Udviklingen på den yderste højrefløj i Danmark beskrives af forfatteren Ole Ravn i "De danske førere - Fascistiske og nationalsocialistiske partier og førere i Danmark 1922-1945". En grundig gennemgang af 14 danske politikere, og ca. 50 partier og grupperinger, der i mellemkrigstiden og under besættelsen forsøgte at ændre det danske samfund.

af Arne Lund

I november 1918 blev 100 året for afslutningen af Første Verdenskrig markeret. Ringe opmærksomhed blev viet til, at på samme tidspunkt blev kimen til den tyske nazisme sået, og sådan går det nok også til november i år, hvor det ligeledes er 100 år siden, at Italiens fascistiske parti blev grundlagt.

 

Næsten ingen medier omtaler, at der i dag kun er få øjenvidner til nazismens og fascismens rædsler tilbage. Én af dem er 94-årige Arlette Andersen, der sad i Auschwitz 1943-45. Indtil for nylig holdt hun foredrag på landets gymnasier for at berette om, hvad hun havde været igennem: “Nationalismen vokser, der er opløsning overalt, og det gør mig bange, for jeg har oplevet dens konsekvenser på min egen krop…” (Information d. 8.12.2018).

 

Opløsningen er fremskreden. Vestens liberale retsstater eroderer, autoritære politikere som Orban, Trump, Putin, Bolsanero m.fl. er ved magten. Syndebukke dæmoniseres af regeringspartier. Løgne, fortielser og manipulationer er hverdagskost, mens viden, oplysning, debat og kritik af magtforholdene mistænkeliggøres.

 

“Vores tid minder om 20’erne og 30’erne,” fortsætter Arlette Andersen Derfor er der nu, hvor demokratiet er presset, og menneskerettigheder modarbejdes eller affærdiges som “abstrakte værdier,” brug for endnu mere viden om skæbnesvangre perioder i det 20. århundrede. Ole Ravns nyligt udsendte bog, De danske førere, bidrager fint hertil.

 

Hvem var førerne? 

Førerne repræsenterede et bredt udsnit af Middelklasse-Danmark. Halvdelen var akademikere, tre kom fra militæret, to fra landbruget, og resten var erhvervsfolk. De kom fra velfungerende familier med en stærk patriarkalsk struktur. De var socialt velfungerende, og nogle af dem nød anseelse på deres hjemegn.

 

Efter krigen blev førerne mentalundersøgt. Resultatet viste, at de var begavede, og at kun få havde psykopatiske træk. Flere havde dog tendens til egoisme, selvhævdelse og urealistiske forestillinger om egen betydning. De fleste var politisk naive og ude af stand til at hamle op med partiernes kyniske grå eminencer.

 

Anderledes forholdt det sig med de menige partimedlemmer, herunder de, der gik i tysk tjeneste. Også de udgjorde et bredt udsnit af befolkningen, men var generelt dårligere uddannet end gennemsnitsdanskerne, der var en overvægt af arbejdsløse, og mange kom fra brudte hjem, jf Karl O. Kristiansen: Mandlige landssvigere i Danmark under besættelsen (1950).

 

Nationalisme

Den primære drivkraft var en stærk nationalitetsfølelse, næret af tabet af Sønderjylland i 1864.  Alle førerne var opdraget til at danskheden var tilværelsens bærende element. Denne blev i midler-tid sat på en alvorlig prøve efter 9. april, idet flere af dem kunne opnå personlige og økonomiske fordele ved at foretrække tysk nazisme frem for dansk nationalisme.

 

Andre slog på, at de var danske nazister og ikke ville leve under hagekorsflaget. Frits Clausen fra det største naziparti, Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP) var én af dem, der havde sværest ved at vælge side. Hans sønderjyske sindelag kom gang på gang i konflikt med ambitionen om at opnå større politisk magt ved hjælp af tyskerne, der på den anden side var hurtige til at afskrive ham på grund af hans vankelmod.

 

Anti-kommunisme

Med den russiske revolution opstod frygten for kommunismen, der ikke alene havde sejret i Rusland, men også var nået til Tyskland, hvor der blev oprettet (kortvarige) rådsrepublikker. Hertil kom at Socialdemokratiets og fagforeningernes voksende styrke sendte chokbølger ind i borgerskabet.

 

I 1923 stiftede den tidligere frivillig fra den estiske selvstændighedskrig, Max Arildskov, Det vågnende Danmark, et fascistisk parti efter italiensk forbillede. I programmet hed det bl.a.:

 

1. At trække den bedragne og vildførte ungdom over i vore rækker ved at forklare dem hvilken falskhed, der ligger i Trotskys råb om fred, frihed og lighed.

 

2. Udenom jødepressen at skaffe hele nationen kendskab til den stærke forbindelse mellem bolsjevismen og den jødiske verdenskapitalisme.

 

3. At bibringe vore landsmænd forståelse af hvilken fare, der truer ikke alene Danmark, men hele kristenheden og hele den hvide race.

 

Frem til maj 45 blev anti-kommunismen brugt som det store slagnummer, når nazisterne skulle hverve tilhængere eller få folk til at melde sig til østfronten. Meget kunne de hjemlige nazister strides om, fx hvilken vægt der skulle lægges på det nationale, eller på jødespørgsmålet, men hadet til og frygten for kommunismen, dén var de enige om.

 

Anti-parlamentarisme

Nationalkonservative var imod Grundlovsændringen i 1915, der gav stemmeret til “fruentimmere, fanger og fattigfolk”. En modstand, der siden nærede den anti-parlamentarisme, og politikerlede, der bredte sig i 20’erne. Tilliden til at politikerne kunne tackle den store arbejdsløshed, den galop-perende inflation, og et stagnerende erhvervsliv, var ringe. Indtrykkene fra den vaklende tyske Weimar-republik bidrog til politikerleden.

 

“Til kamp mod parlamentarismen. Vi vil ikke længere misregeres af arbejder- eller kapitalist-regeringer”, skrev det fascistiske Nationalkorpset på en løbeseddel i 1926.

 

I 1934 skrev Arildskov i Nationalsocialisten: “Regeringen og det parlamentariske systems mænd har intet at skulle have sagt. De er som en lus mellem to negle i jødefinansens vold.. Det rådne system kan ikke opretholdes uden yderligere pantsætning af landet. Det vil vi ikke mere finde os i.”

 

Det, der adskiller mellemkrigstidens anti-parlamentarisme fra nutidens politikerlede, er, at dengang blev der stillet forslag om noget, der lignede alternativer til de siddende regeringer. Enten en stærk mand, eller en Stænderforsamling, eller Danmarks- og Højgaard-kredsenes ønsker om en regering bestående af et upolitisk forretningsministerium.

 

I dag findes der ikke et tilsvarende politisk miljø, hvor der kræves, Folketing og regering skal sendes hjem. Nok er politikerleden udbredt, men det er sjældent, at den ledsages af krav om afskaffelse af det repræsentative demokrati. Oftest vil “man” bare have nogle andre politikere til magten – ens egne.

 

Staunings neutralitets- og nedrustningspolitik i 30’erne vakte stor modstand hos de borgerlige og i militæret, der anklagede Stauning for at gøre landet forsvarsløst. Bekvemt så kritikerne bort fra, at Danmark alene i kraft af sin størrelse, ikke ville kunne yde megen modstand, om nogen overhovedet. Nedrustningen førte til afskedigelse af et stort antal officerer, hvilket medvirkede til at en del af dem søgte ind i nazipartierne.

 

Antisemitisme

20’ernes danske fascistiske partier lagde – efter italiensk forbillede – ikke vægt på antisemitismen. Det var først da de nazisterne kom til, at jøderne blev sat på den politiske dagsorden. Den, der bragte den biologisk funderede anti-racisme her til landet, var Ejnar Vaaben, der under et studie-ophold i München havde mødt arvelighedsforskeren Hans Günther, der, efter Hitlers magtover-tagelse, fik afgørende indflydelse på det 3. riges raceteorier.

 

Ved hjemkomsten stiftede Vaaben Danmarks Nationalsocialistiske Parti. I modsætning til andre højrepartier, der satsede på massemøder og propaganda, var Vaaben den intellektuelle nazist, der skolede sine (få) medlemmer og publicerede et stort antal artikler, bøger mv. I Hagekorset hed det i 1930 bl.a. “Vi kræver racebeskyttelse for de sande og nordiske dele af det danske folk inden for alle samfundsklasser, og ved erhvervelse af dansk statsborgerskab racebiologisk legitimation.”

 

Vaaben fik snart konkurrence fra tidligere løjtnant Wilfred Petersens National Socialistisk Parti (NSP), der i partiprogrammet skrev at “beskyttelse af de folkelige værdier skulle ske gennem en begrænsning af indvandringen af raceelementer af fremmed moralsk støbning eller af mindre værd, og kastrering af åndeligt og legemligt sygdomsbelastede”.

 

Andre fremtrædende jødehadere var pastor Anders Malling, piloten Poul Sommer, og især Aage H. Andersen, der stod som tidens værste jødehader, og talte om jødepestbylder og -parasitter, og omtalte jøder som en forbryderbande. Hetzen bredte sig til de store dagblade. I1936 advarede en landsdækkende avis mod at give statsborgerskab til 20 russiske jøder – folkesundheden ville tage skade derved.

 

I befolkningen var der en vis modvilje mod jøderne. Jødeforfølgelserne i Tyskland gav imidlertid de hjemlige jøder en vis sympati, og den antisemitiske hetz vandt ikke gehør..

 

De hyppige angreb på jøderne affødte imidlertid en lovgivning, der både fastholdt Grundlovens

 

frihedsrettigheder, og klargjorde, at ekstremister ikke kunne gøre lige hvad de ville. I 1939 vedtog Folketinget paragraf 166B, racismeparagraffen – om udbredelse af falske rygter mod en befolkningsgruppe på grund af deres tro, afstamning eller statsborgerskab. De borgerlige stemte imod; frygtede at det ville indskrænke ytringsfriheden.

 

DNSAP’s indtog i Folketinget i 1939 blev af de hårde antisemitter set som et udsalg af idealerne, blot for at opnå en kortvarig politisk gevinst. Angrebene kom især fra Wilfred Petersen, der selv stillede op, men hvor hans 18.000 stemmer, ikke var nok til at komme ind. Sloganet “Danmark for danskerne” fængede åbenbart ikke så meget dengang, som det gør i dag.

 

I 1941 lagde Frits Clausen afstand til den tyske ambassade. Den havde, mente han, svigtet ved ikke at bringe ham til magten. I stedet nærmede han sig SS, der var langt mere kompromisløs når det gjaldt jøderne. Dette manifesterede sig bl.a. ved, at DNSAP fremsatte forslag om et forbud mod Schächtning – den jødiske slagtemetode, der svarer til halal.

 

* * * * * *

I 1923 stiftede det ekskluderede socialdemokratiske folketingsmedlem Emil Marott et parti efter italiensk forbillede: “Tusinder længes efter den mand, som vil træde frem, skære igennem alt kævlet og afskaffe alle disse statsvæsener, der nu tynger skatteborgerne således at de er som lænket til en mur – statsmuren”. Han stillede op ved flere valg, men blev ikke valgt. Hans fascistiske synspunkter forhindrede dog ikke, at Christian X i 1925 gjorde ham til Ridder af Dannebrog.

 

Flere forsøgte, at gøre Marott kunsten efter. Det var dog først efter børskrakket i 1929 og med nazismens gennembrud i Tyskland, at der kom et højreradikalt parti med en vis gennemslagskraft. Det skete da lederen af de danske spejderkorps, Cay Lembcke, stiftede Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) på et nationalt, ultraliberalistisk grundlag, for Gud, konge og fædre-land, og vendt mod staten og fagforeningerne

 

Fra starten blev det gjort klart, at der var tale om et dansk nationalsocialistisk parti, ikke en efterligning af det tyske. I et opråb fra oktober 1930 tog man afstand fra jødeforfølgelserne, “da landet i jøderne har nogle af sine bedste og mest loyale sønner”.

 

Dette holdt dog kun indtil Lembcke fremlagde partiprogrammet – en tro kopi af de tyske nazisters, herunder angreb på jøderne, hvilket dementerede, at det var så som så med det nationale. Snart blev Lembcke afsat, og magten overgik til den dansksindede, populære landsbylæge Frits Clausen. Han slog fra starten på, at “man hverken kæmpede mod en fjendehær, eller statsmagten, der vil forandre hjemmene, nu er det kapitalismens udbytningssystem, det gælder”.

 

I Slægt og jord fra 1935 skrev Clausen, at “det kapitalistiske system har for længst omdannet disse djærve frihedselskende bønder til renteslaver, der ydmygt tigger højfinansen, en jødebastard eller en af deres i sjælen forgiftede håndlangere, om retten til at leve på fædrenes jord”

 

Heller ikke Clausen duede som fører, kunne ikke holde fast i midler og mål. Det var ikke kun jødespørgsmålet, hvor han ændrede politik, også hans forsøg på, at få de tysksindede i Sønderjylland ind i DNSAP vakte modstand. Når Clausen kunne skrive, at “vi søger under hagekorsets symbol venskabeligt samarbejde med andre nordisk-germanske folk til hvilke vi føler knyttet med blodets bånd, ” da spurgte mange om, hvor dansk Clausen og hans parti egentlig var. Hans svingende politik endte med, at han blev afsat i1944, hvorefter han meldte sig til Østfronten.DNSAP var det største og vigtigste af de mange fascist- og nazipartier, men særlig stabil var medlemsskaren nu ikke. De meldte sig ud i ét væk, forsøgte sig med nye partidannelser og da det ikke gik, vendte de hyppigt tilbage til DNSAP. Ofte blev de kun, indtil de atter øjnede en chance for at lave nye partier. Ustabiliteten bidrog til, at de ikke vandt gehør i befolkningen. Stridighederne om mål og midler var mangfoldige, de personlige ambitioner ligeså. Økonomien var elendig, og allerede i 1941 mistede tyskerne lysten til at støtte, hvad de opfattede som et ligegyldigt parti.

 

Partiernes og grupperingers største betydning lå i, at de var med til at etablerede et miljø og en ideologisk skoling, der var en rugekasse for de der under besættelsen gik i tysk tjeneste, først i Frikorps Danmark og/eller Waffen-SS, eller virkede som sabotagevagter og lign. samt for de endnu flere, der var nazismen positivt stemt.

 

Overlevende fra østfronten gik siden ind i ét af de uniformerede, bevæbnede nazistisk skolede  korps, der blev oprettet mod krigens slutning. Sommer-korpset holdt vagt på de virksomheder, der fremstillede krigsmateriel for tyskerne. Schalburg-korpset og Hipo’erne skulle opretholde ro og orden, da tyskerne var utilfredse med dansk politis indsats mod sabotagen. Schalburg-korpset skulle desuden fremme en germanisering og nazificering af Danmark, efter at DNSAP havde vist sig ude af stand til at klare opgaven.

 

Fælles for korpsene var, at de efter samarbejdspolitikkens ophør i august 1943, begyndte at terrorisere civilbefolkningen, udførte clearingdrab, sabotage mod fx danske forlystelser osv. DNSAP fik ved valget i 1939 lidt over 2 pct. og 3 mandater Valget i 1943 gav en mindre fremgang, og blev tolket – også af DNSAP – som at danskerne eller tyskerne ikke tog det alvorligt.

 

Den tyske besættelsesmagt brugte i de første krigsår DNSAP, til at true den danske regering: “Hvis ikke I makker ret, så indsætter vi Clausen som regeringsleder”. Det virkede, og samarbejdet med de SRVK var den bedste garanti for en uhindret strøm af landbrugsprodukter til Tyskland, hvor Danmark dækkede en fjerdeldel af fødevareforbruget. Dét var vigtigere end Frits Clausen. I periferien af DNSAP kredsede partier, grupperinger, og løse sammenrend af hjemløse nazister, fascister, nationalkonservative, anti-semitter, anti-kommunister, lykkeriddere og hvad ellers. Og så var der erhvervslivet, der havde været hurtige til at tilpasse sig de nye tider.

 

Nævnes skal især Wilfred Petersens Nationalsocialistisk parti (NSP), der brød med DNSAP i 1932. Petersen kaldte sig for revolutionær nationalsocialist. Om sig samlede han unge arbejdsløse, der intet havde til overs for den appel, DNSAP rettede mod borgerskabet. NSP var det parti, der kom det tyske SA nærmest, og for dem repræsenterede SA-føreren Ernst Röhm nazismens venstrefløj. De fattige skulle ikke betale skat, der skulle indføres økonomisk overskudsdeling, og kapitalismen bekæmpes, men ejendomsretten måtte ikke røres. Et år forsøgte NSP, at holde 1. maj på Blågårds Plads, men måtte hjælpes derfra under politibeskyttelse. Lidt pinligt for “Wilfreds drenge,” der ellers gik for at være de mest voldsberedte af nazigrupperne.

 

Partiet udgav Stormen (efter Julius Streichers anti-semitiske blad, Der Stürmer). Det hetzede mod alt og alle, fx navngivne homoseksuelle. Talrige artikler i Stormen endte ofte med retssager og fængsel til redaktører og journalister.

 

Efter bruddet med DNSAP brugte NSP energi på at bekæmpe sine tidligere kampfæller. I juni 1940 opsøgte Wilfred Petersen trafikminister Gunnar Larsen, og tilbød at chikanere DNSAP. Larsen og regeringen gav 20.000 kr. til formålet. Resultatet blev Rene folk med rene hænder, der afslørede, at landbrugets øverste top støttede det nazi-inficerede Landbrugernes Sammenslutning. Lækket materiale fra DNSAP viste, at Frits Clausen var utroværdig, fordrukken og tyskvenlig, at partiet ikke havde styr på økonomien, og at inderkredsen berigede sig på partiets og tyskernes bekostning.

 

Erhvervslivet

En gruppe, der bestemt ikke havde rene hænder, var de erhvervsfolk, der i sommeren 1940 lagde planer om – med kongens hjælp – at hjemsende Folketing og regering, og i stedet udnævne et “forretningsministerium” bestående af rigets fremmeste mænd – dem selv.

 

De var to kredse. Danmarks-kredsen, der holdt til på Fyn, og den hovedstadsbaserede Højgård-kreds. I den første deltog et par kendte nazister, Johs. Sørensen og Einar Vaaben. Kredsen sendte bl.a. Vaaben til Tyskland, hvor han, via kontakter i det tyske naziparti, skulle sikre, at tyskerne var indforstået med erhvervsfolkenes magtovertagelse. Det var tyske som bekendt ikke.

 

Vaaben og Malling fra Dansk Folkefællesskab forsøgte sig senere i Højgaard-kredsen. Her var medlemmerne bl.a. A.P. Møller, kongens fætter, Prins Axel, samt ledere af entreprenørfirmaer.  De krævede et autoritært ekspertstyre – ledet af prins Axel – samt hjemsendelse af Folketing og regering. Forslaget blev afvist af kongen, og dermed var Højgaard-kredsens rolle udspillet.

 

Erhvervsfolkene havde i den “upolitiske” Gunnar Larsen, tidl. direktør i F.L. Smith, en solid støtte. Hans tætte kontakter til de tyske rigsbefuldmægtigede sikrede entreprenørbranchen lukrative aftaler om byggeri af flyvepladser, bunkere på den jyske vestkyst mv. Gunnar Larsen tog initiativ til Østrumsudvalget, der fra 1941 udbyggede danske erhvervs interesser i Baltikum. Her lykkedes det ham, at generhverve en cementfabrik, som var blevet nationaliseret, da den sovjetiske hær erobrede Estland. I 80’erne kom det frem, at F.L. Smith havde anvendt slaver på fabrikken.

 

Enkelte erhvervsfolk støttede det yderste højres blad- og propagandaarbejde, fx. A.P. Møller, der bidrog til Dansk Folkefællesskab, der talte flere erklærede nazister, samt den tidl. konservative folketingsmand, generalauditør Victor Pürchel, der lå tæt op ad nazismen. Pürchels begejstring for hvad der foregik i Tyskland vakte opsigt i Berlin. Han blev i 1935 inviteret med til partidagen i Nürnberg, hvor jødelovene blev vedtaget, og som bl.a. betød, at tyske jøder fik frataget deres borgerlige rettigheder, og det blev afgjort, hvem der var arier, og hvem der var jøde.

 

Den manglende succes

Der var flere årsager til, at tilslutningen til de danske nazister var så ringe. Nok fængede de nationalistiske og anti-kommunistiske paroler, og nok var der høj arbejdsløshed og udbredt fattigdom – faktorer, som gængs giver nazister medvind.  Alligevel var de samfundsmæssige og økonomiske forudsætninger her i landet mere stabile end i andre lande. Hertil kom, at parlamentarismen var mere rodfæstet, bl.a. takket være Grundlovsændringen i 1915, der gav kvinder og fattige vished om, at de ikke var ligegyldige som samfundsborgere.

 

Medvirkende til den ringe succes var desuden førernes karisma, at deres oratoriske evner var elendige, og at de ikke havde de egenskaber der skal til for at lede et parti.

 

Dette blev dog ikke set som formildende omstændighed ved retsopgøret efter besættelsen. De fleste førere fik 5-8 års fængsel, enkelte 10-12 år. K.B. Martinsen var den eneste, der blev skudt for sin indsats som leder af Frikorps Danmark og i Schalburg-korpset.

 

Dér, hvor det gik galt, var at de alle slap fri efter at have afsonet under halvdelen af straffen. Nogle slap helt, da deres aktiviteter var ophørt inden 9. april. Wilfred Petersen fik 6 år, men da han havde samarbejdet med regeringen, blev han frikendt. Frits Clausen sad to år i varetægtsfængsel, hvor han døde, inden sagen kom for retten. Poul Sommer blev frikendt til trods for at han havde været leder af et korps, hvis medlemmer havde begået terror i krigens sidste tid, ligesom tyskerne af og til anvendte det til det beskidte arbejde.

 

I juni 1945 nedsatte Folketinget en parlamentarisk kommission, der skulle undersøge “visse forhold i forbindelse med besættelsen … af såvel private borgere som af offentlige myndigheder”. Kommissionen afhørte deltagerne i Danmarks- og Højgaard-kredsene for anslag mod folkestyret. Alle anklager blev frafaldet da “deres forehavende ikke lykkedes”, og “anklagen var derfor ubegrundet”.

 

Gunnar Larsen blev som den eneste minister dømt ved byretten, men frifundet ved landsretten.

 

Ej heller blev der rejst sigtelse mod A.P. Møller for hans støtte til ultrakonservativ propaganda, der havde til formål, at omstyrte den lovligt valgte regering – fjenden stod jo i landet, så der var tale om åbenlys kollaboration. Men heller ikke for, at den A.P. Møller-ejede virksomhed, Dansk Riffelsyndikat havde leveret maskingeværer til tyskerne helt frem til 30. april 1945.

 

* * * * * * *

 

Ovenstående er få udpluk (med egne tilføjelser) fra en spændende og velskrevet bog, hvis emne, med den voksende højredrejning in mente, fortsat er aktuel. Bogen beskæftiger sig især med de organisatoriske, partimæssige og førernes politiske “karrierer”, og mindre med det aktionsprægede.

 

Dette er grundigt beskrevet andet steds, og her hjælper en omfattende litteraturliste på vej. Bogen har et velvalgt billedmateriale, og er forsynet med både navne- og sagsregister samt kildehenvisninger og litteraturlister for de, der vil læse videre.

 

De danske førere viser, at der stadig er meget at fortælle om den danske nazisme. Befriende, at Ravn ikke bruger pædagogiske pegefingre til at trække tråde til nutiden. Det må læseren selv gøre. De danske førere viser klart hvor forskellig mellemkrigstiden er fra nutiden, men også, at der er en del, der går igen, fx den hadefulde retorik.

 

Ole Ravn: De danske førere – Fascistiske og nationalsocialistiske partier og førere i Danmark 1922-1945. Syddansk Universitetsforlag, 2018. 398 kr. – online pris 318 kr.

 

Ole Ravn er mag.art i nordisk litteratur, og har undervist på gymnasier. Forfatter til bl.a. Dansk nationalsocialistisk litteratur 1930-45 og Fører uden folk – Frits Clausen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com