Hvorfor forsøger den russiske præsident Valdimir Putin at skræmme sit folk med truslen fra ”trotskismen”, og hvad mener han egentligt med trotskisme? Den russiske socialist Ilja Budrajskis gransker forsøget på at genoplive konspirationsteorierne om trotskismen i Rusland.

Da Putin holdt tale ved en konference afholdt af den Alrussiske Folkefront for et stykke tid siden, sagde den russiske præsident: ”Trotskij plejede at sige at ”bevægelsen er alt, målet er intet”, men vi har brug for et mål”. Det er et citat af Eduard Bernstein, som den russiske præsident af en eller anden grund har forvekslet med Trotskij, sikkert fordi han sammenblander Bernstein og Bronstein, Trotskijs egentlige efternavn.

Citatet er måske et af Putin mest anvendte retoriske begreber. Han har gentaget det gennem mange år, både overfor journalister og bureaukratiske funktionærer i sammenhæng med diskussioner om socialpolitik, forsinkelser af byggeriet af de olympiske arenaer i Sochi og under protestbevægelsen mod regimet. ”Demokrati er ikke anarki og ikke trotskisme”, sagde Putin advarende for to år siden.

Putins anti-trotskisme har ingen direkte logisk baggrund og er heller ikke vigtig for det publikum, han henvender sig til. Dens oprindelse findes ikke i aktuelle begivenheder, men ligger dybt begravet i den politiske underbevidsthed hos den sidste generation af den sovjetiske nomenklatura [magtelite, SI-red.].

Den mærkelige myte om den trotskistiske verdenskonspiration, som opstod for mange årtier siden i en anden tid og et andet land, har oplevet en genfødsel i det tidsrum, hvor Putin har været ved magten. Leflende journalister og korrupte politiske eksperter, som kender til præsidentens forkærlighed for at skræmme med ”trotskismen”, har bidraget til at give denne trotskisme status som en selvfølgelig ingrediens i regimets propaganda.

Indtil sin død i 2013 blev den Putin-kritiske oligark Boris Berezovskij i London fremstillet som den lådne edderkop i centrum af det trotskistiske net. Indtil han blev en konservativ patriot, blev nationalbolsjevikken Eduard Limonov fremstillet som en farlig trotskist”, der forførte unge til at blive ekstremister. Og kamuflerede ”trotskister” i Bush’ og senere Obamas administrationer siges også at ligge bag de såkaldte farverevolutioner i Ukraine og Georgien. At afsløre ”trotskister” er også blevet et vigtigt ritual for den statslige nyhedschef Dimitrij Kiseljov. Men hvad er historien bag den trotskistiske konspiration?

Konspirationsteorier er af natur altid konservative. De tilbyder ikke en alternativ bedømmelse af tidligere begivenheder, men opstår senere for at omskrive historien med en pessimistisk tilgang. På denne måde hævdede jesuitterpræsten Augustin Barruel, en af pionererne inden for konspirationsteorier, i sin bog om jakobinismen fra 1797, at den Franske Revolution i virkeligheden var afslutningen på Tempelriddernes konspiration mod kirken og kongefamilien i middelalderen.

Konspirationsteorier om frimurerne voksede sig rigtigt store i slutningen af 1800-tallet, da disses storhedstid allerede var forbi. På samme måde fik teorierne om jødernes konspirationer, der voksede sig stærke i begyndelsen af 1900-tallet bl.a. via skriftet ”Zions vises protokol”, der var blevet fabrikeret af den russiske zars hemmelige politi, deres rigtige gennemslag på et tidspunkt, hvor den jødiske finanskapital allerede var blevet tilsidesat af industrikapitalens voksende magt.

Helt i tråd med disse udviklinger fremstod myten om den trotskistiske sammensværgelse i Sovjetunionen først efter, at Venstreoppositionen, det vil sige Trotskijs rigtige tilhængere, allerede var blevet besejrede. Men til forskel fra tidligere konspirationsteorier, der ofte var skabt af hemmelige agenter og gale skribenter, så blev teorien om den trotskistiske sammensværgelse fabrikeret af sikkerhedspolitiet, NKVD, selv.

Den store terrors forvredne spejllogik dikterede, at ”trotskisten” med stor snilde kunne skjule sin sande identitet, og netop derfor kunne hvem som helst beviseligt være en trotskist. Konspirationen måtte nødvendigvis blive afsløret ifølge Stalins uskrevne lov om, at sandheden altid kommer frem, hvilket igen berøvede konspirationsteorierne deres mystiske aura.

Efter Stalins død, da udrensningernes tid var overstået og det sovjetiske samfund var begyndt at blive hæmmet og konservativt, skulle konspirationsteorierne antage mere genkendelige former. Bresjnevs epoke med stagnation, med dens generelle apati, mistænksomhed og samfundsmæssige depression, var en ideel grobund for teorier om sammensværgelser. Ingen havde i umindelige tider set en rigtig levede trotskist, og det ville have været bizart at udpege og angive folk for at være ”trotskister”. Men det kollektive minde om den gamle trotskistiske fare var stadig i live. Gennem meningsløse lektioner om ”Partiets Historie” var millioner af sovjetiske universitetsstuderende tvunget til at lære om socialismens fjender – trotskisterne – der for længe siden var besejrede.

Men millioner af anti-trotskistiske bøger blev fortsat udgivet, og i 1970’erne havde denne litteratur udviklet sig til en særskilt genre med sin egen kanon. Dens kendetegn var en frit formuleret ”trotskisme”, helt løsrevet fra den faktiske historiske trotskisme.

Men til forskel fra de klassiske sammensværgelsesteorier om frimurerne eller Zions Vises Protokol, så blev det aldrig påstået, at trotskisterne styrede verden. Det var en mislykket sammensværgelse. De blev altid afsløret, med undtagelse af når de på grund af deres egen dumhed afslørede sig selv. Trotskisternes uduelighed gjorde så, at de blev totalt til grin for folket og Partiet.

Men alligevel, efter at havde rejst sig fra alle skamfulde fiaskoer, fortsatte trotskisterne med nye ondskabsfulde gerninger. Trotskisterne havde ingen klar plan for, hvordan de skulle opnå verdensherredømme, men til trods for at de ikke havde et klart mål, var de farlige pga. deres passion for at skabe kaos på steder, hvor der ellers herskede harmoni og orden.

I dette arbejde blev trotskisterne inspireret af den gale ”teori om den permanente revolution” (der kun havde navnet til fælles med Trotskijs egen virkelige teori). Denne gik i bund og grund ud på, at revolutionen ikke skulle begrænses af tid og rum, den havde ingen mål, ingen afslutning og ingen mening. Den stillede spørgsmål, når alle spørgsmål for længst var blevet besvarede. Den indgød tvivl, når al tvivl for længst var ophørt. Et normalt menneske ville aldrig kunne forstå noget af denne teori, udover en kendsgerning: den var blevet opfundet for at skabe kaos.

Michail Basmanov, forfatter til bogen ”Den moderna trotskismens karaktär” (udgivet på svensk 1986), en bog der efterhånden har opnået kultstatus, skrev: ”Til forskel fra mange andre politiske bevægelser, der fik mulighed for at afprøve sine ideologier og politiske doktriner gennem opbygningen af statsdannelser, har trotskismen gennem alle de år, den har eksisteret, ikke fremført noget positivt handlingsprogram i noget land”. Den er så destruktiv ”med sin nærmest absurde kosmopolitisme, og udelukker enhver mulighed for at udvikle et nationalt program. Trotskismen underminerer endog sine egne ”partier” i mange lande”, skrev Bamanov.

”Trotskismen er helt viklet ind i sit eget edderkoppespind af teorier”.

Det er her vigtigt at minde om, at idéen om den trotskistiske sammensværgelse aldrig var stor i det sovjetiske samfunds senere år. Den blev ikke gødet nedefra af mørke fordomme med dybe rødder blandt almindelige mennesker. Den forblev et mareridt udelukkende for en del af befolkningen, det herskende bureaukrati, der videreførte myten om den menings- og nådesløse ”permanente revolution” til de nye generationer af bureaukrater i partiskolerne og KGB akademierne. Den sovjetiske teori om den trotskistiske sammensværgelse afspejlede den ubevidste rædsel i den styrende klasse for at miste kontrollen.

Dette er i øvrigt den fundamentale forskel i forhold til den udgave af den trotskistiske sammensværgelse, som er blevet populær blandt visse konservative i USA. Dér er den blot én blandt mange teorier om minoritets-sammensværgelser, der handler om, at en lille gruppe af sammensvorne, i dette tilfælde ”trotskister”, har taget magten over staten og bruger den til at gennemtvinge sine anti-kristne og radikale idéer oppefra. Den kendsgerning, at denne teori gennem de seneste år endog har opnået popularitet hos visse politiske eksperter i Kreml, illustrerer blot at den gamle sovjetiske version af den trotskistiske sammensværgelse er nået til vejs ende.

Når han sammenroder Bernstein og Bronstein svigter Putin dog ikke den gamle sovjetiske anti-trotskistlegende. ”Bevægelsen er alt, målet intet”. Det kaos, som skabes af bevægelsen, er uundgåelig, nøjagtigt som tiden selv. Den bevæger sig uafvendeligt mod den ”permanente” revolution”, der ikke kan afsluttes, og som man ikke kan ræsonnere med.

Det værste er, at trotskismens spøgelse i lighed med så mange andre spøgelser i historien, faktisk er i stand til at materialisere sig. Det postsovjetiske system er nået frem til en periode med krise, i hvilken den herskende elite har stadig færre muligheder for at kunne styre processerne ”manuelt”. For at elitens trotskistiske mareridt skal blive til virkelighed, behøves der ingen levende trotskister. Dem er der først brug for, når de hidtil tavse og nedtrampede kræfter kommer til sig selv og begynder at stille spørgsmål om deres egne mål. Men det er en helt anden historie.

Oversat fra den svesnek ugeavis Internationalen af Peter Kragelund. Svensk oversættelse af Per Leander. Oprindeligt publiceret på OpenLeft.ru, 21/11. Noget forkortet.

Opslået i Historie, Rusland

single.php