Igen i år vil de politiske temaer give et fingerpeg om, hvor lejren bliver afholdt. Med kun 100 kilometer til Barcelona er det oplagt, at lejren i år vil have et stort fokus på de store sociale kampe mod den økonomiske krise, som flere europæiske lande har oplevet de seneste år. Derfor vil hovedtemaerne for lejren i år også være at sætte fokus på gældskrisen, unges forhold under krisen, og en hel dag bliver afsat til at diskutere strategier for, hvordan vi ændrer verden. Så der er lagt op til en lejr, hvor de politiske diskussioner om perspektiverne for disse kampe vil være i højsædet.
Det er et fokus og en politisk situation, som vi i Danmark igennem de seneste år også i større grad er blevet præsenteret for. Ungdomsarbejdsløsheden stiger, og der mangler praktikpladser. Samtidig er fagforeningerne pressede og taber støt medlemmer. Af samme grund vil vi år fra dansk side bidrage politisk med oplæg om erfaringer med forskellige måder til at opbygge fagforeninger og alternative måder til at kæmpe faglige kampe – med udgangspunkt i Fremtidsfighters.
Opbygningen af brede antikapitalistiske partier vil også i år være en stor prioritet. Herhjemme er vi nu i en situation, hvor Enhedslisten udgør det parlamentariske grundlag for regeringen, hvilket også gør den parlamentariske strategi endnu mere interessant at diskutere med kammerater fra hele Europa. Der vil i år være flere workshops, der lægger op til diskussion af alternative strategier og måder at organisere arbejderklassen på.
I lyset af de senere års økonomiske krise er der også hen over Europa opstået en voksende højreradikal bevægelse. Vi har set de mest ekstreme tilfælde af denne højreekstremisme på Utøya i Norge, men også i gadebilledet er voldelige overfald og demonstrationer fra fascistiske grupperinger blevet hyppigere. Herhjemme har vi senest set det med Defence League-demonstrationen i Århus den 31. marts. Denne situation vil der blive sat fokus med en temadag om antiracisme, kombineret med workshops om LGBT-kampe, hvor vi fra den danske delegations side blandt andet skal holde oplæg om europæiske, fascistiske gadebevægelser, queer-teori, samt en workshop løbende over hele ugen om antifascisme.
Selve lejren er 100 procent selvorganiseret, hvilket betyder, at vi unge selv står for lejrens daglige drift. Vi har en lejrledelse med repræsentanter fra hvert land, som koordinerer lejren ugen igennem. Vi sørger også selv for rengøring, bar og brandvagter om natten. Ideen er at prøve at leve kollektivt i en uge, hvor beslutningerne bliver taget i fællesskab. Derudover har vi vores egen møntfod på lejren, så man kan købe det samme for en timeløn, uanset om man er fra Danmark eller Grækenland.
Praktisk:
Tid og sted: Besalu i Katalonien – fra den 30 juli til 5 august
Pris: ca 3000 kroner, inkl. fælles bustransport
Tilmelding og spørgsmål: sap@sap-fi.dk