Der er valg i Italien den 24-25. februar. Denne erklæring fra Sinistra Criticas landsledelse om det forestående valg blev vedtaget den 24. januar.

 

(se oversigt over de opstillede partier til sidst!)

Valget den 24. januar er virkelig unormalt i vort lands politiske historie. Kampen mellem de tre store koalitioner er i virkeligheden et stort røgslør, der skal skjule for vælgerne, at de alle støttede Monti-regeringen. En regering, der i sin korte periode på 14 måneder har ført et indædt, uafbrudt angreb på arbejderklassens rettigheder og tilkæmpede landvindinger: ødelæggelsen af væsentlige dele af velfærdssamfundet (den værste anti-pensionsreform i hele Europa), ophævelsen af artikel 18 og genindførelsen af ‘friheden’ til at fyre arbejdere uden lovlig grund, salget af statslig ejendom, privatisering af offentlige ydelser, uddannelse og sundhedsvæsen og skattestigninger for mellem- og lavindkomster. Alle disse initiativer, der har medført en højere grad af udbytning, større arbejdsløshed og mere fattigdom, er blevet støttet af de partier, der ledes af Berlusconi, Bersani, Monti og Casini.

Disse partier har også stemt for de reguleringer og aftaler, som vores land er blevet bundet til af EU-trojkaen, og har på den måde forpligtet sig til, at der i årtier vil blive omfattende nedskæringer på offentlige ydelser og angreb på grundlæggende rettigheder. De støtter alle finanspagten og den modreform, der indskriver balancerede budgetter som en del af grundloven.

Selv SEL-partiet (Socialisme, Økologi og Frihed) har gjort en åbenlys indrømmelse og støttet aftalerne med Europa, om de ikke har støttet lovgivningen under den seneste regering. Men de har gjort det for at støtte deres strategiske valgkampsalliance med PD (det Demokratiske Parti). SEL’s leder, Vendola, har udtrykkeligt sagt, at han er klar til at forhandle med Monti om en ‘grundlovsreform’, som om det skulle gøre det hele mere spiseligt. Så hvad disse partier siger om beskæftigelse, lighed eller offentlige ydelser, det er ikke andet end valgkampshykleri for at bedrage arbejderklassen. Imidlertid er denne betydelige overensstemmelse mellem de vigtigste centrum-højre- og centrum-venstre-koalitioner ikke noget nyt, men tværtimod et væsentligt træk gennem de sidste 15 år.

Disse partier går alle ind for en økonomisk nedskæringspolitik. Lad os se på dem, der ellers stiller op.

5-stjerne-bevægelsen, anført af komikeren Beppo Grillo, er virkelig et nyt fænomen i Italiens politiske landskab. Den fører sig frem som det eneste alternativ og håber på bred opbakning i kraft af sin konsekvente fordømmelse af den politiske elite, der er grådig og korrupt. Grillo surfer virkningsfuldt på den bølge af dyb foragt, som store dele af befolkningen nærer over for alle politikere. Selv om det er en fuldstændig korrekt fordømmelse af politikerne, så overser han dem, der er de virkelig ansvarlige for den aktuelle stramme økonomiske politik: bankerne, de store selskaber og børsspekulanterne, der har nydt godt af, at politikerne har set gennem fingrene med dem, og som nu nyder godt af masseutilfredsheden, så de kan opløse det demokratiske system som det sted, hvor der er en demokratisk debat, der kan inddrage folk eller skabe masseopbakning.

Det er ikke tilfældigt, at Grillo har organiseret ‘sin’ bevægelse på en totalt topstyret måde, hvor han altid har det sidste ord og kan nedlægge veto, både i enkeltsager og i forhold til den generelle politiske linje. I forlængelse heraf, så er det helt logisk for ham at kritisere fagforeningerne – ikke på grund af deres bureaukratiske karakter, men mere fordi de kan være en bremseklods for ‘den økonomiske udvikling’. Samtidig udnytter han skamløst folkestemningen og har således indtaget en tvetydig holdning til indvandreres rettigheder, og er gået helt galt i byen, når han udtaler sig til fordel for en fascistisk organisation som CasaPound.

På trods af disse triste perspektiver, så kom der i slutningen af 2012 en ny bevægelse, hvis mål var at opbygge en valgkoalition, der skulle udgøre et klart alternativ til alle de andre politiske kræfter, der har regeret i de seneste årtier.

Tusinder af aktivister med politisk, faglig, økologisk eller anden bevægelsesorienteret baggrund støttede en appel om handling, som kaldte sig ‘Cambiaro si puo’ (Ja, vi kan lave om på tingene!). En række velbesøgte møder, med bred opbakning, blev afholdt, og det åbnede op for muligheden for et alternativt projekt, der kunne føre til en valgkoalition ved det kommende valg.

De indre modsigelser blandt initiativtagerne og især angrebene på opstillingen fra partier som PRC, PdCI, LdV og De Grønne, der var skrækslagne ved udsigten til ikke at genvinde deres pladser i parlamentet, førte bevægelsen ind i en blindgyde, og den skabte en desillusion hos mange aktivister. Den efterfølgende udpegning af kandidater – med en iøjnefaldende og pinlig mangel på kvindelige kandidater – bekræftede de værste fordomme om disse partiers metoder. Valgforbundet er kommet i stand efter en række studehandler mellem partier og ‘promovering’ af repræsentanter for ‘det civile samfund’, direkte valgt af Ingroia [valgforbundets statsministerkandidat, o.a.] og hans kumpaner. Et stort antal aktivister og folk, der havde tænkt sig at stemme på valgkoalitionen, er stået af på grund af dette forløb.

Som følge af den negative evaluering af denne udvikling, og selv om vi havde været dybt involveret i de to nationale møder og masser af lokale møder for at støtte et venstreorienteret alternativ, så vedtog Sinistra Critica den 28. december ikke at deltage i opstillingsprojektet, og vi har derfor ikke været blandet ind i ‘forhandlinger’ om kandidater eller har foreslået nogen selv.

I resolutionen fra den 28. december slog vi fast, ‘at vores vores eventuelle stemmeopfordring på den nye valgkoalition vil afhænge af, hvordan kandidatlisten kommer til at se ud, og af, hvad der bliver valgforbundets politiske profil’.

Den politiske profil hos ‘Ingroia-Rivoluzione Civile’- er nu blevet endelig fastlagt, og selv om den har indarbejdet elementer fra ‘Cambiare si puo’, så er den stadigvæk politisk tvetydig, der mangler et klart klassestandpunkt, og der er overdrevent meget fokuseret kampen mod organiseret kriminalitet, som om det er den, der er ansvarlig for den stramme økonomiske politik, der er vendt imod arbejderklassen.

Ingroias valgkoalition har også stadigvæk en grundlæggende tvetydig holdning til PD, med henblik på en drøftelse af muligheden for programmatiske aftaler. Denne politiske tilgang viser sig også i det kluntede forsøg på at få en forhandling med Bersani om en form for aftale i forbindelse med valget.

Hvis vi ser på, hvordan kandidaterne er blevet udpeget, så er det blevet gjort helt uden om de menige medlemmer, i lukkede møder mellem partierne og kendte personligheder med tilknytning til valgkoalitionen. Det er så endt med, at de øverste på kandidatlisten (og derfor dem, der kommer ind, hvis de klarer spærregrænsen) er tre tidligere ministre fra den foregående centrum-venstre-regering, der førte en social-liberal økonomisk politik og stod bag den militære intervention i Afghanistan. Disse politikere har følgeskab af andre tvivlsomme personager, der fører sig frem som ‘det civile samfunds’ repræsentanter. Det er alt sammen noget, der udelukker et stort antal kandidater fra politiske og sociale bevægelser fra indflydelse.

Som følge heraf vil Critica Sinistra hverken direkte eller indirekte støtte valgkoalitionen ‘Ingroia-Rivoluzione Civile’.

I valgkampen vil Sinistra Critica altså hverken støtte eller opfordre til at give en kritisk stemme til nogen eller deltage i nogen form for stemmeboykot-kampagne. Vi har ikke vores egen valgplatform. i øjeblikket har vi ikke de politiske eller organisatoriske forudsætninger for vores egen platform eller for en effektiv, bred anti-kapitalistisk valgkoalition. En sådan valgkoalition skal mere end nogensinde opbygges igennem kampe og sociale bevægelser – det er den eneste vej til at give et tilstrækkeligt stærk modspil til angrebene fra den herskende klasse.

Vores organisation vil anvende alle de muligheder, som vi har, til at forklare, hvad der ligger til grund for vores synspunkt, over for alle dem, som vi kommer i kontakt med.

Vi er, desværre, helt sikre på, at den regering, der bliver dannet efter valget, uanset politisk farve, vil åbne op for en ny bølge af økonomiske stramninger, der følger trojkaen og Confindustria (arbejdsgiverforeningen). Sinistra Critica vil blive ved med, overalt hvor vi er til stede, at opbygge en bevægelse, der vil kæmpe og gøre modstand imod denne politik. Det vil være vores hovedopgave i den kommende periode.

Rom, 24. januar 2013.
Oversat fra italiensk til engelsk af Dave Kellaway, og fra engelsk til dansk af Niels Overgaard Hansen


Kort oversigt over de politiske partier/personer/koalitioner, der stiller op til valget

Berlusconi, Partito della Liberta/Lega Nord

Berlusconi, som førte Monti-regeringen til fald, da han trak sin støtte, har lavet en aftale med Lega Nord, der er et højre-populistisk parti,som går ind for uafhængighed for Norditalien – Padania. Lega Nord har været i dyb krise pga. svigtende vælgertilslutning og korruptionsskandaler, der involverede partiets stifter, Bossi, og kredsen omkring ham. Berlusconis manøvre har medført splittelse i hans eget parti, PDL (Frihedspartiet). Han er nu hele tiden på skærmen på alle sine tv-stationer med en demagogisk kritik af de nedskæringsinitiativer, som han selv tidligere støttede, samtidig med at han indtog et anti-Europa-standpunkt. Han har endda erklæret, at han vil blive glad for ikke at blive ministerpræsident igen. Han har indset, at han nok ikke kan slå Bersani, så han er frem for alt interesseret i at blive en ‘medspiller’ i det, der sker efter valget. Han taler om en bred aftale, der omfatter PD. Han har selvfølgelig også andre motiver, det kan forbedre hans situation ift. anklagemyndigheden og gavne hans forretninger, hvis han er i parlamentet med en gruppe. Hans seneste uhyrlige udtalelse, fremsat på mindedagen for Holocaust (!) er, at Mussolini gjorde mange gode ting, bortset fra racelovene.

Med Monti for Italien
Mario Monti, landets nuværende regeringsleder, har lavet sin egen koalition ved at forbinde sig med traditionelle centrum-kræfter som Casini og hans UDC (Den demokratiske Centrumsunion). Selv om han er blevet stærkt advaret af klarsynede kommentarorer som f.eks. Scalfaro, udgiveren af La Repubblica, om ikke at snavse sig til i partipolitik, fordi hans store politiske brugbarhed bestod i, at han ikke var med i den politiske elite, har han alligevel tilladt, at hans navn bliver brugt af denne koalition, og han angriber for tiden både venstre- og højrefløjen. Hans mål er at begrænse omfanget af Bersanis valgsejr. Hvis Monti får et rimeligt resultat (f.eks. over 10 pct.), og det lykkes for Berlusconi i nogen grad at få genetableret sit vælgergrundlag, så bliver Bersanis bevægelsesfrihed stærkt begrænset. Bersani har hele tiden sagt, at han ønsker en regering, bestående af alle progressive, pro-europæiske partier.

Partito Democratico/Socialismo, Ecologia e Liberta (SEL)
Bersanis Partito Democratico (PD) er i alliance med Vendolas SEL. SEL er en af resterne fra det gamle Rifondazione Communista. Som alle de andre partier til venstre for PD, røg det ud af parlamentet ved det sidste valg i forbindelse med Regnbue-koalitionens sammenbrud. Vendola er meget fremtrædende i offentligheden som guvernør i Puglia-regionen og som Italiens bedst kendte homoseksuelle politiker. Hans parti gik imod Monti-regeringens nedskæringspolitik, men er nu i alliance med en af denne politiks vigtigste støtter. Bersani var med i to afstemningsrunder, hvor over 3 mio stemte. Han besejrede Renzi, Firenzes borgmester og leder af en endnu mere højredrejet fløj i PD. Vendola deltog også og fik et hæderligt resultat med 18 pct. i første runde. Kandidaterne i PD/SEL-koalitionen blev i de fleste tilfælde også valgt på denne måde. Det er også den eneste koalition, der ikke har en enkeltpersons navn øverst på stemmesedlen – noget, der som Bersani korrekt har påpeget, siger noget om tilstandene i italiensk politik. Alle meningsmålinger tyder lige nu på, at Bersani vil vinde anden runde. Han har allerede, ved mange lejligheder, antydet, at Monti vil komme til at spille en rolle i en PD-ledet regering, og har i avisinterviews forsikret den internationale kapital om, at PD vil være garant for stabilitet og fornuftig økonomisk styring.

Beppe Grillo – Movimento Cinque Stelle
For få måneder siden gav meningsmålingerne hans bevægelse omkring 18 pct. af stemmerne. Det ser nu ud til kun at blive en tredjedel, men han kommer højst sandsynligt med i det nye parlament. For Grillo kan alting reduceres til spørgsmål om demokrati og regler, der skal forhindre dannelsen af en politisk elite. Hans program drejer sig overvejende om love om vederlag, udgifter, hvor mange perioder man kan sidde og modstand imod koalitionssystemet. Derudover er der moderniseringsmyten om, hvordan internettet revolutionerer politik og splitter den politiske elite. Alle hans kandidater er f.eks. valgt ved online-afstemninger. Men efterhånden som hans bevægelse er vokset, så har manglen på politiske strukturer uundgåeligt ført til bitre interne stridigheder, hvor valgte repræsentanter er blevet udrenset og ind imellem udsat for kvindehadske udgydelser – en rådgiver blev anklaget for at ville så meget på TV, fordi det var lige som hendes g-punkt. Internettet bidrager også meget i sig selv til temmelig autoritære metoder, eftersom Grillo kontrollerer bevægelsens website. Der er ikke tvivl om, at der synes at være en social basis for denne tendens, fordi arbejderpartiernes og fagforeningernes traditionelle netværk er blevet svagere, og der er en voksende gruppe unge, der må lede stadig længere tid efter et fast job.

Ingroia – Rivoluzione Civile
Ingroia er en undersøgelsesdommer (lidt som en distriktsanklager i USA), der har været involveret i kampen imod den sicilianske mafia. Han har fulgt eksemplet fra Di Pietro, lederen af IdV (Værdiernes Italien), der også er med i denne koalition, ved at gå fra retsvæsenet ind i politik. Arbejderbevægelsens anliggender er som følge heraf mere i baggrunden. De andre deltagere i denne koalition er andre rester fra Rifondazione – PRC (der har beholdt navnet), ledet af Ferrero, der har indtaget et anti-nedskærings-synspunkt, selv om partiet tit på lokalt plan indgår i koalition med PD. PdCI, ledet af Diliberto, var også tidligere med i Rifondazione, men spaltede sig ud før det endelige sammenbrud. Partiet var med i et valgsamarbejde med Ferrero, men forlod det pga. Ferreros ønske om en alliance med PD. Så dukkede Ingroia op, og så blev der lejlighed til, at de alle kunne være sammen igen. De Grønne er også med i koalitionen, og som de andre ser de den som hovedvejen tilbage til parlamentet. Det er interessant at se, at det overvejende flertal af dem, der skrev under på Cambiare si puo-appellen, stemte imod det endelige Ingroia-projekt, da det blev overtaget af partierne. Der var så et flertal af online-stemmer, der gik ind for det. Der er mange, der mener, at koalitionen vil bryde sammen, når valget er overstået. Det er uklart, om den vil klare spærregrænsen på 4 pct., ifølge aktuelle målinger svinger den omkring dette tal. Nogen af de temaer, der indgår i forsøget på at etablere denne koalition, er de samme som i Storbritannien – hvordan man organiserer sådanne processer demokratisk, og spørgsmålet om relationerne mellem partiapparater, hvor små partierne end er, og så dem, der er uden for partierne.

Opslået i Sydeuropa

single.php