Om krigen i Libyen, den udenlandske militære besættelse i Bahrain og ødelæggelsen af de arabiske revolutioner.

 

Den vanskelige debat om indførelsen af en "no fly zone" i Libyen førte til en FN-resolution, der giver grønt lys for en international militær intervention i Libyen. Det er stillet som en betingelse, at det er uden landbaseret militær "besættelse".

Samtidig er den saudiske hær og emiratets politi gået i land i Bahrain for at deltage i nedkæmpelsen af en demokratisk og fredelig revolution: et militært angreb blev foretaget onsdag 16 marts, 2011 for at fjerne lejren på Pearl Square, omdøbt til Tahrir Square med eksplicit henvisning til den egyptiske revolution. Helikoptere skød på folk: Der har været dødsfald, snesevis af sårede, der ikke kan nå Manama hospital på grund af den saudiske hærs belejring med pansrede kampvogne. Regimet har dekreteret undtagelsestilstand og arresteret fremtrædende personer fra den demokratiske opposition, både shiaer og sunnier. I Bahrain er en protestbevægelse for civile rettigheder blevet mødt af undertrykkelse under fremmed militær besættelse … og under opsyn af USA’s 5. flåde, der allerede har en flådebase der.

Visse lande, som De Forenede Arabiske Emirater, som åbenlyst deltager i politi- og militærbesættelse af Bahrain, deltager også i den internationale intervention i Libyen. Således hævder regimer, som er direkte involveret i undertrykkelsen i et arabisk land, at de handler mod undertrykkelse og massakrer i et andet arabisk land! Hvilket hykleri!

International solidaritets-aktivister kan ikke under noget som helst påskud acceptere denne dobbelthed, der truer fremtiden for de demokratiske revolutioner, som er under udvikling i hele den arabiske, arabisk-berberiske og afrikanske verden. Under alle omstændigheder bør vi – ud over den nødvendige evaluering af de komplekse geostrategiske berørte interesser – stille alvorlige spørgsmålstegn ved vores rolle i den nuværende situation. Hvordan kan vi være tilfredse med den stigende militarisering i Libyen og andre steder?

Jeg vil gerne sige helt uforbeholdent til ægte libyske venner i deres stræben efter frihed: Vi fordømmer ubetinget Gadaffi og hans regimes massakrer af befolkningen i Libyen. Men jeg er dybt oprørt over slagordet "En, to, tre, Leve Sarkozy", som bliver råbt i Benghazi, og at det Nationale Overgangsråd står sammen med den sabelraslende Bernard Henri Levy (fremtrædende fransk filosog og debattør, red).

Libyske venner, jeg vil også gerne opfordre jer til tydeligt at fordømme de racistiske overgreb og trusler i stor udstrækning mod afrikanske, egyptiske og forskellige sorte indvandrere, der udgør en fjerdedel af befolkningen i landet. Jeg vil gerne se jer støtte alle folkene i kamp, begyndende med dem i Bahrain og Yemen, som i dag er ofre for en forfærdelig undertrykkelse gennemført med direkte medvirken af dem, der hævder at komme jer til redning.


Internationale solidaritets-venner, når vi støtter det libyske folk, så lad os ikke skjule vores solidaritet med kampe for alle de arabiske folk. Og lad os ikke være bange for debatter mellem hinanden, også med vores libyske kammerater. Nej til enighed på et minimums-grundlag! Lad os ikke være et halehæng til balkanisering af Libyen og landene i området. Og lad os huske fortilfældet med Somalia afviklet i regi af en international militær-humanitær intervention i henhold til det smukke navn "Giv håbet tilbage".

Paris, 18 marts 2011

Mogniss H. Abdallah, er en egyptisk forfatter og filmskaber, der bor i Frankrig.

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php