Vi ser en række forskelle mellem på den ene side imperialismen i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede og på den anden side den imperialisme, som vi ser i starten af det 21. århundrede.

af François Sabado

Disse noter indarbejder dele af de mundtige oplæg, som fremkom under diskussionen om "imperialismen i dag" på ledelsesmødet i Fjerde Internationale den 18. oktober 2014.

Disse forskelle er blandt blevet fremhævet af Pierre Rousset (se hans oplæg på engelsk) og Michel Husson (se oplæg på fransk).

I dette bidrag vil jeg fremhæve to væsentlige forskelle mellem disse to perioder. Det første er en ændring i verden, hvor der kommer nye centre for verdensøkonomien (Kinas fremvækst og de nye økonomiske magtcentre i Asien.

Den anden forskel har at gøre med den organiserede arbejderbevægelse. Den udviklede og bredte sig – selv om det blev afbrudt af verdenskrigene og af fascismen – i slutningen af det 19. og starten af det 20. Århundrede.

En ændret verden
Vi må tage mål på denne ændring. Det er ikke en cyklisk ændring eller skifte, hvor tingene vender tilbage til det normale, når krisen er overstået. For at forstå det, kan vi som reference sammenligne med de milepæle, hvor de økonomiske magtcentre i verden skifter – som i 1760-1780 mellem Nederlandene og England, eller i mellemkrigsperioden, mellem England og USA… Bortset fra at denne gang er det ikke bare en ændring på kontinentalt plan, men en ændring til en helt anden verden i økonomisk, social, politisk og kulturel betydning… det er en ændring, hvor Vesten (Europa og USA), som har domineret verden siden opdagelsen af Amerika, mister sit overherredømme til fordel for nye, fremstormende magter eller gamle magter, som genvinder deres styrke efter fire eller fem århundreder.

1.1 I disse nye globale sammenhænge er Europa på vej ned, og USA mister sit økonomiske herredømme, selv om det stadig er den stærkeste militære magt i verden. Meget vil afhænge af, hvordan krisen udvikler sig i USA. Men G7-landenes andel af verdens BNP, som i starten af 1980’erne var 56 procent, er i 2010 ikke mere end cirka 40 procent. Fremskrivninger viser, at vækstkurven mellem på den ene side eks-G7, og på den anden side Kina og de nye magter i Asien, endda vil krydse hinanden i det næste årti; og målt i indkomst per indbygger vil dette også kunne ske i 2030-40. Vækstraterne i de sidste ti eller femten år – omkring 8-12 procent for Kinas og Indiens vedkommende, mod 1-2 procent i Europa og 2-3 procent i USA – eller udviklingen i aktieværdier på globalt plan, viser disse ændringer.

1.2 I denne krise bliver der tegnet en ny verdensorden, og konkurrencen er benhård.

Disse nye magtforhold fører til inter-kapitalistiske og inter-imperialistiske økonomiske spændinger, som i nogle situationer kan ende med militære konflikter. USA ‘s nedgang kommer til udtryk ved, at dets globale herredømme er i krise. USA er stadig den største verdensmagt, men dets position er svækket på alle planetens krigsfronter. Styrkeforholdet er ændret mellem den nye verdensorden i starten af 1990’erne og den nuværende situation.

1.3 Vi kan ikke forklare den europæiske krise uden denne ændring i verden. EU ønsker at tilpasse det europæiske arbejdsmarked til verdensmarkedet. Men det er i Europa, at krisen kan antage form af en sammenbruds-krise, som – i sidste ende – skyldes EU’s svaghed i den globale konkurrence.

Tyskland er fortsat et af de vigtigste eksportlande – 47 procent af BNP, mod 17 procent for Japan og 15 procent for Kina – men Tyskland er også påvirket af, at verdensmarkedet skrumper. Så for at svare på den globale konkurrence, ønsker de europæiske herskende klasser at smadre det, der er tilbage af "den europæiske sociale model". Der er stadig for meget tilbage af denne model, og i deres øjne må det afvikles. Det er forklaringen på den spektakulære offensiv på de europæiske markeder: "Markedet", som i virkelighedens verden er bankfolk, bestyrere af pensionsfonde og multinationale selskabsledere, kræver en større merværdirate gennem løntilbagegang, afvikling af sociale sikringsordninger og længere arbejdstid. Derfor den brutale nedskæringspolitik, som vil betyde et fald i købekraften på mellem 10 og 15 procent i de næste få år – for at tilpasse sig det globale arbejdsmarked, som er drevet af de sociale relationer i de fremvoksende økonomier

Men – og det er det, som gør krisen skarp og eksplosiv – den form for politisk konstruktion, som Europa har skabt, har forstærket problemet: forskellene mellem de forskellige poler i EU (Tyskland og omkringliggende lande: Holland, Østrig, Nordeuropa; den sydlige udkant af Europa; og med Frankrig et sted imellem… de fransk-tyske relationer viser virkeligheden i Europa på det økonomiske, politiske og institutionelle plan, men uden en europæisk stat, uden ledelse, uden en udviklingsplan eller et grundlæggende svar på krisen.

Denne forandring i verden fører således til en nedgang for Europa og underminerer grundlaget for det politiske demokrati og det sociale og vælgermæssige grundlag for de store, traditionelle partier. Det skaber betingelser for udvikling af autoritære tendenser. Vi ser det i forholdet mellem Trojkaen og nogle af de sydeuropæiske lande. Men vi ser det også i nationale politiske kriser, hvor det yderste højre kan

2. En historisk krise for arbejderbevægelsen

2.1 Denne nye imperialistiske omstrukturering kan kun forstås i sammenhæng med det nye styrkeforhold mellem klasserne i de imperialistiske centre, som er kendetegnet af en historisk svækkelse af den traditionelle arbejderbevægelse. I denne sammenhæng, hvad er så situationen for arbejderbevægelsen, for venstrefløjen? Vi troede (og Fjerde Internationale var ikke de eneste), at omfanget og dybden af den økonomiske krise ville føre til en ny dynamik med omgruppering og omorganisering af arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser. Ganske vist er der nogle erfaringer med for eksempel Syriza og nye sociale bevægelser som ”indignados”, men der er alligevel en kløft mellem situationens eksplosive karakter og den politiske og organisatoriske måde, som disse bevægelser kommer til udtryk på: ingen styrkelse af fagforeningerne, af de reformistiske partier, af den yderste venstrefløj, af de revolutionære… eller af venstrestrømninger inden for de store organisationer, ikke engang nye organisationer, der dukker op – med undtagelse af Podemos. Indrømmet, der er nye former for organisering, men de er i øjeblikket for ustabile… Og hvis man ser tilbage, siden de første kapitalistiske kriser, så har der aldrig været så dyb en krise i det kapitalistiske system og på samme tid en arbejderbevægelse, der var så svag (med undtagelse af situationer, hvor arbejderbevægelsens er blevet fysisk likvideret af fascismen eller af militærdiktaturer).

2.2 Flere faktorer påvirker arbejderbevægelsens situation i en negativ retning:

a) De liberale modreformer siden slutningen af 1970’erne har på verdensplan ført til en omstrukturering af arbejdskraften, så den er blevet mere individualiseret, med mere løsarbejde, svækkelse af de kollektive rettigheder og af den faglige organisering. Afindustrialisering har nedlagt dusinvis af arbejderklasse-bastioner, for ikke at nævne den uformelle sektor. Industriarbejdere og funktionerer udgør 60 procent af den aktive befolkning, men den sociale struktur er ikke den samme som før. I Kina og andre asiatiske lande har industrialiseringen ført til en hidtil uset forøgelse af proletariatet, men organiseringen af en uafhængig arbejderbevægelse står stadig ved sin begyndelse, og her er igen, på nuværende tidspunkt, ingen synkronisering mellem fagforeninger, organisationer eller partier i Europa, USA og Asien. Der er tilbagegang i Vesten og kun en svag begyndelse i Østen.

b) En status over det sidste århundrede vejer tungt på problemerne med at skabe en revolutionær bevidsthed: særligt stalinistens indflydelse, hvor stalinisten for millioner af mennesker var lig med kommunisme – et 20. århundrede, som endte med en neoliberal kapitalistisk globalisering.

c) De socialdemokratiske partier og organisationer har gennemgået en socialliberal, eller mere præcist en neo-liberal forandring. De bevarer de historiske bånd til gårsdagens socialdemokrati. De tager på skift del i regeringsmagten, så de må adskille sig fra højrefløjen. Også her må vi tage højde for nationale forskelle, men de er fuldt integreret i arbejdet med at administrere krisen. Partier som PS i Frankrig går så langt til højre, at de give plads til disse grupper, som kan a spille deres egen rolle, eftersom de ikke direkte er tvunget til at gå med i regering.

d) Kombinationen af en svækket arbejderbevægelse over for mere end tre årtiers nyliberale angreb, plus den politiske linje hos de socialdemokratiske partier, giver det international borgerskab manøvrerum til at “tackle krisen” ved at styrke finansmarkedernes mag tog forstærke angrebene på arbejderklassen, og endda samtidig, I BRICS-landene, at forbedre levestandarden for millioner af mennesker… For kapitalen er der altid en vej ud af krisen, hvis der ikke kommer et arbejderklasse-svar. Problemet er, at de sociale, økologiske og menneskelige omkostninger ved deres ”løsning” bliver mere og mere frygtelige.

François Sabado er medlem af Fjerde Internationales ledelse og aktiv i det Ny Antikapitaistiske Parti (NPA) I Frankrig. Artiklen er oversat fra International Viewpoint af Karina Skov.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com