Helle Thorning-Schmidts tale ved folketingets åbning var et idéforladt og virkelighedsfjernt forsvar for den hidtidige krisepolitik. Talen viser, at regeringens nyliberale krisepolitik er løbet for handlemuligheder. Så mens regeringen venter på opsvinget, der skal redde stumperne af en krisepolitik, der pantsætter handlemulighederne hos kapitalistklassen, er det nødvendigt at kæmpe for at regeringen ændrer sin kurs.

I modsætning til de to tidligere år brugte statsministeren ikke sin tale på Folketingets åbningsdag til at lancere det kommende års reformer. I sammenligning med tidligere år var det nemlig rimeligt tyndt med reformer.

Ganske vist løftede statsministeren sløret for at regeringen vil gennemføre en reform af erhvervsuddannelserne og indføre en ny fleksuddannelse for unge, der ikke er klar til erhvervsuddannelse.
Uddannelse er nemlig nøglen til ”solidaritet, fremgang og lige muligheder”. Ifølge statsministeren investerer regeringen derfor massivt i uddannelse for at skabe den bedst uddannede generation af unge nogensinde. Det kan så undre at selvsamme regering med finanslovsforslaget for 2014 vil skære massivt på hele undervisningsområdet.

Men intet af dette markerer noget nyt. I stedet blev talen brugt på en lang hyldest til den krisepolitik, regeringen har ført i sine to første år ved magten. En krisepolitik, som ifølge statsministeren har fulgt en klassisk socialdemokratisk klassesamarbejdslinje til det fælles bedste for lønmodtagere og arbejdsgivere.

”Som et af de få lande i Europa retter vi på samme tid op på økonomien og gennemfører klare sociale forbedringer for mange mennesker. Vi sikrer, at budgetterne ikke skrider. Og på samme tid holder vi hånden under beskæftigelsen. Det er udtryk for balance. Vi finder pengene til at udvikle velfærden. (…) Og på samme tid giver vi virksomhederne bedre forhold til at skabe arbejdspladser. Det er også udtryk for balance.”

Men statsministerens tale er virkelighedsfjern. Tanken om det samarbejdende folkestyre, der sikrer balance mellem arbejdere og kapitalister i en krisetid er en utopi. Ser man på Thornings ”track record” vidner den om en regering, der konsekvent har valgt arbejdsgivernes parti og dermed bidraget til at underminere både arbejderklassens objektive levevilkår og troen på et alternativ til den nyliberale politik.

Ikke alene har regeringen stået for at gennemføre en serie af asociale reformer, der systematisk angriber rettighederne hos de mest udsatte grupper i samfundet (fleksjobbere, førtidspensionister, studerende, kontanthjælpsmodtagere), men samtidig har den angrebet lønmodtagernes rettigheder direkte gennem den forsøgte arbejdstidsforlængelse og indgrebet i lærer-lockouten, for ikke at nævne dens indfasning af VKO’s dagpengereform.

Forringelserne af overførselsindkomsterne er sket under overskriften at øge arbejdsudbuddet. Det samme er skattereformens målsætning om at øge uligheden mellem arbejdsløs og arbejdende, samt uligheden mellem direktører og almindelige lønmodtagere. Målet var i 2020-planen at øge antallet af arbejdere, som tilbød sin arbejdskraft med 60.000 personer frem til 2020. Derfor skulle de arbejdsløse have pisk og de rige gulerod. På samme måde skulle investeringsvinduet og sænkningen af selskabsskatten være en gulerod for virksomhederne til at stoppe investeringsstrejken.

Man behøver da heller ikke lede længe i åbningstalen for at finde nye initiativer, som gavner kapitalistklassen: Erhvervslivets rammevilkår skal styrkes. Produktivitetskommissionens anbefalinger skal omsættes til lov- og regelforenklinger. Samtidig skal der ske en reform af beskæftigelsessystemet, så virksomhederne har lettere adgang til arbejdskraften. Og i samme strøm af løfter til erhvervslivet lovede Thorning en afstemning om EU-patentsystemet i forbindelse med EU-parlamentsvalget til maj.

Problemet med denne krisepolitik er bare, at den placerer initiativet hos finansmarkederne og multinationale virksomheder. For hele regeringens krisepolitik er afhængig af at kapitalisterne bryder investeringsstrejken og imødekommer de velopdragne lønarbejdere i Danmark. Eller som det hedder i Vækstplan DK, hvor der bruges ca. 90 mia. kr. på at hjælpe erhvervslivet: ”Konjunkturnormalisering”. Med andre ord hviler denne regerings politik på at markedet af sig selv kommer i gang. Så skal alle de grimme indgreb overfor arbejderklassen trække investeringerne i retning af Danmark – og så kommer arbejdspladserne. Måske.

Åbningstalen viser, at regeringen står magtesløs overfor den kapitalistiske krise, fordi den har pantsat hele sin handlefrihed hos kapitalistklassen. Redskaberne fra den nyliberale boble-periode virker ikke, de gør blot arbejderklassen fattigere. Og regeringen har intet svar på krisen andet end at vente på opsvinget…

 

SAPs forretningsudvalg, 6. oktober 2013.

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php