn og min seksualitet for den sags skyld. Her blev jeg en kvindelig reje, før og efter noget andet.”

Privatheden er frihed

”En særlig ting ved dette land, og den protestantiske kultur der gennemsyrer alt, er at der er meget mindre privathed, end jeg var vant til. Her tillader politikerne sig at blande sig i, hvad folk går klædt i derhjemme; og alle tillader sig at have en mening om, hvem der gør hvad med hvem i hvilke senge. Jeg oplever også, at mine venstreorienterede venner ligger under for dette.”

”Der, hvor jeg voksede op, var der langt større frihed, netop fordi der var langt større privathed, bl.a. som en konsekvens af en meget større kontrol i det offentlige rum. Dengang var fordomme i det offentlige rum noget, der ville blive både fordømt og forbudt. Åbenheden her har en pris – det er som om balancen er helt gal.”

Værre racisme end for 20 år siden

Oplever du at racismen er blevet værre?

”Jeg oplever helt klart, at racismen er blevet værre i Danmark end den var da jeg kom hertil for 20 år siden. Den gang blev jeg ganske vist bl.a. spyttet på af en dame i bussen og blev truet af en voldelig nazitype, der så ud som om han ville slå mig. Men i dag er det værre:”

”Jeg oplever, at racismen er mere generel og udbredt. Det er ikke bare nogle få, der tager afstand fra mig, eller bare nogle få, der ser mig som fremmed. Alle ser en indvandrer, når de ser og hører mig. Fokuseringen på fremmedheden er helt vild og meget udbredt, og jeg føler ikke, at det er muligt at slippe fri af den nogen steder”.

Intet håb?

Lisa, det er et ret dystert billede, du tegner. Ser du intet håb?

”Jeg ser ret sort på det. Efter at have været her i 20 år, og bare set det blive værre, så synes jeg ikke, at der er noget håb.”

Men hvorfor kæmper du så? Du er aktiv mange steder, bl.a. i Enhedslisten. Hvorfor det, hvis det ikke nytter?

”Det er, fordi jeg ikke kan lade være. For min selvværdi må jeg kæmpe. Men min aktivitet i Enhedslisten har intet at gøre med racisme. Når racisme og kønspolitik kommer op, giver diskussionerne mig som regel kvalme. Ikke så meget fordi racismen også er der. Jeg orket bare ikke at blive mindet om det, og der alligevel ikke er nogen, der hører, hvad jeg siger.”

”Selv i vores politiske miljø er jeg en fremmed, ”en reje”. Mit håb er bare en gang imellem at være fri for det. De øjeblikke, hvor vi er sammen om det, der er større end alt det fnidder, da oplever jeg det, jeg kæmper for.”

”Jeg slås for en bedre verden. Hvis jeg gør noget for, at verden skal blive anderledes – bedre, så tror jeg, at der kan sprede sig. Det, jeg gør, påvirker andre, der så også kan finde styrke til at handle. Det tror jeg på.”
 

Opslået i Kultur

single.php