I oktober 2012 leverede den Internationale Valutafond (IMF) en basisforklaring på, hvorfor krisen forværres i Europa. Fondens forskningsafdeling skrev, at for hver euro, der blev skåret ned i offentlige udgifter, ville BNP falde med mellem 0,9 og 1,7 euro.

Wolfgang Münchau, som er lederskribent hos Financial Times, konkluderer, at i disse krisetider vil en 3 procent finanspolitisk justering (dvs. 3 procent nedskæring i offentlige udgifter) føre til et fald i BNP på 4,5 procent. Derfor har den nuværende politik fra de europæiske regeringer betydet et fald i økonomisk aktivitet og gjort det umuligt at nedbringe den offentlige gæld.

Som Wolfgang Münchau skriver, så må Valutafondens motiver ikke misforstås: “IMF siger ikke, at nedskæringerne er for barske eller for uretfærdige, eller at de gør ondt på kort sigt eller rammer de fattige mere end de rige. Man siger simpelthen, at nedskæringer ikke vil føre til opnåelse af målet om at nedbringe gælden inden for en rimelig periode.”

Samtidig – hvis IMF’s direktør Christine Lagarde gav et hint om, at en række spareplaner burde iværksættes hen over en længere periode, og at det kunne være en mulighed at forøge nogle offentlige udgifter for at stimulere økonomien, så er det, fordi hun er under pres fra en række udviklingslande, som også er medlemmer af IMF (især Brics-landene, anført af Kina og Brasilien), som er bange for boomerang-effekten fra faldet i den europæiske import, og som kritiserer betydningen af IMF’s finansielle engagement i Europa. IMF-direktøren gav udtryk for dette i Tokio på det årlige møde mellem IMF og Verdensbanken i oktober 2012.

IMF’s dokument og Christine Lagardes anbefalinger fik de europæiske ledere til at reagere med utilfredshed. For eksempel kritiserede Wolfgang Schaüble, finansminister i Merkels regering, offentligt Christine Lagarde for hendes upassende bemærkninger (note 1).

Wolfgang Münchau vurderer, at de forbehold, som IMG giver udtryk for i forhold til omfanget af nedskæringstiltag, på ingen made vil ændre holdningen hos de europæiske ledere, som holder fast ved en hård kurs. ”Europiske politiske ledere er paranoide i forhold til deres troværdighed, og jeg forventer, at de fortsætter nedskæringslinjen til den bitre ende, indtil politikken bryder sammen.” (note 2)

Spændingerne mellem IF og EU-Kommissionen viste sig igen den 14. november 2012. Christine Lagarde modsagde den optimisme, som Jean-Claude Junker fra Luxemburg, formand for euro-gruppen, gav udtryk for i forhold til udsigterne for Grækenland. Det ser ud til, at IMF ønsker at lægge pres på Kommissionen for at styrke sin indflydelse på den kurs, der skal lægge si Europa. Udviklingslande og USA har taget initiativ i IMF for at påvirke de løsninger, der bliver vedtaget om den europiske krise, ikke mindst fordi de bliver bedt om at bidrage økonomisk.

IMF ser tilbage på de historiske fejltagelser ved brutal nedskæringspolitik
Der er blevet skrevet meget om en anden IMF-analyse, et kapitel i årsrapporten World Economic Outlook, som blev udgivet lige før årsmødet i oktober 2012. I dette kapitel undersøger IMF 26 tilfælde med gældskriser siden 1875, hvor den offentlige gæld var større end 100 procent af BNP. Man analyserer den politik, der blev taget i anvendelse for at løse disse kriser.

En af episoderne var Storbritannien efter Første Verdenskrig. Den britiske offentlige gæld var på 140 procent af BNP. Den britiske regering gennemførte en radikal finanspolitisk sparepolitik kombineret med en stram pengepolitik. Ved at gennemføre store besparelser på udgifterne nåede regeringen i første omgang et budgetoverskud på næsten 7 procent af BNP (før betaling af renter) gennem 1920’erne, med henblik på at nedbringe den britiske gæld via en stringent afbetaling. Men den offentlige gæld blev ikke mindre: i 1930 var den 170 af BNP, og tre år senere i 1933, var den over 190 procent af BNP.

Martin Wolf, den ledende økonomiske kommentator hos Financial Times, konkluderer, at det egentlige mål med den britiske regerings politik "var at smadre den organiserede arbejderbevægelse. Denne politik førte til generalstrejken i 1926. Der bredte sig en bitterhed, der varede flere årtier efter Anden Verdenskrig." [note 3].

Det er præcis, hvad der sker i Europa i dag [ note 4]. Wolf peger på, at de europæiske beslutningstagere og den spanske regering anført af Mariano Rajoy vil presse lønningerne drastisk nedad ved at bruge arbejdsløsheden som våben. Han erklærer, at: "samtidig falder Spaniens BNP. Bestræbelserne på at stramme finanspolitikken vil med sikkerhed reducere det yderligere." Han fortsætter sin analyse og skriver, at den italienske regering er blevet inspireret af den samme politik.

Og han slutter med en erklæring, der kan virke usædvanlig for en stjernejournalist på en af de vigtigste finansaviser i verden: "Men finanspolitiske spareforanstaltninger og bestræbelserne på at sænke lønningerne i lande, som gisper efter vejret efter en monetær kvælning, kan knække samfund, regeringer og endda stater."

Virkeligheden er, sådan som Martin Wolf i adskillige måneder har insisteret på, at på grund af stramningerne styrer landene direkte mod katastrofen. Som bevis for hans analyse, peger han på Mario Montis store valgnederlag i marts 2013 i Italien.

Som Wolfgang Münchau skriver, så vil de europæiske politikere fortsætte og skærpe denne politik.

Hvorfor presser de europæiske politikere på for så barsk nedskæringspolitik?

Det ville være en fejltagelse at tro, at europæiske politikere er blevet blinde. Deres motivation er hverken at vende tilbage til økonomisk vækst, eller at justere den ulige balance inden for euroområdet og EU, for at skabe en mere sammenhængende helhed, hvor velstand florerer. Erhvervslederne, der styrer regeringernes indsats, vil gerne optrappe deres storoffensiv mod hårdt tilkæmpede sociale rettigheder, som er vundet i Europa efter Anden Verdenskrig.

Set fra dette synspunkt har den seneste tids politik været meget vellykket. Med nedskæringspolitikken er arbejdsløsheden vokset og har bragt lønmodtagerne i en stadig mere prekær position, deres evne til at stå imod og gøre modstand er faldet radikalt, lønninger og de forskellige sociale ydelser er blevet reduceret, mens de enorme forskelle mellem lønmodtagere inden for EU er blevet fastholdt for at øge konkurrencen mellem dem.

En af målsætningerne for de europæiske politikere er at forbedre europæiske virksomheders evne til at øge deres markedsandel i hele verden. For at nå dette mål, må ‘prisen på arbejdskraft sænkes radikalt’, som de vil sige. Det ville betyde, at de europæiske lønmodtagere bliver påført et stort nederlag. Man forfølger også andre mål: skærpet offensiv mod offentlige tjenesteydelser, så vidt muligt undgå et ny krak i banksektoren, yderligere styrkelse af den udøvende magt (Kommissionen og nationale regeringer) over den lovgivende magt, at indføre strammere regler gennem traktater, som forpligter til en politik, der begunstiger den kapitalistiske dagsorden…

Den politiske og vælgermæssige pris kan blive meget høj, men generelt satser de store politiske familier, der dominerer europæisk politik, på, at selv om de taber det førstkommende valg, så vil de vinde det næste og vende tilbage til magten. I hvert fald betyder det at gå i opposition ikke, at man mister en række privilegier, som allerede er erhvervet i det centrale statsapparat og i de europæiske institutioner, for ikke at nævne de lokale beføjelser, de måtte have (i store byer, regionale regeringer og så videre).

Problemet med de europæiske beslutningstageres projekt er, at Obama-regeringen har besluttet at gennemføre radikale økonomiske stramninger i forlængelse af Bush-regeringen. Især nedskæringerne i de offentlige og sociale udgifter bliver endnu dybere i USA. Disse nedskæringer vil ikke hjælpe de europæiske virksomheder med at vinde markedsandele der. Kun Japan ser ud til at være parat til en halvhjertet stimulus-politik, men det mangler endnu at blive bekræftet.

Konklusion: På baggrund af ovennævnte mål er der en fuldstændig konvergens mellem IMF og de europæiske beslutningstagere. Desuden: Siden december 2012, da Obama-regeringen bebudede, at den havde til hensigt at skærpe nedskæringerne i USA, har vi ikke hørt nogen kritiske bemærkninger fra Christine Lagarde eller andre ledere om IMF’s mening om europæisk politik.

Vi må ikke misforstå den dybere mening med IMF’s erklæringer: Hvis det har lagt lidt afstand til europæiske beslutningstagere, er det ikke for at overtale dem til at opgive den strukturtilpasning, som fremmer privatiseringer og en mere intensiv offensiv mod de sociale rettigheder, som er vundet efter Anden Verdenskrig. De vil gerne have mere indflydelse på de beslutninger, der træffes, og påtvinge sin egen dagsorden. Vi får se i de kommende måneder, om de fortsætter med at hævde, at det ville være en god ide at skrue ned for tempoet hos de europæiske beslutningstagere, som ønsker at skabe balance i budgetterne.

Mens forskningen fra nogle af IMF afdelinger indeholder argumenter, som mere eller mindre tydeligt modsiger den herskende politik, så har IMF’s handlinger rundt omkring i verden ikke ændret sig en tøddel. Det er disse handlinger, som vi må bekæmpe med alle kræfter.

Noter:

[1] Financial Times, “German minister rebukes IMF head. Schaüble criticises Lagarde call to ease up on austerity”, 12. oktober 2012.

[2] Wolfgang Münchau, “Heed the siren voices to end fixation with austerity”, Financial Times, 15. oktober 2012.

[3] Martin Wolf, “Lessons from history on public debt”, Financial Times, 09.10.2012

[4] Se Eric Toussaint, “The greatest offensive against European social rights since the Second World War”, del 3 i serien Banks versus the People: the underside of a rigged game! Banks versus the People: The Underside of a Rigged Game!

 

Éric Toussaint forelæser på Liège Universitet og er formand for Komiteen for Sletning af den Tredje Verdens Gæld i Belgien. Han har skrevet en række bøger om gældsproblemet og finanskrisen og er endvidere medlem af Fjerde Internationales ledelse.

Oversat fra webmagasinet International Viewpoint af Karina Skov

Opslået i EU, Økonomi

single.php