I øjeblikket er der fuld gang i overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked. Den toneangivende overenskomst mellem CO-industri og Dansk Industri er faldet på plads, og derefter kom forlig på en række andre overenskomster. Der er tale om minimallønsoverenskomster, hvor det forudsættes, at der lokalt forhandles løn.

af Amazonia Christiansen

Der mangler stadig forlig på overenskomsterne på BAT-kartellets område (byggeriet). Her er der ikke tale om samlede overenskomstforhandlinger som for CO-industris vedkommende, men forbundene i BAT-kartellet har et samarbejde om bl.a. at undgå social dumping. Et af hovedkravene fra flere af forbundene i BAT-kartellet er netop krav, som skal formindske arbejdsgivernes mulighed for social dumping.

Traditionerne er mange ved forhandlingerne. En af de mest indgroede er, at man ikke løfter sløret for hvad der foregår under forhandlingerne. Det kan selvfølgelig give ro – også til at prøve balloner af, eller til regulært at dumme sig, uden at man kan læse om det i pressen dagen efter.

Men det betyder også, at medlemmerne har svært ved at gøre andet end at vente, mens forhandlingerne står på – og på den måde først kan påvirke resultatet ved afstemningen, hvor afstemningen så altid bliver sammenkædet – så man stemmer om alle overenskomster med samme udløbsdato på en gang, og ikke kun om sin egen.

Forhandlerne vil altid opfordre til at stemme ja – og der skal rigtig meget til, før forbundene går imod deres egne forhandlere.

Systemet er bygget op på den måde for at mindske risikoen for konflikt. Der har da heller ikke været en større konflikt siden 1998 på det private område.

Et godt forlig?
Efter min opfattelse skal et godt forlig også indeholde elementer, der er med til at fremtidssikre medlemmerne og overenskomsterne. Altså ud over en ordentlig løn selvfølgelig.

Har arbejdsgiverne fået for meget fleksibilitet? Det er jo som altid deres hovedkrav.

Er der større tryghed i ansættelsen?

Er der bedre mulighed for at sikre et godt arbejdsmiljø?

Er der blevet bedre mulighed for at undgå social dumping?

Kan vi bedre sikre de mere usikre ansættelsesformer, specielt vikarer?

Er det blevet lettere for at få uddannelse?

Transportforliget
I skrivende stund tikker Transportforliget ind. Transportforliget er toneangivende på normallønsområdet, hvor lønnen i princippet kan aflæses i en tabel, og ligger fast i hele overenskomstperioden. Protokollaterne er ikke offentliggjort endnu, men meget ligner i overskriftsform Industriforliget – og så er der nogle helt nye ting.

Ikke længere normalløn
Forliget er et farvel til normallønnen. Der er ikke længere tale om, at man er sikret lønforhøjelserne som man har været vant til. For hvert år er der afsat en del af beløbet til lokale forhandlinger – hvilken sikkerhed der er for, at det faktisk sker, vides endnu ikke.

Men man kan med andre ord ikke længere gå ind i en tabel og aflæse, hvad man skal have i løn. Man kan se, hvad man skal have som minimum, og det stiger så ikke fremover med det beløb, som vi er vant til.

På normallønsområdet er der ikke tradition for at forhandle individuel løn. Derfor er det nærliggende at frygte, at der ikke vil blive givet de aftalte lønstigninger.

I 2018 kan der forhandles om 0,50 kr. i timen – her stiger lønnen i tabellen altså kun med 2 kr. I 2019 er der tale om 1 kr., så tabellønstigningerne bliver kun 1,50 kr.

Det er et kæmpe gennembrud for arbejdsgiverne!

Den nye lønramme
Lønresultatet af forhandlingerne er en ramme på 2,50 kr. pr time pr år. Grundlønnen er 121,10 kr., så ud fra den er lønnen steget med 2,1 procent. Men de fleste faggrupper får et pænt stykke over grundlønnen. Renovationsarbejdere, som ligger højst, får efter 9 måneders ansættelse 160,10 kr. i timen. Og så er stigningen kun 1,6 procent.

Hertil skal lægges fritvalgstillægget, som stiger med 2 procent i alt over de 3 år. Det har ikke helt samme værdi som tillæg på lønnen, da der ikke bliver beregnet tillæg af det, der bliver lagt på fritvalgstillægget.

Lærlingelønnen stiger med 1,7 procent og genetillæg med 1,6 procent – ligesom i Industriforliget.

Men en samlet stigning på omkring 2,2 procent til 2,7 procent pr år. Ikke ligefrem prangende – specielt ikke fordi det er højkonjunktur, og der har været økonomisk tilbageholdenhed under lavkonjunkturen. Det er dog økonomisk set et bedre forlig end i 2014.

Og som sagt, så er der ikke længere tale om garanterede lønstigninger, men om rammer for lokale forhandlinger.

Social dumping
Der er i Transportforliget taget hul på dette, idet en arbejdsgiver, der anvender underleverandører har pligt til at oplyse hvilke, således at det er muligt for den faglige organisation at stille krav om overenskomst overfor disse.

Men der er ikke krav om, at underleverandører skal følge overenskomsten.

Hvad har vi så fået på Industriforliget?
To af de resultater, som er blevet udbasuneret mest på Industriforliget, er øget uddannelse og 32 seniorfridage.

Begge resultater betales af arbejdernes egne lommer. Det er ærgerligt, at det blev meldt så positivt ud, for det er bare at fodre hunden med sin egen hale.

Men der er forbedringer på vikarområdet, lidt forbedringer på tillidsmandsbeskyttelsen og på fædreorloven.

Til gengæld har arbejdsgiverne også fået noget på fleksibiliteten. Nemlig en mulighed for lokalt at aftale systematisk brug af overarbejde i op til et år. Der er dog begrænsninger for, hvornår den mulighed kan anvendes.

Brug af kompetencefonden
Kompetenceudviklingsfonden har man hidtil kun kunne bruge til selvvalgt uddannelse. Her har fonden for udvalgte uddannelser dækket en del af lønnen i undervisningstiden, kursusafgift og transport.

Et godt og fremsynet princip, fordi den ansatte ikke skulle vælge ud fra nuværende jobfunktioner, men snarere ud fra kommende. Kurser, der er snævert arbejdsrelevante, kan ikke dækkes af fonden.

Det er blevet brudt med det nye forlig. Fremover vil 200 millioner af fondens 270 millioner blive afsat til aftalt uddannelse, som er offentlig uddannelse, som den enkelte kan blive enig med vedkommendes arbejdsgiver om er en god idé.

Det positive er, at der er holdt fast i princippet om selvvalgt uddannelse, og at de kommende midler bliver sat ind i den del af fonden.

Der er ingen grund til at puge penge sammen i en fond, så alt i alt er det nok ikke en dårlig aftale, hvis det samlet set kan løfte uddannelsen i industrien. På andre områder er der ikke problemer med at bruge fonden. Fonden under overenskomsterne med Dansk Erhverv løb fx tør sidste år.

Men problemet er, at det blev meldt ud, så det lød som om der var kommet nye penge til uddannelse. ”200 millioner sat af til uddannelse” Ja, de var der altså i forvejen.

Seniorfridage og omsorgsdage
Det samme med 32 seniorfridage og 2 børneomsorgsdage. Det giver ret til at holde fri for egen regning. Begge dele kan være udmærkede, men ikke en fantastisk landvinding. Ydermere mister man formentligt en eller flere efterlønsportioner, hvis man benytter sig af seniorfridagene. Bruger man alle 32 dage i alle de 3 sidste år, mister man (formentligt) 2 portioner eller knap 26.600 kr. – udover den manglende indbetaling på pensionen. Hvis alternativet er, at man går på efterløn, er regnestykket selvfølgelig positivt for den enkelte.

Der er ikke i industrioverenskomsterne eller i Dansk Erhvervs overenskomster ret til seniorfridage på samme måde som i de offentlige og andre private overenskomster.

Vikarerne
Vikarerne har fået forbedret deres muligheder for at få overført anciennitet, men kun på samme rekvirentvirksomhed, og kun hvis der er mindre end 10 dage mellem ansættelserne.

Det har der ikke været så meget fremme om, og det er heller ikke en kæmpemæssig landvinding, men forbedringer for vikarer er meget velkomne, for der bliver efter sigende bliver flere af dem.

Om det skyldes, at arbejdsgiverne her ser en mulighed for en forlænget prøveperiode eller et ønske om lettere at komme af med folk frem for stabilitet i medarbejderstaben, er svært at vide. Det kan også skyldes en usikkerhed på, om en fremgang i omsætningen er varig. Det er med andre ord svært at sige, om der fortsat vil være en stigning i antallet af vikarer.

Hvad er prisen – hvad har arbejdsgiverne fået?
Traditionen tro har arbejdsgivernes hovedkrav været større fleksibilitet, afskaffelse eller lempelse af kompetenceudviklingsfonde og fritvalgskonto samt mulighed for at indgå individuelle aftaler, som forringer overenskomsten.

På industriens område har de fået muligheden for at tilrettelægge en 42 timers arbejdsuge i perioder. Der er ingen restriktioner på længden af perioden, men merarbejdet skal dog være varslet 4 uger i forvejen og været afviklet 12 måneder efter. Det skal lokalt forhandles hvordan, men arbejdsgiveren beslutter i den sidste ende. Det kræver også, at der forinden har været forsøgt forhandlinger lokalt om en varierende arbejdstid. Men det lægger stort pres på den lokale tillidsrepræsentant, hvis arbejdsgiveren ønsker mulighed for varieret arbejdstid uden at betale overarbejdsbetaling.

I transportforliget har arbejdsgiverne som sagt opnået, at normallønnen har fået det første skud for boven.

Ja eller nej?
Det er jo sådan lidt på den ene side og lidt på den anden.

Lønstigningerne er langt fra prangende, den økonomiske situation taget i betragtning.

Der er ikke generelt bedre muligheder for at forbedre arbejdsmiljøet. Der er enkelte forbedringer rundt omkring – fx nattillæg på Butiksoverenskomsten, så det måske ikke bliver så udbredt med natåbent i supermarkederne.

Men fleksibiliteten i arbejdstiden, som arbejdsgiverne har opnået, er bestemt ikke en forbedring af arbejdsmiljøet – tværtimod. Vi taler i øjeblikket om at gå ned i arbejdstid – det her er den helt forkerte vej at gå.

Det er en fordel, at der er taget hul på at modvirke social dumping. I forhold til transportforliget er der sket en landvinding – men langt fra godt nok. Der er ingen sikring mod social dumping, men et redskab, som kan gøre de faglige organisationers arbejde lettere.

Vi mangler dog stadig forlig i Byggeriet, før vi kan se, hvad der endeligt sker på området.

Trygheden i ansættelsen er ikke blevet forbedret.

Jeg synes, at arbejdsgiverne har fået slået hul på nogle mure, som tidligere har beskyttet de ansatte. Lokale forhandlinger, der fraviger overenskomsten, længere arbejdstid og systematisk overarbejde (med begrænsninger ganske vist) og ikke mindst afviklingen af normallønsområdet.

Det er store gevinster for arbejdsgiverne – og jeg synes ikke, højkonjunkturen taget i betragtning, at vi har fået nok. Slet ikke nok til at fremtidssikre overenskomsterne – og hvornår skulle vi gøre det, hvis ikke nu, hvor de rige er blevet betydeligt mere rige, og hvor velfærden er under så meget afvikling?

Alt i alt ikke en overenskomst, der er fremtidssikret nok.

Derfor en opfordring til at stemme nej.


Amazonia Christiansen arbejder som faglig sekretær i en LO-fagforening.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com