Socialistisk Information starter en debat om Enhedslistens politik i forhold til en ny regering. Vi har bedt forskellige folk kommentere på udtalelsen fra SAPs landsledelse fra august.

af Rune Lund

(Udtalelsen "Enhedslisten skal ind i kampen for, at en S-SF-regering vil føre en ny politik" fra SAPs landsledelse kan læses her)


Alt tyder på, at en ny S-SF-regering bliver afhængig af Enhedslistens stemmer. Stort set alle meningsmålinger viser, at hvis der skal være centrum-venstre flertal, så bliver Enhedslistens stemmer afgørende.

Med andre ord: Ingen stemmer fra Enhedslisten, ingen S-ledet regering. Uanset om denne S-ledede regering måtte bestå udelukkende af S og SF, eller om de Radikale også er med.

De politiske realiteter skabes uden for Christiansborg
Jeg vil i mit indlæg fokusere på den parlamentariske strategi efter et valg, hvor ovennævnte flertal er etableret. Hvorfor? Fordi de to politiske blokke ligger meget tæt. Og kommer der en ny regering efter næste valg, er der endog meget stor sandsynlighed for, at dette vil være den kommende parlamentariske situation.

Dette er ikke et forsøg på at underkende betydningen af de udenomsparlamentariske værktøjer. Inden jeg sad i Folketinget for Enhedslisten i knap 3 år i perioden 2005-2007, havde jeg altid sagt, at forandringer skal ske fra neden. Det bliver man kun ekstra opmærksom på, når man er medlem af Folketinget. Alle partier ved, hvad de andre partier mener om bestemte emner. Fronterne er låst fast. Det, der ændrer tingenes tilstand, er et folkeligt pres, mediestorm, store demonstrationer, troværdige meningsmålinger i nedadgående eller opadgående retning med mere. Kort sagt: Alt det, der sker uden for Christiansborg. Det skaber bevægelse, der så rykker fronterne og skaber en ny politisk ligevægt inden for murene på Christiansborg.

Den udenomsparlamentariske bevægelse er derfor afgørende. Det har Enhedslisten som parti også slået klart fast. Lige siden årsmødet i 2007 har opbygningen af en udenomsparlamentarisk bevægelse, der kan presse en ny regering til at føre en rød-grøn politik været det helt centrale spørgsmål for Enhedslisten i forhold til tiden frem mod og efter næste valg. Et centralt led i dette strategiske arbejde fra Enhedslistens side er det igangværende arbejde med dobbeltorganiseringen af Enhedslistens medlemmer, hvilket vil sige, at man både er organiseret geografisk i sin afdeling samt organiseret i forhold til sit fag eller job.

Vigtigheden af det parlamentariske arbejde
Det udenomsparlamentariske arbejde kan dog ikke stå alene. Det skal indgå i en dialektik med det parlamentariske arbejde.
Den parlamentariske strategi er derfor vigtig. Både i forhold til at være talerør og platform for de udenomsparlamentariske bevægelser – og i forhold til det konkrete stykke parlamentariske arbejde, der skal laves, når der – forhåbentlig – kommer en ny regering efter næste valg.

Gunstig situation for Enhedslisten
Enhedslisten vil komme til at stå meget gunstigt i denne situation. En S-ledet regering med deltagelse af SF vil – på grund af at Enhedslisten vil skulle levere de afgørende mandater til venstre i Folketinget – hele tiden skulle overveje: Skal vi lave et forlig med V,K eller O – eller skal vi lave det med Enhedslisten. Det vil uden tvivl være sværere for en regering med deltagelse af SF at vælge Enhedslisten fra.

I en udtalelse fra SAP’s landsledelse 22. august langes der ud efter Enhedslistens folketingsgruppe for at nævne de Radikale. Målet er et flertal med S-SF og EL, hedder det i papiret. Nu skal jeg jo ikke kunne spå om det endelige og præcise valgresultat, men en forholdsvis ædruelig vurdering vil for det første være, at der ikke bliver nogen ny regering, uden at R lægger stemmer til. Det betyder ikke, at vi ikke skal kæmpe for, at S-SF-EL kan blive uafhængige af R. Jeg synes bare ikke, man skal have skæld ud for at forholde sig til de politiske realiteter her og nu.

For det andet: Med mindre Enhedslisten bliver meget store, så vil et flertal med S-SF og EL også betyde, at der kan laves et flertal, der hedder S-SF og R – uden brug af Enhedslistens stemmer. Denne situation vil være yderst uheldig for Enhedslisten. Både i forhold til at få en ny politik, men også i forhold til at styrke vores del af venstrefløjen i en situation, hvor alle andre partier mere eller mindre er blevet en grød på midten.

SF drømmer om flertal uden Enhedslisten
Et rent R-S-SF-flertal er til gengæld SF’s drømmescenarium. Ole Sohn og co. håber på 90 mandater sammen med S og R. Så kan man lave politik uden ustandseligt at skulle give indrømmelser til Enhedslisten og/eller blive presset fra venstre. Det vil nemlig være meget farligt for SF at skulle give for mange indrømmelser til Enhedslisten. SF bidrager jo gerne til myten om, at Enhedslisten kun kan finde ud af at råbe op og have de rigtige holdninger, uden at ville have ”indflydelse”. Når folk oplever, at det betyder noget at have de afgørende mandater, vil Enhedslisten fremstå som et parti med indflydelse – og samtidig være et parti, der ikke har solgt ud inden for alt lige fra boligbeskatning, over retspolitik til krigsstøtte i Afghanistan, for nu bare at tage et udpluk af højdepunkterne i SF’s højredrejning.

Alternativet for SF i en S-ledet regering vil være at lave flertal til højre. Et ikke særlig attraktivt valg, hverken for den politik, der måtte blive resultatet – eller for de interne diskussioner i SF, da man må forvente, at en hel del SF-medlemmer og -vælgere vil have svært ved at forstå det kloge i at lave politik med V eller K, når man kan samarbejde med Enhedslisten.

Enhedslisten skal søge ”indflydelse”
Det er på mode at vise, at man som parti søger ”indflydelse” – et mærkeligt og ubestemmeligt ord, der sjældent defineres nærmere. Som regel fremstiller pressen det at være en del af et politisk forlig som at have ”indflydelse”. Men siden VKO-flertallet blev etableret i 2001 har alle væsentlige beslutninger været taget af disse 3 partier. I det omfang andre partier har været med i forlig, har der næsten udelukkende været tale om små, ubetydelige kommaændringer. Det har fungeret fint for VKO i mange år. R, S og til dels SF har i flere år lavet forlig, hvor de ikke har fået indflydelse. Men R, S og SF har bagefter gået ud og blæret sig med, at de rent faktisk har haft indflydelse – selvom de ikke har haft det. VKO fik deres vilje. Og oppositionen kunne blære sig lidt – uden at det i øvrigt afspejlede sig i meningsmålinger eller valgresultater. Denne dynamik har ændret sig en smule. SF får klart opbakning i dag på at ville have ”indflydelse” – uden dog generelt at have mere indflydelse end SF har haft siden 2001.

Enhedslisten har indflydelse i dag. Min påstand er, at Enhedslisten har større indflydelse målt pr. folketingsmedlem end for eksempel S. Indflydelse er at sætte en dagsorden, at stille kritiske spørgsmål, at rejse sager, at bruge pressen og så videre. Det er også at få ting vedtaget. Selvfølgelig. Men det er ikke kun at trykke på den grønne knap i folketingssalen eller være med i et forlig. I parentes skal det i øvrigt bemærkes, at Enhedslisten i folketingsåret 2008-2009 var det oppositionsparti, som fik flest forslag vedtaget i Folketinget. Oppositionen fik i alt vedtaget fire forslag. Tre af disse forslag var stillet af Enhedslisten.

Men hvis Enhedslisten skal klare sig i den nuværende medievirkelig, hvor politik ikke drejer sig om indhold, men om proces og personer, så skal vi – i et vist omfang – hoppe med på vognen og vise, at vi vil have ”indflydelse”, som den defineres af pressen, og at vi er en del af en samlet opposition.
Men vi skal ikke bare signalere det – vi skal også have det. Vi vil ikke gå efter laveste fællesnævner, for så kunne vi alle sammen jo alligevel bare stemme på S. Vi skal have noget for vores stemmer i en forhandling. Vi er sat i verden for at ændre verden. Ligeledes stemmer vi ikke for ting, vi er uenige i, altså: Ingen studehandler.

Ja til finanslov
Men vi stemmer selvfølgelig for den mindste forbedring. Det gælder også i forhold til finansloven. Hvis der ikke er forringelser i en finanslov i forhold til finansloven fra det tidligere år, og hvis der derudover er forbedringer, så skal Enhedslisten stemme for. Sidder Enhedslisten med de afgørende mandater, kan vi desuden komme ud i en situation, hvor VKO vil gøre spørgsmålet om en finanslov til et kabinetspørgsmål. Det vil sige, at hvis ikke regeringen kan skaffe flertal for sin finanslov til venstre, så vil højrefløjen vælte regeringen ved heller ikke at stemme for finansloven. Der er jo en klar parlamentarisk praksis for, at hvis en regering ikke kan få flertal for en finanslov, så må den gå af.

Hvis højrefløjen spiller hardball på denne måde, så må en S-ledet regering jo bare levere det, der skal til, for at Enhedslisten – for første gang i sin levetid – kan stemme for en finanslov. Enhedslisten skal ikke stemme for en lov – heller ikke en finanslov – udelukkende for at holde en S-ledet regering til magten.

I al vores parlamentariske arbejde er det vigtigt at holde målet i horisonten for øje: En rød-grøn socialistisk verden, med et rødt-grønt socialistisk Danmark. I den rækkefølge. Det afholder os fra at bruge tid på ligegyldige petitesser, som bare er administration af et det kapitalistiske samfund, som vi kæmper for at erstatte med noget andet og bedre.

Socialisme og økologi
Et helt centralt spørgsmål for Enhedslisten er – og vil være – arbejdet for en socialistisk økonomi som alternativ til den kapitalistiske økonomi og den nuværende finanskrise. Krisen er en krise for nyliberalismens krav om nul hindringer for kapital og investeringer. I første omgang har der været fokus på finanssektoren, men finanskrisen indvirkning på den reelle økonomi, skal bruges som løftestang til at bringe krav om offentligt eje og en spekulationsfri økonomi på banen.

På længere sigt vil klimaforandringerne og de dertil hørende menneskelige og økonomiske omkostninger være det centrale omdrejningspunkt. Alt tyder på, at den aftale, der skal laves ved FN’s klimatopmøde i København i december 2009 ikke sikrer os andet, end at klimakatastrofen rykker nærmere. Hvis klimatopmødet er det bedste, som politikerne kan diske op med, så kan vi lige så godt begynde at tænke alvorligt i, hvordan vi skal håndtere en politisk situation, når vandstanden stiger, flygtningestrømmene øger og økonomien belastes. Eller endnu værre: Hvis golfstrømmen i vores levetid vender eller hvis permafrosten smelter i Sibirien og metangasserne får frit løb til at varme atmosfæren op.

Hvad vil folk i den situation gøre, når de ser, at politikerne og demokratiet har fejlet? De vil spørge: Hvorfor handlede politikerne ikke, selvom en enig forskerverden klart fortalte om konsekvenserne? Og hvad bliver resultatet så? En uhyggelig nationalisme i en økonomisk krise, hvor demokratiet med al dets snak skrottes til fordel for stærke mænd, der kan tage beslutninger? Demokratiet er alligevel på mange måder udhulet af EU. Eller vil svaret blive et krav om et brud med kapitalismen og radikal økologisk omstilling?

Klimaforandringerne kan meget vel blive en stor begivenhed på linje med første og anden verdenskrig, der skabte nye politiske realiteter på globalt plan. Derfor skal Enhedslisten – også på kort sigt frem til og efter næste valg – prioritere dette område umådelig højt.

Rune Lund er fhv. MF for Enhedslisten, og medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com