Islands arbejdende befolkning nægter at betale prisen for bankspekulanternes vidtløftige forretninger i udlandet.

 

I folkeafstemningen lørdag den 9. april sagde et klart flertal på 59,77 procent nej til regeringens kompromis med den britiske og hollandske regering om at tilbagebetale 29 milliarder (danske) kroner

Pengene svarer til den erstatning, som de to lande udbetalte til deres egne medborgere, som havde placeret penge i den islandske internetbank Icesave. De islandske banker troede i en periode på et par år, at de kunne erobre verden. De udlånte enorme summer i udlandet til lave renter og lovede et betydeligt større afkast fra udenlandske indskydere.

Enhver klart tænkende person burde have kunnet indse, at selv i Island vokser træerne ikke ind i himlen. Men når grådigheden vinder over klogskaben, så går folk fra forstanden for at udlåne penge til folk, som lover fantasirenter.

Det kunne kun ende på en måde – de islandske banker krakkede og 340.000 britiske og hollandske spekulanter stod med en lang næse – og da det skete, trådte de to landes regeringer til og garanterede deres medborgere de udlånte penge, som de så bagefter krævede at få tilbage fra den islandske stat.

Det er det, som islændingene nu i to folkeafstemninger har sagt nej til. I marts 2010 sagde 90 procent nej til en aftale, som indebar, at medborgerne via skatten skulle tage ansvar for gælden og betale den tilbage med en rente på 5,5 procent.

Men skam den, som giver sig. Altinget (det islandske parlament) udarbejdede en ny plan, som kun kostede 3,3 procent i rente på det skyldige beløb. Desuden blev befolkningen truet med, at en europæisk retssag bliver indledt mod Island, hvis ikke landet betaler pengene tilbage. Og ikke nok med det. IMF ville nok også stoppe alle kreditter til Island, advarede landets statsminister Johanna Sigurdardottir.

Alligevel har et klart flertal nu sagt nej til at betale for de pyramidespil, som finansdrengeme har hygget sig med i ”guldårene”. Selv troede jeg før folkeafstemningen, at truslen om, at en kommerciel retssag skulle ende med et endnu større krav end de 29 milliarder – 90.000 kroner per indbygger – ville give ja-siden et flertal.

At det alligevel endte med et så klart nej viser, at landets arbejdende skattebetalere er rasende på bankernes vidtløftige forretninger, som det store flertal allerede har måttet betale dyrt for. Mange tabte alle deres sparepenge og sidder nu i dyb gæld. Dobbeltarbejde er igen blevet hverdag for mange.

Det næste problem for Islands arbejderbefolkning bliver at gå til kamp mod sit eget borgerskab, som sikkert vil manøvrere til fordel for et nyt kompromis, for at undgå en retssag mod landet. I sidste ende kommer også nej-sigerne til at stå over for et dilemma om, hvordan de skal forholde sig til en domstolsbeslutning, som pålægger Island at betale bøder til Storbritannien og Holland. Det vil kræve en vilje til ganske enkelt at bryde med reglerne på det internationale finansmarkeds. En svær kamp venter forude. Derfor må vi i solidaritetens navn stemme i med et nordisk kampråb: ”Heja Island”.

Benny Åsman er journalist på den svenske ugeavis Internationalen og skriver desuden på sin egen blog sammen med Göte Kilden

Opslået i Nordeuropa

single.php