Torsdag den 12. maj var der demonstrationer i 74 kommuner. Demonstrationerne, organiseret af Velfærdsalliancen, er den del af det kommunale oprør, som er ved at brede sig til hele landet mod regeringens politik over for kommunerne. Men hvad gør de oprør mod, demonstranterne?

Denne artikel ser på den kommunaløkonomiske baggrund for oprøret mod den nedskæringsdagsorden, som ikke blot V-regeringen, men også tidligere regeringer har udrullet over for kommunerne.

Nedskæringer i den kommunale økonomi
Siden den økonomiske krise er kommunernes tilskud fra staten blevet reduceret kraftigt. Dermed er der færre penge til velfærd. Dette er den bagvedliggende årsag til at brugere af de offentlige ydelser og kommunalt ansatte oplever, at den kommunale velfærd er forringet. Lad os se på de konkrete tal.

I 2011 aftaltes kommunale nettoudgifter til drift på 241,5 mia. kr. I 2016 er dette tal nede på 237,4 mia. kr. Og får V-regeringen opbakning til at fjerne 2,4 mia. kr. årligt via det såkaldte omprioriteringsbidrag, så vil de aftalte udgifter være nede på 230,4 mia. kr. i 2019. På blot 8 år vil tilskuddet til kommunerne altså være reduceret med 11 mia. kr. I en gennemsnitskommune svarer det til, at der er skåret godt 110 mio. kr.

Kommunernes driftsudgifter, 2011-19

Anm.: Figuren viser udviklingen i kommunernes aftalte nettodriftsudgifter i perioden 2011-2019. Data er i 2016-pl og 16-opgaveniveau. Tallene for 2017-19 er baseret udgiftslofterne, som er vedtaget af et flertal i Folketinget.
Kilde: L2 og L3 (2015-16), samt Finansministerens svar på spørgsmål nr. 125 (Alm. del) af 11. januar 2016 til Folketingets finansudvalg. Egne beregninger.

 

Økonomisk spændetrøje – sanktioner ved overforbrug
Et andet element, som har tvunget kommunernes udgifter til velfærd ned, er den økonomiske spændetrøje, som er indført med de økonomiske sanktionsmuligheder over for kommunerne. Som led i den tidligere VK-regerings krisepolitik indførte den et sanktionsregime, som straffer kommunerne hvis de bruger mere end det er aftalt i økonomiaftalerne. S-R-SF-regeringen udbyggede sanktionsregimet i 2013 med den såkaldte budgetlov. Et yderligere element blev indført i form af udgiftslofter, som fastlægger udgifterne i kommuner og regioner 4 år ud i fremtiden.

Sanktionerne har medført et markant underforbrug i kommunerne på milliarder af kroner. I 2011 var mindre-forbruget på 7,7 mia. kr. Mindre-forbruget er faldet år for år, men lå i 2015 stadig på hele 1,7 mia. kr.

Sanktionerne får kommunerne til at forbruge mindre. Frygten for at miste penge i det kommende år gennemsyrer kommunerne helt ned på den enkelte institutioner, som sparer op for at være sikre på at have penge i de kommende år. Paradoksalt nok leverer mindre-forbruget yderligere argumenter til de borgerlige politikere for, at ”så kan kommunerne jo klare sig for færre midler” og dermed en yderligere reduktion i den aftalte økonomiske ramme.

Forskel mellem regnskabsførte og aftalte driftsudgifter
(2011-2015 i milliarder af kroner (2016-pl)) 

Kilde: Finansministerens svar på spørgsmål nr. 125 (Alm. del) af 11. januar 2016 til Folketingets finansudvalg. Egne beregninger.

Konsekvenser af nedskæringer
Konsekvenserne af nedskæringer og sanktioner er til at tage at føle på ude i kommunerne.
Det mest synlige tegn på, at nedskæringerne har konsekvenser for velfærden, er, at antallet af medarbejdere er reduceret med i alt 30.500 fuldtidsmedarbejdere i kommunerne fra højdepunktet i 2. kvartal 2010 til det foreløbige lavpunkt i 4. kvartal 2015, jf. nedenstående figur.

Antal fuldtidsbeskæftigede i kommunerne, 2008-2015

Anm.: Figuren viser antallet af fuldtidsbeskæftigede (sæsonkorrigeret) i kommunerne fra 1. kvartal 2008 til 4. kvartal 2015. Den kraftige nedgang i antallet af ansatte i 2013K2 skyldes lockouten i foråret 2013.
Kilde: Danmarks Statistik, Tabel OBESK1.

For det andet er de store velfærdsområder i kommunerne markant forringet.

I daginstitutionerne er antallet af medarbejdere reduceret markant i forhold til antallet af børn. BUPL har beregnet, at der skal tilføres 4.400 pædagogisk personale i 0-5-års institutionerne, for at normeringen er tilbage på 2009-niveauet. Konsekvensen af forringelserne i institutionerne er, at forældre har oprettet private institutionerne. Presset på dagplejen har ligeledes fremtvunget en privatisering, hvor tidligere kommunalt ansatte dagplejere opretter sig som private virksomheder, der kan underbyde de overenskomstbestemte lønninger.

I folkeskolerne er der ligeledes blevet flere børn pr. lærer. Ifølge Danmarks Lærerforening var der 20,4 barn pr. lærer i 2009; et tal der var steget til 21,7 børn pr. lærer i 2015. DLF har også påvist, at stadigt flere børn placeres i ”megaklasser”. Dette skal endvidere ske sammen med inklusion af elever med udfordringer – endnu en spareøvelse. Alt sammen skaber et markant pres på folkeskolen.

Ældreplejen er under afvikling for det store flertal af ældre. Mellem 2008 og 2014 faldt antallet af hjemmehjælpstimer i kommunerne med 5,5 millioner. Mens den gennemsnitlige hjemmehjælpsmodtager ikke oplevede et timefald i hjælpen, så dækker faldet over, at et stadigt færre antal ældre får tilkendt hjemmehjælp: I 2008 var det 18 pct. af de +65-årige, som modtog hjemmehjælp, mens det i 2014 var blot 12 pct. Flere ældre må altså klare sig selv. Med væksten i antallet af ældre medborgere er nedskæringerne i kommunerne fatale. FOA har beregnet, at der skal tilføre 1 mia. kr. om året for at det stigende antal ældre ikke skal føre til serviceforringelser.

Den ulige udvikling mellem kommunerne
De hidtil fremlagte tal henviser til kommunerne under ét. Men under den store trend gemmer sig et billede af en meget ulige udvikling mellem forskellige områder i Danmark. Mens visse områder blomstrer, går visse områder tilbage. Kapitalen koncentreres om disse områder, mens den flygter fra de andre områder.
Vækstområderne er omkring de større byer: Hovedstadsområdet, Århus, Ålborg, Odense, men også i Trekantsområdet. Heroverfor er en række områder markant mindre udviklet: Særligt landdistrikterne i det sydlige Jylland, Lolland, Vest- og Sydsjælland og Bornholm.

Hovedproblemet for de flere områder i landdistrikterne er både, at virksomheder lukker, investeringerne udebliver, og at der sker en vandring fra land til by. Krisen har accelereret alle disse tendenser, fordi investeringerne i udkantsområderne er gået ned. Effekten på den kommunale økonomi er et vigende skattegrundlag og øgede kommunale udgifter. Den konkrete hverdagserfaring er ringere velfærd.

Refusionsreform straffer udkantskommunerne
Ikke nok med at krisen har forstærket koncentrationen af kapital. Oveni har forskellige politiske reformer af udligningen mellem kommunerne forøget denne trend. En af de værste bidrag til udviklingen har været Corydons reform af statsrefusion til kommunerne for deres udgifter til forskellige overførselsindkomster, som trådte i kraft den 4. januar 2016. Reformen har indført et incitamentsregime, hvor refusionsprocenten er 80 pct. den første måned, men falder gradvist til blot 20 pct. inden for det første år. Intentionen skulle være at give kommunerne incitament til at hjælpe færre væk fra langvarig offentlig forsørgelse. Regimet gælder ikke blot for folk på langvarig forsørgelse, men også på ydelser som dagpenge, kontanthjælp og førtidspension.

Problemet er bare, at kommunerne slet ikke har mulighed for at påvirke om syge mennesker er syge. Og derfor er det ikke muligt med få flyttet mennesker med sygdom eller andre sociale problemer væk fra de omtalte ydelser. Derfor bliver de kommuner, der har en stor koncentration af folk på overførsler straffet. Dette rammer særligt udkantskommunerne, som har flere på overførselsindkomst uden mulighed for at få dem flyttet væk herfra.

Hvorfor og hvordan fortsætter det kommunale oprør?
Der er altså en dobbelt erfaring hos brugere og ansatte i kommunerne. På den ene side føres der en nedskæringspolitik, som presser økonomien ved at reducere tilskuddet og presse underforbrug igennem. På anden side er der også en underliggende dynamik, som spejler den kapitalistiske økonomi, hvor den ulige udvikling med koncentrationen af kapital omkring de større byer og udvalgte vækstområder, medfører affolkning og urbanisering. Den dobbelte erfaring danner grundlag for oprøret mod yderligere forringelser af den kommunale velfærd.

Imidlertid er det afgørende at skabe en politisk kobling mellem oprøret i vækstområderne og i udkantskommunerne. For hvis den dobbelte erfaring skal omsættes til ét kommunalt oprør, er der behov for mere end blot modstand mod omprioriteringsbidraget.

 

Opslået i Kommuner og regioner

single.php