Igen og igen hører vi om de efterhånden omfattende følgeproblemer, som vores nuværende industrilandbrug påfører omgivelserne, miljøet og vores samfund. ”Dalbyplanen” er en fiktiv plan, der viser vores vision om udvikling af et varieret landbrug af mange forskelligartede mindre landbrug og genetablering af det sociale liv i landdistrikterne.

 

Når vi snakker iltsvind og fiskedød, kan de væsentligste skader henføres til udvaskning af næringsstoffer fra industrilandbruget. For at pine de ekstra sidste 100 kg øget udbytte pr. ha ud af jorden, er det nødvendigt med en hel del overgødskning. Ved regnfulde efterårs- og vinterperioder, hvor der udvaskes ekstra meget kvælstof til natur og vandmiljøet, kompenseres landbruget med forhøjede kvælstofnormer det efterfølgende år. Men hvem kompensere den natur, der ikke kan bære flere udvaskede næringsstoffer og de efterfølgende døde bunddyr?

På grund af koncentrationen i større og større landbrug igennem de sidste 25 år har vi bl.a. fået nogle enorme svinefabrikker, der udsender så meget kvælstof i form af afdampet ammoniak, at hustage i nærmiljøet overgros med alger og mos til irritation for husejerne, som skal bruge flere og flere kemikalier for at vedligeholde deres tage. Samtidig påvirkes natur og miljø via vinden på lange afstande, herunder den jyske hede, som ændrer karakter, fordi de næringsfattige jordområder overgødes via regnvand, så de kemiske miljøer for beplantningen ændres med efterfølgende udkonkurrering af de oprindelige plantearter.

Et andet omfattende samfundsproblem forårsaget af de sidste 25 års udvikling af store industrielle landbrugsbedrifter er de tiltagende problemer med forurening af vores drikkevandsboringer, som påfører alle borgere og skatteydere omfattende omkostninger til lukning af forurenede boringer og etablering af erstatningsboringer, som det bliver vanskeligere og vanskeligere at finde egnede steder at placere.

Et andet og ofte overset problem ved den nuværende kødproduktion er, at vi jo ikke selv kan dyrke foder nok til alle disse dyr og især ikke det nødvendige proteinfoder. Den danske kød- og mælkeproduktion beslaglægger derfor omfattende landområder i fattigere lande, især i Latinamerika, hvor der under anvendelse af betydelige mængder kunstig overgødning og sprøjtemidler, der ofte grundet deres store giftighed er forbudte i EU, produceres GMO-proteinafgrøder kontrolleret af blandt andet den amerikanske multinationale kemikoncern Monsanto.

Der er ingen penge i skidtet!
Det bliver først rigtig paradoksalt, når det viser sig, at hele dette skadelige kemi-cirkus stort set ikke tjener penge mere. Den barske virkelighed fremtræder i al sin gru, når vi stiller de samfundsmæssige omkostninger ved det agro-kemiske kompleks, plus importomkostninger til sprøjtemidler, medicin og proteinfoder, plus de 7-8 milliarder i direkte landbrugsstøtte fra de samme skatteydere, overfor de beløb, som landbrugets eksport-indtægter reelt bidrager med. Så er der ikke rigtig noget tilbage. Så hvem er det reelt, der har glæde at dette enorme miljøødelæggende og fattigdomsskabende svindelcirkus?

Samtidig ved vi, at på trods af alle de gode og fremgangsrige år op til 2008, så brugte dansk landbrug ikke lejligheden til fremme af dyrevelfærd, mere plads pr. dyr, mindre sprøjtehyppighed af gifte, mindre overgødning af deres marker, øget omlægning til økologi og så videre. Nej, desværre blev det kun til yderligere industrialisering af landbruget. Og effekterne udeblev selvfølgelig ikke. Jordpriserne steg og steg, og til sidst kunne landbrugsjord, der 5 år tidligere kostede 125.000 kr./ha sælges til næsten 300.000 kr. pr. ha.

Mantraet ”stort er godt – større er bedre” gik tilsyneladende sin sejrsgang overalt fra bankverdenen og Axelborg til Christiansborg. Færre og færre ejer reelt mere og mere jord. Under 1 procent af befolkningen ejer alt landbrugsjorden, som udgør ca. 64 procent af  det samlede areal i Danmark!  Og af den ene procent ejer ca. 8-9000 fuldtidsbønder over halvdelen af al vores jord, nemlig alle de store landbrug!

Det gamle godsejerlandbrug, som via de mindre bønders og arbejderbevægelsens kamp blev afskaffet i begyndelsen af sidste århundrede, er ved at vende tilbage. Og den andelsbevægelse, der erstattede godsejerlandbruget, er ved at blive omdannet til aktieselskaber. Og under denne afvikling af de mindre landbrug har industrilandbruget samtidig opbygget en enorm gæld på ca. 350 milliarder kr.

Så kom finanskrisen i 2008, og her 3 år efter er den barske virkelighed, at mange store landbrug reelt er teknisk insolvente, men overlever alene, fordi det ville betyder konkurs for flere store banker, hvis den urentable produktion blev sendt på tvangs auktion. 

Vi trænger til en landbrugsrevolution
Den lille landbrugs organisation ”Frie bønder-levende land” er den eneste selvstændige landbrugs-organisation, som både taler industrilandbruget og deres finansielle og politiske medspillere midt imod, har en struktur plan for udvikling af de mindre landbrug og små erhverv, og kombinerer disse tiltag med begrænsninger af miljøbelastningen og udvikling af økologi mm..

Fremtidens landbrug skal gå mod strømmen og producere meget færre enheder, men med meget større fødevarekvalitet for at overleve. Det er de små og mindre landbrug, op til ca. 80 ha pr. bedrift, der er fremtiden. Ikke monokulturer på 5-700 ha og svinefabrikker.

Hvis landbruget i stedet for at producere enorme mængder bulkvarer, med meget lav eller negativ værditilvækst, blev omlagt til produktion af højkvalitets-fødevarer, så økologisk som muligt, så viser omfattende økonomistudier heldigvis, at der er plads til reel positiv værdi tilvækst = indtjening, samtidig med en forbedring af miljø og natur og modvirkning af problemer som afviklingen af ”Udkants-Danmark”.

Hvis samfundet i stedet for alle de skjulte støtteordninger plus de 7-8 milliarder i direkte støtte til det miljøødelæggende industri landbrug, der i øvrigt ikke kan tjene penge, vedtog at bruge de samme penge på at rulle strukturudviklingen med kvælning af de mindre landbrug tilbage, så ville der kunne skabes enorme miljøforbedringer, øget biodiversitet, genetablering af nedlagte hegn, skel og naturkorridorer og små biotoper, lokalt producerede kvalitetsfødevare, mindre transport af fødevarer mellem producenter og forbrugere, flere gårdbutikker, flere naturstier, lokalt engegement, foreningsliv og arbejdspladser, bevarelse af busruter, skoler og småhandel, samt aktiviteter og liv på landet, til glæde for miljøet, dyrelivet, grundvandet, borgerne og turismen.

Der vil derfor heller ikke være behov for så mange supermarkeder, når oplandet til en by vil kunne frembringe de nødvendige velsmagende kvalitetsfødevarer. Bykernerne i vores provinsbyer vil dermed få en mulighed for at genopstå, som aktive fora  med markedspladser for lokale fødevarer, mindre detailhandel mm., i stedet for i yderområder at ligge øde hen, mens enorme varehuse støvsuger alle omkringliggende byer for liv.

”Dalbyplanen”, et alternativ til industrilandbruget
”Frie bønder – levende land” er kommet med et bud på en progressiv udvikling på landet i den såkaldte ”Dalbyplan”. ”Dalbyplanen” er en fiktiv plan, der viser vores vision om udvikling af et varieret landbrug af mange forskelligartede mindre landbrug og genetablering af det sociale liv i landdistrikterne.

Midlet til at kunne sætte denne plan i værk, skal hentes i en omfattende lovændring, som begunstiger udstykning af store landbrug til mindre landbrug, skal stoppe for store landbrugs opkøbs-muligheder af mindre landbrug, standse udbygning af de store landbrugs stalde og landbrugs industri-anlæg i det åbne land.

Et andet og meget vigtigt tiltag skal være at etablere en offentlig fond, som skal opkøbe de store urentable industrilandbrug og udstykke dem i mindre landbrug. Denne udstykning skal ske i samarbejde med kommuner og miljø organisationer og vil bl.a. medføre, at en hel del af de nedlagte bygninger på landet vil komme i brug igen. Og det vil samtidig give mange byboere, som kunne have lyst til at etablere et mindre landbrug, mulighed for et helt nyt liv.

En udvikling af lokal produktion, forarbejdning og forbrug vil også nedbringe behovet for transport mellem disse enheder og dermed mindske klimabelastningen væsentligt. I forbindelse med en sådan udstykning, skal der også udvikles en plan for lavere energiforbrug i landbruget, samt etablering af vedvarende energiproduktion på gården fra solfangere, solceller, vindmøller mm., så landbruget kan blive selvforsynende eller netto energiproducerende. Dermed vil visionen om afvikling af det agro-industrielle pesticidlandbrug også være en vision om etablering af en socialt balanceret, bæredygtig landbrugsproduktion, som med anvendelse af de nyeste teknologi kan ændre den nuværende omfattende klimabelastning fra industrilandbruget, til i første omgang klimaneutral og senere klimareducerende produktions måder.

I ”Dalbyplanen” fremgår tydeligt, at der er enorme perspektiver for lokal udvikling og etablering af arbejdspladser, hvis vi vil det. Et samarbejde mellem progressive småbønder på landet, miljøforeninger og arbejderbevægelsen i byerne burde kunne  presse politikerne til de nødvendige ændringer.

Se eksempel på en udstykningsplan af et 600 ha stort industrilandbrug – og sammenlign med det nuværende storlandbrug her!

Frie bønder – Levende land opfordrer alle personer, der er bekymrede over omdannelsen af vores landdistrikter til ”rådne bananer” om at slutte op bag bestræbelserne på at vende udviklingen, mens tid er.  

Medlemskab af Frie bønder – Levende land koster for enkeltpersoner 250 kr. årligt:  Læs mere på foreningens hjemmeside.

Opslået i Landbrug

single.php