Bhaskar Sunkara er redaktør af det USA-baserede tidsskrift Jacobin og medlem af Democratic Socialists of America, der har har oplevet en meget stærk tilgang det seneste år. Sunkara (BS) var i Australien som en af hovedtalerne ved den årlige marxisme-konference i Melbourne i påsken 2018. Alex Bainbridge (AB) fra ’Green Left Weekly’ talte med ham om USA’s politik under præsident Donald Trump, og om fremtidsudsigterne for socialister.

 

AB: Kan du fortælle os lidt om politik i USA under Trump?

 

BS: Jeg tror, der er en eller anden form for nedbrydning, som der er så mange andre steder, af traditionel centrumvenstre- og centrum-højrepolitik – eller i hvert fald af, hvad man anså for at være centrum-venstrepolitik i USA.

 

Der er mange, der leder efter alternativer. Topledelsen i begge de store partier hænger dem ud af halsen, og de vil ikke bakke op om dem. Denne nedbrydning førte til den højst overraskende og hidtil usete opbakning til Bernie Sanders’ socialdemokratiske valgkamp (ved de demokratiske primærvalg i 2016).

 

Men på højrefløjen førte det også til opbakning til Donald Trump, der blev mødt med indædt modstand af det republikanske partis establishment. Nu er de helt klart nødt til at affinde sig med ham, men de har bekæmpet ham med næb og kløer under de republikanske primærvalg.

 

Så hovedspørgsmålet er nu, hvad der så kommer til at ske? Kan vi puste nyt liv i en slags venstrepopulistisk alternativ? Trump bliver måske kun støttet af 35-40 procent af befolkningen. Eller vil partiets establishment igen få kontrol over situationen inden for de nærmeste 3-4 år?

 

Det er stadigvæk uafklaret. Ingen kan sige, hvad det næste, der vil ske i amerikansk politik, bliver.

 

AB: Kan du fortælle os noget om jeres organisation, Democratic Socialists of America (DSA)?

 

BS: Jeg har været medlem af DSA i 10-11 år. Vi er mere eller mindre et produkt af en anti-establishment venstrefløjstradition. Mange af grundlæggerne havde en trotskistisk baggrund.

 

Men den politiske linje, der karakteriserede gruppen i 1980’erne og ’90’erne var en bredt funderet demokratisk socialisme, med en vis sympati for det italienske kommunistparti.

 

I forbindelse med partiets fremgang i de senere år har vi haft held til rykke lidt mere til venstre, så vi kommer lidt tættere på de radikale venstrefløjsgrupperinger, der findes på verdensplan. Men det er et stort telt, med plads til alt fra venstrefløjssocialdemokrater til revolutionære socialister.

 

AB: Hvordan gik det til, at du startede Jacobin, og hvad du vil med det?

 

BS: Jeg begyndte med Jacobin (i 2011), da jeg studerede. Jeg havde været med i DSA i nogle år, jeg havde en håndfuld politiske ideer og nogle gode folk omkring mig. Men venstrefløjen var så svag, vi havde svært ved at slå igennem organisatorisk, så vi bestemte os til at propagandere for vores ideer.

 

Hvis man er med i en lille gruppe, så må man indse, at en stor del af det, man skal i gang med, er propaganda og skoling – også selv om man har planer om at gå videre end det.

 

Noget af det, som vi havde tænkt os, var at finde overbevisende argumenter i diskussionerne på en venstrefløj, der i stigende grad, især i studenterbevægelsen, var meget anarkistisk orienteret, at få folk tilbage i en mere traditionelt marxistisk fold. (Vi ønskede at) udtrykke politik på en dugfrisk og spillevende måde, stik modsat den gamle facon, mølædt og kikset, som den var.

 

Men vi vil også gerne have fat i et større vælgergrundlag omkring denne politik. Jeg tror, der er mange i USA, der ser sig selv som venstreliberale eller som liberale, men i virkeligheden står lidt længere til venstre end det. De har bare aldrig haft et sprog at udtrykke det i, i et land uden en rodfæstet socialistisk tradition – eller med en glemt socialistisk tradition.

 

Og jeg tror virkelig, at vi har hjulpet til med at bane vejen for de store forandringer, som vi har været vidne til med DSA’s vækst fra en organisation, der havde 5-6000 medlemmer, da jeg meldte mig ind, og som nu har ca. 35.000 [i juli 2018 var medlemstallet vokset til 45.000, red]

 

AB: Har Jacobin og DSA altid været knyttet til hinanden?

 

Vi er ikke formelt knyttet til hinanden. (På Jacobin) er vi uafhængige, vi arbejder og samarbejder med folk fra (revolutionære socialistiske grupper som f.eks.) International Socialist Organization, Socialist Alternative (USA) og Solidarity.

 

Vi har på den måde forbindelse til et bredt spektrum af venstrefløjen. Vores plan er at fremelske prioriteringer og ideer på tværs organisatoriske grænser, og ikke være bundet op på en enkelt organisation. Venstrefløjen er så lille, at selv en organisation af DSA’s størrelse ikke kan være her og der og allevegne og klare alting.

 

Jeg tror ikke, at DSA har alle svarene, men jeg tror, at det kan fungere som et stort og rummeligt telt.

 

På Jacobin går vi ind for, at der skal være meget mere teoretisk ortodoksi (på venstrefløjen). Ikke for den ortodokse tænknings egen skyld, men fordi vi mener, at ideerne fra dette skatkammer er rigtige med hensyn til f.eks. klassebegrebets helt uundværlige placering og behovet for partier og organisation.

 

Vi ved godt, at et masseparti er meget langt væk, men vi ved også, at hvis vi skal lave verden om, så skal vi tage magten, sådan er det. Der var jo en periode, hvor parolen ’lav verden om, uden at tage magten’ var meget fremme.

 

Jeg tror, der er sket et skifte, hvor det med ’lad os bare vinde valg’ er blevet mainstream på venstrefløjen, så det er måske gået for meget over i den anden grøft. Men det er stadigvæk vores faste standpunkt, at hvis der skal skabes radikale forandringer, så skal man have et parti, arbejdet i fagforeninger skal prioriteres, og alle de ting, der ikke er så meget sjov og ballade ved, men som efter min mening har ligget bag hver eneste sejr, som vi har vundet de seneste 120 år.

 

AB: DSA har haft en bemærkelsesværdig fremgang. Kan du sætte det ind i en større sammenhæng?

 

BS: Der er mange inden for DSA, der ikke var politiserede, før de lige med ét hoppede ind i socialistisk politik. Så der er mange, der lige skal lande på benene, mens de prøver at nå frem til en dybere forståelse af argumenterne og noget af historien.

 

Det er svært, når der ikke er nogen egentlig tradition at gå ud fra. En af vores hovedopgaver er derfor den politiske skoling, det er ikke nok bare at se organisationen som en vej til handling. Dermed ikke sagt, at handling ikke er vigtig, men vi har ikke brug for folk, der lige er blevet kastet ind i politik, og så bare holder i to år og brænder ud.

 

AB: Jeg vil gerne spørge til erfaringerne med Bernie Sanders og hans ’Vores Revolution’-gruppe, og det med socialister, der stiller op ved de demokratiske primærvalg, på trods af den kendsgerning, at det er et parti, der er i lommen på de store selskaber.

 

BS: I New York tog vi f.eks. del i to forskellige valgkampe, hvor begge de kandidater, som vi støttede, fik ca. 30 procent. Den ene var en uafhængig kandidat, som stillede op mod en demokrat i selve valget, den anden stillede op mod en siddende demokrat, men i det demokratiske primærvalg.

 

Socialister stiller altså op på forskellige måder. Og Socialistist Alternative har haft virkelig succes med nogle kampagner. De fik Kshama Sawant valgt ind i byrådet i Seattle, og der har været adskillige socialistiske valgkampe i Minneapolis, der har været temmelig vellykkede.

 

Der har altså været disse gennembrud, men det er lidt forskelligt fra, hvad (Sanders’) ’Vores Revolution’ er i gang med i det Demokratiske Parti.

 

Der er tradition for at stille op for at få en lejlighed til at snakke om socialisme, at have et påskud til at banke på døren og tage emner op som f.eks. kravet om en minimumsløn på 15 $ og andre ting. Og det er på den måde, jeg vil forholde mig til valg.

 

Men så er der den tilgang, som ’Vores revolution’ har valgt, som simpelthen er ’vi er nødt til at få svinene sparket ud’, og vi er bare nødt til at stille op til hvad som helst fra hundefanger til borgmester og guvernør osv.

 

Min personlige indstilling er, at jeg ikke tror, at vi får særlig meget ud af det. Jeg tror ikke, at der er noget godt ved, at en flok Demokrater bliver skiftet ud med folk, der er venstreorienterede. Jeg tror heller ikke, at det er dårligt. Jeg tror, det presser kampen en lille smule i den rigtige retning. Men jeg tror, at de på den måde løber ind i nogle systemoverskridende forhindringer.

 

Dilemmaet er, hvordan man undgår bare at holde sig udenfor og stille sig belærende an med et ’åh, du vil bare tabe?’ Man vil jo gerne foretage sig noget sammen med dem. Men hvordan skal man skelne mellem en socialistisk politik og så en noget bredere ’berniekratisk’ politik?

 

Jeg ønsker på en eller anden måde at have en fod indenfor i berniekraternes og deres venstrefløjs lejr, samtidig med at jeg holder fast i en klar forestilling om, hvordan venstreorienteret, arbejderklassebaseret politik ser ud.

 

AB: Er der andet, som du gerne vil sige?

 

BS: Jeg mener ikke, at alting ser så sort ud, som det kan forekomme i USA. Hvis man f.eks. ser på, hvad masser af unge mener om indvandring, hvis man ser på den retning, som tingene bevæger sig i på et socialt og kulturelt plan, så synes jeg nu, at det ser rimelig positivt ud for venstrefløjen.

 

Og også med hensyn til de politiske temaer, der er særlig vigtige for os, hvor det, som vi har arbejdet mest med, er ’Medicare for All’. Jeg tror, der er et reelt potentiale til at få gennemført et sundhedssystem ud fra socialistiske principper i USA inden for de næste 10-12 år. Og det vil betyde, at 1/6 af verdens største økonomi overdrages fra den private sektor til noget, der er indrettet efter at tilgodese offentlige behov.

 

Og jeg tror, at når folk én gang har set, at sådan et system godt kan fungere, så vil de begynde at kræve mere af regeringen. Jeg tror, at det vil få tingene til at bevæge sig i en mere progressiv og positiv retning for os. Jeg er forsigtig optimistisk med hensyn til de næste mange år.

 

6. april 2018.

 

Oversat fra Green Left Weekly af Niels Overgaard Hansen

 

Democratic Socialists of America (DSA) var tidligere tilknyttet den socialdemokratiske Internationale, men i konsekvens af partiets venstredrejning besluttede kongressen i 2017 at melde sig ud. DSA definerer sig ikke som et politisk parti, men som en ”non-profit aktivistorganisation”. DSA har 35 medlemmer indvalgt i forskellige delstatsparlamenter. I juli 2018 vandt Alexandria Ocasio-Cortez, medlem af DSA, overraskende Demokraternes primærvalg i New York’s 14. kongresdistrikt over det mangeårige kongresmedlem Joseph Crowley, som var udset til at overtage posten som Demokraternes talsmand i Repræsentanternes Hus efter næste valg.

 

Læs mere om Democratic Socialists of America på deres hjemmeside.

 

Opslået i Facebook, Nordamerika

single.php