Den 14.-16. februar 2014 inviterede Fjerde Internationale (FI) for tredje gang siden 2009 til debat blandt marxistiske økonomer på den internationale venstrefløj.

 

På programmet var debat af krisens årsager, dens udviklingsretning og dens udtryk i forskellige dele af verden, Europa, Asien, Sydamerika og USA.

Artiklen her ser dog alene på fællestrækket ved oplæggene; nemlig hvordan krisen udvikler sig.

Papirer og oplæg er tilgængelige på nettet: http://www.4edu.info/index.php/IIRE_Economy_Seminar_2014

Årsager til krisen: Overinvesteringer og faldende afkast på investeringerne
En gennemgående diskussion på seminaret handlede om, hvornår – hvis overhovedet – krisen ville vende, samt hvilken udformning en ny international vækstperiode ville antage.

Traditionen tro holdt en anerkendt økonom uden for FI, Michael Roberts, det indledende oplæg. Roberts, der er forfatter til den selvudgivne bog, ”The Great Recession” (2009), har siden januar 2010 skrevet på den meget læste blog ”The Next Recession”.

Michael Roberts leverede et oplæg, ”Tendencies, triggers and tulips”, hvis centrale pointer var, at den nuværende krise er resultatet af kapitalismens indre lov: Profitratens tendens til at falde. Ifølge Roberts følger profitraten en såkaldt profit-cyklus af 15-17 års varighed, hvor perioder af optimisme og investeringsaktivitet afløses af fald i profitmassen og dermed profitraten, hvorefter investeringsaktiviteten falder kraftigt indtil betingelserne for en ny optur er genetableret.

Gælden er procyklisk
Ifølge Roberts er økonomien for nuværende fanget i en lang stagnation med gentagne recessioner, fordi kapitalisterne holder tilbage med at investere. Årsagen er, at profitraten lav eller faldende. Samtidig er virksomhedernes gæld så stor, at den lægger en dæmper på investeringslysten. Derfor ser vi ingen tegn på vending, førend gælden er nedbragt – ifølge Roberts.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er gældsniveauet, som er udslagsgivende for en ny optur. Omvendt kunne man argumentere for, at den stigende gældsætning ikke behøvede at være en bremse, hvis den modsvares af aktiver – fx aktier i udlandet.

Krisen vender i 2018 – sådan cirka…
Udover profitcyklen mener Roberts at identificere en række andre cykluser. En afgørende lang cyklus er Kondratieff-cyklusen, som også bruges af Mandel i en omfortolket form. I Roberts’ skema er Kondratieff-cyklusen imidlertid længere end antaget. Den er mellem 68 og 72 år. På den baggrund antager Roberts, at krisen ikke vil vende før 2018.

Modsat Mandel mener Roberts ikke, at der nødvendigvis vil finde voldsomme konfrontationer sted, førend en ny optur vil afløse den nuværende stagnation. Vendingen kan sagtens finde sted, hvis den nuværende recession for lov at fortsætte med destruktion af kapital, stigende udbytning af arbejderklasserne i de forskellige verdensdele og en fortsat ekspansion i udviklingslandene.

Hvad får krisen til at vende?
Francois Chesnais, tidligere OECD og universitetsøkonom fra NPA, præsenterede et oplæg om den finansielle kapitals nye karakter og rolle i kapitalismen. Chesnais argumenterede for, at der ikke er nogen endogene [indre] faktorer i kapitalismen, som kan sikre betingelserne for en ny optur; der er simpelthen ikke kapitaldestruktion i tilstrækkeligt omfang og i USA og Kina er der ikke en tilstrækkelig hård offensiv overfor arbejderklassen.

Chesnais mener i stedet, at de modvirkende faktorer, som Marx identificerede i Kapitalen, til profitratens tendens til fald må aktiveres. Disse er:

  1. Stigning i udbytningsgraden
  2. Løn presses ned under arbejdskraftens værdi
  3. Relativ overbefolkning
  4. Billiggørelse af den konstante kapitals forskellige bestanddele
  5. Udenrigshandel

Chesnais mener, at mulighederne for at aktivere faktorerne er udtømt på den korte bane (se Chesnais’ oplæg for en nærmere begrundelse). Derfor vil vi se en periode med ustabilitet i kapitalismen uden tegn på en optur.

I debatten af Chesnais’ oplæg blev der sat spørgsmålstegn ved, om det var muligt at udnytte muligheder for modvirkende tendenser. For det første mente flere at kunne se en tendens til, at råvarepriserne falder – hvilket aktiverer (4). Ligeledes var der debat om muligheden for at øge inddragelsen af stadig flere mennesker i den globale kapitalistiske arbejdsstyrke, og dermed øge (3). Forudsætningen herfor var en øget tilstrømning af kapital til underkapitaliserede regioner, fx dele af Asien og Afrika – en sådan kapitalisering ville udgøre en aktivering af modvirkende tendens (5).

Omvendt var der enighed om, at kapitaldestruktion ville spille en afgørende rolle for at krisen kunne vendes til ny optur. Mere herom senere.

Den finansielle kapitals nye rolle
Chesnais centrale bidrag bestod dog af en teoretisk analyse af den finansielle kapitals nye rolle i kapitalismen. Chesnais argumenterede for, at Hilferdings begreb finanskapitalen har en fornyet relevans til at forklare forholdet mellem de store finansielle konglomerater og de store transnationale virksomheder. Men finanskapitalen (her forstået som de finansielle institutioner, deres direktioner og aktionærer) er i dag ligemænd med de transnationale virksomheder (der også selv har store finansielle afdelinger og operationer), men har til forskel fra tidligere end bestemmende indflydelse i udviklingslande og overfor små- og mellemstore virksomheder. Samtidig tog Chesnais den finansielle kapitals forskellige former op til behandling.

Til denne del af Chesnais’ oplæg foregik en debat om karakteren af den finansielle kapitals rolle i forhold til den produktive kapital, men også spørgsmålet, om der findes en ”finansiel udbytning” af arbejderklassen, som Lapavitsas og dos Santos, og Ben Fine har argumenteret for i tidsskriftet Historical Materialism.

Kina, BRIK og den skiftende verdensorden
En blok af seminarets program var tilegnet debat af verdensøkonomiens forskellige regioner. Særligt fokus var på Kinas nye rolle i verdensøkonomien, på Sydamerika og på krisen i Europa.

Ricardo Molero holdt et oplæg om sammenhængen mellem Kinas økonomiske vækst siden 1978 og den eksplosive udvikling i uligheden. Fra et land med en gini-koefficient (statistisk udtryk for ligheden i indkomstfordelingen) på niveau med Sverige er uligheden i Kina inden for blot 35 år vokset enormt. Væksten er drevet frem af en udbytning af arbejdskraften, som er uden sidestykke blandt de industrialiserede lande. Kinas arbejderklasse modtager alene 35 pct. af BNP til forbrug, mens ikke mindre end 48 pct. bruges til investeringer. Af den høje merværdirate tilegner overklassen sig en del, som kan forklare den kraftige stigning i uligheden.

Kinas vækstmodel er baseret på en kraftig udbytning af arbejdskraft og dirigering af kapital til investeringer. Produktionen er indstillet på eksportvækst, hvor op til 80 procent af produktionen eksporteres. Molero påpegede, at den økonomiske model er udfordret af den økonomiske stagnation i USA og især Europa, som indskrænker mulighederne for eksport.

Dette og den massive udpumpning af likviditet siden krisens gennembrud, som har skabt bobler i bl.a. ejendomsmarkedet, fik Molero til at tale om overakkumulation i den kinesiske økonomi. Argumentet er, at en omstilling af den kinesiske økonomi ville kræve en omfordeling af produktionen til fordel for arbejderklassen, som alene kan konsumere mere, hvis en større del af BNP går til lønninger. Det vil sænke profitraten og dermed akkumulationsraten – der er færre midler at investere for.

Imidlertid må man stille sig spørgsmålet, om vi kan være sikre på, at produktionsapparatet i Kina er for stort til alene at producere til hjemmemarkedet med den nuværende fordeling af midlerne. Ser man på kapitalens organiske sammensætning i Kina, så er den meget lavere end i fx USA. Der er med andre ord rum for en intensiv catch-up proces, hvor arbejdsproduktiviteten i industrierne øges markant og afføder en positiv vækstspiral.

En central pointe fra debatten var imidlertid også, at der uden tvivl ville finde en forskydning af økonomisk magt sted fra USA til Kina i de kommende år. Også selvom flere indlæg betonede, at USA’s position som finansiel og militær magt var blevet styrket under krisen.

Europa i en selvpåført spændetrøje og økonomisk stagnation
Debatten om Europa var central ikke mindst pga. de mange europæiske deltagere. Først holdt Cedric Durand et oplæg om EU’s politiske økonomi, hvor han betonede, at Europa er blevet tredje hjul i konkurrencen med USA og Kina. Det europæiske borgerskab fører en bønhørlig klassekamp mod den europæiske arbejderklasse for at sikre en konkurrencedygtig økonomi, og en euro udvidet til en verdensvaluta. Durands oplæg var først og fremmest møntet på EU’s krisepolitik, men koblet til de underliggende udviklinger i de enkelte lande. Ubalancerne og de indre spændinger i EU var fokuspunkter i analysen.

Ôzlem Onaran holdt også et oplæg om den europæiske situation med fokus på et handlingsprogram for at tackle krisen. Diskussionen udviklede sig til en politisk diskussion, hvor hun betonede nødvendigheden af et overgangsprogram for Europa med fokus på gælden i Sydeuropa. Debatten bar imidlertid præg af den deling i tilgangen til EU’s institutioner, som deler de kontinentaleuropæiske og nordeuropæiske holdninger i forhold til mulighederne for at fremme antikapitalistiske løsninger på krisen inden for rammerne af EU.

 

Sydamerika stadig i stormagternes vold
To oplæg tog udgangspunkt i Sydamerika. Claudio Katz fra Argentina holdt et generelt oplæg om den økonomiske og politiske situation i Sydamerika. En central pointe fra Katz’ oplæg var, at krisen ikke har ført til en løsrivelse fra den imperialistiske dominans, især USA. Således fortsætter de økonomiske udviklingstendenser, der var undervejs før krisen: Specialisering af økonomierne med henblik på eksportmarkeds-orientering og nyliberale handelspolitikker styrer den økonomiske udvikling.

De forsøg, som har været på at vise en anden udviklingsvej for de latinamerikanske lande, står i en modsætningsfuld situation, hvor landene vender sig mod ”ekstraktivisme”, det vil sige en økonomisk vækst drevet af udvinding af råstoffer (olie, råstoffer mv.), og på den anden side specialisering. Hvis Sydamerika skal udvikle en økonomisk basis for løsrivelse fra USA og på sigt Kina, så skal den politiske radikalisering, som kontinentet har gennemgået i de sidste 10-15 år slå om i en bevidst strategi for økonomisk transformation, argumenterede Katz.

Rosa Marques holdt oplæg om Brasilien som er hovedmotor i den økonomiske vækst i regionen. Brasilien har haft en høj vækst gennem de sidste 10 år, som er hjulpet på vej af en række nyliberale reformer kombineret med et udstrakt social program, til afhjælpning af den værste fattigdom.

Det interessante ved Marques’ præsentation var ligeledes, at modsætningerne i den brasilianske vækstøkonomi langt fra entydigt er til fordel for en løsrivelse. For det første har de nyliberale privatiseringsprogrammer betydet, at udenlandsk kapital, især fra USA, spiller en stor rolle i produktionen i Brasilien. Indstrømningen af kapital fra udlandet har den konsekvens, at betalingsbalancen i Brasilien er blevet negativ pga. udstrømning af formueindkomst fra direkte og porteføljeinvesteringer. Dermed forsvinder de midler, som skulle bruges til at reinvestere i den fortsatte økonomiske udvikling ud af landet. Brasiliens udviklingsretning er derfor ustabil og ser ud til at være udtømt på den korte bane, ifølge Marques.

Er der en kapitalisme efter krisen?
Den sidste del af seminaret handlede om fremtiden for kapitalismen. Michel Husson holdt et oplæg, hvor han forsøgte at tegne omridset af kapitalismens udviklingstendenser i de kommende årtier.

Det grundlæggende synspunkt for Husson var, at kapitalismen ikke ville være i stand til at overkomme sine indre modsætninger i den nærmeste fremtid. Dette sluttede Husson ud fra fire hovedteser: Mulighederne for væsentlige produktivitetsstigninger er udtømt, gældsbyrden er ikke for alvor blevet mindsket, der er vedvarende ubalancer i verdensøkonomien, og der er intet alternativ til nyliberalismen som akkumulationsmodel.

Selvom denne debat var spekulativ, var den interessant. Særligt to punkter var tilbagevendende: Tesen om at produktivitetsstigninger var udtømt blev problematiseret af flere deltagere. I stedet blev det fremhævet, at mulighederne for at se gennemgribende teknologisk fornyelse i centrale sektorer var til stede. Ikke mindst ”robottoficeringen” af flere produktionssfærer blev nævnt som mulighed.

Den anden debat var omkring gælden. Her blev der rejst en debat om, hvorvidt gælden egentlig spiller en afgørende rolle som bremse på et nyt opsving. Både når man ser på husholdningernes gæld og på gælden hos virksomhederne er der store forskelle, som man må analysere mere konkret, før det kan konkluderes, at de nuværende gældsniveauer vil lægge en afgørende dæmper på et nyt opsving.

Debatten fortsætter
Deltagerne på seminaret konkluderede, at der var behov for et nyt seminar om to år. Der er behov for at fortsætte debatten om krisens karakter, og udviklingsretning. Samtidig er der behov for at få afprøvet ideer om løsningsforslag på krisen mellem forskellige strømninger i forskellige lande, som kan inspirere hinanden gensidigt.

 

Opslået i Økonomi

single.php