Gennem nogle år har det kapitalistiske system været igennem en af de vigtigste økonomiske og politiske kriser i sin historie. I denne krise gennemfører EU-borgerskabet en nedskæringspolitik for at bevare sin konkurrencedygtighed.

af Fjerde Internationale ungdomslejr

For at undgå sociale konflikter puster de i hele Europa til racismen for at bruge den som en taktik til at splitte arbejderklassen, og for at bortlede folks opmærksomhed fra deres egen politik, som nedbryder den sociale velfærd. Krisen har tilladt reaktionære ideer og kræfter at vokse, og den yderste højrefløj har formået at dominere den offentlige debat. De liberale højrepartier samt Socialdemokraterne reagerer ved at integrere den yderste højrefløjs krav og temaer i deres egne programmer, hvilket kun ser ud til at legitimere den yderste højrefløjs holdninger i bevidstheden hos store dele af befolkningen.

For at holde sig ved magten under krisen udkæmper de imperialistiske lande stadig mere ødelæggende kampe for at kontrollere ressourcer og markeder – eksisterende og nye – for at sikre og øge deres profit. Denne situation skaber regional ustabilitet, især i Mellemøsten. På internationalt plan fører det til dybtgående ændringer i magtbalancen mellem landene.

Samtidig har dette medført flere militære interventioner i området, der har ført til en humanitær krise og sendt millioner af mennesker på flugt. Det sker parallelt med en stigning i antallet af andre emigranter, som hver dag slipper væk fra alle mulige former for undertrykkelse.

Den første type af undertrykkelse er den nordlige halvkugles dominans over den sydlige halvkugle, som skaber omfattende fattigdom og elendighed.

Som et historisk produkt af kolonialismen er en masse lande styret af diktatorer og voldelige regimer, der forfølger deres indbyggere og tvinger dem til at flygte. Som altid oplever kvinder og LGBTIQ-personer den største undertrykkelse. I nogle lande kan det være nok til at blive dømt til døden, hvis man er en LGBTIQ-person. Rundt omkring i verden lever kvinder hver eneste dag med truslen om overfald, voldtægt og mord, og mange steder tilbyder staterne ikke nogen beskyttelse mod disse trusler. Dette er grunden til, at flygtninge er klar til at risikere deres liv i håbet om et bedre liv. Men ved ankomsten til de europæiske lande, bliver de anbragt i lejre, chikaneret og forfulgt. Desuden bliver deres situation og tilstedeværelse brugt til at retfærdiggøre militære interventioner.

På europæisk plan bliver EU-institutionerne brugt til at koordinere de forskellige landes politik i forhold til indvandring. For ikke destabilisere arbejdsmarkedet forsøger EU-institutionerne at kontrollere indvandringen til de europæiske lande. Indvandret-arbejdere er altid blevet brugt som en billig arbejdskraft og som en undskyldning for at sænke lønninger og angribe arbejdsvilkårene for alle arbejdstagere. Oprettelsen af Frontex [EUs agentur til beskyttelse af ydre grænser] og dets massive stigning i dens budget i de seneste år viser, at flygtningespørgsmålet er blevet en af deres prioriteter: De militarisere grænserne og forsøger at kriminalisere indvandrerne, især i de grænselande, hvor de kommer ind i EU, som Grækenland, Ungarn og Italien.

Hvad skal der gøres?
I nogle lande har vi set en vigtig støtte fra befolkningen på trods af den reaktionære offensiv. Der er blevet organiseret demonstrationer, og en masse mennesker har deltaget i solidaritetsbevægelser.

Udfordringen er nu at tilføje en politisk dimension og gå et skridt videre end de humanitære aspekter. Men dette vanskeliggøres af en alfaderlig form for racisme – hvor man ser migranterne som underlegne mennesker, som har et behov for hjælp. Denne holdning er meget udbredt i solidaritetsbevægelsen. Denne rent humanitære vision fører til en økonomisk fordel for staterne, fordi det giver dem mulighed for at få frivillige til løse statslige opgaver gratis.
I modsætning hertil må vi forsvare migranternes rum til selvorganisering og selvbestemmelse, fordi det er den eneste måde at give dem mulighed for at frigøre sig selv. Dette er endnu vigtigere for kvinder og LGBTIQ-personer, hvis situation er blevet usynliggjort i bevidstheden hos folk, i diskussioner og i den offentlige diskurs. De udsættes for en adskillelse og isolation fra resten af befolkningen. Ofte bliver emigranter indkvarteret separat afhængig af deres køn, hvilket skaber et reelt problem for trans-personer.

Vi er nødt til at sprede vores analyse og vores svar på disse problemer. Vi er nødt til at overbevise folk om nødvendigheden af at bekæmpe højrefløjen og alle racistiske overfald. Vi er nødt til at kæmpe mod vores egne regeringer og deres imperialisme. Vi er nødt til at bekæmpe statens strukturelle racisme. Disse er vores prioriteter.

Vores krav
I denne situation er der en række presserende krav, som revolutionære må kæmpe for:

  • Vi nægter at skelne mellem politiske og økonomiske flygtninge. Vi må slå fast, at migration ofte er et resultat af det kapitalistiske systems katastrofale virkninger.
  • Den umiddelbare legalisering af alle papirløse mennesker.
  • Lukningen af alle umenneskelige flygtningelejre, opløsningen af Frontex, og stop for alle diskriminerende og voldelige tiltag mod indvandrere. For eksempel Dublin-systemet.
  • Ret for alle, og især emigranter, til en anstændig bolig, uddannelse, sundhedspleje og en generel tilfredshed af basale behov.
  • Et stop for alle politivold og deportationer.
  • Retten til familiesammenføring.
  • Organiseringen af en økonomisk, medicinsk og psykologisk støtte til alle kvinder.
  • Alle specifikke grunde til, at kvinder og LGBTIQ-personer flygter, skal accepteres som grundlag for asyl.

Disse krav er en nødvendighed, men de kan ikke rigtig være effektive, med mindre de er en del af et perspektiv om at bryde med det kapitalistiske system og opbygge et alternativt samfund uden udbytning og undertrykkelse. Med dette i tankerne kræver vi:

  • Åbne grænser og selvbestemmelse for alle om, hvor og hvordan de vil bo og arbejde. Vi kræver humanitære korridorer til Europa, fordi ikke et eneste dødsfald i Middelhavet kan retfærdiggøres.
  • Øge de sociale rettigheder og arbejdsvilkårene for alle arbejdstagere. For eksempel ved en massiv reduktion af den daglige arbejdstid, og at tillade alle at arbejde og bo under bedre vilkår uden at det fører til en konkurrence mellem indvandrere og lokale.
  • Vi forsvarer en økologisk og social planlægning af produktionssystemet, der skal sættes under arbejderkontrol for at stoppe de krigene, der næres af det stadigt stigende behov for ressourcer i det kapitalistiske produktionssystem.

Fjerde Internationales 33. Ungdomslejr bekræfter vores internationale solidaritet med alle migranter og vores vilje til i fællesskab at afskaffe dette racistiske, uretfærdige og voldelige system og opbygge et nyt alternativt samfund uden udbytning og undertrykkelse.

Denne udtalelse blev vedtaget ved afslutningen af Fjerde Internationale ungdomslejr i Cannoves i Catalonien den 30. juli 2016. Andre udtalelser fra ungdomslejren kan læses (på engelsk) her!

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com