Når arbejderklassen slås for forbedringer, reagerer kapitalismen og magthaverne med modtræk og sammenbrud. Derfor må vi også pege på løsninger, som angriber kapitalens magt og kapitalismens funktionsmåde.

Denne artikel er en introduktion til en serie på tre artikler. Læs mere om ideen bag artikel-serien og den første artikel om energisektoren her!

I Nordjylland demonstrerer lokalbefolkningen mod en vindmøllepark. I Herlev protesterer sygeplejersker mod fyringer. I Københavns kommune kræver forældre og pædagoger nedskæringer af bordet. På Christiansborg Slotsplads demonstrerer 10.000’er mod regeringens genopretningspakke.

De fleste protester, demonstrationer og strejker i øjeblikket koncentrerer sig om at forhindre, at forholdene bliver værre. Sådan er det ofte i krisetider.

Men der bliver også rejst positive krav: ”flere hænder til velfærd”,” praktikpladser til alle”, ”opfyld klimamålene”, ”invester i renovering af skoler, kollektiv trafik og boliger”.

Enhedslisten støtter naturligvis disse krav, og vi præsenterer derudover ofte vores egne forslag til, hvad der kan skabe bedre leveforhold og livsbetingelser for arbejderklassen og for folk på overførselsindkomst.

Det er vigtigt, at både græsrødder, organisationer og venstrefløjen formulerer den slags krav, organiserer omkring dem, demonstrerer og strejker for at tvinge arbejdsgivere, kommuner og regering til at gennemføre dem – og forsøger at forpligte Socialdemokraterne og SF til at gennemføre dem, når de kommer i regering.

 

Ikke tilstrækkeligt
Men som socialistisk parti kan Enhedslisten ikke nøjes med det. Der skal mere til. Der er to vigtige grunde til, at de umiddelbare krav om ingen forringelser og konkrete forbedringer er utilstrækkelige.

For det første fordi de faktiske magthavere, kapitalistklassen, ikke vil finde sig i, at de ikke får sænket reallønnen, skabt flere og mere desperate arbejdsløse og nedbrudt de kollektive velfærdsydelser – og de vil slet ikke acceptere, at arbejderklassen og andre undertrykte skaffer sig bedre forhold. De vil forsøge at smutte udenom.

Selv om regeringens indgreb over for bankerne i forbindelse med krisen var ekstremt forsigtige og næsten fraværende, reagerede bankerne med initiativer til at omgå de demokratisk vedtagne beslutninger. Da Folketinget hævede beskatningen af bankerne en smule, var reaktionen: så hæver vi bare gebyrerne. Og da Folketinget satte begrænsninger på bankers overskud, flyttede Nordea deres overskud fra Danmark til Sverige.

For det andet vil bedre forhold for arbejderklassen, dvs. en omfordeling fra profit til løn, ikke løse krisen. Tværtimod kan det skærpe krisen. Problemet er jo netop, at kapitalismen for at fungere som system hele tiden må forsøge at skærpe udbytningen. Det er derfor, vi er socialister. Kunne problemerne løses inden for kapitalismens rammer, var der jo ingen grund til at arbejde for et andet samfund.

Derfor må Enhedslisten også have løsninger, der går videre end de umiddelbare forbedringer – løsninger og krav, der anfægter kapitalismens måde at fungere på. I første omgang kan vi kun overbevise nogle få om dem, men jo flere protester og aktioner mod nedskæringer og for forbedringer, der opstår, jo flere vil erfare, at der skal mere til.

 

Historiske erfaringer
SAP, 4. Internationale og andre dele af venstrefløjen har de seneste år brugt forskellige ord om sådanne mere vidtgående krav: antikapitalistiske krav, antikapitalistiske løsninger, systemoverskridende krav og overgangskrav.

Overgangskrav stammer fra 4. Internationales stiftelsesprogram. Det var en opsummering af den revolutionære bevægelses erfaringer fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 1938.

Der er ingen grund til at insistere på at kalde det overgangskrav, men vi kan bruge den historiske definition af overgangskrav til at komme lidt nærmere, hvad der skal til, for at et krav er antikapitalistisk, og hvilken rolle den slags krav kan spille

 

Hvad er overgangskrav?
I Overgangsprogrammet defineres overgangskav i modsætning til delkrav (mere i løn, bedre velfærd, længere ferie, osv.) og til demokratiske krav (valgret, udvidet valgret, ytringsfrihed, demonstrationsret, strejkeret, osv).

Overgangskrav er krav, som indfører mekanismer til at fastholde resultaterne, når man har vundet delkrav eller demokratiske krav. F.eks. automatisk lønregulering, som følger prisstigningerne, eller automatisk nedsættelse af arbejdstiden efter udviklingen i arbejdsløsheden.

Det er også krav, der på anden måde griber ind i kapitalens magt over produktion og samfund:

– arbejderkontrol med og arbejdernes vetoret over for forholdene på arbejdspladsen,

– offentlighed i virksomhedernes og bankernes regnskaber

– nationaliseringer uden erstatning

Det er krav, som ikke bare begrænser kapitalens profit, men også begrænser deres magt og styrker arbejderklassens magt og derfor skaber forudsætningerne for skærpet klassekamp med bedre styrkeforhold for arbejderklassen.

En yderligere forudsætning for at et krav kan fungere som et overgangskrav, er, at det tager udgangspunkt i den eksisterende bevidsthed blandt i arbejderklassen, dvs. at det tager fat i et af de problemer, som arbejderklassen opfatter som presserende, måske er mobiliseret omkring, og at i hvert fald en del af arbejderklassen vil opfatte det som et fornuftigt næste skridt.

Det vil være meningsløst, hvis vi i dag kopierer hvert enkelt overgangskrav, som blev formuleret i 1938. Men vi kan bruge metoden og lade os inspirere af datidens krav. Det vil vi gøre i de tre efterfølgende tema-artikler, hvor vi har valgt at kalde det antikapitalistiske krav.

 

Hvad kan vi bruge antikapitalistiske krav til?
Men hvad er det i første omgang Enhedslisten og senere arbejderklassen som sådan kan bruge antikapitalistiske krav til?

Antikapitalistiske krav skal Enhedslisten introducere i bevægelser og mobiliseringer, når kapitalismen (de økonomiske mekanismer) og kapitalen (kapitalistklassens bevidste handlinger) reagerer på, at arbejderklassen har opnået delkrav og demokratiske krav. Når vores krav og kampe udløser økonomisk krise, underskud på betalingsbalancen, underskud på statsbudgettet, underskud i kommunerne, konkurser i virksomhederne, og når kapitalistklassen flytter arbejdspladser, flytter investeringer fra produktion til spekulation eller forbrug – eller bare truer med det. Over for det er antikapitalistiske krav det næste skridt.

Nogle gange kan vi bruge antikapitalistiske krav allerede, når udsigten til den slags reaktioner rejses i debatterne.

Antikapitalistiske krav skal også introduceres i de bevægelser, der forhåbentlig opstår omkring krav til en kommende regering. Kravet om, at arbejderpartierne (S og SF) tager regeringsmagten, bryder samarbejdet med de borgerlige og med kapitalen og fører en politik til fordel for arbejderklassen og folk på overførselsindkomst, er i sig selv et overgangskrav.

 

Forbered med propaganda
Hvis vi skal have mulighed for at mobilisere brede grupper omkring antikapitalistiske krav i de situationer, hvor de er nødvendig opfølgning på vundne delkampe, kan vi ikke vente med at fremlægge dem og argumentere for dem, indtil vi er sikre på, at vi kan samle masse-opbakning bag dem.

Allerede nu må vi arbejde på at overbevise vores nærmeste om kravenes relevans: først Enhedslistens medlemmer, dernæst de nærmeste sympatisører og vælgere og ikke mindst de, der står i spidsen for mobiliseringer og aktive bevægelser. Med bevægelsens ledere mener vi de, der faktisk organiserer aktiviteter. Det kan være ansatte og valgte i fagbevægelsen, men det er sjældent det samlede fagbureaukrati, som tværtimod ofte modarbejder mobiliseringer.

Bliver Enhedslisten i stand til at formulere og propagandere for antikapitalistiske krav (sammen med vores forsvar for og støtte til del- og demokratiske krav) vil det kunne give Enhedslisten den nødvendige ”venstre-profil”.

Vi vil – mens vi støtter dannelsen af en S-SF-regering og ethvert positivt skridt fra S og SF – kunne vise, at der er en anden vej end de to partiers kapitalisme-underlagte politik. Det vil Enhedslisten kunne tiltrække medlemmer og vælgere på, og Enhedslisten vil have en tiltrækningskraft på oppositionelle S’ere og SF’ere. I sidste ende vil skuffede vælgere kunne se perspektivet i at gå til venstre og ikke bare blive passive eller gå til højre.
 

Opslået i Dansk politik, Enhedslisten

single.php