Nu går trepartsforhandlingerne mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen i gang. På papiret er fagbevægelsen i en god styrkeposition. Det er jo fagbevægelsens venner, der har regeringsmagten.

af SAP's forretningsudvalg

Sådan er det ikke i virkelighedens verden. Det er ret tydeligt for de fleste. Fagbevægelsens topledere kom da også ud fra et forberedende møde med regeringen – og var skuffet. Det må de nødvendigvis være, når finansminister Bjarne Corydons åbningsfanfare er, at der ikke er en sammenhæng mellem, hvad lønmodtagerne allerede har ydet, og hvad de kan forvente sig af forhandlingerne.
Regeringens udmelding er klar: Selv om arbejderklassen har betalt med efterløns-slagtning, højere pensionsalder, dagpengeforringelser og minus-overenskomst, så begynder trepartsforhandlingerne med krav om, at arbejderklassen skal lægge yderligere 4 milliarder kroner ved kasse 1 og love at arbejde mere.

Trods dyb partiloyalitet over for statsministerpartiet har fagbevægelsens topledere svært ved at se, hvordan det skal føre til et resultat, de kan sælge til deres medlemmer. De fleste medlemmer kan godt se, at det indtil nu kun har været arbejderklassen og folk på overførselsindkomst, der har betalt prisen for krisen. De, der har skabt krisen, er gået fri: finanskapitalen og arbejdsgiverne.
Lige sådan er der ikke mange, der kan forstå, hvorfor det vil gavne beskæftigelsen, at de, der er i arbejde, arbejder flere timer hvert år. Det må nødvendigvis føre til større arbejdsløshed, ikke mindre.
Det giver kun mening fra et arbejdsgiversynspunkt. De ved godt, at det vil få arbejdsløsheden til at stige. For dem er det lige netop formålet, fordi det vil gøre det lettere at presse lønniveauet og på andre måder forringe arbejdsforholdene.
At arbejdsgiverne forfølger deres egne klasseinteresser i at få højere profit ved at begrænse udgifterne til arbejdskraften, kan ikke undre. At S og SF, der hævder at ville repræsentere arbejderklassen, også fører den politik, er til gengæld ikke helt så nærliggende. Men det er et endnu et eksempel på, at regeringen har valgt samme overordnede kurs over for krisen som VK-regeringen og Dansk Folkeparti.

Men hvad så med fagbevægelsen? Trods den erklærede skuffelse over det første møde var signalerne fra toplederne i 1. maj talerne mildest talt ikke klare. F.eks. valgte formanden for pædagoger, sygeplejersker, skolelærere og mange andre i FTF, Bente Sorgenfrey, at bruge sin tale i Fælledparken på at forklare sin indstilling til trepartsforhandlingerne således: ”Mange har spurgt mig, om vi virkelig vil bidrage til at gennemføre reformer, som kan gøre ondt på de medlemmer, vi repræsenterer.
Svaret er ja. Ordentlig politisk ledelse er nu engang at gøre det nødvendige, også når det betyder, at nogle må afgive noget, for at andre – de svageste – kan få et bedre liv", som Poul Nyrup Rasmussen sagde i sin nytårstale i 1999. Jeg kan ikke være mere enig.”
Hvad mon medlemmerne betaler hendes luksusløn for? Måske skulle de overveje noget, der gør ondt på formanden?

Ifølge en undersøgelse, der blev offentliggjort sidste weekend, mener halvdelen af danskerne, at fagbevægelsen har udspillet sin politiske rolle. Hvis de faglige ledere insisterer på at blive hængende i forhandlingslokalerne, uanset hvor meget deres medlemmer bliver pisket, så kan de lynhurtigt bekræfte denne vurdering.
Hvis de derimod vil vende udviklingen og genoprette en tro på, at fagbevægelsen kan repræsentere og forsvare sine medlemmers interesser over for arbejdsgiverne og over for politikerne, så må de stille regeringen et ultimatum: Fagbevægelsen trækker sig fra trepartsforhandlingerne, indtil regeringen har droppet kravene om, at arbejderne skal betale mere og arbejde mere.
At forlade forhandlingsbordet garanterer ikke i sig selv, at man får bremset regeringens arbejderfjendske kurs. Men det kan fungere som en advarsel, som regeringen føler sig nødt til at reagere på. Og der er ingen tvivl om, at Enhedslistens folketingsgruppe vil bakke sådan et krav op – og fortælle regeringen, at partiet ikke lægger stemmer til den slags modreformer.
Under alle omstændigheder er en udvandring fra trepartsforhandlingerne på et klart grundlag forudsætningen for, at de faglige ledere kan iværksætte en kampagne blandt deres medlemmer og mobilisere et reelt pres på regeringen.

En af de lidt mere fornuftige 1. maj-udtalelser fra fagbevægelsen toprækker stod 3F-formanden Poul Erik Skov Christensen for. Han sagde, at regeringen skal indgå forlig til venstre med Enhedslisten i stedet for til højre. Men skal det blive virkelighed, er udtalelser ikke nok. Så må fagbevægelsen aktiveres som bevægelse:
– i protest mod at skulle betale flere regninger
– med et nej til at arbejde mere
– for en sikring af de arbejdsløse mod at falde ud af dagpengesystemet
– for en beskæftigelsesplan med grøn offentlig produktion og styrkelse af velfærden
– for at sende regningen til dem, der har skabt krisen
Sådan en offensiv klasselinje skal vi ikke forvente, at de nuværende topledere udstikker af sig selv. Det vil også kræve en indsats fra aktive fagforeningsmedlemmer og tillidsfolk. I det arbejde må vi som Enhedsliste-medlemmer gå forrest.

SAP’s forretningsudvalg, 3. maj 2012

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com