Vi hører ofte spørgsmålet: Er islam forenelig med en demokratisk samfundsforandring? Men det er ikke religion, som er det afgørende for menneskers livsvilkår. Det er derimod klasser, sociale forhold, undertrykkelse – noget der må og kan forandres.

Islam er ikke hovedfaktoren i revolterne i den arabiske region. Sociale spørgsmål, arbejdsløshed, manglen på boliger og kampen mod undertrykkelse og magtmisbrug hos de herskende regimer er i centrum. Men islam er den absolutte dominerende religion i alle de lande, hvor oprørene finder sted. Fra Atlanterhavskysten til den Arabiske Golf – det der kan betegnes som den arabiske region. En region, der har hængt sammen gennem århundreder med fælles sprog, religion, kultur, fælles vilkår gennem imperialistisk dominans og undertrykkelse, skiftende fremmede magters indtrængen i områder og i de enkelte lande.

Selvom de herskende regimer også har defineret sig som islamiske, skal denne religion på ingen måde blot identificeres med undertrykkelse fra regimerne. Islam kan bruges både "nedefra" som "oppefra" – akkurat som med andre religioner.

Ingen hindring
Det er en myte, at islam ikke vil adskille religion og stat. Historisk er der folk fra islam, der var og er fortalere for en sekulær stat, fordi det er nødvendigt for at beskytte religionen mod politisk misbrug. Islam er en religion som andre. I centrum for denne religion står ideen om retfærdighed, også social retfærdighed. På den måde kan islam let politiseres. Men det er ikke nok til at definere islam som en politisk religion eller ideologi, hvor en adskillelse, en sekularisering ikke kan finde sted. Mange af nutidens muslimer mener ikke, at den religiøse tekst er fastlagt og skal forstås bogstaveligt. Teksterne må kunne tolkes, og ses i deres historiske sammenhæng.

Islam er med andre ord – uanset dens forskellige retninger i Mellemøstens områder – ikke en hæmsko for oprettelsen af demokratier og nye samfund, der bryder med imperialismen og kapitalismen. Det er tværtimod manglen på social retfærdighed og demokrati, der har hæmmet udviklingen af et islam, der fungerer sekulært.

Netop den aktuelle revolutionære bølge i den arabiske verden viser, at islam kan rumme demokrati, reform og revolution. Udviklinger, der kan og vil inspirere til oprør over hele verden og allerede gør det.

Imperialismens indtrængen

At samfundene – herunder islam – i århundreder kunne "stivne", skyldtes ikke mindst udefra kommende magter: Det osmaniske rige gennem århundreder, som ganske vist selv var islamisk, men som kontrollerede samfundene rundt omkring. Derefter de ekspanderende vesteuropæiske koloniale magter. Efter Første Verdenskrig blev forskellige områder opdelt i kunstige nationalstater med det formål at sikre de vestlige imperialistiske interesser, som var opdelt også efter nationalstater, ikke mindst England og Frankrig. Der opstod mange nye modsætninger de nye stater imellem.

Sekularisme eller ej i den arabiske region. Noget tyder på, at det ikke nødvendigvis har afgørende betydning. Men det er en løbende debat.
Socialistisk Information har spurgt tidligere folketingskandidat for Enhedslisten, Asmaa Abdol-Hamid, om hvordan hun ser islams rolle i den arabiske revolutionære udvikling:

"Fokus er ikke på religion, men på social retfærdighed. I Egypten kræver folk arbejde og mad på bordet, ligegyldigt om folk er kristne eller muslimer. Hvis der fokuseres på religion, er det at placere fokus et forkert sted. Revolutionen viser, at der er brug for forandring."

"Folk vil have demokrati. Det er nu manet til jorden, at islam og demokrati ikke kan forenes. Om dette indebærer sekularisering eller ej, må folk selv bestemme. Vi skal ikke stille kravet herfra. Flere lande i den arabiske verden rummer religionsfrihed".

Og Asmaa Abdol-Hamid pointerer, at hun snakker om den arabiske verden – og ikke eksempelvis Iran, der ikke tilhører den arabiske.

Rummelighed

Der har traditionelt været rummelighed i den arabiske region for andre religioner, omend islam har været og er den dominerende religion. På trods af diverse påstande om det modsatte, eksempelvis at når de orientalske jøder kommer til staten Israel, er det på grund af massiv undertrykkelse og forfølgelse af jøder i de arabiske samfund. Ved nærmere undersøgelser viser det sig stærkt overdrevet.

Såvel jøder som kristne er historisk blevet overdraget autonomi og ret til at opretholde og videreudvikle deres egne religiøse, sociale, juridiske forhold uden indblanding fra den muslimske øvrighed. I Koranen betragtes kristendom og jødedom som noget særligt og ikke som "vantro" – noget nutidens fundamentalistiske islamister ynder at gøre i "deres særlige politiske korstog". Et korstog, der har en anden forklaring – ikke mindst fra det voldsomme pres, etniske mindretal oplever i de vestlige samfund, hvor de ikke inkluderes.

 

De tre religioner, der alle har mellemøstlige udgangspunkter og har Det Gamle Testamente til fælles, har fungeret side om side mange steder. På den iberiske halvø, Portugal og Spanien, fungerede det i århundreder med den mauriske islam som den dominerende, indtil den katolske kirke og den spanske stat tog fat – inkvisitionen som den kaldes. Den ændrede den blomstrende og sameksisterende kultur og samfundsforhold.

Ændringen blev total. Ikke-kristne skulle med tvang omvendes. I Spanien var inkvisitionen en statslig aktivitet, der var særlig berygtet. De tvangsomvendte jøder og maurere blev udsat for ubeskrivelige voldsomheder. Hvor den kristelige praksis – inkvisitionen – vandt indpas, anvendtes tortur til at fremtvinge tilståelser og straffe ved brænding på bålet. Men tilstod "kætterne", kunne straffen ændres til livsvarigt fængsel. At undertrykke andre religioner i den arabiske region har ikke været normal praksis hverken historisk eller aktuelt.

I den aktuelle egyptiske revolution deltager såvel kristne som muslimer. Kristne har beskyttet muslimer i aktioner, når de har bedt deres daglige bønner.

Social retfærdighed
Som alt muligt andet i den menneskelige eksistens, i samfundet, må islam ses i sin sociale og historiske sammenhæng. Samfundene, hvori islam er dominerende religion, er jo også en del af "globaliseringen", og påvirkes gennem medier, også de nye sociale medier, der flittigt bliver brugt i mobiliseringerne. Censur har vanskelige vilkår. Det er svært at skærme af for den øvrige verden.

Islam vil til stadighed ændre udseende og udtryk og dermed vise, at islam er i levende live. Det arabiske oprør viser, at her er ingen modsætning mellem det at være muslim og det at være revolutionær aktivist, at gøre op med uretfærdighed og undertrykkelse. Nogle vil sige, at det er en islamisk pligt, da denne religion er funderet i kampen for social retfærdighed.

Tilhængere af islam i Danmark vil også gerne have social retfærdighed og tolker islam i en ny sammenhæng. Selvom de unge ikke tolker islam på samme måde som deres forældre, er det efter deres opfattelse netop islams styrke, at evigt gyldige principper i den konkrete sociale virkelighed kan iscenesættes forskelligt. Deres situation er anderledes end deres forældres, som for de flestes vedkommende kom direkte fra oprindelseslandet.

Unge muslimer, som Socialistisk Informations udsendte på sin vandring støder ind i, kan bekræfte dette. De er muslimer, og fortolker det på deres måde i deres egen livssituation. Social retfærdighed og solidaritet og det at være en del af samfundet betyder meget – modsat hvad de føler, nemlig ekskluderet af det danske samfund. Krav som at få et arbejde, en god skolegang, god uddannelse, er centrale hos de unge, Socialistisk Information mødte.

Hvis de stemmer til valget, bliver det på et af arbejderpartierne. Nogle vil slet ikke stemme, og forklarer det med følelsen af ikke at være en del af dette samfund. Omvendt for de, der føler sig som en del af samfundet, er der ingen tvivl: De vil stemme, og de vil gerne engagere sig i forskellige ting.

Udviklingen i den arabiske verden følges også tæt: Demokrati, reformer og revolution kommer på deres læber og med et smil. Det at skulle udvikle en "fundamentalistisk islamisk" holdning synes, bortset fra ganske få, ikke at være i deres tanker. Kombinationen af krav eller det, de gerne vil i det danske samfund, og udviklingen i den arabiske region, giver et andet perspektiv – erfarer den udsendte.

Flere islamske filosoffer har gennem tiderne forfattet afhandlinger, hvor de forsøger at begrunde opbygningen af et retfærdigt samfund. Den politiske orden i et samfund er kun mulig, hvis samfundet baseres på retfærdighed og efterlevelse af en række dyder. Og at det ideelt set er målet at skabe et retfærdigt samfund, der omfatter hele menneskeheden. Vel ikke et dårligt udgangspunkt for socialister!

Det Islamiske Broderskab
Men Det Islamiske Broderskab eksisterer i nogle mellemøstlige lande, og det modbeviser da det ovenstående? Men Broderskabet har ikke været initiativtager eller drivkraften i hverken den tunesiske eller den egyptiske revolution. Og når det endelig har udtalt sig, har det været, at de vil arbejde for demokratiske reformer. Det Islamiske Broderskab består tillige af forskellige strømninger og påvirkes af oprørerne. Organisationen har sine rødder i Egypten i kampen mod britisk kolonialisme. Broderskabet blev tidligt spredt til andre arabiske lande. F.eks. har Hamas i Gaza rødder til Broderskabet

I Egypten har det siden dets dannelse i 1928 og frem til i dag efter Mubaraks fald levet en skiftende tilværelse som snart lovligt, snart ulovligt parti. Dets partinavn er Friheds- og Retfærdighedspartiet. Det indgår nu i en større koalition i valget til november i år. Det står stærkt i valgkampen – modsat den radikale venstrefløj, der omend numerisk svag, var en drivende kraft i mobiliseringerne først på året. Rollerne er pt. byttet om. Det Islamiske Broderskabs valgallierede viser også, at organisationen næppe vil føre Egypten frem til "et nyt Iran", som mange synes at frygte i Vesten.

Håbets princip
"Opium for folket" er en sætning, der oftest er taget ud af sin sammenhæng fra en Marx-tekst. Den har ikke nogen god virkning, idet den forsimpler tingene. Den findes hos flere forfattere, men Karl Marx er taget til indtægt for den, samtidig med at den slet ikke dækker eller forklarer socialismen/religionsproblematikken.

Marx opererede nærmest med en religionens dobbeltkarakter: Nogle gange er den en legitimering af det eksisterende samfund, andre gange en protest imod det.

Marxismen er ikke en "totaliserende", altomfattende facitliste, uanset hvad man beskæftiger sig med, men en kritisk, dialektisk metode til at analysere historien, kapitalismen, samfundet. Hvad der også må forstås, gives plads til, er de religiøse ideers utopiske dimensioner.

Den tyske filosof Ernst Bloch var en af de marxister, der insisterede på fastholdelsen af den religiøse dimension. Religionen er – hos Bloch – i sine protest- og oprørsformer – en af de betydeligste former for utopisk bevidsthed – et håbsprincip. Et af Ernst Blochs værkers titel er da også "Håbets Princip".

Denne religionens dobbelthed havde Lenin også blik for i sine værker og handling. På trods af at Lenin ikke undlod at fordømme religionen som "mystisk tåge", insisterede han i sin artikel fra 1905, "Socialisme og Religion" på, at ateisme ikke skulle være en del af partiets program, fordi "enhed i den undertrykte klasses virkeligt revolutionære kamp for skabelsen af et paradis på jorden er vigtigere for os end enhed i den proletariske holdning til det himmelske paradis"

En revolutionær organisation må selvklart ikke definere sig som ateistisk. Erfaringerne med stalinismen gør også dette aspekt ekstra nødvendigt. Undertrykkelse af religioner, kirker, moskeer, m.v. blev hårdhændet praktiseret i de samfund, hvor et stalinistisk bureaukrati herskede.

Så meget desto vigtigere er det, at arbejderbevægelse, venstrefløj og andre giver plads, viser rummelighed. Og ikke politisk, programmatisk optræder som "ateister", som forudsætning for at være med, men som ærlige klassekæmpere, aktivister for demokrati og social retfærdighed. De arbejdende masser, de undertrykte, de der vil et andet samfund, har ingen interesser i at opdele sig efter religiøse eller nationale skel. Derimod har de herskende klasser og lag interesser i "del og hersk".

De fælles aktioner i Egypten mellem kristne og muslimer og mange andre var og er et smukt billede på vejen frem.

 

Opslået i Historie, Teori

single.php