Valget i Holland den 15. marts viste, at den yderste højrefløj med sin aggressive islamofobiske retorik har haft held til at forandre det politiske landskab. Det ser sort ud for venstrefløjen.

af Alex de Jong

I denne baggrundsartikel analyserer Alex de Jong, hvorfor det er gået sådan. Artiklen blev skrevet før valget.

Det kapitalistiske mønsterland
Holland, som Karl Marx engang beskrev som det 17. århundredes kapitalistiske mønsterland, har altid haft en forholdsvis lille venstrefløj og arbejderbevægelse. Den hollandske republik, der var geografisk lille, men i en handelsmæssigt stærk strategisk position, fik et forspring som et handelskapitalistisk land i det 17. århundrede. Men dette forspring blev en ulempe, da den industrielle revolution gik i gang.

Først i slutningen af det 19.århundrede, under den lange ekspansive bølge op til Første Verdenskrig, begyndte industrialiseringen at få luft under vingerne, og dermed også en moderne arbejderklasse. Arbejderklassen var i lang tid delt ud fra religiøse skillelinjer. Sideløbende med en protestantisk arbejderbevægelse voksede der i årene omkring 1900 en bevægelse frem inden for det underprivilegerede katolske mindretal.

De religiøse arbejderorganisationer indgik i større multi-klasse miljøer, der omfattede økonomiske, kulturelle, sociale og politiske organisationer. Disse strømninger dannede, hvad sociologer har kaldt ”søjler”, altså egentlige parallelsamfund. Lederne af disse ”søjler” var dog altid i kontakt med hinanden, og udviklede en konsensus-kultur og en gensidig vilje til at gå på kompromis, der forebyggede eventuelle konflikter. Socialismen i Holland kom sent i gang med grundlæggelsen af Sociaal-Demokratische Arbeiders Partij (SDAP) i 1893. Dette parti, og de fagforeninger og andre organiseringer, der var knyttet til det, blev hurtigt integreret i ”søjle-systemet”. Det hollandske borgerskab kunne, da der ikke var alvorlige trusler nedefra, tillade sig den luksus at styre landet forholdsvis liberalt.

Da industrialiseringen kom relativt sent i gang, fik de hollandske kolonibesiddelser, især Indonesien, en tilsvarende større betydning. Kirkerne mistede deres indflydelse på den generation, der var født efter krigen. 60´ernes ”kulturelle revolution” førte til dybtgående forandringer i det hollandske samfund, da det hollandske borgerskab viste sig fleksibelt og imødekommende. På universiteter og arbejdspladser blev de gamle hierarkier sat til side for at give studenter og arbejdere mere autonomi. En stor del af det nye venstreorienterede opbrud blev kanaliseret ind i det socialdemokratiske Partij van de Arbeid (PvdA, det genoprettede SDAP efter krigen). Med nogle års forsinkelse fik kvinder, bøsser og lesbiske flere rettigheder.

Den gamle nationalistiske myte om Holland som de tapre opdagelsesrejsende og sømænds land, blev erstattet af en ny fortælling om landet som en frisindet ”købmands-nation”, hvis deltagelse i verdenshandelen havde gjort det usædvanligt humanitært, fredeligt og tolerant. Denne idé, udtrykt i sentensen ”Nederland, gidsland” (Holland, et mønsterland) lod hånt om landets koloniale fortid, samt dets vigtige rolle i slavehandelen, men føjede elementer af den nye frisindede kulturelle dominans sammen til et nyt nationalistiske idealbillede.

Det, der kom ud af denne ”repressive tolerance” var, at landet aldrig kom til at opleve noget i stil med den sociale uro, der var i nabolandene. 60´erne frembragte heller ikke en langtidsholdbar yderste venstrefløj.

Afslutningen på en æra
I 1977 erkendte PdvA statsminister Joop den Uyl, at afslutningen på efterkrigstidens ekspansive bølge betød afslutningen på en æra. Han forudså enten en ”hård kamp om vundne positioner, eksisterende rettigheder og truede privilegier” eller ”et klart valg til fordel for de mest udsatte, nationalt og på verdensplan."

Historien gik ad en anden vej, efter at arbejderbevægelsen og det nye venstre var blevet integreret med succes. Da arbejdsløsheden nærmede sig 1 million, ud af en samlet befolkning på 14 millioner, så forpligtede fagbevægelsen sig i 1982 med Wassenaar-aftalen til løntilbageholdenhed og ”fælles ansvar” for økonomisk vækst og profitabilitet. Allerede i 1982 indrømmede den Uyl, at krisen og arbejdsløsheden tjente til at ”svække fagforeningernes magt, genetablere gamle privilegier, forøge uligheden og afvikle velfærdsstaten.” I det samme årti forsvandt den yderste venstre fra parlamentet.

I 90´erne blev den neoliberale politik enerådende. PdvA dannede i 1994, efter flere år i opposition, en koalitionsregering med det traditionelle højreparti, det erhvervsvenlige, sekulære VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie, Folkepartiet for Frihed og Demokrati). PvdA gik over til en Blair-agtig tredjevejs-politik. Med de tidligere socialdemokrater som frontløbere blev arbejds- og boligmarkedet liberaliseret, vigtige dele af social- og sundhedsområdet og pensionssystemet, samt offentlige virksomheder, blev splittet op og privatiseret.

Men de økonomiske vækstrater var højere, end de havde været siden begyndelsen af 70´erne. Wassenaar-aftalen og den frivillige løntilbageholdenhedspolitik, produkter af en kultur kendetegnet af forhandling og inddæmning af konfliktmuligheder, der var en arv fra ”søjlesystemet”, blev hyldet som et unikt hollandsk særkendetegn, der angiveligt gjorde det muligt for landet at undgå ”nyttesløse” og ”skadelige” konflikter såsom strejker og andre sociale kampe.

En stor del af den økonomiske vækst skyldtes den finansielle sektor. I dag består over en fjerdedel af den hollandske ”eksport” af finansielle tjenesteydelser. Selv om den finansielle sektor skaber relativt få jobs, så spiller den en afgørende rolle for hollandsk økonomi, og hollandske selskaber spiller en vigtig rolle i den internationale bank- og finansverden.

Den stærke pro-EU-orientering hos størstedelen af det hollandske borgerskab går hånd i hånd med dette forhold. Landet ”har altid været en lille, men vigtig drivkraft i den europæiske økonomiske integration. Den økonomiske interesse i EUs fortsatte ekspansion er under alle omstændigheder snarere blevet større end mindre. Holland er det næststørste eksportland inden for EU, og mere af dets eksport og re-eksport forbliver inden for EU.” Den begejstring, hvormed finansminíster Jeroen Djisselbloem, midlertidig formand for euro-gruppen og ledende medlem af PdvA, hengav sig til at smadre det græske samfunds struktur til fordel for finanssektoren, er en passende illustration af den hollandske politik, der blev født i 90´erne.

Nye politiske kræfter
Siden begyndelsen af århundredet er dette veletablerede system kommet under pres. Den første udfordring kom fra venstrefløjen i slutningen af 90´erne og begyndelsen af 2000-tallet. SP (Socialistisk Parti – selv om partiet ikke længere bruger sit fulde navn) har rødder i et lille maoist-parti, et produkt af ungdomsoprøret i 60´erne). Den hollandske venstrefløjs svaghed åbnede et vindue for en lille gruppe maoistiske aktivister, så de kunne få fodfæste blandt uorganiserede, for det meste katolske arbejdere.

I 90´erne var SP i stand til at genopfinde sig selv som et parlamentarisk socialdemokratisk parti, mens det kommunistiske parti og det yderste venstre opløste sig selv for at indgå i et nyt grønt parti og PdvA tog socialliberalismen til sig. Takket være det hollandske proportionale repræsentationssystem gav 118.738 stemmer (1,3 procent) partiet to mandater i parlamentet i 1994. I 1998 fik SP 5 mandater. Ved årtusindskiftet gennemgik partiet en yderligere ideologisk forandring, det forlod sin marxistiske forankring og bekendte sig til en etisk socialisme og erklærede, at det havde fokus på parlaments- og lokalvalg. I 2002 fik partiet 9 mandater, og det har siden ført sig frem som et fremtidigt regeringsparti og et alternativ til PdvA.

I mellemtiden blev den anden side af det politiske spektrum også vidne til fremkomsten af en oprørsk strømning. Pim Fortuyn, der havde været forsker og embedsmand, blev i 90´erne en kendt højrefløjsskribent og folketaler. Han knyttede an til den neoliberale standardtankegang ved at argumentere for endnu mere vidtgående liberalisering og omfattende nedskæringer af den sociale velfærd. Han forbandt endvidere sin højreorienterede økonomiske liberalisme med en nationalistisk populisme, der begræd tabet af fællesfølelse og fordømte nedbrydningen af sociale normer og værdier. Noget, der blev kaldt ”islamisk kultur”, som var evigt den samme og immun over historiske forandringer, blev i stigende grad fremmanet som en trussel mod det hollandske samfund.

Eftersom Fortuyn påstod, at han kritiserede en ”kultur”, men ikke angreb folk på grund af deres etnicitet som sådan, undgik han det tabu, der omgav det gamle yderste højres biologiske racisme. En anden måde, hvorpå han skilte sig ud fra den gamle yderste højrefløj , samtidig med at han samlede mere ammunition til sin kamp mod ”islamisk kultur”, var hans inkorporering af elementer fra den herskende liberale ideologi. Fortuyn indlejrede ideer som adskillelsen af kirke og stat og lige rettigheder for kvinder og homoseksuelle i den ”hollandske kultur”, som blev opfattet som truet. Det kulturelle skræmmebillede af ”de andre” erstattede det racistiske skræmmebillede.

Chauvinismen i ”Nederland, gidsland” viste sig at være et særdeles effektivt våben og friholdt dette nye, populistiske højre fra at blive identificeret med det gamle fascistiske yderste højre. Det gav næring til, hvad den antiracistiske tænker Gloria Wekker senere kaldte ”hvid uskyld” – den ideologi, at det hollandske samfund simpelthen ikke kan være racistisk, fordi man må gå ud fra, at det i selve sit væsen er egalitært.

Efter at Pim Fortuyn i 2001 trådte ind på den politiske scene, blev han uhyre populær. Fortuyn, en dreven showman, skilte sig ud fra de intetsigende, teknokratiske politikere, som den neoliberale konsensus havde sat i produktion. Mens de andre politikere konkurrerede med hinanden om at overbevise folk om, at de hver især var den helt rette til at forvalte status quo, så sagde Fortuyn, at han ville lave om på status quo. Det blev på den måde muligt for ham at sikre sig støtte fra folk, der af forskellige grund følte sig overset af det politiske establishment.

Fortuyn blev myrdet i 2002, og hans parti gik i opløsning. Men han blev en profetisk skikkelse for en ny, nationalistisk strømning, der i det seneste halvandet årti kom til udtryk i flere partier. Det nuværende yderste højre i Holland er en aflægger af Fortuyn, og Geert Wilders PVV er den nyeste inkarnation af dette nationalistiske, populistiske højre. Det er også den mest yderliggående.

Geert Wilder er en karrierepolitiker, der oprindelig var medlem af parlamentet på VVDs højrefløj. I 90´erne blev Wilders protégé af den senere Europa-kommissær for Det Indre Marked, Frits Bolkestein. Før Fortuyn kom til, havde Bolkestein gjort forestillingen om et civilisationernes sammenstød mellem ”Vesten” og ”Islam” til almindelig udbredt tankegods i det politiske liv i Holland. Han udtalte senere til skribenten Ian Buruma, at ”man må aldrig undervurdere, hvor meget hollænderne hader de marokkanske og tyrkiske immigranter. Min politiske succes beror på den kendsgerning, at jeg har lyttet til disse følelser.” (se note)

I 2004 forlod Wilders VVD, og to år senere dannede han sit eget parti, Partij voor de Vrijheid (PVV, Frihedspartiet). Som for Bolkestein og Fortuyn var fjendtlighed over for muslimer det nye partis vigtigste fokuspunkt. I 2004 rystedes landet af endnu et mord, da filminstruktøren og skribenten Theo van Gogh blev myrdet af en islamisk fundamentalist. Efter mordet blev adskillige moskeer og snesevis af mennesker angrebet. På toppen af denne bølge fik PVV i 2006, ved det første valg, som partiet deltog i, 9 ud af 150 mandater i parlamentet.

Siden dengang har PVV udviklet sig i to retninger. Det ene er, at hvor det før stod for et benhårdt neoliberalt økonomisk program, fremtræder det nu som forsvarer af den hollandske velfærdsstat. Som andre landvindinger, f.eks. kvinders rettigheder, bliver social velfærd nu fremstillet som et produkt af ”hollandsk kultur”, i vore dage under trussel fra fremmede kulturer, især Islam. De aftaler, som PVV har indgået med andre højrepartier i parlamentet, har klart vist, at partiets ”velfærds-chauvinisme” er underordnet i forhold til anti-islam- og anti-immigrant-dagsordenen, der hele tiden skærpes.

PVV går i dag ind for, at adgangen til sociale ydelser skal være afhængig af, hvor længe man har haft statsborgerskab og af sprogfærdigheder, samt at folk, der går i burka eller bærer niqab ikke er berettiget til sociale ydelser, forbud mod Koranen, at grænserne lukkes for flygtninge, alle asylcentre skal nedlægges, alle moskeer skal lukkes, forbud mod, at folk med dobbelt statsborgerskab kan have udøve offentlige hverv eller besidde embeder, forbud mod, at offentligt ansatte bærer tørklæde, forebyggende anholdelser af ”yderliggående muslimer”, og totalt forbud mod immigration fra islamiske lande.

For PPV er dets velfærds-chauvinisme og islamofobi meget tæt forbundet. Velfærdsstaten er under pres, påstås det, på grund af indvandringen. Hollandske muslimer, islamiske migranter og flygtninge, der i PPVs diskurs alle er dele af den samme islamiske fare, snylter på et system, der er opbygget af ”de rigtige hollændere”, og det har den ”venstreorienterede elite”, der kontrollerer landet, velvilligt givet dem lov til – det er hovedtrækkene i PPVs fortælling om Holland i dag. Det er til dels derfor, at PPV-støtte til nedskæringer ikke automatisk fører til tilbagegang i opbakning – nedskæringerne er blevet nødvendige på grund af muslimerne, og kan kun stoppes gennem en yderligtgående racistisk lovgivning, der vil tage menneskerettighederne fra utallige hollændere og immigranter.

Venstrefløjen i dag
Den nuværende hollandske regering er, som i 90erne, en koalitionsregering bestående af PdvA og VVD. I denne koalition er PdvA det underordnede parti. Med hensyn til den sociale og økonomiske politik og også i f.eks. flygtningeanliggender er VVD det dominerende parti. Regeringen har gennemført nedskæringer, der blandt andet betød, at der forsvandt tusinder af job inden for den offentlige administration og på sundhedsområdet, skåret ned på hjælpen til kronisk syge, og afskaffet en række stipendier til studerende. Regeringen er faktisk kommet så langt ud i krogene i jagten på nedskæringsemner, at selv et foretagende som ING Bank har konkluderet, at dens politik har kostet hundredtusinder af job ”til ingen nytte”. Og så gik PdvA alligevel ind i regeringen efter et sving til venstre i valgkampen i 2012, der skulle afværge truslen om stigende opbakning til SP. Aktuelle opinionsmålinger er meget dystre for PdvA, idet partiet står til at miste to tredjedele af deres mandater. VVD ser også ud til at miste mandater, men i mere begrænset omfang (se boks med valgresultat i bunden af denne artikel, o.a.).

I dag er andre partiers rolle tit reduceret til at reagere på PVV. VVD er mere eller mindre smeltet sammen med PVV, og fremstiller sig selv som den ”fornuftige” udgave af det yderligtgående PVV. Den ufortyndede ægte vare har dog stadigvæk stor tiltrækningskraft blandt vælgerne, opinionsmålinger forudser, at partiet vil fordoble sit mandat tal – og måske endda blive det største parti i parlamentet.

SP ser ikke ud til at få meget ud af den nedsmeltning af PdvA, som forudses. En af årsagerne til dette er PVVs dominerende rolle i den offentlige debat. SP har haft størst succes, når det kunne trænge igennem med sine socioøkonomiske forslag, men enhver diskussion af sådanne emner overdøves af den enerverende støj fra PPVs islamofobiske og anti-immigrant-kampagner, som VVD så bare giver ekko af.

SP har aldrig været særlig interesseret i antiracistiske kampagner. Partiet opfatter racisme som en sekundær følgevirkning, skabt af socioøkonomisk elendighed og konkurrence blandt arbejdere: man skal bare forbedre folks socioøkonomiske muligheder, og racismen vil, nærmest halvautomatisk, forsvinde. At tale om racisme opfattes som en afledning fra de centrale spørgsmål. Det betyder, at SPs valgprogram dårligt nok nævner ”racisme”, selv om den er overalt. Opinionsanalyser vise, at en betragtelig del af de nye PVV-vælgere tidligere har stemt på SP.

Partiets forsømmelighed i forhold til racisme betyder også, at det er ude af stand til samle dem, der er ofre for den, og som ønsker at bekæmpe den. Ved det kommende valg er der en række småpartier, der, med en vis succes, har gjort anti-racisme til et centralt punkt i deres programmer. Det ser også ud til, at de Grønne vil gå stærkt frem og måske blive større end SP. De hollandske grønne, Groenlinks, bliver traditionelt opfattet som antiracistiske, og der uden tvivl mange, der vil stemme på dem, fordi de ønsker at gå imod PVV.

SPs satsning på at komme i regering er et andet dilemma. PdvA har indtil videre inddæmmet truslen fra SP, ved med held at fremstille partiet som ”uerfarent” og ”urealistisk”, og som følge deraf ude af stand til at bidrage med noget, som folk kan bruge til noget. SP reagerede på disse beskyldninger ved at moderere deres krav, og de gik for eksempel med til at hæve pensionsalderen fra 65 til 67 år, og at acceptere den Europæiske Stabiliseringsmekanisme. For at vise deres regeringsduelighed gik de med i flertalskoalitioner i byråd og regionalråd flere steder, f.eks. i hovedstaden Amsterdam, hvor de samarbejdede med højrefløjspartier. Men denne tilgang har også betydet, at partiet i mindre grad ses som et oppositionsparti, og mange opfatter det nu som alt for tamt. SP har prøvet at komme dette image til livs ved at rejse offensive krav om f.eks. højere minimumslønninger, 65 år som pensionsalder, højere pensioner og lavere huslejer. Partiet er gået ind i valgkampen med parolen ”grib magten”, men ifølge opinionsmålingerne kommer de næppe over de 10 procent, som de fik i 2012, eller de går tilbage, ifølge andre målinger.

SP slås med en modsigelse: Er det et socialt protestparti eller et regeringsparti i venteposition, en ”forbedret” udgave af PdvA? Den sidste mulighed ser ikke ligefrem ud til at være inden for rækkevidde – i modsætning til i 2006, hvor partiet fik 26 mandater. Men partiet kan heller ikke bringe sig selv i stilling som leder af social utilfredshed, fordi det nedprioriterer en af de væsentligste årsager til den – racismen.

Men den hollandske venstrefløjs problemer er mere dybtgående end SPs indfaldsvinkel. For at sige det ligeud, landet oplever et højere niveau af vrede og utilfredshed, som højrefløjen har været lydhøre overfor, samtidig med at sociale mobiliseringer er på et meget lavt niveau. Sociale bevægelser er meget svage. Det eneste område, hvor der har været en vis dynamik, er anti-racismen, som tiltrækker nye aktivister, tit farvede unge. Men det er stadigvæk langt fra at være en massebevægelse.

Det vigtigste fagforbund, FNV, har i mellemtiden været ude for svære omskiftelser. Siden 80erne er organiseringsgraden faldet fra 35 til mindre end 20 procent. Endnu mere foruroligende er svækkelsen af fagforeningsstrukturen. Der er mangel på aktivister og på grundlæggende viden om, hvordan man gør. Som en fagforeningsrepræsentant udtrykker det, så har årtiers frivillig løntilbageholdenhed medført, at FNV gik fra en situation, hvor forbundet ikke ønskede at kæmpe, til en, hvor det ikke længere ved, hvordan man skal kæmpe. Da FNV for nogle år siden, for første gang i årtier, besluttede igen at holde 1. maj, blev der hyret et eventagentur til at stå for arrangementet, som indhegnede området med et sortbejdset plankeværk, så forbipasserende dårligt kunne se, hvad der skete.

I de senere år har der været visse fremskridt. Forbundets struktur er blevet fornyet i en mere demokratisk retning, og aktivister forsøger at dreje fagforeningerne i en mere aktivistisk retning, der også kan appellere til unge og mere løst ansatte arbejdere, end til den traditionelle basis af ældre, hvide, mandlige arbejdere. Men det går stadig meget langsomt, og det er en meget træg proces.

De vanskelige, men reelle forandringer inden for fagforeningerne, og påbegyndelsen af nye antiracistiske initiativer og strukturer peger i retning af en inddæmning af landets nuværende bevægelse mod højrefløjen. Og den fortsatte opbakning til et parti som SP viser, at der er mange, der ønsker et andet Holland, selv om denne bevægelse langt fra er så venstreorienteret, som det ind imellem bliver fremstillet – både af højrefløjsmodstandere, der vil afvise folk som urealistiske, og af internationale antikapitalister, der er på udkig efter succeshistorier, At danne et samlet billede af disse skitser af håb, skabt af meget forskellige mennesker, er et meget vanskeligt og langsigtet projekt. Men det er den eneste vej fremad.

Note: Mepschen, P.J.H.: Everyday autochthony: Difference, discontent and the politics of home in Amsterdam.

Alex de Jong er redaktør af tidskriftet Grenzeloos, som udgives af den hollandske sektion af Fjerde Internationale.

 


Resultat af valget i Holland den 15. marts 2017

Parti  Pct.  Mandater  Ændring
VVD – regerende konservativ-liberalt  21,2 33  -8
PVV – Geert Wilders Frihedsparti 13 20 +5
CDA – Kristendemokrater 12,4 19 +6
D66 – Socialliberalt 12,2 19 +7
SP – Socialistisk Parti 9,4 14 -1
GL – Grønt Venstre 9,1 14 +10
PvdA – Socialdemokrater 5,7 9 -29
CU – Kristelige Union 3,4 5 0
PvdD – Dyrevelfærdspartiet 3,2 5 +3
50PLUS – Pensionistparti 3,1 4 +2
SGP – Kristen højrefløj 2,1 3 0
DENK – Tyrkisk venstrefløj 2,0 3 nyt
FVD – krypto-fascister 1,8 2 nyt

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com