Når Folketinget endeligt vedtager finansloven den 20. januar, så bliver forholdene for lønmodtagere og folk på overførselsindkomst, for asylansøgere og for miljøet og klimaet mm. bedre på en række områder, end hvis denne finanslov ikke blev vedtaget. Samtidig bliver forholdene ikke på noget område forværret af, at finansloven bliver vedtaget.

 

Det er den korte – og ikke 100 procent præcise – forklaring på, hvorfor Enhedslisten naturligvis må stemme for finansloven.
Det er sådan, Enhedslisten har lovet at stemme – ud fra mindste forbedring/mindste forringelse princippet.
Det er i overensstemmelse med de retningslinjer, årsmødet vedtog i 2010 for finanslove under en ny regering.
Vigtigst af alt: Det ville være uansvarligt over for arbejderklassen og over for klimaet at stemme imod og lade disse fremskridt forsvinde, når ikke der følger forringelser med i pakken.

Alligevel har der lydt tvivl og kritik fra mange i og omkring Enhedslisten.
Det er forståeligt. Finansloven er den mest komplicerede lov, Folketinget overhovedet stemmer om. Derfor er det også svært at overskue konsekvenserne af finansloven og dermed svært at afgøre, om Enhedslisten bør stemme for.
Forbedringerne er nogenlunde lige ud af landevejen. De er blevet opremset mange steder. Alligevel har der været rejst kritik af, at der ikke var flere forbedringer. Nogle har argumenteret med, at forbedringerne i finansloven bestod af forslag, som nogle eller alle regeringspartierne havde lovet før valget. Andre har simpelthen ment, at Enhedslisten skulle have krævet mere og stået mere fast.
Til det må man sige, at forbedringer er forbedringer for almindelige mennesker, uanset om regeringspartierne havde lovet det i forvejen, eller Enhedslisten har tvunget dem til det. Dertil kommer, at man er meget naiv, hvis man tror, at regeringspartierne ville have gennemført alle disse valgløfter – hvis ikke Enhedslisten havde krævet det.
Helt overordnet afhænger omfanget af forbedringer i finansloven og ved andre lejligheder af det pres, der er på regeringen fra deres egne vælgere og mulige vælgere. Det har ikke i denne situation været massivt, og derfor har der været snævre grænser for, hvad Enhedslisten kunne få regeringen med på.

Spørgsmålet om forringelser er mere kompliceret. I medierne og i debatten på venstrefløjen har det svirret med eksempler på "forringelser", som Enhedslisten skulle have accepteret og lovet at stemme for.
SAP er enig med Enhedslistens årsmøde, folketingsgruppe og hovedbestyrelse i, at finansloven skal måles på, hvad lige netop finansloven ændrer. Derfor er det meningsløst at sige, at Enhedslisten med sit ja til finansloven accepterer eller stemmer for alle de love, der er vedtaget tidligere, eller alle de love, regeringen planlægger at fremsætte, men som ikke kræver penge afsat i finansloven. Det gælder f.eks. tilbagetrækningsreformen, forkortelse af dagpengeperioden (som til gengæld er blevet udskudt et år) og nedskæringerne på universiteterne. Man kunne med samme ret sige, at en stemme for finansloven er en stemme for alle i historien vedtagne love, som stadig er i kraft, og som udløser poster på finansloven. Det ville være meningsløst principrytteri, der hverken gavner arbejderklassen eller styrker en politisk radikalisering mod venstre.
Nogle kritikpunkter har baseret sig på direkte misforståelser. Det gælder f.eks. det, der i pressen er udlagt som tilførsel af et trecifret millionbeløb til politiet. Det er et delforlig, som Enhedslisten ikke er med i, men nok så vigtigt består forliget i, at man overfører penge fra nogle dele af politiet til andre, altså ikke flere penge til politiet.
Så er der kongehuset! Enhedslisten støtter ikke kongehuset. Derfor er det en "forringelse" for Enhedslisten at sende flere penge i den retning. Men her er der efter vores mening tale om noget, der falder under petitessegrænsen, både pga. beløbet og fordi det kun er meget indirekte, at denne "forringelse" skader arbejderklassen.
Endelig er der to områder, hvor vi ikke var klædt ordentligt på i Enhedslisten, inden vi sendte vores folketingsmedlemmer til finanslovsforhandlinger.
Det ene er de adfærdsregulerende afgifter, giftskatterne på blandt andet fedt og slik. Der er ingen tvivl om, at disse afgifter rammer arbejderklassen og folk på overførselsindkomst på pengepungen. Det er oven i købet sådan, at det rammer dem hårdere end samfundets rigeste.
Enhedslisten har opnået en vis kompensation for nogle af de allerfattigste.
Her er problemet, at Enhedslisten ikke har diskuteret spørgsmålet grundigt nok. I Enhedslisten er vi ikke afklarede omkring om en fælles, vedtaget holdning. Går vi ind for adfærdsregulerende afgifter, på hvilke områder, hvor meget social kompensation skal vi eventuelt kræve og i hvilken form?
Man kan altså ikke hævde, at folketingsgruppen med disse afgifter stemmer for noget, der ifølge Enhedslistens vedtagne politik er en forringelse.
Det andet område er de såkaldte grønthøsterbesparelser på to procent i alle ministerier. Det er en praksis, der har eksisteret siden Schlüter-regeringerne i begyndelsen af 1980’erne. Det fortaber sig i tågerne, hvornår beslutningen for 2012 bliver taget og af hvem, og der har med en vis overbevisning været argumenteret for, at alle disse besparelser på tusindvis af poster i ministeriernes budgetter allerede er implementeret og rent teknisk ikke kunne bremses og tilbageføres med virkning fra 2012.
På enkelte områder, hvor grønthøsterbesparelserne har åbenlyst negative konsekvenser, er det lykkedes Enhedslisten at tilbageføre dem. Kampen om denne dybt skadelige automat-besparelse var Enhedslisten heller ikke ordentligt klædt på til, men det er helt afgørende, at folketingsgruppen melder klart ud i god tid inden næste finanslovsforhandlinger, at vi ikke går med til det én gang til.

Altså "markante forbedringer" og – hvis ikke der er blevet overset noget – ingen "nye forringelser". Derfor stemmer Enhedslisten Ja. Men så er det bedste om den finanslov også sagt.
Finansloven betød ikke et opgør med blå bloks politik. Den sikrede ikke en kraftig økonomisk indsprøjtning til den kommunale velfærd. Den påbegyndte ikke en politik, hvor de rige får lov at betale for den krise, de selv har skabt. Den indledte ikke en kurs med indgreb over for kapitalens og finansmarkedernes magt til at skærpe krisen, ødelægge samfundet, og øge udbytningen af arbejderklassen.
Derfor er det en finanslov, der ikke er grundt til at juble over. Tværtimod er der behov for at sige klart, at Enhedslisten stemmer for på trods! På trods af, at finansloven i bund og grund er for ringe. For meget jubel og for mange smilende ansigter vil være en hån mod de mennesker, der mister efterlønnen, dem hvis sygedagpenge stadig forsvinder efter et år, dem der bliver arbejdsløse og går på tvangsauktion i 2012, efterhånden som krisen for alvor breder sig til Danmark.
Med et ja-på-trods-signal og en afdæmpet tilfredshed omkring de faktiske forbedringer vil det også være langt nemmere for Enhedslisten at forklare, at vi ikke stemmer for de "overlevede" nedskæringer på universiteterne, men tværtimod støtter og deltager i de studerendes kamp mod dem. At vi ikke med finanslovsforliget tager ansvar for den overordnede – fortsat borgerlige – økonomiske politik, men fortsat bekæmper denne både i og ikke mindst uden for Folketinget. Med den tone og med de signaler vil Enhedslisten langt tydeligere kunne forberede situationen næste år, hvor der skal langt større folkelig mobilisering til, hvis det skal blive realistisk med en finanslov, Enhedslisten kan stemme for. Med den tone og de signaler vil Enhedslisten for alvor kunne flytte fokus fra Finansministeriets forhandlingslokaler og folketingssalen og ud på arbejdspladserne, i fagbevægelsen, i andre bevægelser og ud blandt dem, der har stemt regeringen til magten. Det er dér, der skal kæmpes nu.

SAP’s forretningsudvalg, 25. november 2011

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php