Det blev udråbt til en historisk begivenhed, da samtlige partier -inklusive Enhedslisten – i fredags stemte for at sende danske jagerfly til Libyen.
På grund af uhyrligt tidspres blev denne vidtrækkende beslutning ikke taget efter en grundig debat i Enhedslisten. Denne debat er til gengæld kommet efterfølgende, og som en naturlig følge af sagens alvor er der heftige følelser repræsenteret for alle synspunkter.

 

Også i SAP overhalede begivenhederne de fælles politiske diskussioner og konklusioner. SAP’s Forretningsudvalg forberedte torsdag-fredag en ugekommentar, der klart afviste støtte til dansk militær intervention. Men ingen af de SAP’ere, der var med i beslutningsprocessen i Enhedslistens ledelse fremførte dette synspunkt.

Før eller siden skal både Enhedslisten og SAP gøre status og finde ud af, om forløbet kunne have været bedre, og om der blev stemt rigtigt eller forkert i fredags. Men lige nu er det vigtigere at analysere, hvordan situationen har udviklet sig i de dage, koalitionens militære aktion allerede har varet, og hvad Enhedslisten bør konkludere på denne baggrund:

Hvad skal vi gøre nu, i morgen og i overmorgen.

Sikkerhedsrådets resolution bemyndigede dels til et flyforbud, der skal forhindre Gaddafi i at bruge sit flyvevåben mod oprørerne, dels til "alle nødvendige foranstaltninger" for at beskytte "civilbefolkningen og civile befolkede områder" mod angreb – men "udelukkede" til gengæld enhver form for "fremmed besættelse".

I Enhedslistens FU-udtalelse er beskyttelsen af civilbefolkningen kraftigt understreget: Det, man alene støtter, er "en humanitær aktion" med henvisning til en årsmødeudtalelse om at "forhindre folkemord".

Ikke uden grund er FN-mandatet imidlertid blevet betegnet som "elastisk". Dækker "civilbefolkningen" for eksempel også bevæbnede oprørere, eller regulære hærenheder, der har brudt med Gaddafi?
Er det en "nødvendig foranstaltning for at beskytte civilbefolkningen og civile befolkede områder", når koalitionen smider bomber midt i det Gaddafi-kontrollerede Tripoli for at ramme "kommandocentraler m.m."?
Eller er der snarere tale om, at koalitionen ganske bredt forsøger at støtte oprørerne militært i en borgerkrig – med det egentlige formål at bringe Gaddafi til fald?

Enhedslisten gjorde det til en af betingelserne for sin støtte, at aktionen straks skulle stoppes, hvis Gaddafi indvilgede i en våbenhvile. Men da Frank Aaen mandag forsøgte sig med en appel om, at bombningerne nu skulle erstattes af våbenhvileforhandlinger, talte han for døve øren.

En anden af Enhedslistens betingelser var, at der ikke måtte bombes i "områder med civil bebyggelse". Her kan man frygte, at betingelserne allerede er overtrådt, når der f.eks. bombes i hovedstaden – og i Ajdabiyah, hvor det ifølge Major Peter Sølling er oprørerne, der angriber udefra.

Men hvis nu koalitionens mål i realiteten er at afsætte Gaddafi – er det så egentlig ikke godt nok? – Der er jo ikke skyggen af tvivl om, at Enhedslisten også støtter oprøret og brændende ønsker Gaddafi væltet??
Svaret er nej – og nej! Det fører ikke til demokratiske åbninger og fremskridt, hvis det er koalitionens styrker, det vælter Gaddafi. Det kan kun være det libyske folk.

Koalitionen består af regeringer, der har holdt Gaddafi ved magten i årevis. Som med så mange andre diktatorer var de klar over, at han var et "dumt svin", men han var "vores dumme svin", vurderede de imperialistiske regeringer. Så længe han solgte os olie, og så længe han hjalp med at opretholde et flygtningefrit Fort Europa.

Den omsorg for demokrati, frihed og de oprørske befolkninger, som angiveligt er motivet for den militære intervention, er rent hykleri. Det fremgår bl.a. af, at ingen af disse regeringer føler trang til at gribe ind mod Bahrains herskere, som også slår brutalt ned på oppositionen – og endda tager imod en venligtsindet invasion fra Saudi Arabien for bedre at kunne hamle op med sine modstandere.

Som det gennemførte hykleri antyder, har de vestlige, imperialistiske regeringer en helt anden dagsorden med at gribe militært ind. Jo, i dag vil de sandsynligvis gerne af med Gaddafi; deres gamle ven er blevet en belastning. Men de vil udnytte en militær kontrol til at sikre, at det bliver de mest ufarlige, pro-vestlige dele af oppositionen, der får magten.

På den måde vil de sørge for, at de fortsat har fri adgang til Libyens olie, og at et nyt styre bliver lige så effektivt til at standse fattige og forfulgte afrikaneres flugt mod Europa.

Enhedslistens tredje betingelse, Libyens suverænitet og kontrol med landets olieressourcer, vil dermed også blive effektivt undermineret. De vestlige styrker synes allerede nu, ved deres prioritering af mål for indsatsen, at afsløre deres olieinteresser. Som ovennævnte major sagde til TV2, da han skulle forklare, hvorfor man bombede Gaddafis stillinger inde i Ajdabiyah by og Gaddafis styrker uden for Misrata by:

"De to byer er vigtige, for syd for byerne er to af Libyens største oliefelter placeret – 80 procent af Libyens oliereserver befinder sig syd for de to områder. Den centrale og vitale infrastruktur, der er forbundet med at udvinde og transportere olien, er også i det område".

Det lyder ikke som en humanitær aktion, der skal beskytte civile mod et truende folkemord. Snarere som en imperialistisk aktion, der skal beskytte råstofinteresser.

Også her er der altså anledning til, at Enhedslisten med afsæt i sine betingelser må sige fra.
At det er disse interesser, som USA, Storbritannien, Frankrig og for den sags skyld Danmark vil forfølge med en militær intervention, er de arabiske folk i stor udstrækning godt klar over. De har generationers erfaringer med europæisk kolonialisme. Og der er en rodfæstet anti-imperialistisk holdning i de arabiske befolkninger.

Selv om de ekstremt pressede Gaddafi-modstandere i Benghazi har jublet over flyveforbudszonen, vil den vestlige militære indsats vække modstand i den arabiske verden, og den vil styrke diktatorernes retorik om, at de revolutionære bevægelser er startet af og støtte af Vesten. Det vil skade den politiske kamp, som finder sted i hele den arabiske verden mellem de progressive folkelige bevægelser og de gamle regimer eller resterne af dem – også i de dele af den libyske befolkning, der ikke aktivt har kæmpet på oprørernes side. Ikke mindst, hvis koalitionens bombefly kaster bomber i byområder med civile ofre til følge, kan den militære indsats spænde ben for det folkelige oprør og skabe ny opbakning til Gaddafi.

Venstrefløjen bliver nødt til at holde fast i, at det libyske folks befrielse fra Gaddafi-diktaturet – og deres løsrivelse fra imperialistisk dominans – må være deres eget værk. Oprørets sejr kommer ikke via amerikanske eller danske jagerfly, men gennem kampen i Libyen. Det kommer, når flere soldater går over til oprøret. Eller når arbejderklassen i Tripoli vender ryggen til regimet og støtter oprøret.

Den revolutionære proces i Libyen har naturligvis behov for international solidaritet – ikke fra regeringer med andre hensigter, men fra arbejderklassen og folkelige bevægelser. Det fungerer allerede i praksis i form af materiel støtte over grænsen fra Tunis og Egypten.

Også i Vesten kan befolkningerne støtte med indsamlinger. Vi ved, at det vil ligge en Harald Børsting og en Poul Erik Skov Christensen fjernt. Men hvorfor skulle dansk fagbevægelse – i samarbejde med resten af den europæiske fagbevægelse – ikke kunne anvende pengene i forskellige solidaritetsfonde til at støtte oprørerne.
Også hjælp fra erklærede og anerkendte anti-imperialistiske regeringer kunne have hjulpet, men den chance blev forpasset, fordi de cubanske og venezuelanske regeringer på skammeligste vis stillede sig på Gaddafis side og bagefter tilbød at mægle mellem undertrykkerne og de undertrykte. Kun Evo Morales har stillet sig på den rigtige side, men Bolivia har ikke ressourcerne til en indsats alene.

Som det ser ud nu, har de vestlige imperialistiske lande taget det første skridt hen imod en militær magtovertagelse. Det vil betyde, at det libyske folk skal kæmpe mod både Gaddafi og imperialistiske herredømme.

Uanset om man var tilhænger af Enhedslistens beslutning om at stemme for den militære aktion, eller man var imod, må man i dag erkende, at de betingelser og forudsætninger, som Enhedslisten opstillede for at stemme for, allerede er overtrådt. Koalitionen er allerede gået meget længere, end hvad der kan forklares som et flyveforbud.

Derfor må alle dele af Enhedslisten i dag kunne samles om at kræve et øjeblikkeligt stop for dansk deltagelse i krigshandlingerne. Samtidig må Enhedslisten udnytte enhver mulighed for at hjælpe med at genopbygge oppositionen, styrke kampen mod Gaddafi og mod vestlige militær tilstedeværelse og støtte en fortsat revolutionær proces.

En første markering af, at Enhedslisten ikke længere kan støtte krigen, kan være deltagelse i demonstrationen den 26. marts ved USA’s ambassade, Dag Hammarskjölds Allé 24, kl. 13.00. Herfra går den til Frankrigs ambassade, Militærmissionen, Kongens Nytorv 4 og derfra videre til Christiansborg.

Parolerne er:
Stop krigen mod Libyen
– Danmark for fred – Stop dansk krigsdeltagelse
– Ingen blod for olie og storpolitiske interesser
– Stop besættelsen af Irak og Afghanistan
– Støt de folkelige oprør i Mellemøsten og Nordafrika

SAP’s forretningsudvalg, 23. marts 2011

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php